Den uforbederlige bibliotekar
Niels Jensen
Wisbech's illustrerede Almanak
Udkom fra 1852-1939 med indhold gældende for det kommende år.
Om almanakken på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104813.htm
Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen
Opdateret den 9. oktober 2023 af Niels ]ensen
Den uforbederlige bibliotekar
Niels Jensen
Wisbech's illustrerede Almanak
Udkom fra 1852-1939 med indhold gældende for det kommende år.
Om almanakken på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104813.htm
Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen
Opdateret den 9. oktober 2023 af Niels ]ensen
eee
7776 er
JENS HANSEN
15. Vestergade 15.
Kjøbenhavn, K. »
Firkantede Kogeovne med 2
Kogehuller, største Ring 10½“
26 Kr. Magasinovne Kogeind-
retning, Rysterist 18 Kr. Do.
Fodvarmende 6129 Kr. Do. 83%
høj 380 8 47 Kr. Stedsebræœu-
dende, Røgfortærende, Luftop-
varmede Magasiner Patent 1893.
Skulekakkelovne, Kirkekakkel-
ovne, Smiaa Kogevyne 10“ Koge-
hu) 6 Kr. Staldvinduer, Pumper
se Annoncen bag i Almanakken.
Karofur. Størrelse 17426“ 2 Ko-
gehuller 85 F 7 Kr. IComfur
20 ½64 3 Kogehuller, Stegeovn.
Bradepande, Eudeplade 175 ff
15 Kr. Komfur 204264 4 Koge-
huller, Vandgry de, Stegeovn 17
Kr. Komfur 20425 med 4 Ko-
20
Car I
d
£:
D
N
| auuop wWos 4% ĩͤ% up
— 9 — ss | gehuller, Vandgryde, Endeplade
EGE 14 Kr. Komfur 3 Kogehuller, Jg Pl
2 Stegeoyn, Bradepande, Ende- . hansen vf sist.
plade, Komfurets Bredde 28½“, Dybde 22 %“, Kogehullorne 12½“, 10½ l,
Alle", Stegeovnen 10% bred, 9½½“ høj, 18" lang, Vandgryden rummer 6½½
Pot. Vægt 200 fl 20 Kr. Største Komfur i Danmark til 20 Kr. kan kun
faas hos mig. Komfurer med støbt eller smedet Stegeovn samme Pris.
Fritstaacnde Komfurer med Stegeovn og Vandgryde færdig til Brug. Nær-
mere af Prislisten. Fritstaacude Kjedelgryder uden Opmuriug, Do. til
Indmuring fra 5 Kr. Snedkervovne, Skræder-Pressejærnovne 16 Kr. Alle
nævnte Varer kan kun ſaas hos mig, jeg sælger ikke til Forhandling, har ingen
Agenter eller Udsalg nogen Steds. Varerne leveres fragtfrit paa Bestillerens
nærmeste Dampskibs- eller Jærnbanestation. Komfurer i over 91 forskel-
lige Størrelser og Vdstyring. saavel støbt som smedet Stegeovn, solideste
Vare, smukkeste Udstyrelse. Stør-
ste Udvalg af Kakkelovne i Dan-
mark, over 92 forskollige Numre.
Største. Omsætning
i Danmark op derfor de bil-
ligste Priser. Forlang min nyeste
Prisliste over nyo Komſuror, Kak-
kolovne, Pumper og nye samt
brugte Vandrør tilsendt. Den
giver enhver nærmere Oplysning.
Komfur til 18 Kr.
som Tegningen. Mossinggetænder
til Forside og Endeplade. 2 Kr.
Overalt fragtfril leverede.
Ene-Udsalg. Prismedaille.
Staldvinduer og Pumper, se Annoncen bag i Almanakken,
—
)
11
mis!
—— —— 2 ——
1894. Naar man fjøber |
2 Onkel Adam: —
S Stamhuſet Waldemarsborg, 5
E ' —
!
i
| Bogladepris 3.00, nedſat til 1.50
S modtages denne Cupons for 0.50. faa Bo⸗
| gen leveres for fun 1 Kr.
.
5 1894. Naar man kjober | J
28 Egleſton: Roxh. 3 8
2 | Roman 454 Sider, |: *
2 Bogladepris 5 00, nedſat til 1.50 * O
S modtages denne Cupons for 0.35, jaa Bo- SS
gen leveres for kun 1 Kr. 15 9. 8
18 189 Naar man kiober |
2 S Kferlighedens Krydderi, 8
2 Fortælling, S.
eg | | 2
2 | Bogladepris 1.35, nedſat til 0.75 S
S modtages denne Cupons for 0.25, faa Vo-. SS
| gen leveres for kun 50 . | S
| 1894. Naar man kjober resp
* Euſeb. Licht: 2
3 Søren Baſt & Co., F N.
— 5 en diane Fortælling, før 3.50, un 1.50 . OY
S | modtages denne Cupons for 0.35, faa Bo⸗
| gen leveres for kun 1 Kr. 15 B. S
* 1894. Naar man kjober 5
20 Victor Rydberg: Singoalla, >=
ortællin BEN
2 ) Bogladepris 1.35, 1 05 til 1.00 1 D
S modtages denne Cupons for 0.25, faa Bo⸗ S
I
gen leveres for kun 75 G. S
1894. Naar man ljgber
2 2 Paeifix
St Sparekasſebog Nr. 7709,
2 | Fortælling, Bogladepris 2.00, nedſat til! 0
2 modtages denne Cupons for 0.25, ſaa Bo⸗
gen leveres for kun 75 OG.
189.1. Naar man kisber
S Marie Sophie Schwartz:
Sonneſonnen,
2 Bogladepris 3.50, nedſat til 200
S modtages denne Cupous for 0.50, jan Bo-
gen leveres for un 1 Kr. 50 B.
Beſtillinger paa disſe Bøger med Rabat⸗Cupons modtages i enhver Voglade, ſamt i Provins⸗
boghandlernes Almanakforlag (Jens Mol lex, Helſingor).
Nedenncevnte billige, gode Bøger fans til ned⸗
ſatte Priſer gjennem enhver Boghandel,
Provinsboghandlernes Almanakforlag (Jens Moller
i Helſingor):
"MNL Vejledning i Husdyr⸗
ſamt i
3,00, nu for 1,00
Dyrlægebog..........
Brødrene, hiſtoriſk Roman. 5
Egleſton: Verdens „Ende 1 3.00
Aubrey, Roman i 2 Dele. ,... 2
Pontoppidan: Menozaa 3,00
Opdagelſen, Roman fra Svenſk. 4,85
Libets Omvekslinger, kriſtelige
elle 3,00
Andreſen: Strikkebog for Skole⸗
og Husbrug, ind 2,65
en Refſepredikanten, For⸗
r 3,50
Carlén, Emilie: Skyggebilleder. 2,15
Collins, Wilkie: To Fortællinger 1,75
Dehn: Tidens Loſen 2,50
Chambers: Udflugt til Island og
eee 0,85
Egleſton: Syv Hiſtorierr 2,50
— Metropolisvilles Mys
Hie eet alle se gere 0 3,50
Sdivart, Marie Sophie:
Fortcell ingen 1.85
iir! 2,65
Et Havnens Offer 2,50
Mit Livs Tildragelſer ... 3,25
Pigen fra Wesſelburen. En
Fortelling fra Ditmarſken .. 0,67
Pilgrim: De to Ariſtokrater. Fra
S eee 4,00
Ruppius: Bisſekremmeren 2,85
eiae Kongens forſte Kieer⸗
e e 1,85
Adam. Onkel: Hjemmee 2,00
Ami: Brus pulver 1,00
Bjurſten: Oberſt Stobiens, 2Dele 5,35
Bolander: Skinſyge og Hevn. . 2,50
Gaader og Charader, gamle og ny 0,50
„Helene“: En Kvindes Hiſtorie. 2,00
bl
1,75
1,00
1,50
1,50
2,50
1,00
1,50
1,00
1,50
1,00
1,50
rr nv
SN isbechs N
e Almanak N
2 for det Aar efter Kriſti Fodſel KR!
1894, NR
| Lø beregnek lil Sjobenhavno Obfervaforiunt
2 af 5
Å he C. F. Pechüle.
2 | N
N mum
u U
TA
Provindsboghandlernes
Almanakforlag.
(Jens Moller, Helſingor.)
1. og 2. Arl trykt hos J. H. Schultz.
— — — — —
Rerverende Aar regues efter Kriſti Fodſel 1894.
Eil Verden Skabelſſmeee 2 5
e EEN 990
Siden den Oldenborgſte Stammes Regerings Beg. i dette Rige ..
Siden Kong Chriſtian IS Fodſe l ꝗ
Fra Kong Chriſtian den Femtes danſke Lov
Fra Danmarks Grundlov
Imellem Jul og Faſtelavn er 5 Uger og 6 Dage.
Aaret 1891 er det 660 7de i den julianſke Periode.
861.
377.
446.
76.
Festkalender for Aarene 1894 —1900.
Paaskedag:
1894. 1895. | 1896. 1897. 1898.
25. Marts. 14. April. 5. April. | 18. April. | 10. Apri
899. 1900. |
2. April. 15. April, |
1895. 1896.
10. Maj. | 1. Maj.
1899. 1900.
28. April. | 11. Maj.
1
Sa
i
I.
—
Bededag: ; 5 r
1897. 1898.
14. Maj. | 6. Maj.
Chr. Himmelfartsdag:
1899. 1900.
11. Maj. 24. Maj.
Pinsedag:
1894. 1895. 1896. 1897. 1898.
13. Maj. | 2. Juni. | 24. Maj. | 6. Juni. 29. Maj.
1899. 1900.
21. Maj. | 3. Juni.
mm — —
1896. 1897. | 1898.
23. Maj. 14. Maj. 27. Maj. 19. Maj.
Aoſaiſke Feſtdage 1894;
SU NH TU fS p ERE SEES TEE SEKS DET ES ESS SEE 22 Maris.
Iſte Paaſkedag „ seler aee RENEE SR ERE 21 April.
en ERE BET SES NNE ET 22 —
Ide „ 0 27 —
ET aa ffens Edd Ree . 28 —
* Ugefeſt (Pinſe ) eee 10 Juni.
* Sammes 2den Feſtdaggꝶ ene henses eee sees Ee 11 —
Faſtedag, Templets Ødelæggelfe ...r0rrserbersseeeer 12 Avg.
Nytaarsfeſt (5 % p88 1 Oktbr.
Sammies Aden Daggg „0 2 —
* Store Forſoningsfeſ lll „„„„„ 10 —
Lovpſalsſeſt.t SS BERT RE SSEE DE ETS TE 15 —
Sammes KØ beredt e (HD ng ERR RES ESSENS ENERET 16 —
Sammes Slutniugsfeſtt . 3 22 —
herahslcdese f, SEES ö 8 —
Templets Indvielſesfeſt (Jul), ſom fejres i 8 Dage 23 Decbr.
Enhver Feſtdag begynder den foregagende Aften og de med“ bes
tegnede fejres ſtrengt.
Formorkelſer.
J Aaret 1894 indtræffe folgende Formorkelſer:
1) En partiel Maaneformorkelſe den 21de Marts, naar Klokken hos os er
2.27. — 4.15“ Efim. Denne Formorkelſe, ved hvilken Maanen bliver for⸗
morket indtil '/s af fin Diameter, er uſynlig hos os, men ſes paa Nord⸗
amerikas Veſtkyſt, i Auſtralien og Aften og i det ſtille og indiſke Ocean.
2) En Solſormarkelſe den 6te April, naar Klokken hos os er 2.16“ —
7.32“ Form., uſynlig i Danmark. Den er ringformet for en ſmal
Zone, der fra Forindien ſtræœkker fig op til Beringsſtreedet. Som
partiel Solformorkelſe ſes den i hele Aſien, pan Nordamerikas Nord⸗
veſtſpids, paa Afrikas Nordoſtlyſt, ſamt i Tſteuropa og paa den
ſtaudinaviſte Halvs.
3) En partiel Maaneformorkelſe den 15de September Kl. 4.36. 6.27
Form. Naar Formarkelſen Kl. 5.32“ Form. er ſtorſt, er Maaue⸗
ſtiven formorket indtil / af fin Diameter, og fort efter, nemlig
Kl. 5.43“ gaar Maanen ned for Kjobenhavn. Formorkelſen ſes i
en ſtor Del af Europa, i Veſtafrika. i det atlantiffe Ocean, i Ame⸗
rika og i den gſtlige Halpdel af det ſtille Ocean. J Thorshavn
begynder Formorkelſen Kl. 3.9“ Form., i Rejkjavik Kl. 2.8“, i Godt»
haab 9 Min. efter Midnat, paa St. Thomas 44 Min. for Midnat.
4) En Solformorkelſe den 29de September, naar Klokken hos os er 4.1“
— 9.17“ Form., uſynlig i Danmark. Den bliver total for en ſmal
Zone, der gaar gennem Sydafrika omtrent fra Stanley⸗Faldene til
Vitu og derfra ub i det indiſke Ocean, hvor den gaar heu over
Seychellerne. Som partiel Solformorkelſe ſes den i den oſtlige
Halpdel af Afrika, i Arabien, i Sydindien og i den ſydlige Halvdel
af Nyholland og af Ny Zeland.
Merkur gaar forbi Solſtiven den 10de November fra Kl. 4.56“
til 10.13“ Eſtm. Da Solen i Kjøbenhavn allerede gaar ned Kl. 4.10“
bliver Fenomenet ikke ſynligt her. Derimod ſes det i Veſteuropa, Ame⸗
rika og Aufvalien. Paa St. Thomas ſes det fra Kl. 11.38“ Form. til
Kl. 4.53“ Eftm.; Indtrædelſen fler nær Solſkivens oſtlige Punkt, Ud⸗
trœdelſen midtwejs mellem Solſkivens norbligſte og veſtligſte Punkt. Paa
Island og i Gronland ſes Vegyudelſen af Fenomenet før Solnedgang.
Det danſke Kongehus.
Kong Chriſtian IX. til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til
Slesvig, Holſteu, Stormarn, Ditmarſken, Lauenborg og Oldenborg, født
8 April 1818, ſukeederede 15 November 1863, formælet 26 Maj 1842 med
Dronning Louiſe Vilhelmine Frederikke Caroline Auguſte Julie, Prin⸗
ſesſe af Hesſen⸗Casſel, født 7 Septbr. 1817.
Born:
1) Kronprins Chriſtian Frederik Vilhelm Carl, født 3 Juni 1843, for⸗
mælet 28 Juli 1869 med
Kronprinſesſe Louiſe Joſephine Eugenie, Prinſesſe af Sverig o
Norge, født 31 Oktbr. 1851. — i 8 8
Børn:
1) Chriftian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm, født 26 Sept. 1870.
2) Chriſtian Frederik Carl Georg Valdemar Axel, født 3 Avguſt 1872.
3) Louiſe Caroline Joſephine Sophie Thyra Olga, født 17 Februar 1875.
4) Harald Chriſtian Frederik, født 8 Oktbr. 1876.
5) Ingeborg Charlotte Caroline Frederikke Louiſe, født 2 Avguſt 1878.
6) Thhra Loniſe Caroline Amalie Auguſta Eliſabeth, født 14 Marts 1880.
7) Chriſtian Frederik Vilhelm Valdemar Gnſtab, fodt 4 Marts 1887.
8) Dagmar Louiſe Eliſabeth, fodt 23de Maj 1890.
2) Alexandra Caroline Marie Charlotte Louiſe Julie, fodt 1 Decbr. 1814,
formelet 10 Marts 1863 med Albert Edward, Prins af Wales, Hertug
af Cornwall, født 9 Novbr. 1841.
3) Georg I., Hellenerues Konge (Chriſtian Vilhelm Ferdinand Adolph
Georg), født 24 Decbr. 1845, formelet 27 Oktober 1867 med Olga
Conſtautinowna, Storfyrſtinde af Rusland, født 3 Seplbr. 1851.
4) Marin Feodorowna (Maria Sophie Frederikke Dagmar), født 26 Novbr.
1847, formelet 9 Novbr. 1866 med Keiſer Alexander III. af Rusland,
født 10 Marts 1845.
5) Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna, født 29 Septbr. 1833, for⸗
mælet 21 Decbr. 1878 med Ernſt Auguſt Vilhelm Adolf Georg Frederik,
Herlug af Cumberland og Brunsvig⸗Lüneborg, født 21 Septbr. 1845.
6) Valdemar, født 27 Oktbr. 1858, formcelet 22 Oktbr. 1885 med Marie
n Helene, Prinſesſe af Orléans, fodt 13 Januar 1865.
ørn:
1) Yage Chriſtian Alexander Robert, født 10 Juni 1887.
2) Axel Chriſtian Georg, fodt 12 Avyuft 1888.
3) Erik Frederik Chriſtian Alexander, født 8. Nov. 1890.
Miniſteriet,
ſom det var ſammenſat d. 1. Juli 1893. J
Konſeflspraſident og Fiuausuiniſter: Godsejer J. B. S. Eftrup til
Kougsdal og Skaffggaard.
Udenrigsminiſter: Baron, Kuhr. Reedtz⸗Thott til Gaund.
Indenrigsminiſter: Godsejer H. P. Ingerslev til Marſelisborg.
Juſtitsminiſter ſamt Min. f. Island: Extraordincer Asſesſor i Hajeſteret
J. M. V. Nellemann. 3
Miu. f. Kirke⸗ og Undervisningsbeſenet: Extraordiner Asſedſor i Hojeſleret,
Dr. juris A. H. F. C. Goos.
Krigswinſſter: Geueralmajor J. J. Bahnſon.
Marinemimſter: Kontreadmiral N. F. Ravn.
Ifolge Lov af 29. Marts 1893 ſtal Tiden, fra 1. Jaunar 1894
at regne, for alle Dele af Landet beſtemmes lige med Middelſoltiden for
den 15. Leengdegrad oſt for Greenwich. Alle Klofteflæt i denne
Almanatk ere derfor angipne i denne (ſaakaldte mellemenropeiſke)
Tid og ere 10 Minutter (nojagtigere 9 Min. 41 Sek.) ſlarre end efter
Kjøbenhavns Middelſoltid, der hidtil har været fælles Tid for hele Laudet.
Dagen antages overensftemmende med almindelig Gedtægt at be⸗
gynde ved Midnat og regnes indtil næfte Midnat, faa at de 12 Timer,
der gaa foran den mellemliggende Middag, benævnes Formiddagstimer,
de 12 efterfølgende derimod Eftermiddagstimer.
Den tredie Rekke paa enhver Side indeholder Angivelſen af
Kloklefltiet for Maanens Op⸗ eller Nedgang, for faa vidt ſom Kundſkab
derom kan have Vigtighed i det daglige Liv. Maanens Opgang er be⸗
tegnet med O. F. eller O. E, efter ſom den indtræffer pan en Formid⸗
dags⸗ eller Eftermiddagstime. Ligeledes betegues Nedgangen med N. F
eller N. E.
Deu ſidſte Bælte pan enhver Side med Overſkrift Hajv. tjener til
Beregning af Flod og Ebbe, jofr. tredie følgende Side.
Klokkeſlettene for Solens og Maanens Op⸗ og Ned⸗
gang, ſom angivne i derne Almauak, gælde for Kjøbenhavn. For af
disſe at finde vedkommende Kloltejflæt for andre Steder maa man forſt
lægge 4 til for hver Leengdegrad, Stedet ligger veſtligere end Kjøbenhavn,
eller tvælfe 4" fra for hver Leengdegrad, Stedet ligger oſtligere end Kjo⸗
benhavn.
Exempelvis anſores, hvormange Minukter der ſtal lægges til for folgende
veſtlige Steder: Hillerod J“, Roskilde 2“, Ringſted 3, Soros 47, Skjelſkor 57, Kallund⸗
borg 6% Nyborg 7“, Skagen 8˙, Odenſe 8¼“, Aarhus 9%“, Horſens 11“, Rand an 12½7
Skive 14“, Ribe 15 /“, Holſtebro 16, Hjerting 17, Ningtiobing 17/7, Blaavandshuk
18% og hvor mange Minukter der ffal trœelkes fra for folgende oſtlige Steder: Nonne
8 ½“, Nexo 10“. Vor Steder, der ligge lige norb eller ſyd for disſe, gælde ſamme Tal
Fornden denne Rettelſe for Stedels Længde maa der derneſt og⸗
faa aubringes en Rettelſe for Stedets Bredde. Denne bliver eus for
Steder, der ligge lige øft og veſt for hinanden. Betegnes folgende Rel⸗
ker Steder med omtrent eus Bredde ved følgende Vogſtaver:
0. Gier Roskilde, Holbek, Kallundborg, Vejle. Varde,
A. a ... Hillerød, Nykjobing p. S, Skanderborg,
B. Randers .... Viborg, Grenaa,
O. Aalborg Nibe, Logſtor, Ehiſted,
D. Skagen.
E. Nibtte Odenſe, Nyborg, Korsør, Storeheddinge, Kriſtiansg,
F. Nalſfovv Maribo, Sakoljobing, Stubbekjobing, Nykjobing p. F.,
faa er Rettelſen for Bredden altid nul for Stederne O. Hvor flor den
for de øvrige Steder er for Solens Op⸗ og Nedgang, ſes af folgende
Tabel udtrykt i Minutter:
112
— — — —
| Læg til Opg. Stæl fra Spgangen. i: | Leg til Opg.
Træl fra Nedg. Læg til Nedgangen. Træt fra Nedg.
e
83 8 38
S [IAIS 8.
Ie 20 232
Ie 2 2 2
2 0 1 24 5| 6| 6
4 1f 11 2) % 8 9/10
7 4| 2 il 4| 6 7ʃl2 15 16
| Træf fra Opg. Leg til Opgangen. Trat fra Opg.
Lag til Nedg. Træt fra Nedgangen. | Læg til Nedg.
2 2 2 — så e= EIA
AIS Bs 3 8fʃ5
3 SS SIS 35I35I 3 S381 4
G0 IIIA Be SET III 22 F200 AIT TTZTITATSL L 71
—— 1 11
For Maanens Op⸗ eller Nedgang blive de ſtorſte Reltelſer, ſom
Bredden medfører: 4' for Stederne X, 10˙ for B. 16 for C, 26“ for. D,
4 for E og 9“ for P'. Disſe ſkulle for Stederne A, B. C og D trættes
fra Opgangen eller lægges til Nedgangen, naar Maanen ſtaar nordligſt,
lægges til Opgangen eller trekkes fra Nedgangen, naar Maanen ſtaar
ſydligſt. Omvendt for Stederne E og P. Hosſtagende Tabel viſer, paa
hvilfe Dage Maanen ſtaar nordligſt (N) og ſydligſt (S):
— 2 2 = — 2 — 2 3 2 2 —
— 2 2 E = = = 9 3 2 2 2
BERTEL 8 585 105 Q = 6
6 8 28 IS II NH OVHN ANI 2 N 128 88 58 18 13 N
20 N 16 N 15 N 25 8 22 8 18 8 16 825 N 22 N 19 N 15 N 26 8
29 8 30 N | 20 8
En Uge for og efter hver af disſe Dage er Nettelſen nul, og det
fkonnes da, hvor ſtor den er for de mellemliggende Dage.
Eksempel for Skagen 17de Jannar:
Kjøbenhavn ... Sol op 8 30, Sol ned 4.11“, Maane ned 4.10 Form.
Reltelſe for Længde.... + 8 + 8 + 8
Rettelſe for Bredde.... 412 12 +15
Skagen... ... Sol op 8.50 Sol ned 4. 7, Maane ned 4.38“ Form.
Beſtemmelſe af Middagslinien.
Paa en vandret plan Glade, ſom er opſtillet ſaaledes, at den kan beſkinnes
af Solen, tegnes flere koncentriſte Cirkler. J Centret oprejſes en Stift lodret paa
Fladen. Naar om Formiddagen mellem Kl. 9 og 11 Stiſtens Stygge efterhaanden
bliver kortere, merker man ſig paa Cirklerne de Punkter, hvor Skyggens Ende befinder
ſig. Om Eſtermiddagen mellem Kl. I og 3 forlænger Skyggen fig, og nu merker
man fig atler Skyggens Ende i ECirklerne. Middagslinjen er da den rette
Linje, ſom, dragen i fra Stiftend Fod, halverer be paa Cirklerne afffaarne Buer. —
Konſtrultionen giver det bedſte Reſultat, uaar den udfores i Dagene imellem den ide
og 24be Juni eller imellem den lsde og 23be December. RØR
Hergang Stiftens Slygge falder i Middagslinjen er de? ſand
Mid dag (jfr. naſte Side).
Sid FBE
Tabel, ſom vifer, hvad Klokken er, naar det er ſand
Middag “) i Kjobenhavn.
Januar 1/12 14, | Marts 29 12 14 Auguſt 13/12 14“ Oktbr. 29 11 53'
„ 18/1
„ 4/1215' | April 212 13. 213,0 Novbr. 811 54.
„ 412 16˙[„ 41212. 222 12] „ 161 55
” 8 121 4 912 11˙ w 26/12 11˙ „ 21/11 56˙
„ 1001218] „ 1212 10, [„ 29.2 10% „ 241157
13 1219.) „ 1612 9 Sepibr. 212 9] „ 27.1158,
„1612 20, „ 2112 8, „ sie gf „3011 59
1% , 2612 7 f tilder. 312 0!
„2212 22.0% „ uin ee ve
2 2512 23, Wai 1 %, , ie Te
8 7 71 „ine HB
Febr. 112 24, Juni 312 8, 1912 3] „ 12ſ2 4.
SÆL 25) 91, [„ 2212 2] „ 1412 5
„28 1222˙ 1412 10 221. 120
1 7 4 „ 2 .
Merts 512 2% „ f l RT agre HON RE SENDES
„ 912 20, „ 441213 EET AD av
ie „ 411 58“][ „ 2212 9“
„ 16 12 18˙%é Juli 312 14 ” 811 57 „ 24/12 10!
* 20.12 17' ” 8 12 15' „ X 1111 56“ „ 2612 11˙
„ 23 12 160 5 1612 160 „ 1511 55“ „ 2912 12
„ 2612 15“ Auguſt 512 15% „ 2111 54“][„ 3112 13˙
*) Sand Middag er det Tidspunkt af Dagen, der ligger midt
imellem Tidspunkterne for Solens Op⸗ og Nedgang. Solen ſes da lige
mod Syd og ſtaar hojſt pan Himlen, og Solſkiven viſer 12. Oven⸗
ſtagende Tabel angiver, hvad et Ur paa de forſkellige Dage af Aaret ber
viſe, naar det er ſand Middag i Kjøbenhavn. For andre Steder af Lan⸗
det maa der lægges 4“ til eller trækles 4' fra Tallene i denne Tabel for
hver Lengdegrad, Stedet ligger henholdsvis veſtligere eller oſtligere end
Kjøbenhavn (fe neſtforrige Side), hvorimod Stedets Bredde her ikke kom⸗
mer i Betragtning.
Tabel til Bereguing af Hoj⸗ og Lavvande.
Nahe | 1| Fanø, N. O. Pynt. 2 43 — |—
UNG snog on bar N. V. „ 23 — —
Amun „ Midten afVeſt⸗
Blaavandshuk .. kyſteen 132 — —
Blan keneꝶ e Frederikshaunn 5 556 0 1
Blauort Sand Frederiksſtad 2 36/7 34/11
Bongſieel Glückſtad 3 67 13/12
Bordelum Siel Halss . 8 444 57 1
Brunsblittel Hamborn 5 247 48.—
Büſum, udenf. Havnen Helgoland 12 146 51/10
Cuxhavðernn 1 Hirtshals 4 236 14 1
Dagebo l Hicr ting 2 476 5—
Dickſander Gat, ved Huſum Haun 2 357 25 —
Spydenden af Flak⸗ Højer Kanal 3 206 33; 7
ſrommenn 1 Krülck Aue | 322 — |—
Esbjcergg en Lifte SSR FØRE . 2 23 6 1517
— —— — — se
Meldorf Haun 1 31/7 45.12
|
„ Itzehoe .. . 3 57 — —
Nordby bh). 4 36 46 Storen OR Å 2 ii 17.—
Norder pied 0 51,6 18130 Süderoorotgg 1 10 6 4411
Nymindegab ...... .2 435 48; 2 Sydveſthorrn 2 437 36 9
Ording 0 467 2311 Sonder hoe 2 226 42 5
Pelvorm 1 5866 1412 Teufelsbrücke 5 07 41—
Vin Ane ........… 3 4417 3411| Thorsminde Gab... 3 375 35, 2
Rendsborg 7 3907 18 4 Tvilenfleth . 3 54/7 27
Sound 4 31/7 32.— Tonn ingen 2 17 11,11
Seeſannnd 0 526 54.10 Voller viii. 1 14/6 45 12
Skagen. D Eh e eee 2 226 2110
Skallingende 1 | |
Bed Beregningen af Klokkeſlettet for Hajvande og Lav⸗
vande tager man ferſt de Tal, der findes i den ſidſte Rekke i hver Maa⸗
ned, og lægger dertil de Tal, der findes i foranſtagende Tabels forſte Tal⸗
vælte. Den anden angiver Tidsforlobet fra Hojvande til Lavvande og
den tredje Middelſpringflodhojden i Fod.
Exempel: at finde Klokkeſlettet for Hojvande og Lavvande den 8de
Jaunar ved Agger:
Af Pillen ſor Hojvande i Jau na 0 Tim. 22 Min.
Hertil lægges for Aggeererrʒꝛ 4 — 11 —
4 Tim. 33 Min.
Det udkomne er Klokkeſlattet for Hojvande om Formiddagen. Er
det fundne Klokkeſlat ſtorre end 12 Timer, da tvæftes 12 Timer fra, og
det udkomne er nu Klokkeflattet for Hojvande om Eftermiddagen.
Klokkeſlattet for det paaſolgende Lavvande ſaas ved til Klokleſlrttet
ſor Hojvande at lægge Tidsforlabet fra Hsjvande til Lavvande. Da denne
Mellemtid for Agger er 5 Tim. 19 Min. faa indtræffer Lavvande Kl. 9.52 om
Formiddagen. Blev Lavvandsklolkeſlittet ſtorre end 12 Tim., da trœkkes 12
Tim. fra, og det udkomne er un Klokkeſlattet for Lavvande om Eftermiddagen.
Trelkes fra de fundne Klokkeflat 25 Min., erholdes derved Klolkeſlrttene
for de neeſtforegaaende Hojvande og Lavvande; lægges derimod 25 Min.
til, fan har man Klokkeſlattene for de neſtſolgende Hojvande og Lavvande.
De fundne Klolkeflat ere ved denne Beregning ſtedſe udtrylke i mellem⸗
europeiſt Tid.
3 Kirkeaaret 1893—94, ter ender med den 27de Sondag efter Trinitatis (25de
No ember), vil der orbeniligvis blive præbdifet over den anden Rekke af Evangelie⸗
tekster.
I Kirleaaret 1894—95. der begynder med Iſle Sondag i Advent (2den De⸗
cember), vil der ordentligvis blive prædiket over den forſte Tekstrœlkke.
M. 1
2
5
. 6
2
0.
T. 4
.
; —
Januar ö
eller Glugmaaued. 31 Dage. 1894. $
s eit Omſharelſe, Luk. 2, 21. 2˙ Nalke, Malth. 6, 5— 13.
' | O. &. Heir.
' HU TLG 45 29 Golen narmeſt Jerden 6 447
eg 54
D. 3 Enoch 3 50 [Sol. op 8. 41, u. 3. 48 | 59
Methuſalem 7 7 (Tuomertet varer 53“ 9 56
Simeon 8 16 ( fierueſt Jorden 10 43
Hell. 3 Kong. 9 9 11 24
f
åd
Mark. 10, 13—16. | '
S. 71S. e. H. 3 K. N. E. || Hertug „ 12 3
M. 8 | Erhardt e 0 20
Ti. 9 Juliauns 6 14 Sol. o 971 ra) 0 57
Fremf . op 8. 37“ u. 3. 58
5 10 Paul Eremit | 7 36 Tuswortet varer 51 1 30
T. 11 Hyginus 8 56 Venus ſfkinuer ſterkeſt 2 3
F. 12 Reinhold | 10 18 2 34!
L. 13 Prinſ. Marie 11 38 | Hilarius 3
Dryluppet i Kana, Joh. 2, 111. 2 Ralle, Luk. 19, 110.
S. 14 2 S. e. H. 3K. N. F. Felix 3 453
16 1 i 2 C f. Ko. 1. 9, Form. 4 30
Ti. arcellus 34 5 31
; Sol. op 8. 30“ n. 4. 11'
O. 17 Autonius 4 10 Seer 11 00 6 if
( T. 18 Vilh. Marie 5 47 Prisca 8 22
F. 19 Pontiauns 7 17 9 44
L. 20 ol Fab. Sebaſt. 8 23 | ( nærmen Jorden | 10 51
Arbejderne 1 Ulngaurden, Matth. 20, 1—16. 2 Nakke, 3
Matth. 25, 14—30. i
S. 21 Septnageſima O. E. Agnes. O f. M. 4. 11“ Efim.] 11 43
M. 22 Vineentius 5 25 0 8
Ti. 23 Emerentius 1 3 0 52
O. 24 Timotheus 8 86 [Sol one i ee
T. 25 Pauli Ono. 10 3 Tusmorket varer 48 2 8
F- 26 Polyearpus 11 28 2 42
FL. 27 Chryſoſtomus O. F. | 318
$
0
Da Jeſuo var 12 Jar gan gammel, Ink. 2, 42 til Enden.
2 Nelke,
M. 29 Chr. 7 Fodſ.
Ti. 30 Loviſe
O. 31 | Vigilius
— — — —
S. 28 Sexageſima 12 50 |
De fire Slags Sadejord, Luk. 8, 4—15. 2 Nelke,
Mark. 4, 26—32.
2 13 Valerius
3 35 Adelgunde
4 55
Fred. 6 Fodſ.
Carolus Maguus
O f. Kv. 5. 51“ Cfim.
Sol. op 8. 8“ n. 4. 40“
Tusmorket varer 477
Februar
eller SS venne: 28 Dage. 1894.
| | Hoj
T. 1 Brigida 16 5 ( fierneſt Jorden 18
2 Kyndelmisſe 7 | 9
L. 3 | Blaſins 7 49 n
Kriſti Daab, Matth. 3, 13 til Enden. 2˙ Rekle, Luk. 18,
31 til Enden. :
[Qvinquageſima. Eſto mihi
S. 4 Faſtelabn 8 14 ieg 11
M. 5 Agathe N. E. O n. M. 10. 45“ Efim. 11
Ti. 6 Hyide Tirsdag 5 22 Dorothea 0
Richard
O. 7 Aſte Onsdag 6 45 5 op 7. 54“ n. 4. 55˙ 0
T. 8 Corintha 8 6 [Tusmerlet varer 46“ 1
F. 50 . 20 Apollonia 27 1
L. Scholaſtiea 10 51 | L 2
Jeſus ſriſtes afDjævelen, 1 4,1—11. 2 Hætte, Luk. 22,24 — 32.
1Ovadrageſima. Juvocavit 2
8 0 bee den 28 8 Ee 5
Ti. 13 Benignus 11 50 C f. Kv. 11. 43“ Form. 4
Balentinus
O. 14 Tamperdag 3 26 Sol. op 7. 39“ n. 5. 10” 5
T. 15 Fauſtinus å 10 Tusmorlet varer 44“ 6
F. 16 Juliane 8
L. 17 Findanus 6 58 8 ( narmeſt Jorden 9
Den kananciſze Koinde, Matth. 15, 21—28. 2˙ Ralle
Mark. 9, 17—29.
S. 18 2 S. i Faſten 7 27 Reminiſcere. Jul. Sophie 10
M. 19 Ammon 7 43 (Concordia 11
Ti. 20 Eucharias O. E. O f. M. 3. 16“ Form. 12
[Sol. op 7. 23“ n. 5. 25“
O. 21 Samuel < 9 0
T. 22 Peders Stol 9 0 1Tusmorket varer 43 1
F. 23 Papias 10 25 1
e EEE] (5 OD RE eee (SA 2
Jeſus brev en 5 ud, Luk. 11, 14— 28. 2˙ Sætte,
Joh. 8, 42—51.
S. 25 3 S. i Faſten O. F. Oeuli. Victorinus 2
M. 26 Inger 1 15 Merkur ſterſt g. Elong. 3
Ti. 27 | Leander 2 39 f. Kv. 1. 28“ Eftm. 4
U Ul
D. 28 | Øllegaard 3 56 ( Sol. op 7. 6! u. 5. 40 5
Tusmorket varer 43“
8
46
*
38
9
38
10
41
—
E
19 0 —
2 e
S e d do
45
22
6
0
— — — —
— . — ͤdK̃— —— —¾ —— — —
3
—
Marts
eller Tordmaaned. 31 Dage. 1894.
| SES . ̃ ̃ T.
| O. 2 Hojv. 7
T. 1 Albinus 5 1 ( fierneſt Jorden 6 12
F. 2 Simplicius 5 4 7 36
L. 3 Kunigunde 6 15 5 8 54/
Jeſus beſpiſer 5000 Mund, Joh. 6, 1—15. 2˙ Ralle,
Joh. 6, 35—51.
—
S. 4 Midfaſte 6 40 Leœtare. Adrianus 9 56
M. 5 | Theophilus | 6 52 10 43
Ti. 6 Gotfred 17 15 | Sol. op 6. 48“ 1. 5. 55% 11 21
O. 7 | Perpetua N. 1 e varer 42“ 11 55
T. 8 | Beata 7 12 E n. M. 3. 19“ Efim. 0 10
F. 9 40 RNiddere 8 36 0 42
L. 10 | 2%Xdel | 10 4 | 112
Gabriel Engel udſendes, Luk. 1, 26— 38. 2˙ Ralle,
Luk. 1, 46— 56.
S. 11 | 5 S. i Faſten 11 36 Indica. Thala
—
Gregorius N. F.
E (let ;
Do
E
— ——— —⏑—ʒ＋-Xß — ——K———— ——
1 45
2 19
Ti. 13 Macedonius 1 11 Sol. op 6. 30“ u. 6. 97 31
O. 14 Eutychinus 2 43 | Tusmorlet varer 42“ 3 49
T. 15 Zacharias 4 3 J C f. Kv. 7. 28“ Eſim. 4 55
F. 16 Gudmund 4 58 6 26
L. 17 Gertrud | 5 30 Cnarmeſt Jorden 4 8
Kriſti Judtog i Jeruſalem, Matth. 21, 1—9. 2˙ Ralle,
ark. 14, 3—9.
S. 18 Palmeſondag 5 49 Alexander
M. 19 Joſeph 6 2 10 27
Ti. 20 Gordius 6 10 | Jævndøgn, Foraar begynder | 11 11
Sol. op 6. 12“ n. 6. 23'
O. 21 Benedictus O. E. Tusmorket varer 42“ 11 48
O f. M. 3. 11“ Eftm.
T. 22 Skartorsdag 7 56 Paulus
8. 34 F. 24 | Un Langfredag 9 23 Fidelis. Veuns ſkinner ſterkeſtt 0 SÅ
L. Ulrica | 10 49 1
Kriſti Opſtandelſe, Mark. 16, 1-7. 2˙ Relke, Matth. 28, 18.
S. 25 Pagſkedag O. F. Maric Bebnd. |
M. 26 2 Panffedng 12 15 Gabriel
Ti. 27 | Kaſtor 1 37 '
| ; [Sol. op 5. 53“ u. 6. 37
DO. 28 Euſtachius 2 50 Tusmorket varer 43“
T. 29 Jonas 3 46 ID f. Kv. 9. 28 Form.
. 30 | Dvirinue 4 92 1 e Soon
31 Fred. 5. Fedſ.“ 4 45 Valbina
—
0 ——K—3ů——ĩjç—5iðẽ, —— ͤB ůꝛ y ———
— — — —
Auͤuril
1894
1 S. e. Paaſte
Theodoſtus
Nicctas
Ambroſius
Irene
Sixtus
L. 7 | Egeſippus
Ti.
O
S Ga bo
L. 7
Joh. 21, 15— 19.
O. F.
4 59 Ovaſimodo.
5 10
5 16
5 28
N. E.
9 14
Hugo
Sol. op 5. 35“ u.
Tusmorlet varer 44"
Ou. M. 5. 0' Form.
6. 517
N ang, Joh. 10, 1116. 2' Hætte, Joh. 10,22—30.
2 S. e. Paaſte
Procopins
Ezechiel
Leo
Julius
Juſtinus
Tiburtius.
0 Bortgang til £uderen, Joh. 16, 1622. 2˙ Ratte,
88
.16 Mariane
i. 17 Flyttedag
. 18 Eleutherius
. 19 | Daniel
. 20 Bededag
21 dl Florentius
8888 8
15 3 S. e. Bane | 4 11
Miſeric. Dom.
10 51 uuns
N. F.
12 27
1 54
Tusmerket varer 45˙
( uarmeſt Jorden
Saturn i Oppoſ. m.
2 57 [Merkur ſtorſt v. Elongat.
3 35 O f. Kv.
3 58
Joh. 14, 1—11.
[FJubilate.
Olympia
Anicetus
Chr. 5
4 20
4 26
i 38 Tusmerket varer 46“
O. E. Sulpieius
9 50 [IO f. M. 4. 2' Form.
Chr. 9 Fodſ.
Sol. op 5. 17“ n. 7. 5%
Soler
1. 33“ Form.
Fodſ.
Sol. op 5. 0“ u. 7. 19“
|
|
S 00 do do -
aa
9
Den Helligaands Sendelfe, Sl 16, 5—15. 2˙ Nafke,
Jo
S. 22
M. 23
Ti. 24
O. 25
4 S. e. Paaſke
Georgius
Albertus
Mark. Evang.
T. 26 Cletus
F. 27 Charl. Amal.
L. 28 Vitalis
38, 2136.
11 14 Cantate. Cajus
O. F.
12 32
1 36
2 20
2 48
3 61 Of. Kv. 4
Sol. op 4. 43“ n.
[Tusmerket varer 487
( fierneſt Jorden
Ananias
Venus 1085 v. Elongat.
. 20“ Form.
7. 33'
| 5 0
Bever i Jeſu Navn, Ned, 16, 23—28. 2 Nakke, Joh. 17, 1—19.
S. 29
5 S. e. Paafſtke |
3 25
317 | Rogate. Peter Martyr
eller Faaremaaued. 30 Dage.
Jeſus kom ind ad lukte Dore, Joh. 20, 19 til Enden.
ö
2
5
(i
— 1—ũ: —
| 6 9
1722
—
$
i
2 Ralle, |
ö
ͤ8u—ĩ—ͤ— —— —— iB— —
td AN EGNER
* 1
4 FÅ en 9 i
— —— N. —. — ar Å
ere Nun TAG -
dy 6 2 11 2
2 — . ø VER * 7
rn JK ur . ss i
24 ra 7 i
hj i ' É- * *
* —
mr ee
br 2 1
* bå É
„ —
4 — 7 * *
4 * *
.
bv e … i
…- * 1 -
3 .
N ”
„
3 8 v . 1 SE AR »
is 5 * * *
1
U
* *
VÆ „
*
* id hj * —
1 * 1
Fe * i .
* 1 * >
* . 1
* É ' i
i
1 .
.
* *
„ *
*
5 5
hd! * «
* '
„
'
1
.
r
. i .
N
— i
* * 4
er 1
— —— — — —— ⅛—.— — —— — — — —
Maj |
g eller Dee 31 Dage. 1894. N
|
|
5 Hojv.
Ti. 1 | Phil. Jacob 55 30 | Voldermisſe 8 28
d. 2 | Athanafiu | 3 36 (ponente lee 5 , SN ESRERE
8 | ; See Korsmisſe
ma 1 | 1 Simmelf. | 99 45 [Uranus i Oppoſ. m. Solen 10 50
e fø u. M. 3. 42, Eftm.
$ y (|
na 5 | Gothard 2 N. 6. De lyſe Natter begynde — 0 8
ö daar Troſteren kommer, Joh. 15, 26—16, 4. 2˙ Rakke, |
ö Joh. 17, 20 til Eudeu. 3
S. 6 6 S. e. Baaffe | 10 0 Eraudi. Joh. a. Port. 12 9
M. 7 Flavia 11 34 0 29
Ti. 8 Stanislaus N. F. ( narmeſt Jorden | 1 13
9. 9 Casvor 12 4 [Der ib AL SES SR SS ES 50
T. 10 Gordiauus ee eee e 2 49
F. 11 Mamertus 2 3 3 44
— 12 Pancratius 2 19 C f. Kv. 7. 21“ Form. 4 47
Soo mig elſner, Joh. 14, 23 til Enden. 2· Rakke, Joh. 14, 15—21.
S. 13 Pinſedag
M. 14 | 2. Pinſedag
Ti. 15 Sophie
O. 16 Tamperdag
T. 17 Bruno
F. 18 Erik
L. 19 Potentiaua |
29 | Ingenuus 6
36 | Kriftian 7
42 8115 8
49 Sol. op 3. 59“ n. 8. 14“ 9
54 Tusmorket varer 57“ 0
1
Pause
E. O f. M. 5. 43, Efumn.
Kriſtus og Nikodemus, Joh. 3, 1—15. 2˙ Ralle,
Matth. 28, 18 til Enden.
0
?
å
;
|
Den rige Mand, Luk. 16, 19 til Enden. 27 Rekle, Luk. 12,13—21.
2
S. 20 Trinitatis 10 15 Angelica | 12 4
M.21 | Helene 11 25 | O 22
Ti. 22 Caſtus O. F. 0 59
; Sol. op 3. 48' n. 8. 25' i
8. 25 Deſiderus 12 17 (Tusmorket varer 61. 1 35
T. 24 Eſther 12 50 | ( fierneſt Jorden 2 13
F. 25 Urbanus 1 10 2 52
L. 26 | Beda 1 24 3 33
S. 27 1 S. e. Trin. 1 33 |fÉucian 4 19
M. 28 | Vilhelm 1 40 0 f. Kv. 9. 4“ Eſtm. 5 13
5520 | Maximinns 1 45 Sol. op 3. 39“ u. 8. 36 | 6 24
9 8 Vigand 1 51 2 3 241% 7 2
T. 31 Petronella | 3 57 [(Endmorfet varer 64 8 31
—— — —
SS • id — —
— —
. Juni
eller Skerſommer. 30 Dage. 1894.
i O. F.
F. 1 Nikomedes | 2 4
L. 2 | Marcellinns 2 15
Hojv.
9 29
10 22
7
Den ſlore Uadvere, Luk. 14, 16—24. 2” Rakke, Luk. 14, 25 til Enden.
S. 32 S. e. Trin. N. E. (rpr. Frederik. Eragmus 11 10
M. 4 Optatus | 10 mens 56 Eſtm. 11 57
Ti. 5 Grundlobsdag 11 29 . ERR 0 0 22
Sol. op 3. 32“ u. 8. 45'
O. 6 Norbertus N. 5 1
T. 7 Jeremias 15 5 (Tumore varer 67 1 55
F. 8 Medardus 12 25 2 42
L. 9 Primus 12 36 3 29
Det fortabte Saar, Luk. 15, 1-10. 2˙ Sætte, Luk. 15, 11 til Enden.
S. 10 3 S. e. Trin. 12 45 10 i 491
M. 11 | Barnab.Xpoft. | 12 59 C f. &v. 2. 14" Eftm. 5 21
nns 1 58 (Sol. op 3. 28, u, g. 517 4 38
É yrillu . ed:
T. 14 | Rufiuns 1 10 ||Cuémørtlet varer 70 | 8 44
F. 15 Vitus 1 19 9 39
L. 16 Tycho I 855 10 27
Barer barmhzertige, Luk. 6, 36— 42. 2” Rakke, Matth. 5, 43 til Enden.
S. 17 4 S. e. Trin. 1 55 Botolphus 11 10
M. 18 Leontius O. E. O f. M. 8. 6“ Form. 11 49
Ti. 19 Gervaſius 10 50 [Sol. op 3. 287 n. 8. 54 0 8
O. 20 Sylverius 11 15 Tie Borde 70! 0 45
( fjerneft Jorden
Solhverv, længfte Dag 9
. 2 Jh mn, 1 2 Sener vente 1 55
L. 23 Paulinus 11 47 | Merkur ſterſt 8. Elougat. 2 28
Jeſus lærer af Skibet, Luk. 5, 1-11. 2˙ Reœkke, Matth. 16, 13—26.
S. 24 | 5 S. e. Trin. 11 53 St. Hansdag 3 50
9 25 Prosper 11 59 80 4 21
, Her oy 5.30 m 8.50 Af 5 4g
2 . (Tacmeriet varer 70“
T. 28 Carol. Amalie 12 11 Eleonora 6 17
F. 29 Petr. Paulus 12 20 ' 7 35
£. 30 | Lucina | 12 33 | 8 53
Juli
eller Ormemaaned. 31 Dage. 1894.
Fariſaernes Tetfardighed, Matth. 5, 20—26. 2˙ Rakke,
Matth. 19, 16 til Enden.
— —
| O. F. Hojv.
S. 1 6 S. e. Trin. 12 55 Theobaldus 10 2
M. 2 Maric Beſog. 1 35 [O n. M. 6. 45“ Form. 11 1
Ti. 3 | Cornelius N. E. 8 nermeſt Jorden 11 52
| 81 5 5 8 92
O. 4 Ullricus 10 28 e
8. 5 Aushelmus 10 43 Tusmorket varer 68 1 4
F. 6 Dion 10 52 1 46
L. 7 Lov. Aug. 11 0 Vileebaldus 2 26
Heſus beſpiſer 4000 and, Mark. 8, 1—9. 2 Rekke, Matth.
24—31.
S. 8788 e Trin. | 11 7 Kjeld 3 6
M. 9] Softrata 11 13 O f. Kv. 11. 15 Eftm. 3 47
Ti. 10 Vilh. Carol. 11 19 Knud Konge 4 34
Sol. op 3. 43“ n. 8. 46“
O. 11 Joſva 1127 5 33
T. 12 Henrik 11 39 [Tusmorket varer 65“ 6 42
F. 13 Margarethe 11 58 7 59
L. 14 Bonaventura N. F. 9
De falme Profcter, Matth. 7, 15—21. 2˙ Rekke, Matth. 7, 22
. til Enden.
7 15 8 S. e. Trin. 12 27 Apoſtl. Del. 10 6
.16 Suſanne 1 13 ö 10 53
å å [ . M. 11. 3“ Eftm.
Ti. 17 Alexius O. E. bl 8 170 Efim 11 34
5 Sol. op 3. 53“ n. 8. 37“
O. 18 Arnolphus 9 38 5 12 11
T. 19 Juſſa 9 50 e varer 61 0 29
F. 20 Elias 9 57 1 2
L. 21 | Evenns 10 2 1 32
Den utro Gusføger, Luk. 16, 1—9. 2" Rakke, Luk. 12, 32—48.
Mar. Magd.
. 229 S. e. Trin. 1
11 25 Ali 0 1 Hundedagene begynde 2 åg
Ti. 24 Chriſtina 10 19 Sol. op 4. 5“ n. 8. 26“ 3 5
O. 25 Jacobus 10 26 Tusmorket varer 58“ 3 42
T. 26 Auna 10 37 [O ſ. Ko. 10. 7“ Eftm. 4 28
F. 27 Martha 10 54 5 31
28 Aurelius 11 24 | 6 55
Jeſus græder over Jeruſalem, Luk. 19, 41 til Enden. 2˙ Stælfe,
Matth. 11, 16—24.
S. 29 10 S. e. Trin. | O. F. | Oluf 8 29
M. 30 Abdou 12 16 9 51¹
Ti. 31 | Germanus 1 38 | C nermeſt Jorden 10 54
Auguſt
eller Hoſtmaaned. 31 Duge. 1894.
Sol. op 4. 17“ n. 8. 13“ Hojv.
O. 1 Peders Fengſ. Tusmorket varer 557 11 45
T. 2 Haunibal 8 580 u. M. 1. 24, Eftm. 0 8
F. 3 Nikodemus 9 8 0 50;
L. 4 Dominicus 9 14 1 1 Zig
Farifæcren og Tolderen, Luk. 18, 9—14. 2˙ Ralle, ö
nk. 7, 36 til Enden. '
S. 5 | 116. e. Trin. 9 20 Osvaldus 2 3;
M. 6 Kr. Forklar. 9 27 2 38
Ti. 7 Donatus 9 34 De lyſe Natter ophøre 3 gl
Sol. op 4. 30' u. 7. 59'
O. 8 Ruth 9 45 Seng varer 52“ 3 57
O f. Kv. 11. 5 Form.
T. 9] Romanus 10 2 Merkur ſtorſt v. Elongat. 4 49
Bd 11 Laurentius 10 27 > 5 56
11 | Herman 11 7 2 | 7 19
5 Den Dove og Stumme, Mark. 7, 31 til Enden. 2 Sætte,
Matth. 12, 3142.
12 S. e. Trin. N. F. Clara 8 39
5 i e 5 6 ( fjernet Jorden 0 IR
i uſebins 1 19 1 0 10 34
O. 15 Marie Himf. 5 38 05 e Ma 15
T. 16 Rochus O. E. O f. M. 2. 17, Citm. 11 49
F. 115 Auaſtatins 8 13 0 5
L. Agapetus 8 18 by | 036
Samaritaneren og Leviten, Luk. 10, 23—37, 2" Nelke,
; Matth. 20, 20—28.
S. 19 13 S. e. Trin. 8 24 Sebaldus 1 5
im. 20 | Bernhard 8 29 1 34
1.21 |- Salomon 8 35 7 2 3
a 0 0 de
O. 22 Symphor. 8 43 Ee „
T. 23 Zacheus 8 57 | Hundedagene ende 3 13
4 1
5 6
Vartholomeus
25 ＋ 25 | Fa Bi: 10 50 IO ſ. Kv. 6. 40“ Form.
. 10 Spevalſke, Luk. 17, 11—19. 2" Reœkke, Joh. 5, 1— 15.
S. 26 14 S. e. Trin. 11 7 Iren cus 6 41
M. 27 Gebhardus O. F. 8 22
Ti. 28 Loviſe 12 39 Auguſtinus 9 43
Sol. op 5. 10“ n. 7. 9!
O. 29 Joh. Halsh. 2 22 Vue varer 45“ 10 43
C nermeſt Jorden
T. 30 Benjamin N. E. Sen. M. 9. 4“ Eflm. 11 29
F. 31 | Bertha 722 12 8
— — — — —
September
eller Fiſfkemaaned. 30 Duge. 1894.
|
i
N. C. Hojv.
L. 1 | Agidius 8 | 7 29 2 0 27
Jugen kan tjene to Herrer, Matth. 6, 24 til Enden. 2 Rakke,
Lnk. 10, 38 til Enden.
S. 215 S. e. Trin. | 7 35 Eliſa | 1 0
M. 3 Seraphia 7 41 1 35
Ti. 4 Jul. Maria 7 51 8 Be: ER | 2 8
| ; Sol. op 5. u. 6.
O. 5 | Regina e å 2 45
. 6 Pe gen 0 27 e varer 44 | 3 70
F. r. Lol 8 .
eee eee ee
Enkens Son af Main, Luk. 7, 11—17. 2˙ Rakle,
Joh. 11, 19— 45. ;
S. 916 S. e. Trin. 11 3 Gorgonius | 6 473
M. 10 Burchhardt N. F. ( fjerneft Jorden 8 83
i ' 5
el S 1 21 Sol. op 5. 37, n. 6. 33, 10 105
T. 13 Cypri [Tusmorket varer 437 | 0
Bl | ig 0 5
F. 14 + Ophojelſe O f. M. 5. 21 Form 3
5 15 | Eſtild O. C. [Maaueform. 4. 36, Form. *
Den Vaterſottige, Luk. 14, 111. 2" Rakke, Mark. 2, 14
til Enden.
S. 1617 S. e. Trin. | 6 38 Euphemia | 0 5
M. 17 Lambertus 6 44 0 35
Ti. 18 Chr. 8 Fødf. | 6 53 e 2 1 55
onſtantia
O. 19 | Tamperdag F Sol op 5. 51“ n. 6. 15 1 38
T. 20 Tobias 7 24 [(Tusmorket varer 42“ 2 14
F. 21 | Matthæus 7 57 2 2 57
L. 22 Mauritius 8 53 OD f. Ko. 1. 32“ Eftm. 3 51
Huis Son er Kriſlus, Matth. 22, 34 til Enden.
2. Nicle, ei 15, 117. g
S. 23 | 186.e. Trin. | 10 15 [Linn a 5 5
M. 24 Teela 11 50 i Efteraar begynder 6 42
Ti. 25 Cleophas O. F. Sol. op 6. 5 u. 5. 56“ 8 17
5 97 Wenne tAn 5 155 a varer 42“ 10 90
5 osmu 8 ; i 2
F. 28 Venceslaus 4 44 Cnarmeſt Jorden 11 5
L. 29 | St. Michael N. E. On. M. 6. 44“ Form. 11 41
Den Varkbrudne, Matth. 9, 1—8. 2˙ Rætte, Joh. 1, 35 til SEE: 15
S. 3019 S. e. Trin. 5 50 | Hieronymus
— —
— —
—
— — — —
— — —— ——.
—
rr K ̃ . ROR RR
Oktober
eller Sgedemaaned. 31 Dage. 1894.
N. E. Hojo.
M. 1 Remigius 5 58 0 32
Ti. 2 | Ditlev 61 1 6
| 5 Sol. op 6. 18' n. 5. 38'
å ee 6 1 Tusmorket varer 42“ | i £2
T. 4 Franciscus 6 5 2 20
F. 5 Plaeidus 7 4 (Broderus 3 2
L. 6 | Fred, 7 Fodf. | 8 40 5 f. Ko. 8. 1, Eſtm. | 8 5
Dcylnpskladerne, Matth. 22, 1—14. 2 Rokke, Matth. 21,28 — 3
S. 7 20 S. e. Trin. 10 1 Amalia 4 55
M. 8 Ingeborg 11 22 ( fierneſt Jorden 6 27
Ti. 9 Dionyſius N. F. i „ e 2
O. 10 Gereon e eee
ne uemerket varer 9 27
F. 12 Pr. Frederik 3 24 | Marimilian 10 9
L. 13 Angelus 1 10 46
Den kongelige land, Joh. 4, 46— 53. 2 Rakke, Joh. 4, 34— 42.
8.14216 Trin. | O. &. ( 11 17
M. 15 Hedevig 5 3 O f. M. 7. 41“ Eftm. 11 51
Ti. 16 Flyttedag 5 13 | Gallus 9975 0 8
; Sol. op 6. 46' n. 5. 3“ ;
O. 17 Florentinus 5 30 7 0 43
T. 18 Luk. Evang. 5 58 rue 8 1 21
F. 19 | Balthafar 6 46 Merkur ſtorſt 9. Elongat. 2 2
L. 20 Feliciauus | 8 1 | Mars i Oppofition m. Solen | 2 52
De 10000 Pund, Matth. 18, 23 til Enden. 2 Nalke, ;
Matth. 18, 1—20.
S. 2122 S. e. Trin. 9 33 5 0 9 5 56“ Eftm. 3 0
M. 22 Cordula 11 10 | ( narmeſt Jorden 2 925
Ti. 23 Soren £ O. 8 7 i 5
8 2 Seen, | 72 20 (Tesmoler varer 4 3 55
25 rispinu |
F. 20 Amandus 3 49 9 55
L. 27 Pr. , Baldemar | 5 18 | Sem | 10 [demar | 518| Seemmm | 10 36;
Skattens Mont, Matth. 22, 15—22. 2? Nelke, Mark. 12, 41
til Enden.
[Caroline
8 i Mar. Soph. Frederitte 2
S. 28 23. S. e. Trin. N. E. Simon og Judas 11 13
M. 29 Narcisſus 4 17 [O n. M. 6. 57“ Eftm. 11 50
Ti. 30 Louiſe Charl. 4 31 Abſalon 0 8
Neformat. Begyndelſe
O. 31 | Krprſ. Louiſe 4 55 E op 7. 15“ u. 4. 31“ 0 43
Tusmoerket varer 45“
W — — 7 . — — —
November
eller ä 30 Dage. 1894.
)
3
55
;
? —
1 3 Hoiv.
T. Alle Helgen 5 31 121
F. 2 Sjæle 6 30 | 2 0
L. 3 Hubertus 7 43 | 2 42;
; Jefus prædiker om Salighed, Matth. 5, 1-12. 2" Rakle,
5 Matth. 5, 13—16.
S. 424 S. . Trin. 2 | Otto 3 26
3 | ( fjerneft Jorden
21. 5 Malachias | 10 23 O f. Kv. 4. 16“ Eftm. 4 19
Ti. 6 Leonhardus | 11 43 Sol. op 7. 30' u. 4. 16' 5 900
O. 7 Engelbrecht N. F. læ i: 46' 6 27
7. 8 Claudius e eee e 7 36
F. 9 Theodor | 2 21 8 36
L. 10 Luther 3 41 | | 925
Ønclæggelfens vene yngdliger, Matth. 24, 15 —28. 2" Ralle,
Luk. 20—33.
S. 11 25 S. e. Trin. 5 4 1 Biſp 10 8
M. 12 Torkild 6 33 10 48
Ti. 13 Arcadius O. E. O f. M. 8. 49“ 51 5 11 27
[Sol. op 7. 45“ n. 4. 3“ ;
15 LEE! BEDE 5 10 [Tusmorket varer 48“ 0 10
5. 16 Othenius 5 48 ( nærmeft Jorden 1 134
L. 17 Anuiauns 717 2 8
Jeg priſer Dig, Fader, Matth. 11, 25 til Enden. 2˙ Ralle, $
Malth. 25, 31 til Enden. i
S. 18 | 26 S. e. Trin. 8 55 Heſychins | 2 49
M. 19 | Clifabett 10 32 3 43
Ti. 20 Volkmarus O. F. O ſ. Kv. 55 Form. 4 47
; | Sol. op 7. 59“ u. 3. 52 f
D. 21 | Marie Ofr. ma 3 [Tusmorket varer 49“ 9
f. 22 Fred. Ferdin. | 1 33 Cecilia 7 16
23 Clemens 3 0 8 24
. 24 | Chryſogonus | 4 28 9 21
S. 25 27 S. e. Trin. 5 56 Catharina 110 9
M. 26 Conradus 7 25 10 51
8 On. M. 9. 54“ Form.
Ti. 27 Faeundns 2. E. (Perkur mor v. Elongat. II 30
F.
Kriſti forklarelſe, Matth. 17, 1-9.
sd Sol. op 8. 12“ u. 3. 43'
28 Soph. Magdl. 3 29 [Tusmorket varer 51“ 12 9
. 29 Saturninus 4 19
30 | Chr. 6 Fed. | 5 27 Audreas 1 5
re — ũ —ʃ- -¼-- ]
December
eller Kriſtmaaned. 31 Dage. 1894.
ee, Hojv.
L. 1 Arnold 6 44 | 1 43;
Befu Indtog i Jeruſalem, Matth. 21, 1—9. 2 Nelke,
ul. 4, 16 - 80.
i
S. 2 1 S. i Advent 4 JJ Libiana 2 21
N. 3 Send 9 24 ( fjernet: Jorden 2 50
Ti. 4 Charl. Fred. 10 41 Barbara 3 39
[Sol. op 8. 24“ n. 3 37. ö
O. 5 Sabina 11 59 Tusmorket varer 52“ 4 *
O f. Ko. 1. 15“ Eſtm.
| T. 3 Mien N. F. Neptun i Oppoſ. m. Solen 5 105
N gathon 1 16 6 1
E. 8| Whale Uma. | 2 36 iz.) 7 26
5 Tegn i Sol og Manne, Luk. 21, 2536. 2 Nelke, Matth. 25, 1— 13.
. 92S. i Advent 4 2 Rudolph 8 31
M. 10 Judith 5 32 9 31
Ti. 11 Damaſus 7 8 Sol. op 8. 33“ n. 3. 347 10 24
5 12 19 O. E. Tusmorket varer 53“ 11 12
13 ucia 3 27 [O f. M. 8. 46“ Eftm. 12
F. 14 | Crispus 4 53 | ( nævmeft Jorden 0 25;
L. 15 | Nitatins 6 31 | ber.
Johannes i fængfel, Matth. 185 210. 2˙ Nelke, Luk. 1, 67 til ;
uden.
S. 16 | 3 S. i Adveut 8 12 Lazarus 1 50
M. 17 | Albina 19 29 [(Nemeſius 2 41
Ti. 18 Loviſe 11 21 || y j ; 3 25
; Sol op 8. 39“ u. 3. 35
O. 19 Tamperdag O. F. g 5 ; 4 14
T. 20 | Abraham 12 47 |Zusmortet varer 53 5 19
| i ) OD f. Rv. 12. 16' him. f
Solhverv, korteſte Dag.
i $ 5 ! 5 1 (Vinteren begynder i 375
— —— — — • — ——— ¶ͤ ͤ—u—4 —AQh.ů—
Johannio Vidnesbyrd, Joh. 1, 19—28. 2˙ Sætte, Joh. 3, 22 ;
til Enden.
8 ; Torlacus
EM | SÅ Advent | 55 Jupiter i Oppof, med Solen 90 4
Ti. 25 Juledag 7 56 0 0 10 33
O. 26 St. Stephan | 9 5 ERE 2: 111 5 39 11 17
T. 27 Joh. Evang. N. E. ø n. M. 3. 20' Form. 11 57
F. 28 Bornedag — 4 28 0 16
L. 29 Noah 5 48 | 0 54
Simeon og Anna, Luk. 2, 33—40. 2 RNakke, Luk. 2, 25—32.
S. 30 | S. i. J. o. N. 7 7 [David. ( fierneſt Jorden 1 27
M. 31 | Sylveſter 8 26] Solen nermeſt Jorden 2 0
7
— —
—U—ä — —— — —
Planeterne i Aaret 1894.
Merkur er i Almindelighed Solen faa ner, at den ikke kan ſes
med blotte Øjne. Den 26e Februar, 23de Juni og 19 de Oktober er
den i ſtorſt oſtlig Afſtand fra Solen og gaar ned henholds is 2, 1½ og
8 Time efter Solen. Den 11te April, 9de Auguſt og 27de November
er den i ftørft veſtlige Aſſtand fra Solen og ſtaar op henholdsvis ½,
1 og 2 Timer for Solen.
Venus er i Januar Aſtenſtjerne, gaar ned Kl. 8 og ſkinner ſter⸗
keſt den 11te Januar. Midt i Fedrnar pasſerer den mellem os og So⸗
len over lil Morgenhimlen, hvor den den 23de Marts alter ſkinner ſter⸗
keſt, den 27de April er længft veſt for Solen, men hos os dog ſorſt
ſtaar op 1½ à 1 Time for Solen. J Maj ſtaar den op 1 Time før
Solen, midt i Juni 1½ Time fer Solen, midt i Juli og Auguſt 2½
Time fer Solen, midt i September 2 Timer før Solen. Den 30te
November pasſerer den bag om Solen over til Aſtenhimleu, hvor den
dog ved Aarets Slutning endnu ilke er bleven ſynlig.
Mars ſtaar i Aarets forſte Halvdel op 3 à 2 Timer fer Solen,
i Slutningen of Juni ved Midnat og derpaa ſtadig tidligere, indtil den
den 20de Oktober kommer i Oppoſition med Solen, er oppe hele Natten
og ved Midnat ſes ſom en ſtarkt ſkinnende rodlig Stjerne i Syd 43?
over Horizonten. Bed Aarets Slutning gaar den ned 2½ Time efter
Midnat. Deus Afſtand fra Jorden, der ved Aarets Begyndelſe er 44
Mill. Mil, er midt i Oltober aftaget til 8 ½ Mill. Mil, hvorpaa den
otter fjerner fig og ved Aarels Slutning er 17 Mill. Mil fra Jorden.
Ved Aarets Begyndelſe ſes Mars i Skorpionen, den 4de Januar tæt ſyd
for Beta i Sforpionen; derpaa gennemvandrer deu Skytten, Steubulken.
Vandmanden, Fiſkene og Vædderen, hvor den midt i September bliver
ſtationer for fan at vandre tilbage til Fiſkeue. Her bliver den atter
ſtationer i Slutniugen af November og vandrer nu hen mod Vædderen,
ſom den fort for Aarets Slutning trader ind i.
Jupiter gaar ved Aarets Begyndelſe ned Kl. 4½ Morgen, i Slut⸗
ningen af Marts ved Miduat, i Begyudelſen af Maj Kl. 10 Aſten, og
bliver nu uſynlig. J Vegyudelſen af Juni gaar deu bag om Solen og
viſer fig i Auguſt pan Sſihimleu, bvor den midt i Auguſt ſtaar op ved
Midnat, derpaa ſtadig tidligere, indtil den den 23de Dicember er i Op⸗
poſition med Solen, oppe hele Natten og ved Midnat ſes i Syd 580
over Horizonten. Jupiter er midt i Januar flilleflaaende ved Grenſen
mellem Vedderen og Tyren, hvorpaa den vandrer ſremad i Tyren. J
Auguſt vandrer den ind i Tvillingerne, hvor den ſidſt i Oltober bliver
ſtationer og fan begynder at vandre tilbage mod Tyren. Å
Saturn faar ved Aarets Begyndelſe op 1½ Time efter Midnat,
derpaa ſtadig tidligere, indtil den den 11te April er i Oppoſition med
Solen, oppe hele Natten og ved Midnat ſes i Syd 28? over Horizonten.
J Begyndelſen af Juli gaar den ned ved Midnat, i Begyndelſen af Sep⸗
tember Kl. 8 Aften, og nu bliver den uſynlig. Den 21de Oktober gaar
den bag om Solen. Derefter kommer den frem paa Morgenhimleu, hvor
den mod Slutningen af November ſtaar op Kl. 5, ved Aureis Slutning
Kl. 3 Morgen. Saturn ſes ved Aarets Begyndelſe 5 nordoſt for
Spica i Jomfruen, hvor den i Februar begynder at vaudre Veſt paa og
i Begyndelſen af Maj pasſerer 6? nord forbt nævnte Stjerne, J Juni
bliver den ſtilleſtagende og begynder nu at vandre oſt pan. Midt i Au⸗
guſt pasſerer den atter 50 nord forbi nævnte Stjerne og ved Aarets
Slutning har den naaget Vagten.
|
ig
|:
Kronologisk Warkedsfortegnelse for 1894.
(Sluttet 24. Juni 1893.)
— Januar.
2. Holstebro.
3. Aalborg,
- Skive,
- Ny Løgten,
4 Randers (2).
5. Esbjærg.
6. Aarhus,
8. Horsens.
9. Præstø,
- Vejle.
10. Helsinge,
Aalborg,
- Kolding.
11. Holsted.
12. Esbjærg.
16. Hjørring,
-… Ulstrup.
17. Næstved,
Aalborg,
N. Sundby.
18. Aalborg.
19. Hobro,
- Esbjærg
20. Thisted.
22. Nykb. (p. A.)
23. Skive,
Ebeltoft.
24. Aalborg,
Pidorg.
25. Faaborg,
VMNimloſte.
26. Randers (2),
- Esbjærg.
27. Lemvig.
29. Bogense,
Aarhus,
Holstebro.
30. Assens,
- Skanderborg,
- Ringkjøbing.
31. Frederikssund,
- åliddelfart,
- Aalborg,
Iloroens,
- Varde.
Februar.
. Bjerringbro,
5.
S e e eee
—
N
14.
15.
16.
17.
Vejle,
Rive.
. Vejlby,
Kolding,
Herning.
Esbjærg.
. Silkeborg.
Frederiksværk,
Odense,
Aarhus.
Hodby,
Skanderborg.
. Aalborg,
Ny Løgten,
Horsens.
. Nakskov,
Odder,
Vejle.
Kolding,
Esbjærg.
. Randers.
. Nibe,
Aarhus.
Festo,
Maribo,
Rudkjabing,
Aara,
Skanderborg.
Skjelskør,
Svendborg,
Aalborg,
Skjørping,
Kolind,
Mariager,
Horsens.
Odense,
Hobro,
Vejle.
Kjerteminde,
Viborg,
Sjelbro,
Kolding,
Esbjærg.
Fjerritslev,
Randers.
. Thisted, |
. Sarkjøbing,
Faaborg, |
Nykb. (p. J.].
. Næstved,
Assens,
890 0 0 0
Ro
sea mt tt Co!
. Maribo,
. Korsør,
Aalborg,
Skive,
. Nakskov, |
Bogense,
Holstebro. |
. Middelfart,
Blokhus,
Esbjærg,
Varde.
. Helsingør,
Nyborg,
Hjørring,
Fredericia,
Flerning,
Ribe.
NV. Sundby,
Aarhus,
Odense,
Aalborg,
Skanderborg,
.Frederikssund,
Svendborg,
Aalborg,
Grenaa,
Horsens.
Harts.
Rudkjøbing,
Ebeltoft,
Vejle. ,
. Roeskilde,
Skjelskør,
Ærøskjøbing,
Rande,
Kolding,
Esbjærg.
. Kjerteminde,
Randers,
Silkeborg.
. Stege,
5
6
—
„ FRE ER]
—
—
„ „ 1 „„ 00 „ „„ „ ts
Aarhus.
. Storeheddinge,
Vordingborg,
Saxzkjøbing,
Bogense,
Skanderborg.
. Hvalsø,
Assens,
Aalborg,
ry Løgten,
Horsens.
. Slagelse,
Nakskov,
Ringe,
Ile.
. Skibby,
Sorø,
Nyborg,
Spørring,
Kolding,
Esbjærg.
. Faaborg,
Randers.
Brobyværk,
Aarhus.
. Præstø,
Ringsted,
Blaribo,
Odense,
Skanderborg.
. Holbek,
Kjøge,
Svendborg,
Hjallerup,
Aalborg,
T'hirstrup,
Horsens.
. Haarlev,
Slagelse,
Bfiddelfart,
1 Brøndersl.,
Odder,
Vejle,
. Roeskilde,
Aarup,
B. Svenstrup,
Vejlby,
Kolding,
16. Esbjærg. | 9. Farum,
17. Kjøbenhavn, Llerning.
-= Løgstør, | 10. Præstø,
Fredericia. - IRingsted,
19. Ulstrup. .
20. Slangerup,
Dalager.
. Helsinge,
Storeſiedd., | - Holbæk,
-= Rødby, | - Kjøye,
- Skjørping. | - Flauenskjold,
21. Næstved, | Aalborg,
- Aalborg, | - Kolind,
- Hobro, PN. Snede.
- Haver Kro, 12. Slagelse,
- Esbjærg. | = Nysted,
27. Ringsted, | »… Vorbasse.
- Aarhus. | 13. Skjelskør,
28. Frederikssund, - Sorø,
- Holbæk, - Spørring,
Woge, ”= Esbjærg,
- Aliddelfart, - Holsted,
Aalborg, 14. Viborg,
AHlovborg. -… Kolding.
29. Faxe, 16. Koldby,
- Skjelskør, Glœsborg.
- Nysted, 17. Helsingør,
- Skamby, - Aars,
- Thise, - Hvidbjærg,
- Bræstenbro. | - Ribe.
30. Haslev, 5 18. Hørsholm,
- Sorø, Næstved,
- Hesselager, | - Frederikshavn,
Vesterhassing, - Aalborg,
Horsens, - Seld»,
- Esbjærg. - Lemvig,
31. Hjørring, 19. Græsted,
- Vejle. - Skive,
Sjelbro,
April. - Bækmarksbro,
2. Jyderup, - Esbjærg.
- Vraa. 21. V. Sundby,
3. Frederiksv., | - Holstebro,
Fuglebjœrg, - Ølgod.
Storeſiedd., 23. Lunderskov,
Pordingborg, - Varde.
- Sæ 24. Uggerløse.
e e
Aalborg, - Hadsten,
NN Løyten, | - Ribe,
5. Bjerringbro. 25. Frederikssund,
6. Aakirkeby, Aalborg,
- Roeskilde, —Anbeœk,
Esbſœrg. S8. Omme,
7. Silkeborg. -
Ulfkjær.
26. Hjallerup, 10. Kjellerup,
- Bjerringbro, - Skals,
- Randbøl, - Thorup Pakh.
- Ringkjøbing. 11. Aarup,
27. Verø, - Hobro,
- Nykb.(p. F.), - AMførke,
- ibe. FTruust,
Ans, Holding,
- Odder, Herning,
- Give, - Esbjærg,
- Kolding, 12. Viborg.
Esbjœrg. 15. Asnæs,
28. Viborg, Aabro,
- Ry, - Stoholm,
- Hornsyld, - Skanderborg,
Foldingbro. - Jellinge,
30. Sindal, - Foldingbro.
-= Iorsens, 16. Næstved,
- Høver Kro, | - Roeskilde,
- Tarm. - Slangerup,
- Sorø,
Mal. Aalborg,
1. Slagelse, cSjelbro,
Vejle, - Ribe,
- Ribe. 17. Anbæk.
2. Aalborg, 18. Storehedd.,
-… Hadsund, - Esbjærg.
-= Ny Løgten, 19. Kjøge.
Fredericia, 22. Skjelskør.
- Vinderup. 23. Ringsted,
4. Frederiksborg] - Aalborg.
- Skive, 25. Jfarstal,
-… Gjerlev, Esbjœrg.
- Vejlby, 29. Vordingborg.
EKolding, 30. Hjørring,
-” Esbjærg. Aalborg.
5. Randers,
HEKollemorten, Juni.
- Holstebro. 1. Hjallerup (2).
7. Thisted, Esbjœrg.
- Aarhus, 4. Hurup.
-… Lunderskov, | 6. Aalborg,
- Varde. - Thisted,
8. Hvalsø, - Ny Løgten.
- Præstø, 7. Nykb. [p. S.,
Bogense, - Nykb. (p. II.).
- Ribe. 8. Skive,
9. Odense, Herning,
Aalborg, - Esbjærg.
- Hvalpsund, 9. Silkeborg,
-… Trustrup. - Lemvig,
10. Svendborg, 11. Kjerteminde,
- Skjørping, - Skanderborg,
å
4
1
11. Holstebro.
12. Korsør,
- Præstø,
Horsens (2),
-= Ringkjøbing.
13. Helsinge,
Maribo,
—dlalborg,
- Varde,
14. Kallundb. (3),
- Slangerup,
- Ribe.
15. Holbæk,
- Rudkjøbing,
Esbſcerg.
16. Kjøbenhavn,
- Faaborg.
18. Randers (2),
-… Grindsted,
20. Næstved,
- Aalborg,
-… Vejen.
22. Skjelskør (2).
Assens,
Esbjerg.
25. Frederiksborg,
- Ringsted.
26. Stubbekjobing.
27. Hjørring,
- Aalborg.
7. Saxkjøbing,
9. Slagelse (2),
- Aarhus,
10. Præstø,
- Middelfart,
-… Mariager,
- Salten,
11. Odense,
Aalborg.
12. Fredericia.
14. Frederikssund.
18. Næstved,
- Svendborg,
- Aalborg,
-… Kolind.
19. Nykb. (p. F.)
- LErøskjøb.
20. Vilsund,
Vejlby.
21. Nykb. (p. M.
23. Helsingør,
- Skive (2).
24. Roeskilde.
25. Aalborg,
- Odder.
26. Holstebro.
27. Anbæk.
28. Brande.
30. Kjøge,
- Ringkjøbing.
28. Ø. Svenstrup, 31. Varde.
- Knudstrup.
29. Øsløs,
- Esbjærg.
30. Sorø,
- Løgstør,
-= Videbæk.
Juli.
2. Rødby,
—Ulstrup,
Erenaa.
Avgust.
1. Aalborg,
- Ny Løgten,
- Ribe.
2. Vorbasse.
8. Aalborg.
14. Præstø.
15. Næstved,
- Aalborg.
22. Aalborg.
3. Vordingborg, 25. Lemvig.
- Ebeltoft,
- Hobro.
4. Nyborg,
Aalborg,
- Ny Løgten.
5. Frederiksværk,
Bogense,
Viborg.
„Randers (2),
Æsbjærg.
19821
27. Ramme.
29. Aalborg,
- Ulfkjær.
30. Dalager.
31. Herning (2),
- Ribe.
September.
1. Frederiksværk,
-… Kjøbenhavn.
3. V.Brøndersl.,| 21. Vordingborg,
-… Hurup, -… Sindal,
- Hadsten. Ans.
4. Aars, 22. Ringsted,
Faarup. Djorring,
5. Hvalso, | - Skals,
- Aalborg, Brande.
- Thisted, 24. Viborg (2),
- Ny Løgten, | - Høver Kro.
Pejlby. 25. Bogense,
6. Randers (2). - Frederikshavn,
7. Nykb. (p. My). Ebeltoft,
8. Bjerringbro, | - Give,
-= Skive, 26. Sorø,
Grindsted. Agersted,
10. Holstebro (2). Aalborg,
11. Præstø. | = Bjærgets Kro,
12. Sorø, - Randers,
Aalborg, - Silkeborg,
- Kolind, -… Hornsyld,
- Tarm. -… Jellinge.
13, Egeskov, 27. Koldby,
- Skræm, -… Glæsborg,
- Varde (2). - Skanderborg.
14 Flauenskjold, 28. Marstal,
- Aabybro, - Thisted,
- Bække. - Grenaa,
15. Tversted, Horsens,
Laogster, Sporring.
Kolding. 29. Jetsmark,
17. Ulstrup,
P. Hassing,
- Thorup,
Odder.
. Åsnæs,
Aalborg,
Stoholm,
Ulstrup,
Rønde.
. Næstved,
Roeskilde,
Assens,
Sæby,
Aalborg,
Skjørping,
Thirstrup.
. Tudse,
- Nysted,
— Middelfart,
- Løkkensvejkro,
- Selde,
- Hobro (2).
21. Skjelskør,
W S „ „8
0
S FS JE ØE)
- Nykb. (B. J.),
- Vejle.
Oktober.
1. Saxkjøbing,
Hals,
- Hvidbjærg,
- Skive,
2. Nakskov,
-… Faaborg,
= Aalbæk,
- Nibe,
- Lemvig,
- Ribe,
3. Skibby,
Odense,
Aalborg,
- Hadsund,
- Ny Løgten,
-… Bækmarksbro,
- Vinderup.
4. Ruds- Vedby,
- SIGE KS
|
å. Ærøskjøbing, | 16. Aarup,
- Hjallerup, - Sindal,
- Aars, - Aarhus,
- Bjerringbro, | - Ribe.
Mariager, 17. Næstved,
- Holstebro (2)| - Brobyværk,
5. Aakirkeby, 05 Aalborg,
Vuglebjœrq, V. Sundby,
- Rudkjøbing, - Nimtofte,
- Læsø 2), 18. Ilaarlev,
VV. Sundby, - Rødby, |
-… Gjerlev, Aalborg, |
-= Fredericia. - Kjellerup,
6. Nykb. (p. F.), —Kollemorten,
- Hvalpsund, Foldingbro.
Herning. 19. Jlolbœk,
8. Jyderup, -=… Vordingborg,
- Vraa, -… Hobro,
- Ringkjøbing. | Prestenbro,
- Aalbæk Mølle! - Kolding.
9. Præstø, 20. Frederikssund, |
Seh, - Viborg,
- Fjerritslev, - Hover Kro,
- Tarm, - Videtæk.
- Rite. 22. Helsingør, |
10. Helsinge, - Ringsted,
-= Nykb. (p. S.), - Eesselager,
- Sorø, - Klovborg,
- Svendborg, - Silkeborg,
. Brønderslev, S8. Omme,
- Aalborg, - Lunderskov. |
- Thisted, 23. Nakskov,
- Trustrup. - Faaborg,
- Varde (2). - Skanderborg,
11. Græsted, - Frads,
- Kappendrup, | - Ribe,
Sporring - Ølyod.
12. Steye (2), 24. Assens,
- Nyborg, - Frederiksh.,
-… Løkken, - Aalborg,
- Fuglsø, - Horsens,
-… Vejlby, 25. Skjelskør,
Kolding. Hjallerup,
13. IKjærteminde, | - Sjelbro,
- Idjørring, -… Give.
- Anbæk, 26. Vejle,
15. Farum, - Esbjærg.
- Storehedd., |27, Faxe,
- Løgstør, - Randers,
- Skjørping, LTolding.
Iferke. 29. Haslev,
| (| SS
29. Hørsholm, | 14. Sorø,
Stubbeljobing. V. Brendersl.,
30. Maribo, - Aalborg,
- Ribe. -… Kolind,
31. Kjøge, - Ilolsted.
- Aalborg, 15. SHelsxar,
W. Snede, - Hjallerup,
16. Vordingborg,
November. med É
- Fredericia,
1. Middelſurt, - Esbjærg,
- Bjerringbro. | 17. Give,
2. Frederiksborg, - Lemvig,
oesſtilcdle, 19. Ringsted,
- Nysted, | -… Ifolstebro.
2 Svendborg, 21. Næstved,
Lolding, Kijerteminde,
Esbjcœrg. Aalborg,
3. Kjøbenhavn, | — Rønde.
- Korsør, 22. Svendborg,
5. exe, -… Løgstør,
5 NED 23. Trust,
- Lunderskov. - Esbjærg.
6. Sorø, 24. Viborg.
- Nal:skov, 26. Holbœk,
- Bogense, 28. Aalborg,
- Aars, 29. Slangerup.
- Grenaa, 30. Esbjerg.
Aide.
8 9 December.
- Flauenkjold, 3.Frederikseærl:.
- Aalborg, 5. Aalborg,
- Mariager, - Ny Løgten,
- Ny Løyten. 6. Frederikssund,
8. Uggerløse, 7. Esbjærg.
- Runge, 11. Præstø.
- Skjørping. 12. Sora,
9. Slagelse (2), Aalborg,
- Nyborg, - Thirstrup.
- Hobro, 14. Esbjærg.
- Kolding, 15. Randers.
- Esbjærg. 17. Skjelskør.
10. Nyxb. (p. F. 18. Bogense.
= Randers. 19. Næstved,
12. Ry, Odense,
IA im. Aalborg.
13. Præstø, 21. Esbjerg.
- Rødby, 27. Aalborg.
Odder. 28. Esbjærg.
14. Hvalsø, 29. Thisted,
|
|
2. Alfabetiſn Markedsfortegnelſe for 1894
med Cilfojelſe af Torvedage.
(Sluttet 24. Juni 1893.)
Sjælland, Moen og Bornholm.
Aakirkeby, 6 April og 5 Oktbr. Heſte, Kvæg og andre Kreaturer.
Asnas, 15 Maj og 18 Septbr. Kreaturer, Avlsredſkaber og hvad
Bonden behøver til fin Avlings Drift. Farum, 9 April og 15 Oktbr
Heſte og Kvæg. Faxe, 29 Marts og 27 Oktbr. Kreaturer. Frederiks⸗
borg eller Hillerød, Torvedag hver Mandag og Torsdag; forſte og tredje
Ousdag i hoer Maaued Torvedag med levende og flagtede Kreaturer. 4
Maj Heſte og Kvæg; 25 Juni og 2 Novbr. Kreaturer. Frederiks⸗
ſund, Torvedag hver Mandag og Torsdag; anden Onsdag i huer Maaned
Torvedag med levende Kreaturer. 31 Jan., 28 Febr. og 28 Marts
beſte og Kvæg; 25 April Heſte; 14 Juli, 20 Oktbr. og 6 Decbr. Heſte
og Kocg. Frederiksverk, 5 Febr., 3 April, 5 Juli, 1 Septbr. og
3 Decbr. Heſie og Kvæg. Fuglebjerg, 3 April og 5 Oktbr. Kreoturer,
Landprodukter, landlige Fabrikata og Avlsredſkaber. Greſted, 19 April
og 11 Oktr. Heſte, Kvæg, Landdrugsgjenſtande og Husflidsprodukter.
Haarlev Jærnbaneftatton, 15 Marts og 18 Okibr. Heſte og Kreaturer.
Haslev Jarnbaneſtation, 30 Marts og 29 Oktbr. Kreaturer. Helſinge,
10 Jan., 11 April, 13 Juni og 10 Oktbr. Kreaturer og Landbrngsgjenſtande.
Helſinger, Toroedag huer Onsdag og Lørdag, 24 Febr., 17 April,
23 Juli og 22 Oktbr. Kreaturer. Hillerød, fe Frederiksborg. Hol⸗
bœk, Torvedag hver Onsdag og Lørdag. førfte Tirsdag i hoer Maaned
Torvedag med levende Kreaturer; i Tilfælde af Helligdag afholdes Torve⸗
dagen den næfte Tirsdag; 14 og 28 Marts ſamt 11 April Heſte og
Kvckg; 15 Juni Heſte, Kvæg og Skovpdovarer; 19 Oktbr. Kvæg; 26
Novpbr. Kreaturer. Hvalſo Jarnbaneſtation, 7 Marts, 8 Maj, 5 Septbr.
og 14 Novbr. Kreoturer. Horsholm, 18 April og 29 Oktbr. Heſte,
Kvæg, Landbrugs⸗ og Husflidsprodukter. Jyderup Jarnbaneſtution, 2
April og 8 Oktbr. Heſte og Kvæg. Kalundborg, Torvedag huer Tirsdag
og Lørdag. Anden Tirsdag i hver Maaued med Kreaturer. 14 til 16
Juni Uld. Kjobenhavn, Torvedage Mandag og Torsdag mes
Slagtelvag, ſamt Onsdag og Lerdag med Heſte og Levelvag. 17 Marts,
16 Juni, 1 Septbr. og 3 Novbr. Heſte. Kjoge, Torvedag hoer
Dusdag og Lørdag, førfte Onsdag i hver Maaned med levende Krea⸗
furer; 14 og 28 Maris ſamt 11 April Heſte og Kvæg; 19 Maj
Heſte, Kreaturer og Landprodukter; 30 Juli og 31 Oktbr. Kreaturer.
Korsor, Torvedag hver Mandag og Torsdag,; 1 Marts, 12 Juni 6
3 Novbr. Heſte og Kvæg. Nykjobiug, anden Onsdag i hver Mau⸗
ned med Kreaturer; 7 Juni Heſte; 10 Oltbr. Heſte og Koag.
Noeeſtved, Torvedag hver Onsdag og Lørdag; 17 Jau., 21 Febr., 21
Marts, 18 April, 16 Maj, 20 Juni, 18 Juli, 15 Avg., 19 Septbr., 17
Oktbr., 21 Novbr. og 19 Decbr. Heſte, Stvæg og Kreaturer. Praſto,
9 Jan., 13 Febr., 13 Marts, 10 April, 8 Maj, 12 Juni, 10 Juli,
14 Avg., 11 Septbr., 9 Oktbr., 13 Novbr. og 11 Decbr. Heſte, Kvæg.
Faar og Spin. Ringſted, Torvedag hver Onsdag og Lordag; foeſie
Tirsdag i hver Maaned, eller, naar denne er Helligdag eller Grundlovs.
dagen, den naſifolgende Tirsdag, Torvedag med levende Kreaturer. 13
og 27 Marts ſamt 10 April og 23 Maj Heſte og Kvæg; 25 Juni og
22 Septbr. Kreaturer; 22 Okt. Heſte og Kvæg; 19 Nov. Kvæg. RNoeskilde,
Torvedag hver Onsdag og Lørdag; anden Onsdag i hver Maaned Torve⸗
dag med levende Kreaturer; 2 og 16 Marts og 6 April Heſte og Kvæg:
16 Maj Kreaturer; 24 Juli Heſte og Kvæg; 19 Septbr. og 2 Novbr.
Kreaturer. Ruds Vedby, 4 April og 4 Oltbr. Kreaturer. Nonne,
Torvedag hver Onsdag og Lørdag. Skibby, 9 Marts og 3 Ottor.
Kreaturer. Skjelfkor, Torvedag hver Fredag; 14 Febr., 2 og 29
Marts ſamt 13 April Heſte og Kvæg; 22 Maj Heſle, Kvæg og Land⸗
mandens Husflidsprodukter; 22 og 23 Juni Kreaturer; 21 Septbr.
Heſte, Kvæg og Frugt; 25 Oktbr., 15 Novbr. og 17 Decbr. Heſte
og Kvæg. Slagelſe, ſorſte Onsdag i hver Maaned, eller, naar
denne er en Helligdag, den neſtfolgende Onsdag, Torvedag med le⸗
vende Kreaturer; 8 og 15 Marts ſamt 12 April og 1 Maj Heſte og
Kvcg; 9 og 10 Juli, 4 Oktbr. ſamt 9 og 10 Novbr. Heſte og
Kvæg. Slangerup, 20 Marts, 16 Maj og 14 Juni Kreaturer; 29
Novbr. Heſte og Kvæg. Sorbo, 12 Septbr., 10 Oktbr., 14 Novbr. og 12
Decbr. Torvedag med Heſte, Kveg og Kreaturer; 9 og 30 Marts,
ſamt 13 April og 16 Maj Heſte og Kvæg; 30 Juni Kreaturer; 26
Septbr. Heſte og Kvæg; 6 Novbr. Kreaturer. Stege, Torvedag hoer
Ouedag og Lørdag; 5 Marts, 12 og 13 Oktbr. Heſte og Kvæg. Store⸗
heddinge, 6 og 20 Maris ſamt 3 April Heſte og Kvæg; 18 Maj og
15 Oktbr. Heſte. Tudſe, 20 Septbr. Gaaſemarked. ÜUggerloſe Kro,
24 April og 8 Novbr. Heſte og Kvæg. Bero, 27 April og 5 Novbr.
Heſte og Kvæg. Vordingborg, Torvedag hur Onsdag og Lørdag;
6 Marts, 3 April og 29 Maj Heſte og Kvæg; 3 Juli Kreaturer; 21
Septbr. Heſte; 19 Oktbr. Heſte og væg; 16 Novbr, Kreaturer.
Lolland og Calſter.
Maribo, Torvedag hver Ousdag og Lørdag; 13 og 27 Febr., 13
Marts og 13 Juni Heſte og Kvæg; 30 Oktbr. Heſte. Makſkov, hover
Tirsdag Torvedag med levende Kreaturer; 8 og 22 Febr., 8 Marts,
2 og 23 Oktbr. ſamt 6 Novbr. Heſte, Kvæg, Svin, Gas og audet
Fierkra ſamt Fedevarer. Nykjobing, Torvedag hver Ousdag og Lerdag;
27 April, 19 Juli, 6 Oktbr. og 10 Novbr. Heſte og Kvæg. Nyſted, 29
Marts, 12 April og 20 Septbr. Heſte og Kvæg; 2 Novbr. Heſte. Rodby,
6 Febr. og 20 Marts Heſte og Kvæg; 2 Juli og 18 Oktbr. Krea⸗
turer; 13 Novbr. Heſte og Svæg. Saxkjobing, Torvedag huer Lordag;
20 Febr. og 6 Marts Heſte og Kvæg; 7 Juli og 1 Oltbr. Kreaturer;
7 Novbr. Heſte og Kvæg. Stubbekjobing, Torvedag hver Tirsdag
og Fredag; 26 Juni og 29 Oltbr. Heſte og Kvæg.
sære
— — —U—E4 — 4 • 1r—ä—
— —
Fun, Langeland og Ero.
Odeuſe Amt.
Aarup, 16 Marts Heſte og Kvæg; 11 Maj Kreaturer; 16 Oktbr.
Heſte og Kvæg. Asſens, Torvedag hver Ousdag og Lordag; førfte
Onsdag i hver Maaned med levende Kreaturer. 30 Jan. Heſte; 21 Febr.,
7 Marts, 22 Juni og 19 Septbr. Heſte og Kvæg; 24 Oktbr.
Kvæg og Faar. Bogenſe, Torvedag hoer Torsdag; forſte Tors⸗
dag i hver Maaned, eller, naar denne er en Helligdag, den anden
Torsdag, med levende Kreaturer; 29 Jau. Heſte; 22 Febr. og 6 Marts
Heſte og Kvæg; 8 Maj Kreaturer; 5 Juli og 25 Septbr. Heſte;
6 Novbr. Kvæg og Faar; 18 Decbr. Kreaturer. Kappendrup,
11 Oltbr. Heſte, Kvæg og Faar. Kjerteminde, Torvedag hoer Ousdag
og Lordag; forſte Onsdag i hver Maaned med levende Krea⸗
turer. 16 Febr. Heſte; 3 Marlis Heſte og Kvæg; 11 Juni Heſte; 13
Oltbr. Heſte, Kvæg og Faar; 21 Novbr. Heſte og Kvæg. Middel⸗
fart, Torvedag huer Ticsdag og Fredag; forſte Tirsdag i Hver Maaned
med levende Kreaturer; 31 Jan., 23 Febr., 15 og 28 Marts, 10 Juli
og 20 Septbr. Heſte og Kvæg; 1 Novbr. Kvæg og Faar. Odenſe,
Torvedag hver Mandag. Onsdag og Lørdag; forſte og tredje Mandag
i hver Maaned (eller, Hvis Helligdag, den paafslgende Onsdag)
med levende Kreaturer; 5 Febr. Heſte; 15 og 27 Febr., 13 Marts
Heſte og Kveg; 9 Maj Kreaturer; 11 Juli (St. Kund) Heſte og Kvæg;
3 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar; 7 Novbr. Kvæg og Faar; 19 Decbr.
Kreaturer. Skamby, 29 Maris Heſte og Kvæg.
Svendborg Amt.
Brobyværk, 12 Maris Heſte og Kvæg; 17 Oltbr. Kreaturer.
(Egeffov, 13 Septbr. Heſte og Kvæg. Faaborg, Torvedag hover
Tirsdag, Torsdag og Lørdag; anden Tirsdag i hver Maaned, undtagen
Juni, Juli og Avg., med levende Kreaturer. 25 Jau. Heſte; 20 Febr. og
10 Marts Heſte og Kvæg; 16 Juni Heſte; 2 Oktbr. Kvæg og Faar;
23 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar. Hesſelager, 30 Marts Heſte og Kvæg;
22 Oltbr. Gefle, Stvæg og Faar. Marſtal, Torvedag hver Tirsdag og
Fredag; 25 Maj og 28 Septbr. Kreaturer. Nyborg, Torvedag her
Ousdag og Lordag; anden og fjerde Mandag i hver Maaned fra 1
Oktbr. til 1 Maj Torvedag med levende Kreaturer; 24 Febr. og 9 Marts
Heſte og Kvæg; 4 Juli Heſte; 12 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar; 9
Novbr. Kvæg FARER Ringe, 8 Marts Heſte og Kvæg; 8 Novbr
fvæg og Faar. üudkjobing, Torvedag hver Tirsdag og Lørdag. 13
Febr. Heſte; 1 Marts Heſte og Kvæg; 15 Juni Heſte; 5 Oktbr. Heſte,
Kvæg og Faar. Svendborg, Torvedag hver Onsdag og Lordag;
anden og fjerde Onsdag i hver Maaned med levende Kreaturer. 14 Febr.
Heſte; 28 Febr. og 14 Marts Heſte og Kvæg; 10 Maj Kreaturer; 18 Juli
Heſte og Kvæg; 10 Oktbr. og 2 Novbr. Heſie, Kvæg og Faar; 22
Movbr. Heſte og Kvæg. Wroskjobing, Torvedag huer Onsdag og
Lørdag; 2 Marts og 19 Juli Heſte og Kvæg; 4 Oktbr. Heſte, Kvæg og
Faar.
Jylland.
Hjerting Amt.
Ualbæt, 2 Oktbr. Kreaturer. Agerſted, 26 Septbr., Kvcg og
Faar. Blokhus, 23 Febr. Kreaturer. Flauenſkjold, 11 April
Kreaturer; 14 Septbr. og 7 Nopbr. Kvæg og Faar. Frederikshavn,
Toroedag hver Onsdag og Lordag, fru Oltbr. til Jul hver Lørdag med
levende Kreaturer; 18 April Heſte og Kvæg; 25 Septbr. Heſle, Kvæg og
Faar; 24 Oktbr. Kreaturer. Hjallerup, 14 Marts og 26 April Heſte
og Kvæg; I og 2 Juni Heſte; 4 og 25 Oktbr. ſamt 15 Novbr. Kvæg
og Faar. Hjørring, Torvedag hver Lordag, i Nov. og Dec. til⸗
lige hver Ousdag; hver Lørdag fra Oktbr. til Jul med levende Krea⸗
turer; 16 Jau. og 24 Febr. Heſte; 31 Marts Heſte og Kvæg; 30 Maj
og 27 Juni Heſte; 22 Septbr. og 13 Oktbr. Kvæg og Faar. Jetsmark,
29 Sept. Kvæg og Faar. Læsø, 5 og 6 Oktbr. Kreaturer. Lokken,
12 Oktbr. Kreaturer. Lokkensvei Kro, 20 Septbr. Kvæg og Faar.
Sindal, 30 April Heſte og Kvæg; 21 Septbr. og 16 Oktbr. Kvæg
og Faar. Skrem, 13 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar. Sæby,
Torvedag hver Lørdag. 3 April Heſte og Kvæg; 19 Septbr. og 9
Oktbr. Kvæg og Faar. Thiſe, 29 Marts Kreaturer. Tverſted, 15
Septbr. Kvæg og Faar. Veſterbronderslev, 15 Marts Heſte og
Kvæg; 3 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar; 10 Oktbr. og 14 Novbr. Svæg
og Faar. Vraa, 2 April og 8 Oktbr. Kreaturer. Oſterſvenſtrup,
16 Marts Kreaturer; 28 Juni Heſte.
Aalborg Amt.
Aabybro, 14 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar. Aalborg, Torvedag
hver Ousdag og Lørdag; hver Onsdag Marked med levende Horukvag,
Faar og Svin, i Stedet for 2 Juledag dog Torsdag 27 Decbr.; 18
Jan. og 27 Febr. Heſte; 18 Septbr. Kvæg og Faar; 18 Oktbr. Krea⸗
turer; 12 Decbr. Heſte og Kvæg. Aars, 13 Febr. og 17 April Krea⸗
turer; 4 Septbr. Kvæg og Faar; 4 Oktbr. og 6 Nobbr. Kreaturer. Had⸗
ſund, (paa den nordre Side af Fjorden ved Hovedgaarden Talsgaard), 2 Maj
Kreaturer; 3 Oktbr. Kvæg og Faar. Hals, 1 Oktbr. Kveg og Faar.
Hvalpſund, 9 Maj Kreaturer; 6 Oktbr. Kvæg og Faar. Logſtor,
17 Marts Kreaturer; 30 Inni Heſte og Kvæg; 15 Septbr., 15 Oktbr. og 22
Movbr. Kvæg og Faar. Nibe, Torvedag hver Tirébag on Fredag, anden
og tredie Tirsdag i hver Maaned med levende Kreaturer; 12 Febr.
Kreaturer; 27 April Heſte og Kvæg; 2 Oktbr. Kvæg og Faar; 5 Novbr.
Kreaturer. Norre Sundby, Torvedag huer Onsdag og Lørdag;
hver Tirsdag fra Oktbr. til Faftelaun Torvedag med Kreaturer; 17
Jan. og 26 Febr. Heſte og Kvæg; 21 April Kreaturer; 5 og 17
Oktbr. Kvæg og Faar. Skjorping, 14 Febr. og 20 Marts Heſte og
Kvæg; 10 Maj Kreaturer; 19 Septbr., 15 Oktbr. og 8 Novbr. Kvæg og
Faar. Ülſtrup (Aars Herred), 16 Jan. og 19 Marts Kreaturer; 2
Juli Heſte og Kvæg; 17 Septbr. Kvæg og Faar. Veſterhasſing, 30
Marts Kreaturer; 17 Septbr. Kvæg og Faar.
Thiſted Amt.
Bjergets Kro, 26 Sepibr. Heſte, Kvæg og Faar. Fjerritslev,
17 Febr. Heſte og Kvæg; 9 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar. Hurup,
4 Juni Heſte; 3 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar. Hvidbjeerg, 17 April
Kreaturer; 1 Oktbr. Kvæg og Faar. Koldby, 16 April Kreaturer; 27
Septbr. Heſte, Kvæg og Faar. Nykjobing, Torvedag huer Lordag, hver⸗
anden Lørdag mellem Mikkelsdag og Jul med lev. Kreaturer.! 22 Jan.
Heſie og Kocg; 20 Febr. Heſte; 24 April Kreaturer; 7 Juni Heſte 21 Juli,
7 Sept. og 29. Sept. Heſte, Kvæg og Faar. Thiſted, Torvedag hver
Onsdag og Lordag; 20 Jan. og 19 Febr. Heſte; 7 Maj Kreaturer;
6 Juni Heſte; 5 og 28 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar; 10 Oltbr.
(Store Onsdag) Kvæg og Faar; 29 Decbr. Heſte. Vilſund, 20 Juli
Kvæg og Faar. Oslos, 29 Juni Heſte. bi
;
1
i
i
i
|
i
|
Viborg Amt.
Aabro, 15 Maj Kreaturer. Ans, 27 April Kreaturer; 21 Septbr.
Kvæg og Faar. Bjerringbro, 1 Febr., 5 og 26 April, 8 Septbr.,
4 Oktbr. og 1 Novbr. Kreakurer. Kjellerup, 10 Maj og 18 Okibr.
Kreaturer. Kuudſtrup, 28 Juni Kreaturer. Selde, 18 April Krea:
turer; 20 Septbr. Kvæg og Faar. Skals, 10 Moj Kreaturer; 22
Septbr. Kvæg og Faar. Skive, Torvedag hver Tirsdag og Fredag; 3 og
23 Jan. og 21 Febr. Heſte og Kvæg; 19 April og 4 Maj Kreaturer;
8 Juni Heſte; 23 og 24 Juli, 8 Septbr. og 1 Oktbr. Heſte, Kveg og
Faar; 16 Novbr. Kreaturer. Stoholm, 15 Maj og 18 Septbr. Kvæg
og Faar. Ulſtrup Station, 18 Septbr. Kvæg og Faar. Viborg,
Torvedag hver Onsdag og Lørdag, ſidſte Lørdag i hver Maaned og
fra Mikkelsdag til Jul huer Lørdag med levende Kreaturer. 24 Jau.
og 16 Febr. Gefle og Kvæg; 14, 28 April og 12 Maj Kreaturer; 5 Juli
Heſte og Kvæg; 24 og 25 Septbr. (Toftemarked) Kvæg og Faar; 20 Oktbr.
og 24 Novbr, Kreaturer.
Randers Amt.
Ebeltoft, 23 Jan., 1 Maris og 3 Juli Heſte og Kvæg; 25
Septbr. Kveg og Faar. Faarup St., 4 Septbr. Kvæg og Faar. Fuglſo,
12 Oltbr. Kvæg og Faar. Gjerlev, 4 Maj Kreaturer; 5 Oktbr. Kveg og
Faar. Glasborg, 16 April Kreaturer; 27 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar.
Grenaa, Torvedag hver Lørdag; 28 Febr. og 2 Juli Heſte og
Kvæg ; 28 Seytbr. Kvæg og Faar; 6 Novbr. Kreaturer. Hobro, hver Fredag
Torvedag; 19 Jau. og 15 Febr. Heſte og Kvæg; 21 Marts, 11 Maj og
3 Juli Kreaturer; 20 og 21 Septbr. Kvæg og Faar; 19 Oktbr og 9
Nobbr. Kreaturer. Kolind, 14 Febr. Heſte og Kreaturer; 11 April, 18
Juli, 12 Septbr. og 14 Novbr. Kreaturer. Mariager, Torvedag farſte
og tredie Torsdag i hver Maaned med Kreaturer; 14 Febr. og 10 Juli
Kreaturer; 4 Oktbr. Kveg og Faar; 7 Novbr. Kreaturer. Morke, 11 Maj
Kreaturer; 15 Oktbr. Kvæg og Faar. Nimtofte, 25 Jan. Heſte og Kvæg ;
17 Oktbr. Kvæg og Faar. Ny⸗Logten, forſte Onsdag i hoer Maaned
Kreaturer. Wanders, Torvedag hver Onsdag og Lerdag, ſidſte Dag med
Kreaturer. 4, 5, 26 og 27 Jan., 10 og 17 Febr., 3 og 10 Marts Heſte;
5 Maj &væg; 18 og 19 Juni Uld; 6 og 7 Juli Heſte; 6 og 7 Septbr.
Heſte, Kvæg og Faar; 26 Septbr. Kvæg og Faar; 27 Oktbr. Kvæg, Faar og
Uld; 10 Novbr. Kreaturer; 15 Decbr. Heſte og Kvæg. Ronde, 2 Marts
Kreaturer; 18 Septbr. Kvæg og Faar; 21 Novbr. Kreaturer. Sjelbro,
16 Febr, 19 April og 16 Maf Kreaturer; 25 Oktbr. Kvæg og Faar.
Thirſtrup. 14 Marts Heſte oa Kvæg; 19 Septbr. væg og Faar; 12 Decbr.
Kreaturer. Thorup Pat hus, 10 Maj Kreaturer; 17 Seplbr. Kvæg og
Faar. Truſtrup, 9 Maj og 10 Oktbr. Kvæg og Faar. Vejlby, 2 Febr.
og 16 Marts Heſte og Kvæg; 4 Maj Kreaturer; 20 Juli, 5 Sepibr. og 12
Oltbr. Kvag og Faar.
Aarhus Amt.
Aarhus, Torvedag hver Onsdag og Lørdag, den ſidſte Dag med
lev. Kreaturer; 6 og 29 Jan., 5, 12 og 26 Febr., 5, og 12 Marts
Heſte; 27 Markts Kreaturer; 7 Maj Kvæg; 9 Juli Heſte og Kvæg; 16
Oltbr. Kvag og Faar. Aubeek, 25 April og 17 Maj Kreaturer; 27 Kuti
og 13 Oktbr. Kvag og Faar. Breſtenbro, 29 Marts og 19 Oktbr.
Kreaturer. Hadſten, 24 April Kreaturer; 3 Septbr. Kvæg og Faar.
Horſens, Torved eig hver Torsdag (i Fauen dog Ous dag) og hver Lor⸗
dag; ferſte Torsdag i hoer Maaned ſamt hoer Torsdag i Oktbr.,
Novbr. og Decbr. indtil Jul med lebende Kreaturer. 8 og 31 Jan., 7, 14
on 28 Febr., 7 eg 14 Marts Heſte; 30 Marts og 30 April Krea⸗
turer; 12 og 13 Juni Heſte og Kvæg; 28 Septbr. og 24 Oktbr.
Kvag og Faar. Hover Kro, 21 Marts, 30 April, 24 Septbr. og
20 Oktbr. Kreaturer. Klovborg, 28 Marts Kreaturer; 22 Oktbr.
Kvcg og Haar. Norre Suede, 11 April og 31 Oktbr. Kreaturer.
Odder, 8 Febr. og 15 Marts Heſte og Kvæg; 27 Avril Krraturer;
25 Juli Kvæg og Faar, 17 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar; 13 Novbr.
Kreaturer. Ny, 28 April Heſte og Kvæg; 12 Novbr. Kreaturer. Salten,
10 Juli Heſte og Kvæg. Silkeborg, Torvedag hver Lordag, ferſte Lørdag
i hver Meaned med levende Kreaturer; 3 Febr. og 3 Marts Heſte og
Kvæg; 7 April Kreaturer; 9 Juni Heſte og Kvæg; 26 Septbr. og 22 Oktbr.
Kvæg og Faar. Skanderborg, Torvedag hver Tirsdag; den ferſte
Tirsdag i hver Maaned med levende Kreaturer; 30 Jan., 6, 13 oa 27 Febr.,
6 og 13 Marts Heſte; 15 Maj og 11 Juui Heſte og Kvæg; 27 Septbr.
og 23 Oktbr. Heſte, Svæg og Faar. Sporring, 9 Marts og 13 April
ſamt 28 Septbr. Kreaturer; 11 Oktbr Kvæg og Faar. Truuſt, 11 Maj
og 23 Novbr. Kreaturer. Vrads, 23 Oktbr. Kvæg og Faar.
Vejle Amt.
Brande, 28 Juli Kvæg; 22 Septbr. Kvæg og Faar. Frederi⸗
cia, Torvedag hver Mandag og Torsdag; 24 Febr. og 17 Marts Heſte
og Kvaeg; 2 Maj Kreaturer; 12 Juli Heſte og Kvæg; 5 Oktbr. Kvæg
og Faar; 16 Novbr. Kreaturer. Give, 27 April Kreaturer; 25 Septbr. og
25 Oktbr. Kvcg og Faar; 17 Novbr. Kreaturer. Hornſyld, 28 April Krea⸗
turer; 26 Septbr. Kvag og Faar. Jellinge, 15 Maj Kreaturer; 26
Septbr. Kvæg og Faar. Kolding, Torvedag hver Tirsdag og Fredag,
furfte Tirsdag i hver Maaned med Kreaturer; 10 Jan., 2, 9 og 16
Febr., 2, 9 og 16 Marts Heſte; 14 og 27 April, 4 og 11 Maj
Kreaturer; 15 Septbr. Heſte, Kvæg og Faar; 12 og 19 Oktbr. Kvæg;
27 Oktbr. Kvcg og Faar; 2 og 9 Novbr. Kvæg. Kollemorten, 5 Maj
og 18 Oktbr. Kreaturer. Nandbol, 26 April Kreaturer. Sonder-
omme, 25 April Kreaturer; 22 Oktbr. Kvæg og Faar. Veile, Torve⸗
dag hver Onsdag og Lordag, hver Onsdag fra 1 „ov. indtil Jul ſamt
anden Ousdag i hver Maaned med lenende Kreaturer; 9 Jan., 1. 8
c 15 Febr., 1, 8 og 15 Marts Heſte; 31 Marts og 1 Maj Kreaturer;
29 Septbr. og 26 Oktbr. Kvæg og Faar.
Ringkjobing Amt.
Bekmarksbro, 19 April Kreakurer: 3 Oltbr. Kvæg og Faar.
Dalager, 10 April Kreaturer; 30 Aug. Heſte, Kvæg og Faar. Herning,
2 og 24 Febr. Heſte og Kvæg; 9 April og 11 Maj Kreaturer; 8 Juni
Heſte og Kvæg; 31 Aug. og 1 Septbr. ſamt 6 Oktbr. Heſte, &væg og Faar.
Holſtebro, Torvedag hver Tirsdag og Lørdag, hoer anden Tirsdag
fra anden Tirsdag eſter Oktobermarkedet indtil Jul med Kreaturer. 2 og 29
Jan., og 22 Febr. Heſte og Kvæg; 21 April og 5 Maj Kreaturer; 11 Juni
Heſte og Faar; 26 Juli Kvæg og gaar; 10 og 11 Septbr. ſamt 4 og 5 Oktbr.
Heſte, Kvæg og Faar; 19 Novbr. Kreaturer. Lemvig, Torvedag hver Lor⸗
dag; 27 Jan. Heſte; 18 April Kreaturer; 9 Juni Heſte og Faar; 25 Avg.
Svæg og Faar; 2 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar; 17 Novbr. Kreaturer.
Namme, 27 Avg. Kvæg og Faar. Ringkjøbing, Torvedag fra Baaffe
til Mikkelsdag Lordag, ellers Onsdag. ” 30 Jau. Heſte og Kvæg ; 26 April
Kreaturer; 12 Juni Heſte og Faar; 30 Juli Kvæg og Faar; 8 Okltbr.
Heſte, Kvag og Faar. Tarm, 30 April Kreaturer, 12 Septbr. 2 Heſte,
Kpag og Faar 9 Okltur. Kvæn og Faar. Thim, 12 Novbr. Kreaturer.
—— ne
|
U
Ullffjær, 25 April Kreaturer; 29 Avg. Heſte, Kveg og Faar. Videbek,
30 Juni Kreaturer; 20 Oktbr. Kvæg og Faar. Vinderup, 2 Maj
Kreaturer; 3 Oltbr. Kvæg og Faar.
Ribe Amt.
Ualbæt Molle, 8 Oltbr. Kvæg og Faar. Bælte, 14 Septbr.
Heſte, Kvæg og Faar. Esbicerg, Torvedag hver Tirsdag, Lordag des⸗
uden for Gift; hoer Fredog fra 5 Jan. til 6 Juli og fra 26 Okt. til 28
Decbr. Marked med Kreaturer (dog i Stedet for Langfredag Onsdag 21
Marts og i Stedet for Bededag Torsdag 19 April). Foldingbro,
28 April, 15 Maj og 18 Oktbr. Kreaturer. Grindſted, 18 Juni
Kreaturer; 8 Septbr. Kvæg og Faar. Holſted, 11 Jan. Heſte og Kvæg;
13 April og 14 Novbr. Kreaturer. Lunderſkov, 23 April, 7 Maj,
22 Oktbr. og 5 Novbr. Kreaturer. Wibe, Torvedag hover Lordag;
1 og 24 Febr. Heſte og Kvæg; 17 og 24 April, 1, 8 og 16 Maj
Kreaturer; 14 Juni Heſte, 9170 og Faar; 1 Avg. Kvæg og Faar; 31 Avn.
Kvæg; 2, 9, 16, 23 og 30 Oktbr. ſamt 6 Novbr. fivæg og Faar. Varde,
Torvedag hver Torsdag; 31 Jan. og 23 Febr. Heſte og Kvæg; 23 April
og 7 Maj Kreaturer; 13 Juni Heſte, Kvæg og Faar; 31 Juli Kvag og
Faar; 13 og 14 Septbr. ſamt 10 og 11 Oktbr. Heſte, Kvæg og Faar.
Vejen, 20 Juni Heſte og Kvæg. Vorbasſe, 12 April Kreaturer; 2 Avg.
Kvæg og Haar. Olgod, 21 April Kreaturer; 23 Oktbr. Kvæg og Faar.
Fortegnelſe over de for Kongerigets Beboere vigtigſte Heſte⸗
og Kbagmarkeder i Hertugdommerne. (K betyder Kvæg, H betyder Heſie).
Alesuig.
Aapenraa, 6 og 20 Febr., 25 April, 2 Maj, 20 Juli, 2 og 16 Okt., 17 Dec. K.
Bollerslev, 30 Apr: og 6 Okt. K. Broager, 4 Maj og 5 Nov. K. Flolde, 15 Apr og
13 Sept. K. Flensborg, 22 Jan. og 27 Febr., hver Fredag i April og Maj, 14 Juli
og Il Sept., 22 (2) og 25 Olt., log 8 Nov. K. Frederiksſtad, 23 Juli og 2 Okt.
K. 5 Okt. H Gram, 9 Maj og 20 Olt. K. Haderslev, 8 Jan. og hver Mandag
fra 5 Febr. til 18 Juni (dog itte i den ſtille Uge, og, hvis Helligdag, da Tirsdag),
hver Mandag fra 17 Seplbr. til 12 Nov. K. Hanved, I Maj og 29 Septbr.
K. Huſum, hver Torsdag fra 1 Adv. til Hansd. (dog ille i den ſtelle Uge, og der⸗
ſom ellers Feſtd., Onsdag forud), og i 3. til inkl. 7. Uge e. Mikkelsd., fra Handd. til
Adv. hver Ousdag; 12 Martes, 25 Juni og 17 Sept. K. Kliplev, 9 Apr. og 10
Sept., K. Langhorn, 28. April og 20 Avg. K. Lok, Hver Tirsdag fra 6 Febr fil
24 Juli (undt. i den ſtille Uge), 30 April, 27 Avg., 10 Sept., 4, 8, 15, 29, 29 Ott.,
6, 12, 19, 20 Nov., 3, 10, 17, 21 Dec. K. Logumkloſter, 20 Febr., 5 Marts, 5 Apr.,
2 Maj, 15 Juni og 18 Juli, 16 %vg. og 3 Okt. K Nybol, 29 Jan., 30 Apr., 7 Maj,
18 Juni, 15 Okt. og 5 Nov. K. Sfjærbæt, 25 Apr. og 17 Olt. K. Slesvig, 9 Jan.,
21 Febr., 3, 10 og 24 Apr., 1 og 8 Maj, 5 Sept. (2), 19 og 26 Okt. og 2 Nov. K
Sonderbrarup, 26 Apr., 30 Juli (2) og 15 Olt. K. Toftlund, 26 Apr. og 31
Okt. K. Tonder, 12 Jan, 9 Febr., hoer Fredag (undt. Langfredog) fra 2 Marts til
1 Juni, hver Fredag fra 6 Juli t. 14 Dec., 6 Avg, 3 og 24 Sept. kk. Tonning, hver
Onsdag fra 27 Juni k. 14 Nov., 21 Avg, 13 Sept., 15, 22 og 29 Okt. og 5 Nov. K.
Holſten.
Altona, hver Mandag, Ousdag og Fredag K. Elmshorn, I Okt. ö; 1 Nov,
K. Helde, 29 Jau. H; 10 Juli (2) H; 29 Sept. K; 29 Dec H. Horſt.
19 Apr. og 16 Okt. H. Ibehoec, 22 Febr. H; 17 Apr. K; 1 Sept. H: 7 Sept. og
26 Okt. K. Kiel II febr (2) H; 26 Apr. K; J Juli 2) 9, hoer Torsd. fra 19
Juli tit 15 Nov. st. 7 Oft. (2) H. Neumünſter, I Mal HK., 21 Avg. Hf. og 20 Oft.
H. Oldesloe, 16 Marts, 22 Zuni og 28 Sept. Her. Wandsbeck, 2 Apr., 21 Maj 27
Ag. og 15 Okt. H.; Hver Torsdag K (hois Helligd. Onsdag). Wedel, 14 Apr.,
25 Maj og 26 Olt. K.
10Yde Fortfættelfe
af pkonomiſke Anmærkninger fra det kongelige danſke Land⸗
husholdniungsſelſkab, Landbefolkningen ifær til Tjeneſte.
Ajlens Værdi og Beuhttelſe.
Urinen. Til Oplysning om Ko⸗Urinens Meenngde og Indhold
er der her pan Skolen fra September 1891 til Auguſt 1892 udført 12
Forſog med en Maaneds Mellemrum. Ved Hvert Forſog blev den Urin,
ſom 12 Køer gav i 24 Timer, omhyggelig opſamlet, vejet og kemiſt
analyſeret. Analyſerne, der udførtes af Prof. V. Stein, omfattede ofteſt
kun Kvælftof, men hver 3die Maaned ogſaa Fosſorſyre og Kali. Det
er nemlig færlig disſe 3 Stoffer, men ſortrinsvis Kvelſtoffet (i kemiſt
Forbindelſe med andre Stoffer), der give en Gødning dens Verdi. Be⸗
reguet efter disſe Forſag har en Ko i de 7 Vintermaaueder fra 16de
Oktbr. til 15de Maj givet i alt 2867 Pd. Urin, altſaa gennemſnitlig 410
Pd. eller 6½ Kubikfod om Maaneden, idet 1 Kubikfod Urin vejer
omtrent 64 Pd. J Sommertiden gav en Ko lidt over 11 Kubikfod Urin
om Maaneden, og i hele Aaret gav den i alt 6454 Pd. Urin. — J
hele Aarets Urinmengde af en Ko fandtes i alt 73¾ Pd. Kyalſtof, 11/6
Pd. Fosforſyre og 723/ Pd. Kali”), det vil ſige, lige faa meget Kvelſtof,
ſom der findes i ca. 475 Pd. Chiliſalpeter, og lige ſaa meget Kali, ſom
der findes i ca. 550 Pd. Kainit. (Chiliſalpeterets Verdi for Landmanden
afhænger alene af dets Judhold af Kvælftof, ligeſom Kajnittens af Kali).
Et Aars Urin af en Ko har allſaa ſparet til over 1000 Pd. Kunſtgod⸗
ning. — 100 Pd. Urin have gennemſnitlig indeholdt 1.142 Pd. Kveelſtof,
0.021 Pd. Fosſorſyre og 1.272 Pd. Kalik). — Urinens Merngde og Ind⸗
hold er i høj Grad afhængig af Foderet. Jo mere Kraftfoder (navnlig
af de kvcelſtofrige Oliekager) og Roer der gives, deſto mere Urin ville
Kgerne give, og deſto mere Kveelſtof vil der findes i Urinen. Under
ovenomtalte Forſoag her paa Stolen var det gennemfnitlige daglige Foder
pr. Ko i de 7 Vintermaaneder: 7½ Pd. Kraftfoder, faa godt ſom ude⸗
lukkende Oliekager, 55 Pd. Runkelroer, 12 Pd. Ho og 8 Pd. Halm, og
i de 5 Sommermaaneder: 42/, Pd. Kraftfoder, meſt Oliekager, 56 Pd.
Granfoder af forſkellige Slags, 5 Pd. Sø og 3 Pd. Halm.
Svine⸗Urinen er ifte fan kocelſtofrig ſom Ko⸗Urinen, men den
er dog meget for god til at ſpildes. Mau plejer at regne, at et volſent
Svin, der for en ſtor Del lever af Melkeriaffald, giver omtrent lige faa
megen Urin ſom en Ko.
) Kvalſtoſindholdet er bereguet efter 12 Underſegelſer, Fosforſyre⸗ og Kali⸗
indholdet derimod kun efter 4.
—
Ajleus Opſamling og Opbevaring. Den Vadſte, der opſtaar,
naar Urinen har været i Berøring med den faſte Gødning og maaſke
tillige er bleven blandet med Mogſaft og Reguvand, falder man Ahle.
Ajlen er gerne mindre indholdsrig end Urinen, og navnlig vil den ſelv⸗
følgelig være deſto tyndere, jo mere Reguvand der er indblandet. Her
pan Skolen har Ajlen været temmelig vandblandet, fan den har oſteſt
tun indeholdt mellem 7/8 og ½ pCt. Kvcelſtof, og i ſamme Forhold
ſom der har været mindre Kvælftof, har der ogſaa været mindre Kali og
Fosſorſyre i Ajlen, ſammenlignet med Urinen. Imidlertid har ſaadan
Ajle dog her haft en Værdi af omtr. 1 Øre pr. Kande, fan hvor der
fodres ſaaledes, at Ajlen ikke kan tilbageholdes af den faſte Gødning, der
bor den abſolut opſamles pan anden Maade. Ajlen kan enten opſuges
af Torvejord og anden Strgelſe, eller den kan opſamles i en Ajle⸗
beholder, og det vil ſcerlig bero pan Jordbundsforholdene, Adgangen til
Torvejord ſamt til Dels paa Fodringen, om den ene eller den anden
Maade bar foretrekkes.
Pag meget lette, muldſattige Sandjorder bor Ajlen abſolut opſamles
i Tarvejord og anden Sirpelſe, naar Torvejorden nogenlunde let kan
ſkaſſes til Veje. Paa ſaadaune Jorder pasſer Ajlen nemlig ikke; i fugtigt
Vejr vil den være meget udſat for Udvadſkning, og i tørt Vejr kan
den bevirke, at Afgroden „breendes“, ſom man ſiger. Torvejorden der⸗
imod har mange for ſaadanne Jorder fortrinlige Egenſtaber: 1) Den
beſtaar for ſtarſte Delen af Muldſtoffer eller muldgivende Stoffer, ſom
Sandjord netop i hoi Grad trænger til. 2) Den indeholder en betydelig
Meengde Kycelſtof (1—1½ pCt.), ſom lidt eſter lidt kau komme Planterne
til gode. 3) Naar Torvejorden daglig føres ind i Stalden og blandes
med Godningen, vil dens Omſcetning fremmes, fan dens Kveelſtof hurtigere
kan komme Planterne til gode, medens derimod Staldgodningens Om⸗
fætning hæmmes. Dette ſidſte medfører ikke blot, at Godningen lettere
kan opbevares uden Tab, men ogſaa at Godningen ikke næv faa let kommer
til at „brende“ de Afgroder, hvortil den anvendes. 4) Torvejorden kan
endelig indſnge Ammoniak fra Luften i Stalden ſamt tilbageholde den
i Godningen og Jordbunden dannede Ammoniak, ſaaledes at den hverken
fordamper eller udvadſkes, hvad Sandjorden ikke kan. (Ammoniak er et
værdifuldt, kveelſtofrigt Stof, ſom let fordamper fra Godningen, idet den
bliver til Luft). Forinden Torvejorden kan anvendes, bor den være tør
og nogenlunde findelt ſamt godt udluftet, navnlig hvis den er „ſvovlet“.
Dette opnaas letteſt ved at bortſkere Grontorven af et Stykke Torve⸗
jord, font bernæft i pløjet Tilſtand udſcettes for en hel Vinters Froſt.
Om Foraaret vil den vinterfførnede Fure være let at findele med Harven.
Naar det øverfte Lag er tørt, ſamles det i Bunker eller hjemkores; et
nyt Lag losnes og findeles med Harven, torres og hjemføres o. ſ. v.
Paa denne Maade kan der i flere Aar tages Torvejord pan ſamme
Sted. Kan Jorden ikke bære Træfdyrene, man man grave Torvejorden
op og lade den ligge i et ilke alt for tykt Lag, udſat for Vinterfroſten.
Den kaſtes da om af og til, ſcerlig om Foraaret og Forſommeren, og be⸗
handles maaſke med Harven, indtil den er tjenlig til Hjemkorſel. Skal
den hjemkorte Torvejord ligge ude, maa den kaſtes ſammen i en bøj,
ſtell Bunke, men helſt maa den opbevares under Tag. — Staldgulvet
bor være nogenlunde vandtær, idet mindſte der, hvor Urinen falder.
Selve Grebningen bor derfor lagges pan et 6—8 Tom. tykt Lag godt
gennemeltet og ſammenſtampet Ler. — 1 Pd. tor Tervejord lan indſuge
2—4 Pd. Alle.
| Paa Lerjorder og ret muldrige Sandjorder kan den flydende God.
ung gore god Virkning, og til ſaadaune Jorder kan mau derfor opſamle
Ajlen i en Ajlekumme. Dette vil ogfaa være bet rigtigſte, hvor Tørve«
Jorden er beſperlig eller koſtbar at faa fat paa. Er Torvejorden der⸗
imod temmelig let at tilvejebringe, bor den maaſke anvendes. Flere have
imidlertid begyndt med Torvejord, men ere ſenere delvis eller fuld—
ſtendig gaaede over til Ajlekumme, navnlig hvor der fodredes rei
kraftig, da der i fan Fald ſkulde faa megen Torvejord til, at man blev
træt af det flove Arbejde dermed. Naar Ajlen opbevares i vandtette,
i Jorden murede, godt dakkede Beholdere, lider den kun et ubetydeligt
Tab. Fosforſyre og Kali kan der intet tabes af, da disſe Stoffer ere
ufordampelige. Derimod kan der tabes noget Kvælftof i Form af
Ammoniak; men ſom Gennemſnit af 6 Opbevaringsforſog, der tilſam⸗
men have ſtrakt ſig ud over en Tid af 14 Maaneder (Sommer og
Vinter) og ere udførte her paa Skolen, har Ajlen kun tabt 1 pCt.
Kvcelſtof om Maaneden.
Skal al Ajlen opſamles i Ajlekumme, faa maa Staldgulvet
være helt vandtæt og jævnt, faa at Urinen faa vidt muligt ſtraks, efter⸗
haanden ſom den fremkommer, kan flyde ud i Ajlekummen. Gulvet
bor derfor laves af haardt brændte Murſten (Klinker) og Cement. Er
Underlaget faſt ſammenſtampet, fan kan man nøjes med et Lag Murſten
pan Fladen (ellers 2 Lag paa Fladen). Fugerne mellem Stenene maa
ilke være for ſmaa, og de ſkulle udfyldes godt med ftæve Cement (1 Del
Cement og 2 Dele groft, ſkarpt Sand). Til Aflob for Urinen kau
man f. Eks. umiddelbart bag ved Baaſenes bageſte Kaut — eller maaſke 10
—15 Tom. længere tilbage — mure en firkantet, 5 Tom. bred Mende, der
dakkes af et loſtſluttende Brædt, ſom kan ligge i en paa begge Rendens
Sider muret Fals og bæres oppe af faſtſkruede Tycerpinde. Naar Rendens
Bund gives rigeligt Fald, kan den holde fig ſelv ren i 2 eller flere Uger. Man
kan ogſaa lave ken Rende af ſaakaldte Urinror med en Ridſe eller Spalte i
den ene Side, ſom følgelig vendes opad. De ſuges med Cement, ued⸗
lægges 20 Tom. bag Baaſenes Kant og renſes let et Par Gange daglig
ved Hjælp af en Jernſtang med en til Rorene pasſende Lap paa Enden.
Endelig kan der i Beton ſtobes en meget lille, helt udekket Rende
eller Hulning omtr. 30 Tom. bag Baaſenes Kant. J alle Tilfælde bor
Grebningen ſelpfolgelig have Fald hen til Nenden. Den ſidſt omtalte
Rende er den billigſte og ſimpleſte, og den er viſtnok lige faa god ſom de
andre, men deu forlanger mere Plads. — Gulvet i Svineſtien kan laves
pan lignende Maade af Murſten og Cement, men Urinrenden bor være
dakket. — Idet Urinen forlader Stalden, bor den ledes gennem en Slam-⸗
kiſte (lille Beholder), hvori det meſte Slam kan fætte fig, og herfra ledes
den til Ajlekummen gennem 4 Tom. Nor, lagte med flærit Fald og
fugede med Cement. Ajlekummen ſkal ſelpfolgelig være vandtæt, Den
bør bygges i den Tid af Aaret (ſidſt i Juni), da der er mindſt Band i
Jorden. Den ſkal nemlig i Almindelighed graves faa meget ned i Jorden,
at Ajlen kan faa Plads under Jordoverfladen; og Cementen maa ikke
udſcettes for Vandtryk de forſte 2—3 Uger, da den i faa Fald Tet bliver
utæt. Er der Band i Jorden, bor man derfor grave Hullet til Kummen
mindſt 8 Tom. for ſtort rundt omkring, ſaaledes at det ſra Jorden kom⸗
mende Band ved Hjælp af en Rende udenom og lidt dybere end Kummen
kan ledes hen til et Sted, hvorfra det kau pumpes op, efterhaanden ſom
det kommer. Kummen kan mures med gode Murſten i Cement. Der
maa mures med hel Stens Mur, men der bor kun benyttes „Lobere“
|
(ingen „Bindere“), faa at der helt op igennem Midten af Muren fon
dannes et fammenhængende Cementlag, og alle Fuger maa udfyldes
godt. Efterhaanden ſom Muren opføres, maa den helſt baade udvendig
og indvendig forſynes med et Pudslag af ſterk Cement. Hvis man har
let Adgang til Sten, er det dog billigſt at ſtobe Muren af Beton og
Bagefter i det mindſte indvendig forſyne den med et Lag Cementpuds;
efter Beholderens Storrelſe bor Muren ſtobes 8—10—12 Tom. tyk.
Kummens Bund bor laves lige faa tæt og ſolid ſom Siderne. Endelig
bor Kummen dakkes fan tæt til ſom muligt. Der kan lægges et almin⸗
deligt Tag over den, eller den kan dakkes af en lille Halmſtak, hvilende
paa et Stenge. — Naar der fodres omtrent ſom her pan Skolen, bor
Kummen kunne rumme mindſt 40 Kubikfod pr. Ko eller pr. vokſent Svin,
og har den Tillob fra et gabent Moddiungſted, bor den kunne rumme
mindſt / mere.
Ajlens Anvendelſe. 1) De plauten rende Stofſer i Ajlen
ere ſelbfolgelig til Stede i oploſt Tilſtand, fan de kunne
meget hurtig komme Planterne til gode. Ajlen bor derfor ſarlig an⸗
vendes til volſende Afgroder, der ſtrafs kunne gore Brug af den; men da
Ajlen ſaaledes ofte ilke kan nedfældes, kan den kun udnyttes ordentlig, naar
Jordens Fugtighed er tilſtrekkelig til at føre den ned til Planterodderne.
I Sommertiden bor den derfor helſt anvendes i fugtigt Vejr, ogſaa fordi
Reguen da ſtraks kan aſpadſke Planternes Blade, der ellers kunne tage
Skade af Ajlen. Duggen kan i faa Heuſeende ogſaa hjælpe noget, naar
Ajlen udføres henad Aften, At fore Ajle ud ſent paa Efteraaret eller
i Vintertiden, er ikke heldigt, navnlig ikke pan Sandjorder eller vandrige
Jorder eller Jorder, der ere meget udſatte for Suelag, da Ajlen i faa Fald
er udſat for Udvadſtuing, inden Plauterne kunne gore Brug af den. —
2) Ajleus veſentligfte Verdiſtof er Kvelſtof, og den virker
derfor, ligeſom Chiliſalpeter, ſteerkt drivende paa Planterne, der faa en
ſterk gran Farve og udvikle en Masſe Blade, Stængler og Rødder.
Ajlen bor derfor færlig anvendes til Roer, Græs og Gronfoder, der helſt
flulle give en ſtor Masſe Foder, hvorimod den bor anvendes med nogen
Forſiglighed til Kornafgroder, der ſkulle modnes, da den ellers kan
fremkalde Lejejæd og forhale Modningen alt for meget. Til Bælgplanter,
ſom Aerter, Vikker, Kløver, Sneglebeelg o. J. v., bor Ajlen ikke anvendes,
da disſe Planter kunne optage tilfrælleligt Kvcelſtof fra Luften. Paa en
iſſe Aars Græsmart med meget rigelig Kløver pasſer Ajlen derfor
ikke, medens den derimod pasſer fortrinlig paa en 2det eller 3die Aars
eller eu vedvarende Grœsmark. Er der rigeligt Græg, men ikke nogen
flor Mængde Klover paa 1ſte Aars Gresmark, kan denne ogſaa give et
godt Udbytte af Ajlen. Endelig Hører Ajlen aldeles ikke Hjemme paa
Helbrak, fordi der i denne i Løbet af Sommeren dannes en ſtor Mængde
let tilgængelig, kvcelſtofholdig Plantencring, faa Vinterſcden om Efter⸗
aaret ikke kan optage mere, og hvad der bliver tilovers vil, tillige med
Ajleus Kveelſtof, let kunne bortbadſkes i Vintertiden. Til Vinterſced efter
Halvbrak kan en Smule Ajle derimod gore god Nytte. — 3) Over
Halvdelen, indtil de /, af Ajlens Kvelſtof er ofte til
Stede i Form af Ammoniak. Ajlen bor derfor faa vidt muligt
anvendes ſaaledes, at den ſtrals kan ſynke i Jorden, og kan det lade fig
gore, ber den nedbringes, da Ammoniaken ellers let ſordamper. Fores
den f. Eks. ud pan Sue om Vinteren, vil den ſtraks være meget udſat
for Fordampning og ſenere ved indtredende Tovejr for Udvadſkning.
Naar Roerne under Bælften godes med Ajle, bor den ſtraks nedfældes
bed Hjælp af en Grubber eller Radrenſer. — 4) Ajlen indeholder
kun grumme lidt Fosforſyre, og ffal den give fuldt Udbytte, maa
man derfor paa anden Maade ſorge for, at Afgraden kan faa tilftræffeligt
af dette Stoſ. Vil man Aar eſter Aar anvende Ajle paa en beſtemt
Grœsmark, bør denne udlægges med Staldgodning og rigelig Thomas⸗
ſlakke — ſamt ſenere af og til godes med Staldgodning og maaſke med
Superſosfat.
Her paa Skolen er der i 1889 —92 udført en ſtor Mængde Forſog
med Ajle, anvendt til Græs og Roer Reſultatet af disſe Forſog har
i Korthed været følgende: Det betaler fig at bygge Ajlekummen faa ſtor,
at den kan rumme Ajlen fra 1. Oktober til 1. April, og muligvis bor
den endog kunne rumme Ajlen fra midt eller ſidſt i Juli til 1. April.
Er man nødt til at føre Ajle ud om Vinteren, bor den fan vidt muligt
føres ud paa bar Jord, ikke paa Sne, og den bor ſpredes faa tyndt ſom
muligt, helſt kun 40 Tor. pr. Td. Ld. 1 Td. Ajle udgør 4¼ Kubikfod
og vejer omtrent 275 Pd. Det ſtorſte Udbytte af Ajlen faar man ved at
fore den nd til Græs i Løbet af April, naar der er indtraadt mildt Bejr
— Grodevejr —; der kan da anvendes 60 —70—80 Tor. pr. Td. 2d.
Fra 1. Maj til 1. Auguſt giver Gresſet deſto mindre for Ajlen, jo
ſenere den udføres, navulig hvis den ikke udføres i fugtigt Vejr. Ajlen
fra 1. Maj til midt eller ſidſt i Juli bor anvendes til Runkelroer
(eller andre Rodfrugter); den bor udfores fra midt i Juni Maaned,
men maa ſpredes ſaaledes, at den kun falder mellem Rekkerne og faa
lidt ſom muligt paa Planternes Blade. Vil man anvende Vinter⸗Ajle til
Noer, bor den udføres i April og nedfældes under Jordens Foraarsbehand⸗
ling. Fra midt eller ſidſt i Juli bor den Ajle, der ikke kan opbevares
til April, eſterhaanden ſom deu dannes, ſaaſnart der indtreder fugtigt
Vejr, føres ud paa en Gresmark, der ogſaa næfte Sommer fkal ligge
til Grœs.
For pan en praktiſk Maade at kunne ſprede Ajlen mellem Roe⸗
rœklerne har Gaardejer Peder Nielſen, Navndrup Vænge, Kværndrup
St., ſtruet Sprederbladet af den almindelige Ajleſpreder og gennem en
firfantet Trœkasſe ledet Ajlen omtr. 1 Alen nedad og tilbage. Kasſens
nederſte Sidebredt gaar op under Ajleſpredergret, hvortil den er faſtgjort,
medens de 3 andre Sidebredder ere afpasſede ſaaledes, at Sprederens Hane
lige kan lukkes op og i, og at Ajlen, naar Hanen lukkes op, kan ſtromme
ned i Kasſen. Den nederſte Ende af denne Kasſe er tæt forbunden med
Midten af en paa tværs liggende, trekantet Spredekasſe, i hvis nederſte
Kant der findes 5 Huller, anbragte ſaaledes, at Ajlen derigennem kan
ledes ned i 5 Mellemrum. Hullernes Tvcermaal er omtr. 8/4 Tom.
Efter Agrenes Længde kan man tilproppe et eller flere af disſe Huller,
ligeſom man kan regulere Ajleus Tillob ved at indfætte en Ring af
Tondebaand i Ajleſpredergrets Munding, eller ved at løfte Hanen noget
mindre, ſaaledes at man kan føre helt igennem Roercækkerne eller en hel
Omgang med et Læs Ajle. Hele Apparatet maa være lukket med
Undkagelſe af Aabningen ſoroven og Hullerne forneden, hvorigennem
Ajlen lober ind og ud. Det hele kan laves af gennemſkaarne Brædder
og bæres af et Par paa Ajlevognen faſtſlagede Stænger. — Gaardejer
Jens Jenſen jun., Nordſkov, Bogenſe, har afſkruet alle de paa den almin⸗
delige Ajleſpreders Flauge eller Krave ſiddende Dele — Spredebladet, Hanen
og Krogen — og ladet ſig lave en anden pasſende Krave, der kan ſtrues
faſt og ſlutte tæt til Ajleſprederens Krave. Til den nye Krave er der
dernceſt friet en almindelig 2 Tom. Rorhane, og deunes bageſte Del er
after forbunden med Midten af et pan tværs liggende 1½ Tom. Hør, der
er lukket i begge Ender. Fra dette Ror udgan endelig lodret nedad 3
Gtir, ¼ Tom. Rør pan 6 Tmrs. Længde, anbragte ſaaledes, at de, naar
Hanen aabnes, lede Ajlen ned i 3 Mellemrum. Hele Apparatet er lavet
af Jern hos Maſkinfabrikant Mejbom, Odenſe, og har koſtet 23 Kr.
— Begge Apparater arbejde tilfredsſtillende. Pan hældende Jorder, hvor
Faldet gaar paa tværs af Roerclkerne, kan Ajlevognen dog forſkydes og
flade Roerne. 5
Som Gennemſnit af en Mængde Forſog med Ajle, anvendt til
Græs forſt i April, have vi her paa Skolens Jorder for hver Td.
Ajle (275 Pd.), der er anvendt, faaet 42 Pd. Ha mere paa de med Ajle
gödede end paa de ugodede Forſogsſtykler. Skolens Ajlevogn rummer
6 Tdr. (1650 Pd.) Ajle, og for et ſaadant Les Ajle have vi altſaa
faaet 250 Pd. Hg. Regnes 1 Pd. Ho til en Værdi af 2 Øre, hvilfet
ſikkert itke er for højt regnet, jan har et Læs Ajle i Forgarstiden alt⸗
faa haſt en Verdi af 5 Kr., eller 11½ Øre pr. Kande. Medens denne
Ajle gennemſnitlig kun har indeholdt 0,420 pCt. Kvælftof, har Urinen her
paa Skolen ſom nævnt gennemſnitlig indeholdt 1,12 pCt. Kvalſtof,
aliſaa 2—3 Gange fan meget, faa Urinens Verdi har altſaa været
2—3 Gange jaa flor ſom Ajleus. Beregnes Urinens Veerdi paa den
antydede Maade efter Forholdet mellem Urinens og Ajleus Kvalſtoſindhold
(der ſtadig er blevet beſtemt af V. Stein), idet Urinen dog regnes at
indeholde fan meget mindre Kvcelſtof, ſom der ifølge Forjøgene tabes
under Opbevaringen, fan finder man, at naar Ajlen fra midt i Juli til
ſidſt i April er anvendt i Løbet af April til Græs, medens den øvrige
Ajle er anvendt ſorſt i Juli til Runkelroer, har Urinen af en Ko her
pan Skolen givet folgende Udbytte:
De 7 Vintermaaneders Urin har give 1188 Pd. Ho.
— 5 Sommermaaneders Urin har givet ...... 1168 — —
Et Aars Urin har give... 2356 Pd. Ha.
Udbyttet af Ajle til Runkelroer er omfat til Ha (Høværdi) ved
Diviſion med 4, idet jeg altſaa antager, at 4 Pd. Runkelroer have
ſamme Veerdi ſom 1 Pd. Sø. I de 7 Vintermaaneder (ſra 16. Oktbr.
til 15. Maj) fik en Ko i alt 314 Pd. Bomuldsſrokager, 370 Pd.
Solſikkekager, 263 Pd. Napskager, 238 Pd. Hampeſrokager, 257 Pd.
Palmekager, 30 Pd. Maltſpirer og 41 Pd. Hvedeklid, i alt 1513 Pd. Kraft⸗
foder, ſamt 11558 Pd. Nunkelroer, 912 Pd. Sukkerrocaffald, 299 Pd. Sø
og 1703 Pd. Halm. Den ved bette Foder dannede Urin har altſaa givet
1188 Pd. Sø til en Verdi af 23 Kr. 76 Øre, og fordeles denne
Verdi efter de anvendte Fodermidlers Koälſtoſindhold, finder man, at
der gennemſnitlig for Hvert 100 Pd. Kraftſoder, der er anvendt, er blevet
Urin for 1 Kr. 9 Øre. Men medens den tilſvarende Urinverdi af 100
Pd. Bomuldsfrokager, der indeholde en ſtor Mengde kvelſtofholdige
Stoffer — Aeggehbideſioffer — har været 1 Kr. 55 Øre, fan har der⸗
imod Urinverdien af 100 Pd. Palmekager, der er fattigere paa Bgge⸗
hvideſtoffer end de andre Oliekager, kun været 57 Øre. Eſter ſamme
Forhold er Urinverdien af 100 Pd. Havre kun 41 Øre og af 100 Pd.
Byg endog kun 34 Dre. >
Smfoftningerne ved Ajlens Opbevaring og Auvendelſe ere her
ganſle viſt ikke tagne med i Regningen, men det er dog llart, at den fly⸗
dende Godning har en meget ſtor Verdi ſor det prakliſte Landbrug. Et
Aars Urin af en Ko er her udbragt i 47 Kr. 12 Øre eller omtrent
3 Øre (2,9 Øre) pr. Kande. 1 Kande Vinter⸗Urin er endog gennemſnitlig
udnyttet i 3 Øre, altſaa lige fan meget ſom (eller mere end) der paa
mange Malkerier betales for Skummetmalk. Det er ſelvpfolgelig ikke
hermed afgjort, at Urinen andre Steder har ſamme Veerdi ſom her;
ſomme Steder giver den vel mindre, og ſomme Steder mere end her, men
alle Vegne vil den have en meget betydelig Vardi ſor Landbruget. Dens
Værdi er ſom nævnt i høj Grad afhængig af Fodringen, og naar vi
for hvert 100 Pd. Oliekager i ovennævnte Foderblanding have faaet Urin
til Verdi af 1 Kr. 9 Øre, medens den tilſvarende beregnede Verdi af
Kornſorterne kun er 34—41 Øre, faa tyder dette pan, dels at Goduingen
virkelig kan bære en ikke ubetydelig Del af Udgiften til Kraſtfoder, og
dels at det i mange Tilfælde vilde være heldigt for Landmanden at om⸗
bytte en ſtor Del af det Korn, der ellers ſkulde opfodres, med eggehvide⸗
rige Oliekager, naar det kan fle unden ſynderlig Omkoſtning og uden
ſynderlig Fare for at faa forfalffede eller daarlige Kager. Bed Docent
Fjords Forſog har desuden hvert Pd. Oliekager, opfodret paa Malfe=
Evæg, givet omtr. / Pd. Malk mere end ſamme Mængde Korn. Men
jo mere der opfodres af æggehviderige (kvcelſtofrige) Fodermidler, deſto
mere maa Landmanden indprente ſig:
Urinen har omtrentſamme Verdiſom Skummetmeelkenz
der maa derfor lige faa lidt ſpildes Urin, ſom der maa
ſpildes Skummetmelk!
Dalum Landbrugsſkole v. Odenſe, i Febrnar 1893.
Niels Anton Sanſen.
Dregtigheds⸗Kalender.
Drogtighedens r
Behyndelſe. Heſte. | Koer. Faar. Svin.
336 Dage, 281 Dage. 153 Dage. 113 Dage.
|
[
i
|
Januar 1... f Decbr. 2. Oktbr. 8. | Juni 4. April 23.
— 15. ': 16. ä 22. „ 18. Mai 7.
— 30 „ 31. Novbr. 5. Juli 8. ,
' Febrnar 5... Jannar 6. „ 12. * 9 .
1 — ad ke U 16. „ 22. . 19. | Juni 7.
| — 25 , 26. | Decbr. 2. , 29. N
; Marta 1. „ „„ 30,| „ 6. | Anguſt 2. 21.
i — 10. ...] Febr. 8. , 15. , 11. ,
— 20 . ' 18. „ 25. „ 21. Juli 10.
April 105 ... Marts 2. Saur. 6. Septbr. 2 *
— 20. . „ 25. i 21. | Auguſt 10.
Mai 1 .. April 1. | Febr. 5. Oktbr. 2. . 2
n 21. Septor. 9.
— 30 — ' 30. | Maris 6. * 31. „
Juni 10... Mai 11. å É 5
20 „ 21. 27. 2 21. Oktbr. 10.
— 30. ' 31. | April 6 Decor. 1. 20.
Juli 10... Juni 10. . 6. , 11. . 30.
— 20. . 20. . 26. „ 21. | Novbr. 9.
25. 25. Mai 1 . 26 LJ 14.
Auguſt I... Juli 2. 8. Jar. 1.21.
? 21. | Decor. 10.
„ see] rr i 8 . 5. 5.
Sepibr. 1... Auguſt . " 8. | Febr. 2. 5 22.
„ JER 77570 4 z i i
„ „ 31. Juli 7. Maris 3 , 20.
Oltober 1... Septbr. 5. 12. .
n , 15 N 22, . 18. | Febr. 4.
— 25 . 25. Auguſt 1. „ 28. ” 14.
Novbr. 1. . Oltor. 2. 2 8. | April 4. N 21.
— 10. „ 11. , 17. „ 13. | Marts 2.
— 20 Kr . 21. 27 23. „ 12.
Ge 0 31. | Septbr. 6. Mai 3. , 22.
Decbr.” 10....| Novbr. 10. i „ 5
— 20 . 20. . 26. „ 23.
— 25 1 25. Oktbr. 1. . 28. „ 16.
— 30. g 30. „ 7. Juni 2 . 21.
ao "Jar ir = "9 "lay ese = 8 "la % 21 = POT von '"gojnan% cdl voir ute 331023 3903,
.
LAGE zds coe es dne „be el zel er cor| "sg | o2 ge dee | 122 e . 0
GI 818 688 608 896 GE 805 EY 11 961 01 8 | 29 | YIG 8 988 „ f 7
„06% kes dee 961 681 „1 81 001] ag 79 "ep 8 8 f 9
206 8d „ale „ dor el rl 96 „ s f % | Fa | l | . 5:
| 2 11296 1 2228 GLT I Gel «TIT 118 50 88 udb 706 LEG 71 3
ere „ne „ed ee s, „e I2T| e e 80 8 0 | vs e e | Era | FT 07
lee „60 „de "GEA bie e "GOT. er er, 00 r „e „ „ | TOP „0 s e . de
le 8s bee 512 Tog 357 e „ee ei e 0 % 8 8 cf, 755
g 0 Gør! Cal] LOT! "ag pE | 09 | F'2 | 986988111 FE
,202! 81 „1 l STT| 00% | 02 | 90 | "po | pg | Ga | ELT | . . .. ee
681 ror] „F „881 Fort] VT6 | 6 „ | ge | ef 88 88 "9 HT |" ol
re 05 „97192 „l 6 VeOT| 88 | „ | 19 6 | 68 | 08 „ 6
Lee] Coz FOT] e "LAT | TIT] 96 | Elis | "gg 0 f Fog | 528 | 03 | VT
4608! 6810691 „el tel 811 „01 88 % 899 „% ef 88
Z61| YezT| el ei gar! 801 6 | 18 69 8 „85 68 09
1 ef „ el „ „86 eg | Fer | go e e e de
ve 9041 at 10168 8 „8 6 "04 er | ce ee ee ere |E
461 VOTE] 66 88 8 | "go | 09 | VT le 0 % ö er TE % .
| 8. 589 ' 9 Fr| 1 086 6 61 Lr II |,
01/6 8 29 6e Te | % „ „ | og | „er
mg „8 „0% 9 6 „% 6 98 „8 „ | FI | OT
os 8 ü
1e de oe e 91 3 21 ES
Tune 3, 1 jovunwag) ui zaun: 20) db
—
|
|
|
Grindrings:Salender.
(De Cage, der ffulle erindres, underſtreges.)
TH (RE 7) Fe ES SA e
SPSS [ISIS SS 38
80 FG „
eee
s 22 2
— ee
el
5| 5! 5| 5! 5| 5| 5)| 5)! 5| 5| 5| 5
6 6 6 6 6 6 c| 6 6 6 6| 6
eee
8 868868868888 868
9198 9 999 99 9999
1010 10 10 10 10 10 1010 10 1010
nner af 11] 11
12112/121121121121121 121 1212 12
13 1813131313133 13| 13) 13| 13
14 14 1414141414 14 | 14| 14| 14| 14
15 15˙15 151815151515 15| 15| 15
161616 16166161616 161616
enn
18 1818 181818 181818181818
191919 19191919 1919 191919
20 | 20 | 20 | 20 20 | 20 20 20. 20 20 20 20
212121212121 21 2121/22121
222 22 22 2222
23.23 23 23 23 23 23 2323 23 23 23
24 24 24 24 24 24 24 24 24 24 24 24
25 25 25 25 25 25 25 25 25 25 25 25
26 26 2626 2626 286 26 26 26 26 26
enen 272727 27
28 28 28 28 28 28 28 28 28 28 28 28
29 29 29 29 29 29 29 20 29 29 29
30 30 30 30 30 30 30 30 30 3030
31 31 31 3131 31 31
|
*
Sroeendevinsôòjoeevelen.
Et moderne Eventyr af Leo Tolſtoj.
En fattig Bondemand gik en Morgenſtund for Davretid
ud pan Marken for at pløje og tog en Brodſkorpe med fig i
Lommen. Inden han begyndte, traf han Kaftanen af, foldede
den ſammen over Brödſkorpen og lagde den ned under en Buſk.
Tiden gik, Heſten begyndte at trælfe paa Bagbenene, og Bonde⸗
manden blev ſulten. Saa fatte han Ploven faſt i Jorden,
ſpendte Heſten fra, faa at den ſelv kunde ſoge fig fit Foder,
og fatte fig ned for at fan en Bid Mellemmad. Men da han
ſkulde fe rigtig til, var Brödſkorpen borte. Han vendte og
drejede Kaftanen, ryſtede den i alle Folder og ledte rundt om⸗
kring i Græsſet under Buſken; men Skorpen var og blev borte.
Det var da lojerligt. Ingen havde været der; men alligevel
var hans Mad ſtjaalet. Det kunde da aldrig gaa rigtig til.
Nej det kunde det heller ikte. Sagen var nemlig den, at
en lille Djævel Havde ſet fit Suit til at nappe Brodſkorpen,
medens Bonden plojede. Nu fad han met og vel tilpas oppe
i Buſken og klappede fig paa Maven af Fornzjelſe ved Tanken
om, hvor morſomt det ſkulde blive at høre Bondemanden bande
Brpdſkorpen og ſige Fanden til Hvert andet Ord. Men det
blev der ikke noget af. Den ſtakkels Bonde klsede lig forſt bag
det ene, ſaa bag det andet Øre og ſagde: „Det maa nok have
været en, der var rigtig ſkrupſulten. Vorherre være med ham
og velbekomme!“
Dermed drak Bondemanden ſig en Slurk Vand, rakte og
ſtrakte fig for at fan Arme og Ben i Lave igjen, fik efter nogen
Auſtreengelſe fin Heſt fat, ſpendt for og gav fig faa til at
pløje videre. Men den lille Slubbert af en Djævel blev aldeles
tummelumſk over den Maade, Bonden havde taget Sagen paa.
Han for afſted, ſom om en havde fat en Svovlſtik til Enden
af hans Hale, der ned, hvorfra han var kommen, og beklagede
fig for Hs. Excellence, Hs. ſataniſke Majeſtcets Indenrigsminiſter,
„% c ae RS SO
N
over Bondentanden, der i Stedet for at bande havde ſagt vel-
bekomme. Men Hs. Excelleuſe gav egenhændig den lille et
Nakledrag og ſagde: „Dumriau, hvordan er det, han bærer fig
ad! Hvis det ſkal blive ved paa den Maade, ſaa kunne vi
ſnart pakke ſammen og luffe Butiken. Pil af og gjor noget
Gavn for Gagen, han oppebærer, og Hvis han ikke inden tre
Aar faar Has ban Bondemanden, faa ſkal jeg tage ham ved
Bagpoterne og dyppe ham paa Hovedet ned i Vievand“.
Det blev den lille Djævel dygtig bange for og ſkyndte fig
op pan Jorden igjen. Der fatte hau fig ned og tenkte over,
hvordan han ſkulde gjøre fin Foreſatte god igjen. Han ſpeku—
lerede og ſpekulerede, og faa gik det endelig op for ham. Den
lille Fyr tog fin Hale af og et anſteendigt Menneſtes Slikkelſe
og Kleeder paa. Derefter henvendte han fig til Bondemanden
og tilbød at gan i Kompagni med hum. Det lod den anden
ſig ikke ſige to Gange, og den lille raadede ham da ſtrax til
at faa fit Korn paa fugtig Bund, Sommeren vilde denne Gang
rimeligvis blive meget tør. Det gjorde han. De andre Mænd
i Byen fik neſten ingenting paa deres Marker; men pan den
fattige Bondes Jord ſtod Kornet Højt og modnedes, tykt i
Straaget og tungt i Vipperne. Bondemanden levede i Velſtand
til neſte Plojning og havde endda Korn tilbage pan Loen.
Denne Gang raadede den lille fir Kompagnon til at faa fin
Byg oppe pan Bakken, Sommeren blev regnfuld; hos de andre
Bymeend lagde Kornet fig og raadnede i Straget; men et ſaa—
dant Stykke Byg ſom det, der ſtod oppe paa Bakken, havde
Bonden i ſit Liv endnu aldrig jet. Den Vinter fik han endnu
mere Korn tilovers, fan meget, at han ikke vidſte, hvad han
ſkulde gjøre med Reſten, da han havde folgt det Halve til de
andre Bønder i Landsbyen.
Sag lærte den lille ham at lave Malt af Byggen og brænde
Korubreendevin. Det kom Bonden godt efter, han ſmagte paa
Drikken, tog fig jævnlig en forſvarlig Snaps og bod ſomme
Tider gode Venner og bekjendte en med. En Gang, da der
var Gilde, tog den lille ſaa ſin rigtige Mundering paa igjen,
ſmuttede ned til det Sted, hvor han var anſat, og ſtillede i
Kancelliet hos ſin foreſatte.
„Til Tjeneſte, Deres Excellenſe!“ Og den lille Djævel
aflagde Beretning om ſin Bedrift til Miniſteren.
„Hm! Ja fan?" ytrede Hs. Excellence. „Det er viſt bedſt,
jeg ſelb wer med op paa Jorden og tager Sagen i Sjeſyn.“
Og det gjorde han.
Der faa han, at Bondemanden havde indbudt de vigeſte
Folk fra Naboſognet og trakterede dem med Brændevin. Konen
i Huſet, der bar Snapſene omkring, kom til at hænge foft med
Forkledet ved et Som i Hjørnet af Bordet og væltede et Glas.
Saa ſkreg Manden til hende: „Gid Fanden havde dig, dit
taavelige Kvindemenneſke! Tror du kanſke, at du gaar med en
Spand Kildevand, ſom du ſkal [laa ud?“
Den lille Djævel vovede at bemerke til fin Foreſatte:
„Ikke ſandt! Behager De ikke at finde, at Sagen er i Frem⸗
gang?“
„Hm! Aa jo, det gaar an.“
Forſt ſljceldte Bonden fin Kone ud, fan gav han fig ſelv
til at gaa rundt med Bakken.
Der kom en Daglejer fra Byen ind i Stuen, hilſte paa
Værten og paa det hele Selſtab og fatte fig ned paa Benken
neermeſt ved Deren. Hvad det var, de brak, vidſte han ikke,
men det lugtede godt, og tor i Halſen var han. Han faae den
ene Gang efter den anden ſaa mindelig hen til den ſtore Flaſke,
men Bærten bod ham alligevel ikke noget og mumlede blot
højt nok til at Staklen kunde høre det: „Skulde man beværte
enhver, der kommer ind fra Gaden, ſaa fik man ſnart Ende
paa den Smule man har.“
Det var noget Hs. Excellenſe fyntes om at höre. Han
ſagde: „Meget godt!" og fatte den ene Fod foran den anden
i tredje Poſition.
Men den lille kroede fig og ſagde: „Det er endnu ingen
Ting. Saaledes ſidder enhver af dem og tenker kun paa ſig
felv og fin egen Fordel; Hvor de tror, at det kan gan an og
at deres Sidemand er ſvagere end de ſelv, puffer de til ham
og lader ham gan for Lud og koldt Vand; men for de ſterkere
og for dem, de kunne have Gavn af, logrer de med Halen og
ſmidſker ſom de rode Rave. Lad dem tage en lille Taar til,
ſaa bliver det endnu bedre.“
Forſamlingen ſatte ſtadig mere af de gode Varer til Livs,
og Støjen blev ſterkere. Der faldt et Par grove Dvd i Stuen,
der klaſkede en Lusſing og i ſamme Sjeblik var Slagsmaalet
almindeligt. Værten kom dinglende frem og vilde ſkille Folk
ad ved at ſlaa los pan dem. Saa ſtyrtede de fig alleſammen
over ham og morbankede ham. Men Exeellenſen ſtrog fig om
Fipſfkjeget og ſagde: „Nuvel, det er ikke faa ilde det!“
„Aa, det er endnu ingen Ting“, henkaſtede den lille med
Selvfplelſe. „Det Bliver meget bedre endnu; foreløbig tude de
kun ſom Ulve; men om lidt ſkal Deres Excellenſe føre hele
Selſkabet grynte ſom Spin.“
De gode Mænd og deres gjæftfri Vært vare imidlertid
komne paa Benene igjen. Saaſom ingen af dem havde nøgen
en Er
tydelig Foreſtilling om, hvem det egentlig var, der for nylig
havde flaget ham Neſen fad; men da alle følte, at de viſt
vare lige gode, blev det beſluttet at drikke almindeligt Forlig.
Den ſtakkels Bondekone Havde væltet et eneſte Glas og
faaet Ukvemsord derfor; nu ſtrommede Fuſelen i kandevis ud
over Borde og Benke med en ſaadau Duft, at Excellenſen
ſkyndſomſt tog fit i Svovl parfumerede Lommetorklede frem af
Bryſtlommen og gjentagne Gange viftede fig om Neſen med
den ſceregne Ynde i Bevegelſer, ſom altid erhverves ſamtidig
med, at man kaldes til Hs. Majeſtcts anſvarshavende Raad—
giver og bliver virkelig Excellence.
Lidt efter lidt begyndte Larmen i Stuen at ſtilne af og
glide over i en ubeſtemmelig Smaſken, Snoften og Grynten.
En for en, parvis eller i Folge, ſomme paa to og ſomme pan
fire, ravede Gjeſterne ud pan Gaden, brummende eller Hylende
Stumper af gemene Viſer.
Ogſaa Værten ravede frem for at byde Selſkabet Farvel
med et Par djærve Ord, hvis Anſtcendighed kunde være Tvivl
underkaſtet. Men derved havde han det Uheld at komme paa
Kant med Trappetrinene, faa at han gik lige paa Hovedet ud
i en Pol. Der faa Han [aa lang han var og frembragte en
underlig knurrende Lyd.
„Ha, ha, ha! Det er udmerket!“ lo Excellenſen. „Jeg
ſkal ved Lejlighed have Sagen i Erindring.“
Saa indſtillede han ved neeſte Nytaar den lille til virkelig
Kommerceraad paa Grund af haus Fortjeneſter af Bondeſtan—
deus Udvikling.
Til Eder, J ældre, ſige vi: Pas paa „Brendevins⸗
djævelen”, at han ikke ſkal fordcerve Eder ſelvb og Eders Born!
Eder, J unge, bede vi: Vogter Eder for den onde Friſter,
at han ikke ſkal overliſte Eder og overmande Eder! Hvor
mange iblandt os har han ikke faaet Magt med!
Derfor op alle til Kamp imod ham!
Spottende ſiger den ſtore rusſiſke Forfatter, at den Djævel,
ſom lærte Bonden at brænde Brendevin, til Lon blev udnævnt
til virkelig Kommerceraad i Helvede paa Grund af haus For⸗
tjeneſter af Bondeſtandens Udvikling. Den førgelige Sandhed
er jo den, at neppe nogen anden Laft i den Grad hæmmer
Landets Üdvikling hos os ſom netop Drikfaldigheden. Den
ødelægger Arbejdskraften, foroder Fortjeneſten, ſkaffer os en
Herſkare af Ulykker foruden de 40 Mill. Kroner, ſom de ſterke
Drikke hvert Aar koſte vort Land. Alle J, ſom føle varmt for
vort Folk og ville fremme dets Udvikling — Eder bede vi:
Op til Kamp mod „Brendevinsdjœvelen“ og „Bajerſkoldjcvelen“
og hvad de hedde alle de mange Spiritusdjavle.
Bort med dem af vort Hjem, af vort Hus, af
vort Land.
Bort med dem! Bort med dem!
Erindringsliſte.
Det ſtore Kongl. Bibliothek. Univerſitetsbibliotheket. Borſen,
aaben Sognedage ul. 1 —3½. Vor Frelſers Kirkes Taarn. Man
henvender fig til Graver Peterſen St Anne Gade 32. Betaling 2 Kr.
for indtil 12 Perſoner. Vor Frue Kirke. S. Petri Kirke. Alexander
Newſky Kirkeu. Univerſitetek. Roſenborg Slot, de danffe Kongers
lronotogiſkte Samling. Adgangskort 6 Kr. gældende for 12 Perſoner.
Man henvender fi; Dagen forud til Inſpekloren Dr. phil. Brock, ſom
bor i Mellembygningen ved Slottet, fra 8 Form —4 Eftm Antikſam⸗
lingen pan Charlottenborg Slot. Man henvender fig til Portneren.
Zoologiſk Have ved Frederiksberg Slot. Univerſitetets botauiſke Have.
Drivhuſene ved Roſenborg Slok. Sognedage 2—4. Gartneren giver
Adgang. Runde Taarn, Ousdag og Lørdag Kl. 12—2 gratis, daglig
10 Dre pro pers. Skandinavifk Panoptikon (ved Tivoli) aabent fra
11 gm. til 10 Efim. 1 Kr. pro pers. Dauſk Folkemuſeum, omfatter
tillige Skaaue, Halland og Blekinge, Veſterbrogade 3 (ved Tivoli) aabent
fra 10—6 Afgift 50 Bre, Barn 25 Ore). Moltkes Maleriſamliug.
Beſagende have daglig Adgang naar man Dagen forud henvender fig til
Portneren Maleriudſtillingen (Kunſtudſtillingen) i Udſtillingsbygningen
ved Charlottenborg, aaben April, ſamt en Del af Maj Maaned, ſom
ofteſt tillige i December Glyptoteket paa Ny Carlsberg. Veſogende
Sognedage mod Afgift af 50 Ore. Permanent Kunſtudſtilling, Bred⸗
gade 28 Kl. 9 — 4. Entre 50 Øre. Skandinaviſk Kunſtudſtilling, Ve⸗
ſterbrogade 58. Kl. 10—5. Tivoli aaben i Sommermaanederne.
rr
Indhold
af
Wisbechs Almanak 1894.
Den Krumpuklede, Fortælling af Carit Etlar, illuſtr. af V. Jaſtrau.
Det gamle Kort, Fortælling af Roſe Bruhn, ill. af Carl H. F.
Schmidt.
Lars Huſar, Fortælling af Børge Jansſen, ill. af V. Jaſtrau.
De talende Stene, Digt af Adolf Langſted, med en Vignet af
V. Jaſtrau.
Jeſu Billed, Kultiegning af Fru Eliſabeth Jerichan Baumann.
Eli Kloſtergnard, Fortælling af Peder R. Møller, ill. af H. P.
Lindeburg.
Napoleons Endeligt, frit efter J. de Saint-⸗Amand.
St. Haus Aften, Fortælling af Fridtjof Bon, ill. af H. P. Linde⸗
burg.
Eu 1185 Hiſtorie, Rejſe⸗Erindring af Charlotte Bournonville, ill
af V Jaſtrau.
En e Skitſe fra Monte Carlo af Fritz Zepelin, ill. af
Carl H. F. Schmidt
Fra e Lejr. Oplevelſe fra Rom af J. Blicher-Clauſen,
af V. Jaſtrau.
Al 8100 Stabning er god. Perſiſt Legende.
Parti fra Furſp, af Viggo Langer.
Altid frejdig, Tegning af Carl Thomſeu.
Den Steerkeſte, Slitfe af Ja kobe, ill. af Carl H. F. Schmidt.
Et Beſog pag Ny Carlsbergs Glyptothek, Stildring af Johanne
Futtrup, med nogle Illuſtrationer.
Inleſang, af Børge Jansfen.
Naavad⸗Dam, Tegning af H. P. Hauſen.
Den blindes Dag.
Husflid.
Fra Skaane. Stitfe af David Schjer, ill. af H. P. Lindeburg.
Vivia 5 . Sehn Romerſk Fortælling af P. Mariager, id. af Car!
midt.
Humoriſtiſt (ſpredt om i Bogen), af Axel Thies.
25 OM || UL 3
„
treere ren
00 DD
mu
OLE,
| Ul
0
Den Krumpußlede.
Sortelling
af
Zarit Etlar.
Illuſtreret af V. Jaſtrau.
Nu ſkal De fage en my
Hiſtorie at høre, den heendtes
for ikke længe ſiden og har det Fortrin, at være fort, og
lige faa ſanddru, ſom mine øvrige Fortællinger.
Gamle Karen dode og efterlod ſig en lille Gaard, en
prægtig Son, ſom drev den, og tre Dotre, hvoraf den
Yugſte var ſvagelig og havde en Pukkel, ſom tog til med
Aarene.
Sonnen hed Jens Boie, en rodmosſet Karl med ild⸗
rode Haar, et fregnet, oppuſtet Anſigt, krumme Been, og
w. A
— — —
en urokkelig Overbevisning om en legemlig Styrke, der ikke
havde fin Lige i denne Verden. Af ſſelelige Egenſkaber
var hans Evne til at overdrive og forvanſke den fornemſte,
derfor troede Folk ham tilſidſt ikke, og kaldte enhver uſand⸗
ſynlig Hiſtorie for en af Jens Boies Kyllinger, jan vidſte
Alle, hvad der meentes.
„Nu er Motter færdig”, ſagde Jens Boie, da gamle
Karen havde lukket fine Bine og ſank tilbage i Sengen.
„Hun kan ikke mere. — Hun har ogſaa levet længe nok“,
føtede han ligegyldig til og lagde Lagenet over den Dodes
Hoved. „Hun ſkal ſku have fig en rigtig pen Begravelſe,
med Klokkeringning og Salmeſang, det er jeg Mand for.
Saa gjøre vi et Liggilde, der ſkal ſporges og vare ved
til den lyſe Morgen“.
Bedre Troſt vidſte Jens ikke at give ſine Soſtre.
San blev Karen begravet og Børnene kom Dagen
efter ſammen med Prokuratoren for at dele Arven.
De to aldſte Piger vare zirligt pyntede, med ſorte
Kjoler og nye Korskloeder over Skuldrene. Stakkels Trine
bar om Halſen et morkt Torklede, ſom ikke var iſtand til
at ſtjule hendes forvoxede Figur. Hun holdt fig tilbage
fra de Andre og ſad og krob ſammen i den morke Krog,
for at Ingen ſkulde bemerke, hvor forgrædt hun ſaae ud.
Grankviſtene, hvormed Stuen havde været pyntet til Be:
gravelſen, hang endnu, visne og ſammenkrympede, omkring
pan Vaggen, oplivede hiſt og her med nogle udſkaarne gule
og rode Pletter af Roer og Gulerodder, der ſkulde fore:
ſtille Blomſter.
Jens Boie gik og røg paa fin Pibe, lidt udmattet og
bleg efter den foregagende Selſkabsnats Anftrængelfer, og
umaadelig vigtig, medens han provede Pennen, lagde nogle
Papirer tilrette og bar en Halmſtol hen til Bordet, hvor
Prokuratoren fulde ſidde.
„Nu vil jeg ſige Jer noget“, ſagde Jens til ſine
Soſtre, da alle Forberedelſer vare trufne. „Lad mig ſee,
J holde Jeres Mund og ikke blande Jer i det Hr. Storm
og jeg beſtemmer. Hvad forſtager vel J Toſe Jer paa
Lov og Videnſkibelighed? — Det fjender jeg til. Jeg har
leſt vor Konges hele Lovbog tilende, og Majeſteten ſkal
ffu ſtaa tidlig op, naar hau vil pudſe mig. Kan J
begribe det?“
„Du ſkal tale for os“, ſagde Soſtrene eenſtemmig, „og
vi ville rette os efter det, Du foreſluger“
„Hvad ſiger Du, lille, Trine, der ſidder inde iz Krogen
og kryber ſammen ſom en, vaad Misſekat. Vil Du ogſaa
lade mig handle for Dig og raade over det, der er til dit
ſande Vel?“
„Du maa gjore med mig, hvad Du vil“, ſagde Trine
og tørrede ſine Dine. „Som J Andre beſtemme, ſaadan
ſkal det være”.
„Lidt efter kom Prokuratoren kjorende ind i Gaarden
og Forhandlingerne begyndte. Jens Boie forte Ordet.
Han ordnede, han beſtemte og blev vred, naar Nogen vovede
at afbryde ham. Den gamle Prokurator ſad i en Halm:
ſtol for Bordenden, nikkede til hvad Jens ſagde og tyggede
ivrig paa Skaftet af ſin Pennefjer. Af og til gjorde han
et beſkedent og neeſten umarkeligt lille Tegn med Vennen
hen mod Romflaſken, det Jeus Boie ſtrax beſvarede med
at fylde hans Glas. Den Gamle ſmilede og nikkede
dertil.
Skifteſagen ſtod ikke længe paa. Dets var ſmukt, det
var rørende, at hore den Veltalenhed og Uegennytte, hvor:
med Jens Boie ledede Forhandlingen, han foreſlog og
beſtemte, medens Soſtrene andagtige lyttede til, uikkede og
gjentoge deres „ja, aa ja!“ naar han forklarede dem Lovens
Ord eller ſporgende henvendte ſig til dem.
Den gamle Prokurator billigede alt, hau var uafbrudt
enig med Jens, bod ham ſin Snustobaksdaaſe, og ſtyndte
fig derefter med igjen at tygge paa Fjerpennen, ſom han
ſad og dreiede mellem Fingrene.
„Gaarden beholder nu jeg,“ ſagde Jens Boie. „Hvad
forſtaaer J Jer paa at drive den? — Har J Kræfter til
at gaa og flide, ſom J feer, jeg maa gjøre? — Gaa
gifter J Jer og fager jeres egen Husſtand. Huer Termin
kommer jeg da, drikker Kaffe hos Jer og betaler Jer ſaa
og faa meget. Falder Hoſten anftændig ud, og Korn-
priſerne gan i Veiret, lægge vi lidt til. Hvad ſynes J
derom, J Smaatusſer? — Er det en Broder, J kan være
bekjendt?“
s
.
„Ja, aa ja!“ iſtemte Soſtrene.
; „Vor lille, krumpuklede Trine
| FAG ſtal'ogſaa fage fin Overflodigheds
7 Part. Jeg tager fra mig ſelv og
ind hos en eller anden edruelig Familie her
i Byen. Ligemeget hvad det koſter. — Jeg
betaler fan rigelig, at den ſtakkels Vauſkab—
ning kan faae fin Kaffe bragt inde paa
Sengen og gaa og drive omkring, ſom hun
. ſynes bedſt. Hun fkal ikke røre en Haand
for fit Udkomme. — Hvad ſiger Hr. Prokurator til
den Fordeling?“
Trine tørrede fine Sine, de to andre Soſtre
iſtemte deres fuldtonende Ja, Prokuratoren ſkrev, ber:
med var Modet og Forretningen tilende.
giver til hende. Hun ſkal leies
Aarene gik. Trine blev gammel, mere ſvag og ſammen⸗
boiet, hendes lille, afmagrede Anſigt var fuldt af Rynker
og Folder, ligblegt og paatrykt et Lidelſens og Smertens
Prag, ſom ſyntes at paakalde Enhver om Hjælp og Frelſe.
Hver Lørdag gik hun fra Gaard til Gaard, i den forte
og lappede Sole, hun bar ved Moderens Dod. Hun
ſtottede ſig til en Krykkeſtok og bar en Iydepotte i en
Kladelisſe, for at hente de forſkjellige Levninger Mad, ſom
Beboerne Havde gjemt til hende. — Hun led, men talede
aldrig derom, ſmilede mildt og blidt til Enhver, vidſte kun
Godt at ſige om Alle, beſtandig en Undſkyldning paa rede
Haand, naar Nogen undrede ſig over, at Familien: Sø-
ſtrene og Broderen, den ædle Jens Boie, ikke toge fig mere
af hende. Der gled en Taare ned over de furede Kinder,
de ſmalle, farveloſe Læber dirrede, ſom om det koſtede
Moie at faae Ordene frem: „Han ſidder ſelv kun ſmaat
i det“, forſikrede hun. „Han har mange Born, og hvad
kan jeg klage over? han hjælper mig faa godt han kan.
Jeg faaer Lov at komme og ſpiſe hos ham hver Sondag,
til Julehelligdag ſkikke de mig et Stykke Fleſk og et ſtort,
nybagt Sigtebrod, de ere faa gode, ſom de kan være, det
var Synd at ſige andet. Jeg maa ogſaa takke Boie for
at jeg ikke er kommen paa Fattighuſet. Ja, ſaamend maa
jeg ſaa! Kan jeg vel forlange mere?“
Bonden, i hvis Huus Boie havpde leiet hende et lille
Kammer, talte et Alvorsord med ham: „Hun lider Nod,
Jens, og Du maa ſorge lidt bedre for hende. Folk ſuakke
om Dig i Byen.“
„Hvad er det for en tosſet Tale?“ ſvarede Jens og
ſtillede fig i en truende Stilling overfor Klageren. „Be⸗
taler jeg Dig ikke for hende det vi ere blevne enige om?
Skal jeg gan og flide mig op for at hun kan ſidde med
Armene overkors ude i din Have, eller ligge og ſove i
Kakkelovuskrogen, naar det bliver Vinter? — Hvorfor
beſtiller hun ingenting, ſom vi Andre?“
„Gud bedre det! Hvad ſkal den Stakkel tage fig
for?“
„Kan hun ikke vogte Gjes, eller drive med en Flok
Faar ude i Lyngen?“
„Hun magter jo næbpe at gaa”.
0 A*
j — —
„Saag lad hende binde Hoſer eller ſpinde Blaar, ſom
min maa gjore, naar der ikke er bedre at beſtille“.
„Synet ſlaaer hende feil, Jens, hun har grædt fan
meget i ſine Dage“.
Jens Boie blev vred, han rynkede Panden: „Veed
Du hvad, Mads Bodker, er Du ikke fornøiet med alle de
Velgjerninger, jeg over mod den ſammenſkrumpede Heire,
tager jeg hende fra Dig og leier hende ind hos en anden
mere rimelig Mand. Saa har Du det! — Jeg ſiger
reent ud, at det er en ſtor Skam af Vorherre, at tætte
ſaadanne krumpuklede Dovendyr ind i Verden, og at man
ikke ffal have Lov til at ſlaa dem for Panden, ſom de
gjorde i gamle Dage mede i Polen. J Holſteen giver
Byfogden dem Tilladelſe til at gjore det endnu, naar
Folkene blive aflægs og ingen Ting nytte til. — Farvel
Mads! jeg ſkal ud og ſlide igjen.”
Ved at flide forſtod Jens Boie at ſove til Middag
oppe paa Hoſtcenget og derefter gjøre en frygtelig Larm,
fordi hans Kaffe ikke var færdig, naar han vaagnede.
En Dag kom der Bud fra Trine, ſom lod Jens bede
om at fee ind til hende, hun havde noget færdeles vigtigt
at meddele ham. Jens blev vred og lod hilſe tilbage, at
han havde andet at beſtille, end at gan hendes Wrinde.
Lidt efter kom et andet Bud med den indſtendige Bon, at
Sens ſtrax maatte komme og tage begge Søftre med, hun
havde noget meget glœdeligt Nyt at meddele dem alle.
„Hun fkal da ſkee Allandſens Ulykker, hvis hun narrer
mig“, ſagde Jens. „Hvad glædeligt Nyt kan den toppede
Dromedar vel have at fortælle os? — men man maa gjøre
fin Pligt, ſom en kjeœrlig Broder.“
—Efter denne Bemerkning hentede han begge Soſtre
og ilede med lange Skridt ned til Trine.
Hun ſtod ude paa Veien, ſtottet til ſin Krykkeſtok og
ſtrakte Haanden imod dem, da hun ſaae dem komme.
Heudes blege Anſigt ſtraalede, lutter Smil, en freidig
Mine, et Üdtryk af Overlegenhed, ſom ellers var hende
fremmed, — Broder og Soſtre betragtede hende forbapſet
uden at fatte Aarſagen til hendes Forvandling. Der var
noget ſikkert og ſeirbeviſt i denne ellers jaa ydmyge og
forſagte Skikkelſe, ſom ikke tabte fig, medens hun vedblev
at holde Broderens Haand i fin og lytte til hans Spørgs:
maal og Fritten om, hvad denne Sammenkomſt ſkulde betyde.
„Du ſkal ſkee Stam, Du rundryggede Spegeſild, hvis
Du gjor Narreſtreger og lokker mig fra mit Arbeide, uden
at have Noget at ſige, ſom er værd at høre paa.
„Det har jeg, lille Broder,“ ſagde Trine.
„Saa ud dermed. Det træffer op til Regn og vi
ſkal have vor Rug kjort hiem inden Aften.“
„Folg med,“ ſagde Trine og nikkede venligt til ham.
„I u fkal fane min Nyhed at vide, den gjeelder Jer Alle:
ſammen.“
Hun forte dem ind i ſin lille Stue, og bod dem tage
Plads paa Benken. Selv blev hun ſtaagende og lagde
Haanden paa en ormſtukken, blaamalet Dragkiſte, ſom var
trukken frem paa Gulvet.
„Kjendes J ved det Stykke Mobel?“ ſpurgte hun.
„Det er vor Moders gamle Dragkiſte. Den Dag vi fif:
tede efter hende bad jeg Jer om, at den maatte komme
paa min Part, J ſagde Ja dertil, og glad blev jeg, det
var det bedſte Minde, jeg kunde faae. Da jeg var lille,
fik jeg af og til Lov af vor ſalig Moder til at ſee, hvad
hun gjemte i Skufferne af Stads og Erindringer, og hver
Gang jeg ſiden har lukket op for de gamle Rum, var det
mig ſom om jeg blev Barn igjen og halvglemte Minder
fra fordums Dage kom frem paany.“
„Hvad har vi med alt dette at beſtille?“ ſpurgte Jens.
„Kjor til, kjor til, Du gamle Kaffemolle, og lad os fane
Forklaring om, hvad Du vil os, ellers gaaer jeg og feer
at fane Rugen hjem.”
„Vi gaa ogſaa vor Vei,” ſagde begge Soſtre, „der er
en daarlig Luft herinde. Kom Fie! her lugter af Hvidløg.”
„Aa nei!“ ytrede Trine. „J blive her alle Tre. —
See Jer om, jeg har ſkuret og vaſket Gulv og ſat Blom:
ſter i Vinduet for Eders Skyld. — Det ffal være en
Feſtdag for os alle, og J fkal kjont høre, hvad jeg har
at fortælle Jer. — — Forgangen Dag trak jeg Skufferne
ud for at rydde lidt op i Dragkiſten, og fandt et Rum
inde i Bagkledningen, ſom jeg endnu aldrig havde lagt
Meerke til. — Kom, ſtkal J feel” Med disſe Ord haltede
hun hen til Dragkiſten og vifte ſine Ssſkende et Gjemme,
——
— —
— — ——
—— — —-ö4g—
ſom kom tilſyne bag den ene Skuffe. Jens underſogte det
hemmelige Rum, flog Hænderne ſammen og udbrod i en
blid og venlig Tone:
„Hvad fandt Du derinde? Dokumenter, Obligationer,
Solvtoi? — Tal, Du ædle og kjerlige Sjæl! og ſtaa ikke
og glo fan ſpodſk paa mig, — var det Sager af Vardi,
var det Penge, gangbar Mont, faa maa der ſtrax holdes
Skifte paany. — Det ffal jeg beſorge.“
„Det er beſorget, min tjære Broder. — J lo den
Dag, jeg forlangte at fane Dragkiſten til min Part. J
afſtode den til mig, med Hele dens Indhold, det ſkrev
Prokuratoren op, Ord til andet, og dermed var Skiftet
afgjort. — Hvad jeg fandt inde i det ſkjulte Rum, vilde
J nu gjerne vide, ikke ſandt? — Der laa ſextenhundrede
Rigsdalerſedler, forſigtigt indpakkede i vor ſalig Moders
broderede Tegnebog, og dem ſkal J fane Jeres Part af,
uden Skifte, unden Prokurator. — Var der faa ikke til:
ſtrækkelig Grund til at falde paa Jer idag?”
Jens Boie udſtodte et Skrig, ſpraug iveiret, hoppede
om paa Gulvet og endte disſe Anſtreengelſer med at flaa
begge Arme om Trine og kysſe hendes blege Pande
„Er det ſandt, er det muligt?” raabte han, „ſikken
Trine! ſikken Soſter! der findes ikke Mage til Engel oppe
hos Vorherre i Himmerig, hun forærer fin nodlidende
Broder ſextenhundrede Rigsbankdaler.“
„Du tager feil, Jens. Du ſkal faae din Part, men
ikke mere.“
„Naa, ſaa Du an nenne at knappe mig af? — foi
Trine! — Hvor er Skatten, hvor er Pengene? Lad os
ſee, om Du har talt rigtigt. — Det kan gjerne være, hun
ſuyder os og har ſtukket nogle af Stillingerne til fig.
Hvad ſige J To dertil?“
„Ja, ga ja!“ udbrød den ene Soſter.
„Hvem kan vide det?“ tilfoiede den Anden.
Trine tog en gammel, falmet Tegnebog frem. Da
hun aabnede den, kom fire ſammenbundne Pakker tilſyne,
af hvilke hun gav enhver af fine Soſtende en Pakke. Jens
ſtod og klaſkede med Haanden paa fin, for han ſtak den i
Lommen. „Hvormange Sedler er der i den?“ ſpurgte han.
„Fierdeparten af ſextenhundrede gjor firehundrede til En:
hver af os. Skulde det gau retfærdigt og ærligt til, burde
jeg have lidt mere end de Andre. Jeg har bekoſtet ſaa
uſigelig meget paa Dig, lille Trine, men det fager nu at
være. Din Part er det viſt bedſt, Du ſtrax betroer til mig,
jeg ſtal pasſe paa den, ſom en Hone paa fu Kylling, gjøre
den frugtbringende og ſtaffe Dig morderlige Reuter af den.“
„Ja, Tak ſtal Du have, men det vil jeg dog helſt
beſorge ſelv,“ ſvarede Trine. : ;
„Som Du vil, egenſindige Tosſe, vi fan jo tales
nærmere ved om den Sag en anden Gang. Idag vil vi
holde Feſt, ſom Du nylig ſagde. — Heida, Mads Bodker,
er Du derude?“
Mads kom tilſyne.
„Jeg ſtod og lurede ved Doren,“ ſagde han og lo,
„J ſtreg jaa høit herinde, at jeg troede, Du baſkede hende.“
„Skam Dig for at tenke jaa flet, jeg ſkulde ſlaa min
egen, lille Trine, den allerbedſte af de tre Soſtre! Hvad
ſynes Du! hun har funden en Skat i det gamle Skram—
mel af en Dragkiſte der, rede Benge, Du! mange tuſinde
Rigsdaler, dem deler hun med os, ſaavidt jeg kan ſee
ærligt og redeligt, derfor havde det ſaa [tov Haſt med at
faae os faldt ſammen. — Hvad ſkrive vi idag, Mads
Bodker? — Den tredie Auguſt, jaa er det Vorbasſe War:
fed, ſpring ſtrax ud og leg paa dine Heſte, paa begge
Heſte, og træf din ny Vogn frem, den med Tulipaner paa
Ageſtolen. Saa kjore vi til Vorbasſe Marked, det vil
oplive vor kjqre, lille Soſter, ikke ſandt, Du Guds Engel?”
ee „Aa nei!“ ſvarede Trine, „lad mig være fri, jeg
bliver helſt hjemme.“
„Jeg vil gjerne til Marked,“ ytrede den ene Soſter.
„Kolding Landſenerer ligge i Kantonnement nede omkring
Vorbasſe.“
„Der er ogſaa Komediantſpillere idag,” ytrede den
Anden. „Eu af dem ſpiſer den gloende Ild og danſer
paa Kanonkugler, men han har ingen Kleder paa.”
„Ja,“ bemerkede Jens, „der gager forunderlige Ting
for ſig her i Verden. Jeg har kjendt den Komediantſpiller,
hvis bedſte Føde beſtod i at ſpiſe Sabler, og ſom kunde
mane en Jomfru op af den flade Jord; men nu fkal vi
tenke paa at komme afſted.“
|
i
' „Jeg vil helſt blive hjemme,” gjentog Trine.
14 „Hun undſeer ſig for at viſe ſig i Mengden,“ ytrede
i I Soſteren.
„Ag Snak!“ ſagde Jens, „hun tager fig overmaade
anſtendig ud, naar man feer hende forfra. — Du ſkal
| komme til at kjore i Karusſel, Du edle Sjæl, ride paa
| den ene hvide Heſt, den med Fjer i Banten; jeg fætter
mig op paa den anden, ſaa ſtikke vi efter Ringen og
| Muſikanterne trompete for os. Det fan blive Løier.”
i Trine ryſtede paa Hovedet, der var intet i alle Brode—
rens fortryllende Billeder, ſom kunde overtale hende. „Ja,
jaa ſtal Du ikke ſpeende for, lille Mads. Vi gaa da hjem
til mit og faner Motter til at fave os en rar Fleſſte⸗
pandekage med dygtig Purlog paa. Du tager mig under
Armen, mens vi gaa op ad Gaden, jaa Folk ſeer, at Du har
en fjærlig Broder.“ Mads gik, Jens vedblev: „Jeg kan blot
ikke forſtaa, hvad Du vil gjøre med den ſtore Bunke Penge?“
„Jeg vil kjobe mig et godt Lees Torv. Det er flemt
at ſidde og fryſe, naar Ruden bliver hvid og Sneen falder
ude i Lyngheden. Et lille Stykke Kjod er ogſaa rart, jeg
vil dele det med Mads Bodkers, de har det knapt derinde.“
| „Der vil gaa mange Penge til,” ytrede Jens og ryſtede
misbilligende paa Hovedet.
„Frygt ikke, Broder Jens, jeg er vant til at ſpare.
Naar jeg er borte, til Sommer eller til Foraar maaſke,
naar Svalen kommer, ſkal J faa alt, hvad jeg eier, J
maa ogſaa tage Dragkiſten. Blot en Ting vil jeg have
med mig: — vor Moders gamle Bonnebog, den maa J
fægge under min Hage. Moder ſad altid og laſte i den,
naar hun var forknyt, den har ogſaa været mig til ſtor
—— —
— —
Glæde. — Saadan maa det nok ſke, lille Jens, J vil
gjøre, hvad jeg beder Jer om.“
Jens ſaae ned for fig, han nikkede, men ſparede ikke
Der gled en enlig Taare over hans Kind, idet han kysſede
Trines Haand. Det var forſte Gang, hun havde feet hans
Dine blive vaade.
Saa gik de hjem og ſpiſte Floeſkekage med Pur⸗
løg paa.
FORET
Det gamle Kort,
Sortælling af
Kofe Bruhn.
Illuſtreret af Garl Fb. J. Schmidt.
Vi var paa Fodtur Sjælland rundt og havde nu
naaet op til Spidſen af Nordſſcelland, hvor vi i eſende
Regnvejr huͤvde pasſeret Tisvilde og Helene Tilde. Derfra
havde vi fortſat langs Kyſten op kil Spotsbjerg og tyede
her ind til Fyrmeſteren, ſom elſkverdig aabnede fine gæft:
frie Dore for os og indbød os til at tilbringe Efter⸗
middagen og Aftenen paa hans lille Domæne, der Jaa ſom
en Oaſe i Orkenen oppe mellem de høje Sandklitter, hvor
— ——— re kk
— — —
kun Maagernes Skrig og Kattegattets monotone Bolgeſlag
afbrød Stilheden. Den Velvære, der griber en, naar man
efter at have tradſket afſted uafbrudt i Blæft og Regn i
adſtillige Timer, faa pludſelig ſtaar i hyggelige Omgivelſer,
hvor Vert og Vertinde kappes om at gore det jan godt
ſom muligt for en, bevirker uvilkaarligt, at man ſtrax foler
fig ſom hjemme paa Stedet og, længe efter man er font:
met bort derfra, i Tanken drages dertil ſom til et kert,
gammelt Sted, man gerne vilde vende tilbage til.
Vaade, tilſolede og ſultne havde vi gjort vor Entree,
og halvt forlegne ved ſaadan at viſe os vare vi komne og
havde bedt om at maatte beſe Fyret.
„Hvad Fanden tror Di, der er at ſe ved hojlys Dag,“
havde Fyrmeſterens noget barſke Svar lydt, mens haus
ſkarpe Øjne under de buſkede Bryn monſtrede os med en
underſogende Mine.
Jeg gjorde mig ſtrax til Ordfører og ſagde: „Und⸗
ſtyld, men vi er ſaadan to landſtrygende Turiſter, der ellers
intet andet ondt har bedrevet, end ladet os fore af Bor:
herres velſignede Vejr til dette fredlyſte Sted, hvor vi
underdanigſt beder om Forlov til at puſte lidt ud, mens
vi vrider vore Frakker, inden vi gaar ned til Hundeſted
for at blive ſat over til Rorvig.“
FJyrmeſteren flyttede den lille Snadde over i den an.
den Mundvige, gav fin Uniformshue et lille Stød bag i
Nakken og ſtak ſaa paa en Gang begge ſine Arme ind
under vore, idet han ſagde: „Naa, ſaa Di tror det vil
være ſaadan en extra Fornojelſe at komme ud i denne
Ryos? — Ja — det forſtaar fig, ret meget mere vaade
end Di er i Forvejen, vil Di vel næppe blive.” Her holdt
han os ud fra fig i ſtive Arme, mens han vexpelvis
betragtede os. — „Nej, mine unge Venner, hor nu paa
et fornuftigt Ord af en gammel, forhenværende Soulk.
Bliv Di nu forelobig her og lad jan den Overfart være
til i Morgen, Rorvig lober ikke fra Dem, — og „Bru⸗
den“, — ja hun er ſaagu forloren for længe ſiden, faa
for hendes Skyld ſkal Di ikke forhaſte Dem. — Mo'r,
aahe lille Mo'r, kom her kal Du fe et Par Landſtrygere,
ſom jeg pilkede oppe ved Fyret, tag Du Dig lidt af dem,
di kan ſaamen nok trænge til det,“ og hermed puffede han
os ind i Stuen, hvor en lille, væver Dame fad med fit
Strikketoj ved Siden af et ſtort Fuglebur, hvori der ſad
en Pappegoje, der uu gav fig til at raabe: „Rasmus
inte ſpytte, Rasmus inte ſpytte.“ Vi ſenkede uvilfaarlig
vore drivvaade Huer for Fruen, der hurtigt rejſte fig og
venligt bod os velkommen, og for hendes, ſom vi ſtrax
ſkonnede, trofaſte Bundsforvandt og Ordensmedhjeelper i
Buret. Og hermed var vi introducerede.
Den omſorgsfulde Frue ſorgede ſtrax for at faa os
hængt til torre, det vil ſige, de fleſte af vore Klednings⸗
ſtykker blev taget fra os og truffet paa Snore i Kokkenet,
mens vi ſelv for Velanſtœndighedens Skyld fik overladt
noget af Fyrmeſterens Toj, der nok var lidt for ſmaat til
os to lange Menneſker, men dog dakkede over det nød:
vendigſte. Da vi efter Toilettet viſte os for Fruen, havde
hun ner faaet et Tilfælde af Latter. „De ligner ved
Gud to ſtore Drenge, der er desſerteret fra Sorø Akademi,“
ſagde hun, idet hun pegede ned paa vore, — lad mig
ſige, velformede Lægge, — der netop begyndte, hvor
Buxerue ſlap.
„Nu ſkulde Di gore en lille Afſtikker til Rørvig,”
ſagde Fyrmeſteren, idet han faa op og ned af os og tæppe
kunde holde fig oprejft for Latter.
„Nej, nu kan De je, naar De flipper af med es igen,“
ſagde jeg, „De ved nok, man optager ſjeldent Landſtrygere
under ſit Tag helt uſtraffet.“
„Naa, Di tenker maaſke paa at ſpide Hytten af eller
lobe med Toldkasſen? Det forſte kunde jo være ubehage⸗
ligt nok for os, det andet derimod vilde vere en neder⸗
drægtig Overraſkelſe for Dem, naar Di opdagede, der ikke
var andet end nogle uklarerede Papirer i den. Men kom
nu og lad os ſe, hvad lille Mo'r har at opvarte med, for
Di maa jo ligefrem være nobdlidende efter den ſidſte
Marſch.
bi
sk
— Gfter Aftensbordet var vi jaa oppe og betragtede Fyret
i Virkſomhed og vandrede hen til den lille, med Bjærgfyr
bevoksede Plantage, ſom var Fyrmeſterens Stolthed, fordi
han ſelv med egen Haand havde plantet og vernet om
— — —
— —Eͥ—ͤñ ˙—ññxñ ³!j—ů——ů
hvert enkelt Tre og uu endeligt havde faget brevet det
jaa vidt, at det gav en lille Smule Afvexlingei Vegetationen
paa de ode Sandklitter, hvor ellers Marehalmen i uminde⸗
lige Tider havde været Eneherſker. Regnen var nu hort
op og Blaſten havde lagt fig, Solen gled ſtor og maje⸗
ſtetiſtk ud fra de tunge, forte Skyer, hvis bakkede Kanter
den forgyldte, idet den langſomt ſenkede fig bag det bøl:
gende og urolige Hav. J ſamme Nu, ſom Solen ſvandt,
tendtes Fyret langt ude pan Hesſelo og ſtod ſom en enlig
Stjerne midt i Havet, mens Spotsbjerg Fyr Hvert 20
Sekund ſendte fit Blink ud over Indlobet til Isſefjorden.
Vi havde fat os pan en af Bernkene omkring Fyret, og
betaget af det ſtore, vide Skue over Himmel og Hav var
vi uvilkaarlig bleven tauſe.
„De nevnede Dem ſelv ſom forhenværende Soulk,“
ſagde jeg, da vi noget efter ſad ved Toddyen inde i Fyr⸗
meſter Solters Kontor, „ſaa har De altſaa for været
Somand?“
„Ja lige til mit 50 Aar har jeg faret, men ſaa vilde
Mor der faa nodig ha' mig paa Søen længer, og faa
gav jeg mig ogſaa ſom føjelig WÆgtemand til at ſoge de
faa faſte Stillinger, der gives for os Sofolk. Endelig fik
jeg da denne Poſt her ſom Tolder og Fyrmeſter, og nu
ſidder Mo'r og jeg alene her paa Klitterne og kukkelurer
og hider kent hver en Leengſel i os efter atter at komme
ud og ta' en Torn med det Hav, der alligevel har en
underlig, dragende Magt paa dem, der har faret paa Kryds
og Tværg over det. — Ja, for jeg ſkal ſige Dem, Mo'r
der, hun var ikke forknyt a fig; — vor æld|te Son, Georg,
han er fanmæn født nede i Middelhavet paa Skonnerten
„Haabet“, ſaa hun er naſten helbefaren og var flet ikke
den voveſte, naar det peb lidt i Tougveerket.“
„Naa, egentlig jan fed af, at Du har faaet Foden
paa faſt Land, det er Du dog ikke, lille Solter,“ ſagde
hans Kone. b
„Nej, det forſtaar fig, — det forſtaar fig, lille Mo'r,
vi har det jo for den Sags Skyld godt nok, og vi faar
faamæn ogſaa Lov til at blive her, indtil vig bliver baaret
herfra, hvis vi da ikke foretræffer at fidde og gnubbe med
en lille Penſion inde paa Frederiksverk. — Men det er
nu alligevel underligt, ſommetider har jeg en Folelſe, ſom
var jeg en Hund, der havde en for fort Lenke.“ Her
ſukkede Solter og ſkottede lengſelsfuldt ud ad Vinduet til
eg der rullende og dronende gav ſin Nærværelfe til
kende.
„Jamen, naar det ſaa er rigtigt ondt og ſtormfuldt
Vejr, jaa er Du alligevel glad ved at være her,“ ſagde
hans Kone. — Og kan Du huſke i forrige Uge, da vi
havde deu ſterke ſydveſtlig Storm, og Du kom med Huen
ned om Orene ovre fra Fyret og ſagde: „Gud være lovet,
lille Mo'r, at man ikke ligger ude for at klare Paternoſter⸗
ſkcerene iaften.“
„Ja, det er jo ikke altid helt Plaſer at være derude,“
ſagde Solter, idet han pegede ud over Kattegattet.
„Hvad markeligt var der dengang ved Paternoſter—
ſkerene?“ ſpurgte jeg.
„Aah, ved dem var der juſt ikke noget mærkværdigt,
men derimod hører den Juleaften, jeg faa der, til en af
de hambreſte i mit Liv, og jeg var da ogſaa bleven der,
hvis ikke et rent merkeligt Tilfælde havde frelſt Skuden
og os.“
„Hvis De ikke har noget imod at opfriſke gamle
Erindringer, fan fortæl os, hvad De oplevede den Jule
aften?” bad jeg. — Å å
„Ja gerne“, ſagde Fyrmeſteren, idet han bryggede fig
en ny Toddy og opfordrede os til at gøre det ſamme.
Det var min anden Rejſe ſom Forer af Skonnert⸗
briggen „Johanne“, vi kom fra Skotland med en Ladning
Kul og havde den 24. December om Morgenen Kl. 2
maaet Skagerak. Jeg huſker Dag og Time faa tydeligt,
for det var i 63, ſamme Aar, ſom Krigen var udbrudt,
Vi gik for en raſt dobbeltrebet Merſejlskuling og ventede
ä ͤ—üy—— —— xF—— —
ſom Vinden da var, at kunne naa Isſefjord inden Aften,
og vi glædede os jo alle til at holde Juleaftensfeſt paa
Land. Det fulde der nu ikke blive noget af den Gang,
for Vinden ſprang lige paa en Gang fra nordveſt til en
ſtral Sydveſt og fra ſtiv Kuling blev det Storm. Vi holdt
faa højt ſom muligt, men Stormen tog efterhaanden mere
og mere til og vi maatte ſnart underdreje Skuden. Henad
Eftermiddagen maatte vi være drevet helt over mod ſvenſke
Kyſten. Efter Vindretningen kunde vi regne ud, at vi
brev den Vej, for da det tilmed begyndte at vexle med
Snebyger, jaa kunde vi, idetmindſte Jaalænge de varede,
ikke je en Skibslengde fra os. Det var det verſte Bejr,
jeg nogenſinde har været ude i. Fra Storm var det gaaet
over til fuldſtendig Orkan. Himmel og Hav ſtod i et og
var ſom et- eneſte ſtort Sprojt, Hvori vi tumledes, ſom om
vi kun var en ſolle Kaſtebold. Stortoppen var gaaet
overbord. Fokkeragen havde ſlaget fig los og hang og
dinglede med de pjaltede Sejl langsmed Siden af Skuden.
Nu gjaldt det kun om at holde fig fri for Sfærene, for
ſaalcenge vi var i rum So, var der dog Mulighed for at
klare os, idetmindſte ſaalcenge Laſten ikke Havde forſkudt
ſig. — Saa var det, jeg lige imellem et Par Snebyger
faar Oje paa Klipperne, og ſom en Mumlen gik det igen⸗
nem Mandſkabet „ſvenſte Kyſten“. Hvad det betod i denne
forrygende Storm, ſtod mig klart. Hver og en af os op⸗
gjorde nok ogſaa i fit ſtille Sind fit Reguſkab, for vel
lyſtrede Briggen endnu Roret, men klare Skeerene, det faa
vi jo var umuligt.
C
J de paafolgende 20 Minutter blev vi Vidne til et
Syn, ſom jeg aldrig ſkal glemme, for ikke mindre end otte
Strandinger foregik lige for vore Øjne, og faa nær pasſerede
vi de Ulykkelige, at vi trods Stormen kunde høre deres
Nodſtrig uden at kunne gore det ringeſte for at hjælpe
dem. For Hvert Sekund der gik, kunde vi være belavede
paa at gan ſamme Vej ſom de. Kokken og Skibsdrengen
havde vi ſurret faſt til Stormaſten, mens jeg og Styr⸗
manden og to Matroſer var agterude ved Noret. — Den
ſolle Dreng, der var ude paa fin forſte Rejſe, græd og
bad faa jammerligt, at det var en hel Ynk at høre paa,
og Kokken ſtod med oprakte Hænder og blev ved at fkrige:
„Herre Jeſus, Herre Jeſus, kan Du da ikke hjælpe os,
naar Du fer vi forgaar.“ — —
Ja, mange Tanker føj ad Hjemmet til i disſe frygte:
lige Timer. Styrmanden var nylig bleven gift og havde
glædet fig ſaameget til at komme hjem, hvor han uu ven:
tede at finde to, — ſaa det var ikke underligt, at han ſaa
ſelvopgivende ud, mens han krampagtig holdt paa Roret,
— og jeg — ja jeg havde jo en lille Pige, ſom jeg vidſte
netop un gik utaalmodig og ventede paa mig til Julefeſten,
ak ja, jeg vidſte jo, hun kom til at vente længe forgæves,”
her vilde Fyrmeſteren trykke fin Kones Haand, men hun
vendte ſig vrisſende om og flog ham gemytlig over Fingrene,
idet hun ſagde: „Aahe Snak, Solter, det var jo ſlet ikke
mig, der ventede den Gang, Du glemmer altid, at jeg
forſt var Nummer 4 i Rakken.“
„Dod og Pine, lille Mo'r, det er jo ogſaa ſandt,
HEN var Du ikke den forſte, "Jana" blev Dit alligevel den
idſte.“
„Ja, Gud ved?“ ſagde hun og loftede truende Fingren,
„J Someend, J er dog nogle letſindige Fyre, ſom man
ikke helt kan ſtole paa“
„Naa,“ fortſatte Fyrmeſteren, ſom aabenbart vilde lidt
hurtigt udenom dette Emne, — „vi laa jo derude i al den
Elendighed, hvor det kun var et Tidsſporgsmaal, naar det
var vor Tur til at gaa ſamme Vej ſom de andre. Jeg
vil jo ikke nægte andet, end jeg var en Smule fortvivlet,
jeg huſker faa tydeligt, at jeg ſtod agterude og knyttede
Henderne magtesloſt i Buxelommerne. „Naar blot jeg
vidſte, hvilke Kanter af Sverigs Kyſt, vi er udfor?”
ſagde jeg til Styrmanden. —
Jeg Havde ikke udtalt disſe Ord, førend det ligeſom
lysnede over Styrmandens Anſigt, idet han ſagde: „Jamen
Kaptejn, jeg har et Kort over den ſvenſke Skergaard, det
ſtaar i en gammel Bog, ſom jeg for mange Aar ſiden
arvede efter min Farbroder, den ligger nede agter paa
Bunden af min Kiſte, nu ſkal jeg lobe ned og hente den.“
„Ja hent den kun, Gut,“ ſagde jeg, „men hvad kan
det hicelpe, at vi ſer Kyſten paa Kortet, finde netop det
Sted, hvor vi er, vil jo være umuligt, da vi ingen faſt
Holdepunkt har at rette os efter.“ — Naa, Styrmanden
||
|
|
|
|
|
|
i
*
han krob ſaa paa alle fire hen til Kahytstrappen, hvor
han ved hvert Holdepunkt maatte klamre ſig faſt for ikke
at blive løftet i Vejret og ſlynget overbord af Soerne.
Ligeſom han var naaet derned, kom der en vældig
Braadſo, ſom ſplintrede og knuſte Ruffet og naſten be:
gravede os alle i fit fraadende Skum. Vi maatte love for
Linerne, ſom vi havde om Livet, for havde vi ikke været
faſtgjort med dem, var hver en Kæft paa Dakket gaaet
overbord. Ikke to Minutter efter kom der en ny Braadſo,
og den tog Fokkemaſten, ſom knakkede og ſtyrtede agter
over, hvor Merſeraaen ramte en af Matroſerne og ſlog
hans Arm over. — Hvor man huſker Smaating tydeligt
paa ſaadant et Tidspunkt. Saaledes mindes jeg, at da
Jungmanden faa Fokkemaſten gan og Matroſen blive ſlaget
om pan Deekket, da var det ligeſom han rent gik fra Vid
og Sands. Han begyndte at raabe og ſkrige Komandoord
ud, ſom det var ham, der forte Skuden. „Nu alle Klude
til, Folkens“, raabte han og faa lob han rundt ſom en
beſat og begyndte at kaſte Ender los og rumſtere rundt
imellem det loſe Vraggods, ſom laa og flød paa Dakket.
Alt hvad vi ſagde til ham uyttede ikke, han blev ved
fit, og ſaa maatte vi tilſlut binde ham faſt agter nde, og
her ſkabede han fig ſom en hel Raſende og rev og ſled i
Tougene og raabte, at Herrens Straffedom ſkulde komme
over os, fordi vi ikke vilde lade ham raade, og at han
alene ſkulde frelſes, mens vi andre ſkulde blive hakket til
Plukfiſk mod Klipperne.
Da Styrmanden kom kravlende op af Kahytten, havde
han en ſtor, gammel, gulnet Bog under Armen. Han
og jeg ſogte un, ſaa godt vi kunde, at brede Kor:
tet ud over vore Kne, mens en af Matroſerne
maatte ligge og dekke os fan godt ſom muligt,
for ikke at Søerne ſkulde flaa 100 meget over
det. — Da Stormen Havde vexlet mellem Syd og Syd:
veſt, kunde vi efter Kortet ffønne, at vi omtrent maatte
være lidt nord for Gøteborg, men da vi for Snebygerne
ilke tydeligt kunde ffælne Land, blot ſkimte nogle Omrids
hiſt og her, faa var det jo ikke godt at vide, paa hvilken
Kant af Skeergaarden, vi befandt os. — Saa hændte der
noget, ſom Jjeg aldrig kan tænfe paa uden ſom paa et Guds
Under. Jeg havde rejft mig og ſtod og ſtirrede haabloſt
ind mod Land. Ligeſom jeg faa ſtaar der, lysnede det i
Snetykningen, blot et eneſte Sekund, men i det Ojeblik
faa jeg tydelig Omridſene af en Feeſtning. — Nu havde
jeg noget at rette mig efter og ved atter at ſtudere Kor—
tet, fan jeg, at det ikke kunde være andet end Faſtuingen
Carlsſten, og at de Klipper, vi faa ſidſt, maatte være
Paternoſterſtcerene. Lige forbi Feſtningen var Indſejlingen
til Marſtrand, kunde vi nu finde den, ſaa var vi frelſte,
men bette var vanſkeligt, for Morket faldt nu paa og
Himmel og Hav ſtod ſtadig i et med Snetykning. Der
var imidlertid intet andet for end prove. Til Rors ſtod
jeg ſelv, mens Styrmanden holdt Kortet for mig. Folkene
ſamlede fig om mig, og faa ſa'e jeg: „Hor Gutter, un
maa det enten briſte eller bære. Jeg holder nu lige paa
Land, da jeg tror, vi man være udfor Indlobet til Mar⸗
ſtrand. Nu pan Poſt alle Mand, gor jer Pligt og kuy
ikke!“ Der blev en underlig Stilhed iblandt dem, og ingen
af dem flyttede fig. Da de faa ſage, det var Alvor, og
jeg ſtyrede lige mod Klipperne, traadte den aldſte af
Matroſerne, gamle Jorgen „Kras“, ſom vi kaldte ham
(forbi han ikke var til at ſpoge med, naar han blev vred)
— hen til mig og ſagde:
„Kaptejn,“ ſagde han, ,,dette er, ſaaſandt Herren hjælpe
mig, ſplitter revnendes forkert! Gaar vi uu derindefter,“
og han pegede mod Land, „ſaa grejer vi os aldrig i Evig:
hed.“ Jeg tog naturligvis ingen Notits af ham, men
ſtyrede blot videre. Han vedblev: „naar vi holder os her
udenfor, kan det jo være, at vi kan klare os, Skuden er
jo hverken fæl eller uden Styr.” — Lidt efter føjede han
hæft til: „og ſaa vil jeg blot ſige det, derſom Kaptejnen
ikke vil høre et Alvorsord, inden det er for ſent, — —
ja — ſaa agter vi ſelv at ſnakke med,“ og her pegede han
hen paa de andre Folk, ſom havde ſamlet fig i en Klynge
bag Styrmanden og mig og nu truende faa hen paa os.
Her var ikke Tid til mange Ord, jeg raabte kun:
„Hold Keften i, Jorgen, her er det mig, ſom har Komman⸗
doen!“ Men nu gik han paa mig og vilde ſmide
mig væl fra Roret, og i det ſamme nærmede de
andre fig med knyttede Never og vifte, at de havde
mr —
—
- ”
i Sinde at gaa paa mig og Styrmanden, — for det er
jo det merkelige ved den Slags Folk, at naar forſt en
begynder at blive opſternaſig, jan følger ſtrax Rosſet efter,
og ſaadan gik det ogſaa her, ſkont Storſteparten endnu
ikke rigtig vidſte, hvorom Sagen drejede ſig. — Til alt
Held var Styrmanden en raſk Fyr, han ſprang et Skridt
frem og langede Jørgen ſaadan en paa Snuden, at han
trillede henad Doekket, og raabte faa med fine Lungers
fulde Kraft: „Den forſte, ſom vover at lægge en Haand
pan Kaptejnen eller Rattet her, faar ſamme Konfekt ſom
Jorgen.“ — Det gjorde ſin Virkning, Jorgen luſtede af,
og han med de andre ſtak ſaa Hovederne ſammen forude,
og ſelv ſtyrede jeg fan efter Kortet henimod Indlobet, ſom
ogſaa Vorherre gav mig Held til at finde. — Da vi var
kommet et Stykke ind i Skergaarden, faa lojede Stormen
af, og her mødte vi faa de ſvenſte Lodſer, der ikke havde
vovet [ig udenfor, ſkont de lige for deres Øjne havde Jet
en Mængde Skibe gaa under. Da vi nu var kommet
herind, fan fane vi, at vi ikke var efterfulgt af mindre end
6 andre Skibe; disſe havde ſet, vi var ſtyrede indefter og
havde haft Tillid til os, og vi kom un ſejlende ſom en
hel lille Efkadre. Vi fik nu Lods ombord og ſtyrede lige
mod Marſtrand, hvor vi alligevel efter Omſteendighederne
fom til at holde en hel fornøjelig Juleaften.
Hvad Indflydelſe et ſaadaut Herrens Vejr kan have
paa ellers ſterke Mænd, faa vi, da Lodſerne kom ombord,
og det rigtig gik op for os, at vi vare frelſte. Vi om:
favnede dem, ſom om det var vore bedſte Venuer, der vifte
lig, og det var heller ikke frit for, at vi vidfkede en Taare
af Øjet, — vi Sofolk er baade et haardt og et blødt
Folkeferd, ved Di nok. —
Naa, det var jo ogſaa cen forfærdelig Dag og Nat,
ſom jo kan ſes deraf, at der foregik ikke mindre end 41
Strandinger alene pan den ſpenſke Kyſt i Løbet af 24
Timer.“
„Men hvordan gik det Dem ſenere med gamle Jorgen
Kras?“ ſpurgte jeg.
„Jo, det he Skrog, han var ſaa ulykkelig og elen⸗
dig, at han, ſom han ſagde, hellere vilde have forliſt end
baaret ſig ſaadan ad imod mig, ſom han gjorde.
Da vi ſenere paa Aftenen alle var ſamlede for at fpife
Helligaftensmad, og jeg fkulde til at fæle Juleevangeliet,
jaa ſavnede jeg Jørgen. Jeg ſendte en af Folkene op for
at lede efter ham, og han fandt ham ogſaa forude ſiddende
paa en Tougrulle, men der var ikke Tale om, at han
kunde faa ham ned med. Jeg gik jaa ſelv op til ham og
ſagde: „Kom nu, Jorgen, vi venter blot paa Dig,“ og
jeg ruſtede lidt i ham, — for helt gi' ham gode Ord for
den Konfekt, han Havde tiltenkt mig for nogle Timer ſiden,
det kunde jeg dog ikke. — Men jaa vendte han fig om
imod mig og ſagde med en Stemme, ſom ryſtede af Be—
vægelje: „Nej, Kaptejn, der ſkal ingen ſige mig paa, at
jeg vil trænge mig ind paa de Steder, hvor jeg inte høre
til. Hvor der er en ſaa ſtor Synder baade for Gud og
Menneſker, ſom jeg, der kan ingen Juleglade komme, og
derfor vil jeg blive her, der er jo nok et og andet, jeg kan
fænfe paa i Enrum,“ og her fkottede han helt bonligt hen
paa mig. „Naa, ſaadan Jorgen,“ ſagde jeg, „ja faa har
Du her min Haand paa, at det fkal være glemt for denne
A man bor jo ikke gemme paa Vrede denne hellige
Aften.“
Han ſtod lidt og jaa paa mig, mens hau knugede
min Haand rigtig faſt. Saa ſa'e han:
„Ja, naar det er Kaptejnens oprigtige Hjertens Me⸗
ning, jaa ſkal jeg ogſaa ta'e vor Frelſer til Vidne paa, at
Kaptejnen inte ſkal faa bedre Mand ombord end mig, og
Kaptejnen ſkal ha” Lov til at ſmide mig overbord ſom en
Hund, derſom jeg nogenſinde ſkulde bryde mit Ord.”
„Ja, ja, Jorgen, det er godt nok, men kom nu med
ned og ſpis med os?“
„Naar Kaptejnen vil ha' mig Skurk med, ja ſaa
kommer jeg“, ſagde han, og ſaa ſjokkede han bag efter mig.
Efter den Tid havde jeg ſaamen ingen mere trofaſt
Mand end ham, og han fo'r i over 15 Aar med mig efter
den Tid.“
„Og det gamle Kort, det kom vel da til Herder og
Veerrdighed, efter den ſtore Rolle, det dog havde ſpillet ved
Deres Redning?” ſpurgte min Ven.
„Ja, det kan Di rigtignok tro,“ ſagde Fyrmeſteren,
„efter den Tid hang det altid i min Kahyt i en pæn
|
|
| Ramme. Og vil Di ſe det, ſaa er det til Tjeneſte, — og
1 Fyrmeſteren lukkede et lille Hengeſkab op, ſom faa ud til
at have været Inventar i en Kahyt, og her fremtog han
det gamle, gulnede og af Sovand overſtenkede Kort og
| ſtillede det forſigtigt og varligt foran os. Under det var
| ſkrevet med en noget kluntet Haandſkrift:
| „Neſt Gud, ſaa frelſte Du „Johanne“ i 1863.“
Fyrmeſteren lod ligeſom kertegnende fin Haand glide
hen over det, og hængte det varſomt ind i Skabet igen.
Det var bleven ſent, min Ven og jeg vilde bryde op
og gaa ned til Kroen i Hundeſted ſor at overnatte, men
mod dette blev der proteſteret af begge vore Vertfolk, og
da vi jo intet Havde imod at blive her i vort hyggelige
Opholdsſted, i Stedet for at ombytte det med et mindre
hyggeligt, fan var vi let at overtale, Næfte Morgen tog
fan endelig min Ven og jeg Afſted. J let og klart Vejr
og i ſtraalende Solſkin tilviftede vi Fyrmeſter Solter og
haus Kone det ſidſte Farvel fra den ſidſte Bakkepynt, hvor⸗
fra vi endnu kunde fe dem begge tegne fig ſom Silhuetter
paa den hvide Gavl.
— A —
SSN
Et Akggteſkabs Udvikling.
Populert ſkildret.
Han var en „Love“,
jaa blev han en „Bjorn“,
nu er han en „Stud“.
Hun var et „Lam“,
ſaa blev hun en „Gaas“,
nu er hun en „So“.
bane:
Cars Huſar.
Af
Børge Jansſen.
Hed Illuſtrationer af B. Saſtrart.
Det hænder undertiden, at Sro fra
ſydlige Tande af bind og Dove føres op
til Nordens Ryſter og ſtundom ſpfrer det;
men Luften er den fremmede Plante for
hold, det ftærhe Strandgres tager Dæksten
fra den og ſhgger over der, og al den
Skønhed, den 1 fit ſsjem havde magtet
at udfolde, han lun et Sorſheroje ane i
den forkroblede Stengel og de gule, hærs
gende Blade
J. P. Jacobſen.
Begge var de Bønder, begge var de vokset op i den
friffe, rene Luft, der bar Kloverens Aande fra grønne
Enge frem over duvende, gyldne Kornmarker og blanke
Sper, til den naaede Skovenes Bælte, der var bundet om
10. 94. 8
Landet; der ſuſed den ſagte i det friffe Bogelov og blanded
ſig med Bukkarens Duft i Underſkoven.
Begge var de vokset op i en lavloftet Stue, hvor
Fattigdommen ſad til Bords ved deres Side, og begge
havde de leget deres forſte Lege ved Huſets Væg i Lande:
vejsgroften, hvor Skarntyder og Gaaſeurt ſtod høj og tæt
og fanged Stovet fra Vognene, der kom forbi. .
Og Solen havde brændt deres gule Haar næften hvidt
og deres Kinder neſten ſortbrune; og Øjnene havde lyſt
glade og blaa ſom Himlen derude over Rugmarken, hvor
Leerkerne trallede deres gladeſte Sange.
Og de var vokset til, var bleven ftærfe og ſunde, og
begge havde de faget Tjeneſte paa „Gaarden“.
Hoſt efter Hoſt Havde hun gaaet og bundet op efter
ham, og ſtete det eu Gang, at hun ikke var paa fin Plads,
da klang hans Le ikke jan lyſtigt, og han flojtede ikke, ſom
han ellers plejede.
Men kom hun ſaa, og ſaa' han hende ſtaa der hofte⸗
bred, ſterk, blusſende af Varmen med det gule Haar ſtrit⸗
teude frem under Hovedkledet og de ſtore, hvide Tænder
blinkende bag de rode Leber, mens Øjnene lo, da fif Leen
Fart, faa det ſuſed og fang, og da flojted han, ſaa hun
mere end en Gang havde leet til ham:
„Du fan fløjte, min Steer!“
Og han, der var et godt Hoved, havde leende ſvaret:
„Ja, jeg kau, Hjertenskeer!“
Men den fornuftige Ane tog ikke ſligt Ganteri for
Alvor, og endnu var de ikke ringforlovede.
Saa ſtod Hoſtgildet.
Og alting var kommet godt i Hus, faa „Propriteren“
ſagtens kunde ſtikke Ankerne an, og Øllet gav Per Mod,
og Danſen gjorde ham hed, og ſaa blev det til Jaord.
Men det varſte var igen.
En Tid gik de og kiagede paa hinanden, om Vinter:
aftenerne ſad de i Borgeſtuen, og om Sommerafteuerne
ſtod de udenfor Ladeporten med de andre Karle og Piger
og ſuakkede om, hvad de kunde hitte paa, mens Solen gik
ned, og Preeſteengen dampede. .
Imellem gik de ogſaa i Kirke, for de var da kriſtelige
Folk, og Bræjten var fan fvær ſtiv til at tale om baade
det ene og det andet, faa det gjorde helt godt at faa lidt
med Fynd og Klem, og desuden fkete det ogſaa Tid efter
anden, at Per havde tinget ſig et Torklede eller anden
„Damepyut“ til hos en eller anden Handelsmand, og det
maatte Ane da viſe ſig med for Kirkefolkene.
Men faa var det en Dag, at Praſten lyſte til Vielſe.
Per og Ane ſad og ſeelede til hinanden fra Hver fin
Side af Kirken, og begge tænfte de det ſamme.
Da de fan fulgtes hjem ad Kirkeſtien, hvor Rugen
ſtod hoj og gul til begge Sider i den varme Sol, der
brændte og bagte, da kom Lyſten jaa ftærit over dem begge
to, Lyſten til at flytte ſammen, og begge ſkottede de igen til
hinanden, og begge ſaa' de triſte ud, for hvordan fkulde
det gaa til.
„Om Manden ikke kunde hjælpe lidt til? —“
„Manden,“ ſagde Per, „nej, Aue, Pigerne kan han
nok hjælpe, men Karlene dem giver han Fanden —“
„Det kunde dog tenkes —“
„Nej, Gu' om det kan —“
„Ja, hvad kan da hjælpe, Per?“
„Jaaa,“ kom det langt fra ham, „ja —a, herude
bliver det aldrig til noget, det er den bare Daarligdom,
det kan jeg mærke, Ane, men ham Lars Huſar, der var
ovre paa Steugaarden, ſikke fin han er bleven i Klederne —“
„J Klederne — ham Lars, der er flyttet til Byen?”
„Ja,“ ſagde Per, „ja, du ſkulde bare ha' ſet, ſikken
Karl han er bleven, han ſidder fedt i det, maa du vide,
hau var her ude Mikkelsdag, og Penge havde han ſom
det bare Skidt, han gav baade Puns og Ol oppe hos
Forbrugsmanden —“
„Men de ſiger jo, han drikker —
„De ſiger ſaa megen Sludder, men det er bare
Misundelſe, ſtal du vide, Lars er en honnet Karl; og her
ude gik han og kunde hverken leve eller ds ſom os andre;
men nu er han kommen til Sulefadet, og han ſagde —“
„Hvad ſagde han?“ 0
„Han ſagde, Kammerat, ſagde han, for han er jo
bleven en hel Københavner, ſikke Slæder han har — naa,
han ſagde, Kammerat, her ude ſkulde Fanden blive og gaa
og flide for ſaadan en Bondeigle ſom Propriteren, der
di
'
ſelb ryger Pibe og drikker Kognak, mens J andre tjener
Pengene til ham i jeres Anſigts Sved, nej, kom til Byen,
Per, ſagde han, der er Penge at tjene, og der er Plaſer,
her ude er J ikke andet end ſom Slaver og Niggere — ja,
det ſagde Lars —“
Per faa efterforſkende paa Ane og liſtede fin Arm om
hendes Liv.
„Og jer du nu, Ane, un har jeg gaaet og ſpankuleret
paa, om vi to ikke fulde gore ſom Lars Huſar, pakke
Stumperne ſammen og tage til Byen; for her ude kan vi
jo gaa og glo paa hinanden, til der vokser Mos paa os,
og det er dog hverken Vorherres eller min Mening, hvad
ſiger du, Ane?“
Han havde ventet, at hun ſkulde ſtritte imod, men for
hende aabnede Pers Ord Udſigten til det, hun længtes
mod, og ſelv havde hun i Grunden i fit ſtille Sind gaaet
og teukt de ſamme Tanker, dem hun havde faaet gennem
en gammel, fedtet Roman, hvis Slutning manglede, men
hvis Begyndelſe Havde fortalt hende om alle de dejlige
Ting i Hovedſtaden.
Og derfor lænede hun fig op mod Per og hviſtede:
„Som du vil, Per, dette her det er den bare Elen:
dighed.“
San rullede der en varm Solſktinsdag en Enſpender⸗
vogu belcesſet med en Kommode, et Par Senge og Sengetoj
mod Hovedſtaden. ;
Aue ſad paa Kufkeſcedet, Per gik ved Siden med Toj⸗
lerne og ſtottede med engſtelig Oomhu Kommoden, der rakte
ud over Vogufjelden, imellem nikkede han op til hende, og
hun nikkede igen, mens hun tyggede paa en Rundtenom
Oſtebrod.
Men fkont de ſmilede, var de dog tapſe, begge følte
lig ſom en Omule beklemte ved det ny, de fkulde gaa
ind til.
Og mens Per pasſede Heſten og Kommoden, kiggede
Ane over Sigtebrodet hen langs Markerne, og det faldt
hende for forſte Gang i hendes Liv ind, at det i Grunden
var kont at ſe al den dejlige Rug, der lyſte i Solen fom
det pure Guld, og det faldt hende ind, da de kom forbi
en Eng, hvor bredvommede Køer ſtod brølende i den
høje Klover, at nu fkulde hun aldrig mere ud i Marken
og flytte Busſe og Mette og Kriſten Skelevip, og hun blev
helt triſt ved det, ſaa Graaden og Sigtebrodet ſad hende
i Halſen.
Og da hun langt der borte fik Oje paa et Ellekrat,
der klyngede ſig ſammen om et blankt Moſehul, hvor et
Par Aakander (aa og blinkede i Solen, da kom hun til at
tænfe pan en Aften, hun og Per hapde ſtaget mede ved
Dammen i Praſteveenget, og hun blev Delt triſt ved Tan:
ken, for nu ſtulde hun jo aldrig mere ſtaa der med Per.
Saa ſkottede hun ned til ham, og det gav hende
Modet tilbage, jaa god og glad han ſaa' ud, ſom han gik
der og varede hendes eneſte Ejendom, mens han dampede
pan den forte Pibe, og hun nikkede til ham — de to ſkulde
nok klare ſig.
Og hun liſtede den gamle, fedtede Roman frem af
Lommen og ſtavede ſig de lyſe Billeder til for Gud ved
hvilken Gang.
Langt der ude foran dem mellem den lige, ſtovede
Kongevejs to Rakker Linde voksede Taarn efter Taarn
frem i Horiſonten; men over dem laa ſom en truende,
mørt Sky; hun ſaa' tilbage, der var Luften fan ren og
lys, og der inde — Romanen ſank hende ned i Skodet.
Lars Huſar havde modtaget dem, og beredvilligt havde
han ordnet alt for dem, et Par Varelſer hojt oppe paa
en Kviſt havde hau lejet til dem, og der var hyggeligt og
pænt, og begge ſyntes de, det var fvært fint, naar de
tænkte paa Proprietærens Karle⸗ og Pigekamre; kun kunde
Ane ikke ret lide, at Lars ſtraks vilde have Per med ned
i em Bevartning at drikke et Velkomſtbeger.
Men det hjalp ikke, Per maatte med, og da hun ſaa
ſad ene der midt mellem alt det gamle Skrammel, kom
Billederne der ude fra Gaarden, fra Engen og Praſte-
B
vænget igen over hende, og hun ſyntes allerede, at Per
var taget fra hende, og jan gav hun fig til at græde, men
Graaden var kun fort, hun ſkammede ſig over fig fem, i
en Fart fik hun torret Øjnene, og faa begyndte hun at
ſtille tilrette, fan godt hun kunde.
Men Per kom ikke.
Saa gik hun hen og ſaa' ud af Vinduet, men der
var ingen Per at ojne, kun ſkumle, ſuavſede Baggaarde
mellem høje ſnavſede Husveegge, der ſtirrede paa hende
med et Mylder af Vindueshuller; og Luften der nede fra
var tung og ſnavſet ſom alt det, hun fad”, hun ſyntes det
ſtemmede hende for Bryſtet — da flog et Ur langt borte
— en — to — tre — ſeks, un fulde Koerne flyttes —
igen var de triſte Tanker der.
En Tid fad hun ſammenſunken, bedrovet; da lød der
Trin langt nede paa Trappen, hun fo'r op, aabnede Doren
og lyttede —
En ran Kvindeſtemme ſkingrede:
„Er du der, din Dogenigt, har du un været nude at
drikke, hvor er Pengene, vil du ha' vi ſkal ſulte, ja — du
vil, du vil ha' vi ſkal ſulte ihjcel baade Bornene og mig,
kom med Pengene, kom med Pengene — naa, du har
drukket dem op, fig det kun, fig det bare, jeg ſkal flide
mig ihjal for Ungernes Skyld, er det kanſte ikke og:
jaa dine?“
„Det er Fanden,” rallede en Stemme, „Farvel Ma:
dam, un gaar jeg hen og hænger mig — Fanden i
Bold med dig og Ungerne!”
Aue ſmekkede Doren i og ſank fortumlet ſammen i
en Krog; var det Herligheden, hun havde fæft om — aa
Gnd — da ſpraug Doren op, og Per ſtod for hende.
Hun flog Øjnene op og ſtirred neſten bange paa
ham, forundret blev han ſtagende med Haauden fremrakt
mod hende.
„Hvad er galt, Anemor, blev jeg for længe væl?”
„Nej, nej,” ſtammede hun og faa” op paa ham, „jeg
havde bare ſaadan en Klemmelſe over Lenderne!“
Og han tog hende ind til ſig og kysſede hende.
Saa gav de fig i Lag med at gore fig det ſaa hygge:
ligt, de kunde, og de ſnakkede og ſnakkede om Fremtiden,
rr / / ĩ r
om Pladſen paa Branderiet, ſom Lars havde ſkaffet ham; il
og 1 da de ſov ind, var de begge to fornojede (i
og glade.
J Begyndelſen gik alt ogfan faa fornøjeligt og godt,
Per gjorde god Fyldeſt i Brenderiet med fine Kæmpe:
fræfter, og hun vaſkede for Folk.
Naar de fan om Aftenen fad ſammen trætte af Dagens
Arbejde, var de begge to lykkelige og glade, der var faa
hyggeligt og pænt om dem; for fin forſte Ugelon havde
Per faaget kobt et Par ſpraglede Oljetryk, der livede fvært
op ban Vaeggen, og i Folge Lars Huſars Raad havde
Per tegnet ſig ſom Holder paa et Arbejderblad, der efter
Lars" Mening nødvendigvis maatte findes i ethvert Arbejder⸗
hjem, og naar fan Lampen var tændt, og Per dampede
pan Piben, mens Ane fif Strikketojet frem, begyndte hau
at fæle op af Aviſen.
Denne Læsning voldte dem dog en Del Brpyderi, for
det var ſaadan merkelige Ting, de fil at høre. Der ſtod jo
tydeligt paa Prent, at alle Bræfter og rige Folk var nogle
Skurke og Bedragere, og det havde de i Grunden aldrig
tenkt fig, men ſtod det der, maatte det vel være fandt.
Og der ſtod videre, at Arbejderne i Grunden fkulde
være Landets Herrer, og det kunde jo være rart nok, mente
baade Per og Ane, men hvordan det ſkulde gaa til, det
begreb de ikke, og Aviſen fortalte dem det heller ikke.
Og der ſtod om Lenker, Udſugelſer og Undertrykkelſer
— ja — de kunde jo nok have det bedre, men Herre Gud,
man kunde da nok begribe, at alle Folk kunde ikke have
det lige godt, de ſelv Havde da for Reſten ikke noget at
klage paa, naar det bare maatte gaa, ſom det gik.
„Jeg ſynes det er noget farligt Vrøvl,” mente Ane.
„Aa ja, ſaa Gu',“ indvilgede Per og holdt inde med
Lesningen.
„Skal vi ikke hellere ſnakke om noget fornuftigt?“
„Jo, hvad ffulde det være,” ſagde han og ſtoppede
ſig en Pibe.
„Tror du, det bliver em Dreng eller en Pige?”
ſagde hun.
„Kanſke en af hver,” lo han og tog hende under
Hagen.
Og det blev en af hver.
Men Ane ſtod ſig tappert, og Lars Huſar holdt Feſt—
talen ved Gildet; thi Lars var Taler af Profesſion, baade
i Fagforeningen, i Bevertningen og pan Vaeerkſtedet ſkulde
han holde Taler, og han ſparede hverken paa Storborgere
eller Arbejderſved, naar han havde faaet den fjerde Bajer.
— — Men hjemme hos Per faa” det ikke jan lyſt ud
ſom for, de to ſmaa holdt hende fra at arbejde ude, og
Hjemmearbejde kunde hun ikke faa, faa han maatte være
ene om Fortjeneſten, og den kunde imellem være ringe nok
paa Grund af de daarlige Tider.
J Begyndelſen holdt han dog Humoret oppe, men
længere hen gik han mellemſtunder og var mindre glad
end for, og da var der en Ting, der faldt ham ind, hvor⸗
dan i al Verden kunde Lars Huſar altid gaa og være ſaa
fornøjet, han havde dog ogſaa Kone og Børn hjemme.
En Dag ſpurgte han ham ad, og Lars ſlog ham paa
Skulderen og ſagde opromt:
„Fremtidshaabet, gamle: Dreng, har du ikke leſt Bla:
det i Dag, der ſtaar en glimrende Artekkel: til Gilletinen,
den er go”, fer du, naar Storborgerne og Kapetaliſterne er
gaaet den Vej, jaa kommer vi andre paa Sulet, ha, ha —“
„Gilletinen?“ gentog Per med opſpilede Ojne, „hvad
er det for en?“
„Bondefrederik, Gilletinen er en Slags Huggeblok,
ſom man hugger Hovedet af Storborgerne paa!“
„Joj, Lars, det er jo noget grimt noget!”
„Sludder, Per, ingen Vaklen i Geledderne — ſkal
vi ta' en Bajer paa det?“ i
Og faa tog de en Bajer paa det og drak paa Guillo⸗
tinens Velgaaende, og Lars Huſar fil fat paa Bladet og
oplæfte med Pathos Artiklen, der harmdirrende raabte paa
Hevn over Magthaverne, lovende de ſmaa al Verden
Herligheder, „naar Frihedens Sol ſteg bag Fremtidens Hav.
„Hor,“ afbrød Per ſindigt, „naar nu denne Sol
er ſteget op, og vi faar alle disſe her Herligheder, hvad
bliver vi ſaa?“
„Saa — ja, jaa,” raabte Lars, „ſaa bliver vi — vi —
den beſiddende Klasſe, der ſkal nyde Lonnen for vort
Arbejde.“
„Ja, jaa er vi jo Storborgere!“
„Sludder, Per, du forſtaar dig ikke paa Paaletik —
Amalie, fire Bajere til mig og den Herre.“
Per proteſterede, men det hjalp ikke, Lars havde nu
endelig en Gang faaet fat pan ham, og nu fkulde han
omvendes fra en Bondefrederik til et rigtigt Menneſke, og
Omvendelſen gik bedſt, naar den blev ſmurt, ſom Lars
udtryfte fig, og han havde Ret, Per blev mere og mere
fojelig, og han vidſte ikke, om det var Lars' Veltalenhed
eller Smorelſen, der gjorde ham det klarere og klarere, at
han i Grunden ikke var andet end Brendevinsbrenderens
usleſte Slave, og at hau blev hundſet og haauet fra
Morgen til Aften hvor han dog havde været enfoldig,
at han hapde taalt al den Undertrykkelſe, nu ſkulde han
lere den Storborger noget andet, han ſkulde viſe ham, at
han var en frit Mand, ſkulde han — og det vilde han
drikke et Glas paa.
„Det kan jeg li', Per, un kommer der Facon paa
Kammeraten, — ned med Fluidummet og ned med alle
Kapetaliſter, Tyranner, Bondefangere, Storborgere, de leve
— eller Sludder, vi leve, ned med dem — A— A — Amalie,
Ol til hele Sakriſtiet, Fanden i Vold med Preſterne, vi ſkal
nok ſelv holde Altergang og drikke for hele Menigheden.“
„Du—u— kal ikke ſpotte,“ lallede Per.
„Sludder, gamle Wrkebips, Relionen kan vere god
for Bondefrederikker og Frederikke— rikke —rikker, men for
den fri Mand er der kun en Relion — og det er —
ingen Relion, det er den fri Tanke, den leve — og mere
Ol, Amalie, meget, meget mere Ol, op i brave Marſalianer,
op til Kamp for vort Fodendeland — —“
Lars' Hoved ſank ned paa Bordet, og Per ſtirrede
paa ham med ſtive Øjne.
J det ſamme nærmede Verten [ig ſmaagrinende og
meddelte, at Klokken var tolv.
—
Lars fo'r op og raabte:
„Hvad er den — hvad Fanden kommer det os ved,
vi er frie Mænd, er vi, vi bryder os Fanden om Klokken —“
„Men Betjenten gaar og luffer udenfor.”
„Stik ham en Bajer!“
„Den gaar ikke —“
„Ja, ſaa Fanden i Bold med Betjenten, gi' mig ſaa
en Bajer, Lasſen, vil De nyde en Genſtaud med?“
„Ellers Tak, Hr. Erikſen — men Betjenten —“
„Hvadfor en Betjent, til Gilletinen med ham, jeg er
en fri Mand.“
„Ja vel,“ ſagde Verten overlegent, „det er tre Kroner
og halvtreds, Hr. Erikſen.“
„Hvad er det — Storborgertamp, ſkal du fede dig i
Arbejderſved, ſkal du fuge de fattige Skillinger af deu fattige
Arbejder, din Storborgerloppe, er du Socialiſt, Lasſen,
du er en Stor —“
J det ſamme vifte Betjentens Hjeelm fig i Doren, og
Lars Huſar blev ganffe tavs og betalte.
Per, der var falden i Søvn i Hjørnet, blev purret
ud, og han og Erikſen fingrede nu ſammen ned ad Gaden.
Uſtandſeligt blev Erikſen ved at holde Taler, fra
Kongen til tykke Lasſen og Betjeuten fo'r han med Guillo⸗
tinen, og for Per ſtod der en Damp af Blod til alle
Sider.
Da han kom hjem, laa Ane og græd, men næppe var
han inden for Doren, for Taarerne var torret bort, og
hendes Stemme lod:
„Aa, Gud ſke Lov, at du kom, jeg var ſaa bange, at
der var hendet dig noget — Gud ſke Lov, Gud ſte Lov!”
Per folte, hvordan Skamrodmen fo'r ham til Kin⸗
derne; der havde hun ligget angſt og talt Minutter, Kvar⸗
ter og Timer, inden han kom, og imens havde han — han
ſank bedende paa Kue ved hendes Seng, og hun kysſede
hans Pande.
J lang Tid ſkyede han Lars Huſar.
Men ſaa en Aften lob de paa hinanden.
„God Dag, gamle, hvordan ſkeer'en?“
„Jo, Tak, Lars — men jeg ſkal af Sted.”
e Sludder, gamle, du ſkal vel ikke efter Ma⸗
dammen —“
„Nej — men
Per gjorde flere Udflugter, men kunde ikke komme fra
ham, og da han ſaa', hvor Lars ſaa' ſtraalende og ſmi⸗
lende ud, da kom Tanken igen, om hvordan det dog kunde
være, at han altid var faa fornøjet, mens han ſelv gik og
var triſt til Mode.
„Hvor mange har J nu?“ ſpurgte Lars Huſar ſterkt
interesſeret.
„Jo, vi har jo faaet en Tos til!“
„Gratulerer, gamle, det er Nummer fire, det ſkal vi
ha' et Glas paa!“
Og inden Per vidſte af det, fad de beenkede hos tykke
Lasſen.
Det ligeſom lysnede om Per, nu havde han jaa længe
gaaet og tankt paa, hvordan han ſkulde klare Huslejen,
men nu med ét ſpandt alle Betenkelighederne, mens Lars”
Stemme lod:
„Ser du, gamle, det kan jo uok fe lidt guavent ud
for en mellem Stunder; men naar vort Øje kan fe ud i
den uy Tid, hvor Dagen gryer, faa ſtiger Modet igen, og
det ſiger jeg dig, at den Dag er ikke fjern, da vi ſkal
bygge vort Hus paa de ſtores rygende Ruiner, nei, ſpille
mig om den er, faa ſtal du fe, gamle, faa er det os,
der kommer paa Sulet — fire Bajere til mig og den
Herre!“
— — — Da Per om Aftenen kom hjem, gik det
ſom ſidſt, Ane faa i Sengen og græd, men da Per horte
Graaden, ſyntes han, at den klang mod ham ſom bitre
Bebrejdeljer, og Blodet for ham til Hovedet, meus han
raabte:
„Hvad Fanden ffal det Tuderi til, er det Huslejen,
du ligger og tuder over, blaſe med den, ikke en Skilling
ſkal han faa, den Blodſuger, ikke en Stilling, om han ſaa
ſmider os paa Gaden, ad ham gore det, om han tor, lad
ham bare gore det —
„Gud hjælpe os,“ hulkede hun.
UL
EU Es —
— K(yVv——.—————5p—
„Fanden i Bold med det hele, vi ſkal nok hjælpe os
Hun hulkede ſtille.
ſelv
Saa blev de kaſtet paa Gaden.
Men den altid hjælpjomme Lars Huſar fik dem an⸗
bragt i et Verelſe ude paa Kriſtianshavn i en elendig
Ronne, der kaldes Jodeus Hule.
Og Per, der ligeſom var bleven fortryllet af Lars
Huſar og hans ſtore Ord, fulgte ham nu neſten ſom en
Stygge, un havde hau jo ſelv prøvet paa at døje, og han
havde fattet et glodende Had til dem, der havde det bedre
end ham, og nu gik han med Lars Huſar og ventede paa
den ſtore Dag.
Men imens han ventede, ſled den ſtakkels Ane fig
halvt tildode for at fkaffe noget til fig og Bornene, og
Sorg og Bitterhed havde fyldt hendes Sjal, og Per fik
høre, jaa tit han kom hjem, at al Skylden (aa hos ham.
Og ſaa kom hau ſjeldnere og fjældnere.
Men jammen med Lars Huſar og andre „Venner“
var han en ſtadig Geſt i Olkelderen.
Saa var det en Aften, en tre, fire Netter havde han
ikke været hjemme, Lars Huſar og Olkelderen Havde givet
ham Husly, at Ane, der de to forſte Netter havde ſamlet
al den Bitterhed, hun ſkulde modtage ham med, naar
han endelig kom, nu den tredje Nat begyndte at for⸗
tryde, hun havde været faa haard imod ham, og den fjærde
Nat, da hun fad med den yngſte paa Skodet og ſtirred
ud i Gaslygtens doſige Lys, der flakked i Efteraarsſtormen,
ſom ſpobed og hvined gennem Murens Spraeker, da ſtod
der med et Billeder for hende, Billeder af gule Kornmarker
og gronne Enge, af Bræftevænget og det blanke Moſevand
mellem Ellene, og hau og hun ſtod der med hinanden
Haand i Haand — Taarerne brød frem, mien det var ikke
1 0 Taarer — hun holdt jo dog endnu ſaa meget
af ham.
Og hun ſvobte den lille paa Skodet ind i fit Shawl,
bøjede fig over de andre ſmaa og bæffede dem til faa godt, !
hun kunde, med de fattige Pjalter, tog jaa den mindſte paa
Armen og liſtede ſagte ned ad Trappen.
Paa Gaden var der ganſke ſtille, kun en enlig Natte⸗
vandrers Trin lød Gult langt henne paa Stenbroen, faa 1
Døde ogſaa de, og i Stedet kom Efteraarsſtormen ſuſende,
ſmeldede en Port i, jaa det rungede gennem Stilheden,
jog jaa frem over Kanalens Vand, ſuſede geunem de gamle
Linde derovre pan Verftet og jog videre frem med raslende,
visne Blade.
Vinden isnede hende gennem Marv og Ben; hun
vidſte, hvor hun ſkulde ſoge ham, men hvordan ſkulde hun
faa ham fra de andre. 14
Nu var hun der; gennem de nedrullede Gardiner lyſte k
det rødlig mat ud i Morket, og gennem den halvaabne AB
Dør lod Summen af mange Stemmer, blandt dem kunde
hun tydelig kende Lars Huſars.
.
9
1
|
|
|
|
[|
Han raabte:
„Og faa ſiger jeg, Kammerater, faa ſkal vi ikke ligge
Fingrene imellem, faa ſkal vi ikke glemme, hvad vi har
bøjet, værre end Slaver har de behandlet os, fra om
Morgenen, da de ſtrakker ſig i bløde Senge til om Afte⸗
nen, da de ſidder paa Stads i Theatret og paa Koncerter,
ſtal vi ſlide for dem, men Ret cerdighedens Dag ſkal komme,
og ſaa har de ſpillet deres Rulle ud, har de, fan kan de
klapſe ſammen, kan de, og ſaa kommer Turen til os, der
un maa tigge dem om det daglige Brod. Skaal Kamme⸗
rater, Skaal, vi drikker paa, at de maa gaa herunter ſaa
geſvindt ſom Øllet!”
Der fulgte Skraal og Raslen med Glas.
„Og deres fine Fruer, ſom ſidder paa Stads hjemme
med Moppe ban Skodet, de ſkulde bare en eneſte Gang
ſtikkte Nœſen indenfor hjemme hos os og fe vore Stoner og
vore Born, ſom maa lide Sult og Nod, men ſe, om de
gor det, de er bange, de ſkal tage Skade af at ſe et Folk
1 Nod, ja—a — for vi er et Folk i Nod!“
„Bravo — bravo, det er vi, det er vi, Skaal, Skaal!“
I det ſamme ſpraug Doren op, og Ane ſtod for dem
med fit Barn paa Armen.
Der blev dodſtille et Ojeblik, og Per ſpilede Øjnene
op, ſom kroede hau, det var en Drom.
„Madam Pederſen, Fru Pederſen, om Forladelſe,“
raabte Lars Huſar og gik et Skridt frem imod hende,
„ſku' det være en Kop Kaffe eller kanſke en Limonade?“
Hun ſparede ikke.
„Jeg troede, du var ſyg, Per,“ ſtammede hun.
„Bare lidt fuld,“ grinede Lars, der var bleven fornærmet.
„Kom, Per, kom!“ b
Hun begyndte at gan mod Doren, og Per vilde til
at rejje ſig, men han fif et Stød for Bryſtet af Lars, der
tog Ordet for ham: .
„Undſkyld, lille Madam, men ſaadan noget bruger vi
ikke i denne Beveertning, vi er frie Mænd, fkal jeg ſige
Madammen, og Per er ingen Nathue, ſkal jeg betro Dem!“
Hun drejede ſig imod ham, hun vilde tale, men intet
Ord fik hun frem, kun knugede hun Barnet tættere til fig;
og tavs ſom en Skygge gled hun mod Doren.
Der vendte hun fig, og hendes Stemme lød:
„Kom!“
Og Per reiſte fig halvt op, men tumlede tilbage for
et Stod af Lars Huſar, der raabte:
„Skam dig, gamle, fy, for Fanden, vis, at du er et
Mandfolk, vis, at du er en fri Mand, der hverken ſporger
Per eller Povl om Forlov til at hvile dig e ter Dagens
Slid, og det ſiger jeg, Fanden i Vold med alle Tyranner
og Kapetaliſter — og Sl til hele Sakriſtiet, for kan vi
ikke faa Blod, fan vil vi ha' Ol!“
Per ſtirrede flovt frem for fig, han ſaa' om fig, ſom
ſogte han Redning, uden at finde den, og da faa Latteren
fulgte efter Lars Huſars Tale, lo han med, mens han
greb efter Olkruſet.
Men imedens Kruſene ſtodtes ſammen over Bordet,
mens Larmen ſuſede ſom en fjcern, uforſtaaelig Summen om:
kring Per, ſtod hans Kone med Barnet paa Armen udenfor
i den bidende Efteraarsſtorm.
Ogſaa for hende lod Larmen derinde ſom en ufor⸗
ſtagelig, fjern Storm, der blanded fig med den bidende
Vind, font isnede hende til Marv og Ben — kun et var
hende klart, her vilde hun ſtaa og vente til hau kom.
Og forbi hende jog den ſuſende Blæjt, Støv og vidne
Blade hvirvledes forbi hende, Sujet voksede og voksede,
peb og hvined om Mure og Gavle til Lyden ſvandt langt
henne ſom et briſtende Dodsſuk.
Med Stormen kom Byge efter Byge, tæt og isnende
pilfede Regnen over den blanke Stenbro og de duggede
Lygter, og ſelv følte hun ſom en fold, fam Arm kuugede
ſig faſtere og faſtere om hende.
Augſt trykkede hun Barnet til ſig, hun ſyntes, det
var jan fuldt og tungt, tungere og tungere blev det, hun
ſyntes, det drog hende længere og længere mod Jorden.
Da lød der Larm om hende, hun fo'r ſammen, gennem
Morket lyſte og gloded det fra den aabne Dor, — der,
der kom han. —
„Per, Per — kom hjem — kom hjem —“
„Naa, naa, lille Madam, bare rolig, bare rolig, lille
Madam, det er bare Daarligdom, at gore fan mange
Mus
i
W
ell
Al
10 10
åt HANEN
e
—
|
——
Dikkedarer; men der er Drengebarnet, nu anbefaler jeg
mig, Adios!“
Det var Lars Huſar, der havde talt, og nu flæntrede
han ſammen med de andre Geſter ned ad Gaden.
Per var ene tilbage.
Lænet mod Muren ſtod han og ſtirred frem for fig.
Ane vakled et Skridt imod ham og hviſked med en
underlig mat Klang i Stemmen:
„Hjelp mig, jeg er fyg — ſyg —“
Hun vakled; og med et var det, ſom Per kom til ſig
ſelv, han ſprang til, og greb hende i ſine Arme.
Og hun klaged uſtandſelig, mens han varſomt naſten
bar hende hjemad
Jeg er ſyg — ſyg
Og han troſted hende med en ydmyg bedende Stemme:
„Du bli'r nok raſk igen, du bli'r nok raſk igen.“
Saa var de hjemme.
Lygteſteret ude fra Gaden faldt flimrende grælt gennem
de ſprukne Ruder og lyſte over den bitre, nøgne Armod,
og her midt i det halvmorke Rum ſtod han nu, henne paa
Sengen havde han lagt hende, han bøjede fig over hende,
han horte hendes Aande, han lagde Haanden paa hendes
Bande, den brændte ſom Ild, angſt drog han Haanden til
fig, hun var ſyg, meget ſag — om hun nu dode — Angſten
jog isnende gennem ham, af Sted efter Legen vilde han
— Læge hvor ſkulde han finde ham, hvor kunde han
gaa fra hende — alt hvirvledes vildt af Sted om ham,
og han ſank hulkende ſammen.
Han vaagnede af fin Dos ved at høre hendes
Stemme: 3
„Per, Per — hvorfor var du ond — nei, nei, nej,
du var ikke ond, du er ſaa god — faa god — og i Bræfte:
venget ſkal vi danſe, og Kriſten Spillemand ſkal ſpille
— nej — nej — nej — Lars Huſar kommer ikke med,
vel — nej, men Bornene — Bornene, hvor er de — ude
at drikke, altid — altid —“
Per ſprang op og kaſtede fig foran Sengen:
„Saa, ſaa, ſaa, jeg ſkal aldrig — aldrig —“
Hun flog en vild, ſkingrende Latter op og raabte:
„Aldrig, aldrig — ha — ha — ha —“
J.
Hendes Hoved ſank ned, og hun laa gauſke ſtille
Saadan blev hun liggende, til det forſte, graa Dag:
ffær ſivede ind gennem Ruderne, og han ſaa' hende liggende
der for fig med ſammenbidte Læber og Kinderne bræn:
dende hede.
Et Sjeblik ſtod han tavs, dodbleg, ſtirrende mod hende,
Jan liſtede han ſagte gennem Stuen og lob, alt hvad han
kunde, til Fattiglœgen.
Tre Dage efter laa Ane paa det ſidſte.
Hele Tiden havde hun ligget i Vildelſe, og hele Tiden
havde han ſiddet hos hende.
— Det var om Eftermiddagen, udenfor regnede og
bleſte det, det hvined og klaged gennem Skorſtenen, men
han horte intet, han faa” intet, knapt nok forſtod han vel,
at Døden ſtod ved Stuens Dor, kun et forſtod og folte
han, og det var den Tanke, der ſled og brændte i hans
Hoved: min er Skylden, min er Skylden!“
Og da hun fan med ét reiſte fig halvt op mellem
Sengens Pjalter og Hendes Øjne ſtirred imod ham ſom
glødende Ild, da raabte han i navnløs Angſt:
„Min er Skylden, min er Skylden, hjælp, hjælp!”
Men ingen kom at hjælpe ham, kun gloded hendes
Øjne med ſterkere Glans, og hendes Stemme ſkreg med
briſtende Klang:
„J Bræftevænget — i — Born — Gud —“
Og hun ſank ſammen, Sinenes Ild ſlukkedes, hun
var dod.
Han laa bøjet over hende og hviſked ſnart fortvivlet,
ſnart omt, klynkende:
„Min er Skylden — min er Skylden —“
Begravelſen var forbi. da, ſom Per vendte ſig bort
fra Graven for ene at gaa ſin Gang mod Hjemmet —
Hjemmet, ja, havde han noget Hjem, da flod Lars Huſar
for ham.
„Kondelerer — hm, det var jo ſorgeligt, men Nas
turens Love maa vi jo alle folge —“
Han rakte Haanden frem mod Per, men Per rakte
ikke ſin frem, det var ham ved Synet af Lars Huſar
ligeſom Blodet kom i Kog, hans Hender knyttedes, hans
Mund fortrak ſig, men intet Ord fik han frem.
„Naa, huſk du er Mand — Sorgen —“
„Gaga — gaa, ſiger jeg — eller —“
Per loftede Haanden, hans Øjne lyſte, og Lars Huſar
veg tilbage.
„Gaa — og møder jeg dig en Gang, ſaa vogt dig!“
Lars drejede ned ad en Sidegang og forſvandt mellem
Grapſtederne, men Per ſtod længe med løftet Haand og
ſtirred efter ham; faa med ét ſank Hænderne ſlapt ned, og
langſomt med bojet Hoved gik han bort fra Kirkegaarden.
En Plejeforening tog fig af Pers Born, mens han
ſelv gik ene om og folte fig forladt og mistroſtig, da ſkete
det en Dag, da Solen ſkinnede varmt og Toft, at han for:
vildede ſig udenfor Byen, og da han var træt, fatte han
fig paa en Groftekant og hvilede fig. g
Ligefor havde han en gul Rugmark, der lyſte i Solen,
længere borte ojnede han en Skov, der blaaned i Efter⸗
middagslyſet.
Rundt om ham fang mange Fugle, og Luften ſtrog
lun og lind om hans Pande, og han folte ligeſom Sorgens
Byrde lettedes ſagte fra hans Skulder, og ſtille Vemod
tog dens Plads — og med ét ſtod alle de gamle Billeder
for ham, Billeder han lengſt troedelglemte, Billederne der:
ude fra Præftevænget, fra Moſen, fra Skoven, og han
ſalte Krœefterne vokse — derud vilde han, derud bort fra
alt det triſte herinde.
—
Og faa en Solſommerdag gif en halvgammel, bøjet
Mand bort fra Byen ud mod den blaa, friſke Luft og de
gule Marker, gik den ſamme Vej, han en Gang for havde
gaaet, men da var han ikke ene — den Gang — ja, den
Gang —
Derude var kommen en ny Proprieter, og hos ham
blev Per Rogter. Egnens unge Folk kendte ham ikke,
men de gamle fortalte dem Hiſtorien om Per og Ane, og
naar de ſaa' den gamle Rogter gaa ude i Engen og ſmaa—
ſnakke med Kreaturerne, ſaa mente de, at han var lidt
„tovlig“.
Men det var han ikke, han havde jo ingen andre
Venner tilbage end Koerne, med dem ſnakkede han om
Ane, om Børnene og Livet i alle dets bedrovelige Dele.
En Gang om Aaret tog han til Byen og ſaa' til
Børnene og Graven, hvor Ane laa; Lars Huſar traf han
9 5 17 men han horte, at han endnu holdt Taler
og drak.
Glad blev han fan, naar han igen var ude hos ſine
Køer, og naar han om Aftenen fab inde i fit lille Kammer
ved Siden af Stalden, foldede han tit Hænderne og ſmaa—
ſnakkede:
„Aa, Gud Hjælpe os alle og mig med, Amen.“
(rs
RAU 43
De talende Stene,
Digt af
Adolf Langſteil.
Med en Vignet af V. Jaſtrau.
Til de ſtille Katacomber
Ud i Paaſkemorgen⸗Gry
Gaar en Enke med ſin Datter
Fjcernt fra Stadens Larm og Guy
9
——— —
Hun vil fore ſelv den lille
Forſte Gang i Dybet ned,
Thi hun ved, at Livets Kilde
Vaelder op af Gravens Fred.
Alle Troens Naadepanter
Vil hun viſe hende ſelv:
Disſe lyſe Helgennavne
Riſtet i det morke Hvelv,
Hvor i onde Treengſelsdage
Herrens Menighed fandt Skjul,
Troſtig ved den gamle Sage,
At bag Orken blomſtrer Jul.
„Burn! giv Agt“, ſaa taler Enken,
„Lad mig tyde disſe Tegu
Om den ſtille Fredens Have
Billedveggen ſlaar et Hegn,
Disſe Runer vore Fjender
Tyde kan Jan lidt ſom du,
Men de ſande Kriſti Venner
Raade dem med ſindrig Hu.
Her pan denne Grav man ridſet
Har en rap og fyrig Heſt;
Thi med Fyrighed og Streeben
Du dit Lob fuldender bedft.
Der du ſer en liden Hare
Over Stok og Sten at fly;
Thi vil du din Tro bevare,
Maa al Verdens Synd du ſky.
»Her du ſer en Hjort, ſom torſter
Mod de ſjerne Kildeveld;
Thi ſom Hjemve Himmellcengſel
Fylder hver en Kriſtenſjel.
Ser du Noahs Due komme
Hiſt med Fredens Olieblad? —
Er end ej vor Syndflod omme,
Grundet er Guds Naadeſtad.
Her, mit Barn! vi ſe Cypresſen
Pegende imod det blaa;
Tro ſom den vi Himmelvejen
Viſe fkal de mindſte ſmaa
Og je. her ſtaar Palmegrenen,
Den, ſom varsler Sejersheld.
Lær, mit Barn! o lær af Stenen;
Bed om Sejer for din Sjæl.
Men fe, hiſt en Hyrde bærer
Lammet paa ſin Skulder hjem,
Han er ſaaret, thi med Moje
Drog han det af Torne frem.
Saadan fandt os Sjelehyrden
Her paa Syndens Torneſti;
Tornekronet Marterbyrden
Bar han for din Sjel at fri.“
„Moder! alt hvad du forteller,“
Siger ſaa med et den ſmaa,
„Vekker i mit Hjærte Tanker,
Som jeg ſelv maa undres paa.“
„Her, mit Barn! faar Stenen Male
For at tale Mindets Sprog,
Hiſt de blanke Helteſjele
Fylke ſig i Stjernetog.“
Thi den Vinding har vi kriſtue,
Born af Herrens Kjærlighed,
At vi uy haus Naade finde,
J hvor dybt vi ſtige ned;
Derfor felv i Jordens Indre,
Selv i Gravens Skyggelund
Vil hans Naadeſtjerner tindre
Og forklare Dødens Blund.
— 2 —m— —
Jeſu Billed.
Efter en Kultegning af
Sru Eliſabetb Jeridau: Faumann.
Kom ej til Jordans tavfe Vred
Vor Gud og Verdens Frelſer ned?
Sligt Nil og Frat ej hændte.
Velan! lad Jeſus komme ſelv,
Til dine Dages ſtille Elv!
Hvor godt, om tyſt de trilled,
Naar de kun bar hans Billed
Senrik Wergeland.
li Ålostergaar
og
Lrik fra Nellen.
Sortælling af
Peder N. Meller.
Illuſtreret af . P. Lindeburg.
At Datteren i Kloſtergaarden var Sognets, ja mange
Sogues konneſte Pige, kunde ingen beſtride. Naar man
ſaa hende, kom man til at tenke paa en norſk Jente —
ſaadan omtrent maatte en ægte Bjornſouſk Jeute fe ud:
Rank ſom en Grau, kraftig bygget, med en let og ſpandig
Gang, dybe blaa Ojue, der kunde være baade kekke og
omme, et Üdtryk i det fine Aaſyn, der ſuart ſagde: „Jeg
er Eli, hvem er du?“ ſuart flog over i ſpillende Solſkin,
W. 9). Cc
naar hun lo. Hun havde meget lyſt Haar, ſom hun bar
men lang, tyk Fletning, der hang hende ned ad Ryggen.
Glad var den Ungkarl, hun fæftede ſine udtryksfulde
Øjne paa, og lo de ham i Mode, ſlog haus Hjerte raſkere.
J Danſeſalen var hun Dronning, ingen danſede ſom hun.
Der var flere Karle, der ikke havde Mod til at byde hende
op til Dans — Afſtanden var for ſtor mellem heude og
dem, mente de; men faa kunde det hænde, at hun bod
dem op, for de vidſte et Ord af det.
Men jan var der til Gengeld en hel Skare vel:
ſtaaende Gaardmandsſonner, der kredſede om hende. Flere
end en af disſe med ſelvbevidſt Holdning, ſaa hende keekt
og udfordrende i Øjnene, til det heendte, at hun ſlog dem
ned. Der var Niels Knudſen, Arvingen til Kohavegaarden,
en ſmuk Karl og Sognets bedſte Parti; der var Johaunes
Nielſen, hvem alle unge Piger lonligt ſvermede for; der
var Hans Anderſen, Enkeus Son, med det ſpillende Lune,
der flog Latter af Folk, ſom et Fyrſtaal ſlaar Guiſter af
Flint, og ſaadan kunde nævnes endnu flere, — alle kred—
ſede de om Eli.
Kun Mollereus Erik ſtod med et kritiſk Smil om
Munden, naar han fan, hvorledes alle de andre flokkedes
om heude. Hun grundede tit over, hvorfor han alene
holdt fig paa Afſtand, hvorfor dette halv ſpottende Smil
lejrede ſig om hans Mund, naar hun var Genſtand for
de andres Hyldeſt — troede han maaſke, at hun lagde an
paa at drage dem til fig? Hvad kunde hun for, at hun
havde denne Tiltrakuingskraft, at hun var kon? Han
ffulde vide, hvor gerne hun havde ofret dem alleſammen
for en eneſte — for ham.
Niels Kundſen og Erik var gude Venner, og det
havde de været fra Barnsben af. De talede fortroligt
zom mangt og meget, og Niels, der var den meſt aaben:
hjertige Natur, betroede naturligvis Vennen, at han var
over alle Grenſer forelſket i Eli. Erik ſvarede ganſke tørt:
„Hvorfor frier du ſaa ikke til hende?“
„Frier? Ja ſer du, jeg har ikle Mod til det, for
fæt at hun gav mig en Kurv.”
Erik trak paa Skulderen.
„Du er et Stykke Træ,” udbrød Niels, „ikke Spor
af Klov i dig! Hvor fan du lade være at fænge, naar
en Pige ſom Eli ler til dig?“
„J er Jarre nok foruden mig. Vil du vide min
Mening, fan ligner J en Flok Daarekiſtelemmer, naar J
er ſammen med hende.“
„Det er noget Sludder, Erik.“
Erik lo.
„Ja vers'god, grin du bare ligeſaa meget, du lyſter,
men under fire Øjne vil jeg betro dig, at jeg er tosſet i
Hovedet over det Pigebarn.“
„Det behøver du ikke at fortælle mig, for det kan
felv et Fe fe.”
„Erik, du er en Flynder! Jeg vil ſige dig, at der
er ingen i hele Verden, og den er ſtor, ved du nok, der
kan holde mere af en Pige, end jeg holder af hende.“
„Tror du, hun holder af dig igen?“
„Ja ſer du, ſommetider tror jeg det, for hun kan
være ſaa varm —“
Erik kloede fin Hage.
„Nej, lad være med det ſpodſke Grin, ellers driver
jeg dig en paa Kasſen! Sommetider kau hun være helt
fortrolig, men til andre Tider er hun helt anderledes.”
„Saa er hun tilbageholden, fold?”
„Hun kan vare venlig nok endda, men det er paa
ſaadan en ſognedags Maade.“
„Ved du, Hvad du ſtulde?“
„Jaa Vished, mener du; ja det kan du ſagtens ſige,
men hvis det var dig ſelv, der ſtulde fri —“
„Du ſkulde kobe dig et Voltakors.“
„Et Voltakors?“
„Ja, det helbreder jo for alt muligt, og du ſkulde
gore det, for din Galſkab griber mere om ſig.“
Den gamle Moller var Enkemand og havde kun to
Born, Erik og Karen. Erik pasſede Molleriet og Laren
Husholdningen. Hun holdt meget af fin Broder og ſmut⸗
tede mangen en Mellemſtund ud i Møllen til ham for at
faa fig en Sladder. Hun ſagde ham lige i Øjnene, at
han var den konneſte af alle de unge Karle paa Egnen,
at Eli Kloſtergaard var en Gaas, hvis hun ikke kunde ſe
det. Han lo bare, naar hun kom med den Suak, men
Karen ivrede videre, for det var hendes YNndlingstanke at
je Broderen og den ſmukke Eli ſom et Par.
„Du kunde vinde hende ſom ingen Ting, naar du
bare vilde; men du bryder dig ſlet ikke om det.“
Han lo.
„Banen rundt ligeſaa mange Gange ſom der er Til:
bedere, den der kommer ind ſom Nummer en, vinder Eli!
SÅ Tak, Karen Gifteknivs, jeg er ikke med til Bædde-
labet.“
„Jy ſkamme dig, Erik, vil du gore hende til en Ku:
kette? Det er ſtygt, for det er hun flet ikke, og det tror
du heller ikke ſelv.“
„Men jeg tror, der er Narre nok til uden mig, og
ſer du, jeg vil leve og do ſom Peberſvend. Naar du og
Jens Praſteforpagter ſaa kommer med Jeres Born og
beſoger Morbroder Erik —“
Længere kom hau ikke, for Karen fløj, ildrod i An⸗
ſigtet, hen og gav ham en Kindheſt, ſaa han under en
kvcelende Latter lod fig falde ned paa en fyldt Melſek.
Erik vidſte nok, hvad han ſagde, for der var noget
Kikſeri med hans Soſter og Jens Hanſen, Preſtegaards⸗
forpagterens Son. Med et lunt Smil gik han og iagttog
fin lille kvikke Soſter, ſom mente, hun ſkjulte fin Hemmelig⸗
hed godt. Og Karen, ſom indvendig var i den ſyvende
Himmel over ſin Forpagter, vilde gerne have, at alle
andre ſkulde i ſamme Himmel, fremfor alle hendes Broder
Erik, ſom hun holdt ſaa grumme meget af.
„J Morgen faar vi fremmede,“ ſagde hun en Dag
til Erik, „getl“
AEK Lisbet Per Frederiks?“
11 a
„Soguefogden og hans Kone?“
„Snik, Snak! Nej, ovre fra Kloſtergaarden.“
„Har du bedt nogen herover fra Kloſtergaarden?“
Han var med et bleven alvorlig.
„Ja Eli. Jeg var derovre forrige Onsdag og faa
blev det Aftalen, at hun ſkulde komme her over i Morgen.“
„J Morgen, ſiger du, da fkal jeg over hos Niels
Kundſen.“
Soſteren ſaa paa ham med aaben Mund:
„Nej, det ſkal du ikke, Erik.“
„Jo, beſtemt ſkal jeg faa, det har jeg lovet Niels.“
„Jeg bliver vred paa dig for ramme Alvor, Erik,
hvis du gaar! Hvad ffal jeg faa ſtille op med Eli?“
„Nu har jeg i mine Dage aldrig hort Mage, hvad
du ſkal ſtille op med Eli! Maa jeg ſporge, hvad du har
i 1 at ſtille op med mig, ſiden du henter Eli her:
over?“
Hun ſaa beluttet paa ham:
„Jeg henter jo flet ikke Eli herover for din Skyld.“
„Det ſkulde jeg ogſaa have mig frabedt.“
„Kan du da ikke lide hende?“
„Lide hende?“ e
„Jeg forſtaar ikke, hvad der er i Vejen med dig og
Eli. Naar jeg fører Snakken hen paa dig, ſvarer hun
ikke et Muk, og du bliver gnaven, bare jeg nævner hende.“
„Ja, det er et underligt Spil, det Polſkpas,“ ſagde
han og lo.
Men Karen, ſom var reſolut til at handle, fik Bud
til Niels Kundſen, at han ſkulde komme Erik ei Forkobet,
og ſaadan gik det til, at næfte Eftermiddag var Niels i
Mollen førend Eli. Da han faa uformodet kom ſammen
med fin tilbedte ſteg haus Humor til Kogepunktet, og han
ſendte Karen adſkillige Ojekaſt, der ſkulde tolke haus Tak⸗
nemmelighed over hendes Snildhed. Ogſaa Eli var den
Dag 1 og Erik tenkte, at det ſtyldtes Niels's Nær:
verelſe.
Da de havde fpift til Aften foreſlog Karen en Rotur
paa Molledammen. .
Det var en ſtille Aften, og de gled muntert ſladrende
hen over det blanke Vandſpejl mellem Siv og Aakander,
medens Soluedgangen lagde et fint roſeurodt Sker over
alt omkring dem.
Karen og Eli roede, og ſagte gled Banden tværs over
Dammen og ned ad Agen, hvor gronne Ellegrene hang
(Øg
helt ud over Vandet. Skumringen faldt paa, og Band:
ſpejlet tabte fit rødlige Sfær, alt ſom Aftenhimlens Pur⸗
pur gled over i gronliggult for mere og mere at blegne.
Den milde, ſkumrende Sommeraften lagde fin blode,
betagende Stemning over dem, og Samtalen dode hen
Paa den anden Side af Dammen ſteg hvide Dampe op
af de vidtſtrakte Enge, og kun et Hundeglam langt borte,
et Faars Brægen, Lyden af et Led, der blev ſlaget haardt
til eller en Heſts Hovſlag i det fjerne brød Stilheden.
Erik ſad lige over for Eli og iagttog hende. Hun
havde bøjet for ſmidige Krop ud over Baadens Kaut og
ſtirrede ned i Bandet, Da Banden gled forbi en Aabning
i Krattet, faldt der en Lysning fra det ſvindende Dagffær
over hendes fine Aaſyn, og aldrig for havde han ſet det
faa ſmukt. Den tiykke Fletuing havde hun kaſtet over
Skuldren, da hun bøjede fig, faa den nu hang hende ned
over Bryſtet. Der kom en underlig Ild i haus Blod og
haus Hjerte ſlog raſkere. Haus Blik gled forbi hende ud
i den tiltagende Skumring. Krattet op ad de ſtejle Sfræn:
ter floredes mere og mere. Eu ung Elm ſtod hojt oppe,
den rakte fin Krone oven for Brinken, ſom Havde den
taget Plads der for at rumme alt hvad ſmukt var, baade
ovenfor og nedenunder, i ét Syn. Et Stykke derfra fnej:
fede en Afk; den Havde ſendt fit Topſkud til Vejrs med
en Driſtighed, der forbløffede de kravlende Buſtke under
den. Erik fan det altſammen i et Blik — og den knei⸗
ſende Afk blev til Eli, der faa pan ham med de dybe,
blaa Øjne deroppe fra Brinken, hvor hun ſtod i den fal—
dende Skumring.
Han rev fig med Magt ud af den Stemuing, og
atter kom det gamle Smil om hans Mund: Hvad kom
Eli ham ved? Var hun ilke afviſende og fold mod ham,
medens hun havde Smil og Latter nok tilovers for andre?
Tro ham, om nogen fkulde faa ham at fe i Rollen ſom
ulykkelig Elſker! Da brød Niels Tapsheden: p
„Dump bare ud, at jeg fan fan den Fornojelſe at
fiſte dig op,“ ſagde han til Eli.
J Eriks Øren lod det, ſom den meſt profane Proſa
pt ind i Øjeblitfets Stemning. Eli rettede fig op
og lo:
„Jeg kunde magelig bunde her om det ſkulde være,”
ſagde hun.
„Nej, Agen er dyb paa dette Sted,” paaſtod Niels.
Han greb hendes Aare og vilde maale Dybden. Den lille
Baad krengede ſterkt, da han rejſte fig og i bøjet Stilling
ſtak Maren i Vandet.
Karen gav et lille Skrig: „Vi vælter!”
Da han trak Aaren til fig, flog Baaden til den anden
Side, han tabte Ligevegten og faldt — ikke i Bandet, men
ned pan Toften, mellem Karen og Eli.
„Nu ſidder vi alle vel,“ udbrød han.
Eli braſt i Latter og ſmittede de ovrige, et lyſtigt
Latterkor rungede ud i Aſtenens Stilhed.
„Lad os lægge Baaden her ved denne Elletrunte og
gaa ad Stien hjem,” foreſlog Erik.
Forſlaget blev vedtaget og Landſtigningen begyndte.
Den var ikke ſaa helt let, for Baaden kunde ikke lægge
helt ind til den faſte Bred, og Elletrunten egnede ſig ikke
til at entre i Land paa. Der maatte voves et Spring.
Karen ſprang forſt og greb fat i en Hasſelgren inde paa
Land. Eli vilde bagefter, men Niels greb hende i Armen:
„Lad mig hjælpe dig, ellers drukner du ui denne
Muddergroft.“
„Afvejen!“ raabte hun overgivent og ſprang i det
ſamme, Jan let ſom en Fjederbold, langt ind paa Land.
„Nu du!“ raabte hun tilbage.
„Ja du kan tro det!“ Og med et Syvmileſpring
fatte han over til hende, jan det gungrede i den loſe
Grund. Men i Nedſpringet ſtodte hans Fod mod en
Trærod, og han vilde være ſunken i Kue for Eli, his
hun ikke Havde grebet ham. Erik, ſom var i Færd med
at fortoje Baaden, lod ſom han intet ſaa, og Morket ſkjulte
det ſpottende Smil om hans Mund.
„Kom her,“ raabte Niels til ham og bredte Armene
ud, „karlige Hænder tager ogſaa mod dig.“
Men Erik ſprang forbi ham og ſtod rank ved Siden af Eli.
„Nu maa vi gaa Gaaſegang,“ ſagde han, „bare et
lille Stykke, faa bliver Stien bredere.”
Karen, ſom gik foran, drog Niels efter fig, ſkont han
ſtrittede imod, og ſaaledes kom Eli og Erik bageſt.
——
„Det var et galt Paafund af mig, du bliver vaad
om Fodderne, Eli,“ ſagde han
FAR troſter mig ved at det ikke gaar J andre bedre,“
o hun
„Men vi kan bedre doje det.“
Hun vendte fig udfordrende imod ham: „Er jeg
kanſte ſkorere end andre?“
„End vi Mandfolk? Ja det er du dog viſt.“
Hun undrede fig i fit ſtille Sind — det lignede ikke
ham at være opmerkſom mod hende.
„Er jeg ogſaa ſkorere end Karen?“
„Det er ſandt, Karen —“
„Ja, hun gaar jo ogſaa i det vande Græs, men det
har hendes rare Bror ikke tankt paa
„Jeg haaber, Niels Knudſen beklager hende.”
„Beklages ffal vi mu, mener du.“
„Vi kan lade være med at falde det Beklagelſe, vi
kun jo kalde det Opmerkſomhed.“
„Aa!“ udbrod hun lidt utaalmodigt.
Han ſmaalo.
Jeg mener, det er noget, unge Piger ellers nok
kan lide.“
Hun tav, og han blev ved i en let, drillende Tone:
„Unge Piger plejer ikke at ſe ſurt til, at der viſes
dem Opmeerkſomhed, vel?“
„Du har kanſke en Del Erfaring paa det Omraade?”
„Aa, jeg giver mig ikke meget af med den Slags;
men jeg har ſet andre gore det og faa det vel optaget.“
„Du ſelv er havet over ſaadan noget?“
„Aerlig talt, er det ikke latterligt at fe et halvt Duſin
Fyre ſlaas om at blive forſte Hane i Kurven hos en
ung Pige?“
„Det kan gerne være, men ſaa er det latterlige paa
deres Side.“
„Det er rigtigt, men finder hun ikke Behag i det?“
Hun ſvarede ham med en ejendommelig Latter. Efter
et Ojebliks Nolen ſagde hun:
„Der mag være meget latterligt til i: denne Verden,
for hvem der har fan kloge Øjne at fe med
„Det er der faamænd ogſaa,“ ſagde han uden at
lade hende merke, at han følte Sneerten.
Da de naaede den bredere Vej, gik han hen ved Siden
af hende, men hun ſaa ſit Snit til at komme hen ved
Siden af Niels og Saren, og ſaadan gik de da Side om
Side alle fire. Eli blev paa en Gang meget livlig og
ſnakſom og Erik tænfte, hun vilde viſe ham, at hun havde
kedet fig i hans Selſkab. Niels Knudſen derimod tog det
ſom et Bevis for, at hun befandt ſig bedſt der, hvor han
var. Han glemte rent at underholde Karen fra det Øje:
blik af, han havde Eli ved fin Side. Da de naaede
Mollen, ſtandſede de.
„Vi gaar med hen ad Vejen, du er jo ene til Kloſter⸗
gaarden, Eli,“ ſagde Karen.
„Snak om en Ting,“ ſagde Niels, „jeg folger hende
naturligvis hjem.“
Hvis Erik havde ſet det ſkuffede Udtryk i Elis Aaſyn,
da hun bod Godnat, vilde det gamle ſpydige Smil ikke
have lejret fig om hans Mund og Udtrykket i hans Øjne
være blevet et andet. Men Morket ſtjulte det altſammen.
De fſkiltes.
Karen havde ventet fig en hel Del af Elis Beſog i
Mollen, ſom hun efter fin Mening ſaa ſnildt havde faget
bragt i Stand, men hun vogtede ſig for at lade Erik
merke ſin Skuffelſe.
Han gik og grundede dybſindigt over fine egne Folel⸗
fer og var i triſt Lune, men han ſogte at ſtjule det for
Soſteren. Hver Dag ventede han at ſporge nyt fra
Kloſtergaarden, for han tvivlede ikke laenger om, at Niels
Kundſen havde Held med ſig.
Men der gik Dage og Uger med, og der ſkete ikke
noget. Saa ſtod man over for en Begivenhed, der ſysſel⸗
ſatte det meſte af Sognet.
Der ſtulde være ſtort Bryllup i Sognefogdens Gaard,
Hvor den ældfte Datter giftede fig med en Son af Kohave⸗
gaarden, en Broder til Elis varmeſte Tilbeder, Niels
Kuudſen. Det var to rige Gaarde, der kom i Svogerſkab
med hinanden, og det var kendeligt paa, Bryllupsfeerden,
at Sognets Storbonder havde Udſpillet. 58
J den rummelige Gaard holdt Vogn ved. Vogn, fine
og ee forſpeendte med ſenukke Heſte. Stuerne
var fulde af Geſter, gamle og unge, Mænd og Kvinder.
Her var fuldt op af Silke og Flojl, Sølv: og Guld⸗
ſmnykker. Rogen fra ſolvbeſlagne Merſkumspiber blaudede
fig med Duften af fine eee Den gammeldags
„Skaffer“ ſaa mau ikke noget til, Opvartuingen beſorgedes
af Lejetjenere.
„Tiderne har forandret ſig en grumme Del, Kriſten,“
ſagde en gammel Bondemand med jævne Sæder til ſin
Sidemand. „Da jeg og vor Mo'r havde Bryllup, var
der kun en eneſte Muſikanter med ſin Klarinet, og da gik
hele Opvartningen for fig ved en Skaffer i uldne Trøje:
cermer og med et Lerredsforkleede for fig.”
„Og ja, det maa du nok ſige, Anders! Men ne
det er jo i ſin gode Orden, at hun gaar fremad beſtandig.
Verden ſtaar jo ikke ſtille ſaadau paa de Maader.“
„Men vi var pinte lige faa lykkelige den Gaug, Kriſten,
der var meget mere Euighed mellem Folk og meget bedre
Helbred oſtenſaa end nu om Stunder.“
„Kan gerne være, Anders, men — ne ilein, vi vilde
ikke bytte tilbage, nej vilde vi ikke. Vi vilde ſkere ilde
i ved om vi for Exempel ſkulde age wen ſtiv Fjellevogn
ved ſaadan en Lejlighed ſom i Dag.“
Snakken gik for fig overalt mellem Geſterue. Hver
Stue var ſom en Bikube med fin egen Summen. De
unge Karle gjorde Aftale med Pigerne om Folgeſkab pan
Turen til Kirke. Hver Ungkarl var Brudeſvend og Hver
ans Brudepige, og ſkont der kun bejledes for nogle
Timers Samliv, var Hjertets Tilbojelighed ogſaa Driv—
fjederen i dette lille Frieri.
Niels Kuudſens Øjne bvælede ved Eli, men ſom
Brudgommens Broder var han i Dag henviſt til Brudens
Soſter, det fordrede Etiketten.
„Jeg dyr mig ikke, jeg gor Skrue,“ hviſkede han
til Erik.
„Snak om en Ting,“ lo denne.
„Se paa Eli, du, og fan paa den Gaas, jeg ſkal
flæbe af Sted med. Jeg gor Oprør!”
„Vil du ſe, du kan holde dig i Skindet,“ ſagde Erik.
Eli ſtod mellem en Flok unge Piger inde i en lille
Mellemſtue. Hun var kledt ui en fin, lys Kjole, der fad
ſom den var ſtobt om hendes rauke Figur; Haaret havde
hun i Dag fat op i en Knude og det kledte hende ud:
market. En ſtor Moſaik Broche var det eneſte Smykke,
hun bar, men hvem vilde vel have ſet ſelv de pragtigſte
Smykker for hendes ſtraalende Øjne, der lyſte af Ungdom
og Liv. Som hun var den hozjeſte, var hun ogſaa den
bee af de mange unge Piger, der ſtod omkring
hende
Erik kunde fra Storſtuen fe hende gennem den aaben:
ſtaaende Dor. Deres Ojue modtes og det forekom ham,
at der floj en let Rodme over hendes Aaſyn. Dog nej,
han Havde nok ſet fejl, der var ſnarere et afviſende Udtryk
i det Blik, hun fæftede paa ham, mente han,
„Hvem ſkal du have pan Slabetov til Kirke?“ horte
hau Niels ſporge dæmpet bag ſig.
„Fuad, tænfer jeg.“
vad, rider Pokker dig?“
W fan fri du for mig til en eller anden, lige⸗
meget hvem.“
Niels maalte ham med et laugt Ojekaſt:
„Tag hende.”
„Eli? Vil du gerne have det?“
„Helſt dig, jeg kan ikke unde andre hende. Men
ſtynd dig, for hun bliver hurtigt reven væl.”
Eli kom el Ojeblik efter gennem Stuen og ſtrog tæt
forbi Erik. Han hilſte paa hende og ſagde:
„Du er naturligvis optaget, jeg mener til Kirke?“
„Hvorfor naturligvis?“
„Jeg kau ikke tenke mig andet.”
Hun faa det kendte Smil om hans Mund. Saa
ſpurgte hun:
„Og du?“
1 0 Enkemand, “ lod Svaret.
„Her er ingen, der har fundet Naade for dine Øjne
— — og ſaa gaar du ene til Kirke i Dag?“
„
Han lo.
„Hvem er ſaa din Kavaller?“
„Ingen.“
„Nej, det er ſandt — —“ hau ſtandſede med et.
Saa ſagde han uden ſelv at vide hvorfor: „Niels har
bedt mig om at tage dig.“
Blodet for hende til Kinderne og hun ſvarede:
i „Virkelig? Det kommer an pan om jeg lader mig
age.“
„Aa jo,“ ſagde han og lo, „hvorfor fulde du ikke
gøre det?“
Dan tav.
dan dæmpede Stemmen. „Jeg tror ikke, det vil
falde nogen ind, at fe et Par i os to, ſelv om vi ſlog
vore Pjalter ſammen i Dag.“
„Det tror jeg heller ikke.“
„Ja ſaa er der ingen gyldig Grund til at ſige Nei.
Pinen er da heller ikke faa lang, hele Kirkefcerden varer
kun to, tre Timer.“
Han ventede, hun ſkulde ſige noget, men hun jaa mod
Gulvet og tav. Var det krenket Stolthed, der bandt
hendes Tunge? Hun plejede ellers at kunne tage Hævn
pan Stedet, naar nogen krenkede hende. Hendes Ojne
kunde lyne den formaſtelige i Mode, og hendes Skonhed
laane hende en Overlegenhed, der gjorde det af med Syn:
deren. Han vilde have givet meget for at kunne leſe hen⸗
des Tanker i dette Ojeblik.
„Naada?“ ſagde han og lo. „Du vil helſt være fri
for mig, men har ikke Mod til at ſige det. Jeg troede
Eli fra Kloſtergaarden var mere tapper.”
„Nu kan det være nok, ſagde hun og faa op paa ham,
men der var mere Bebrejdelſe end Harme i hendes Blik.
Det ſpydige Smil om haus Mund forſvandt og han ſpurgte:
„Skal vi faa føre i din Vogn eller i min?“
„Som du vil, mig er det ligegyldigt.“
— Frokoſteu var forbi, Geſterne ſteg til Vogus, og
det lange Tog ordnede fig i Rakke. Mufitten blæfte
Brude⸗Marchen, og Bruden lo med Øjnene fulde af Taa:
rer. Man fvingede ud gennem deu flagſmykkede Wresport
og i ſuſende Trav gik det den halve Mil til Kirken.
Eli var atter feſtſtemt og hendes Øjne ſtraalede.
„Hvor mange Vogne er der?“ ſpurgte hun, „de kan
tælles her ved Omdrejningen.“
Han talte otte og tyve.
„Det er pragtigt!“ udbrød han, „Turen til Kirke er
det bedſte ved et Bryllup.”
„Jeg i. det ſamme, tfær i Dag.“
Hun faa hurtigt paa ham, men denne Gang var der
ikke Spor af hans ſpydige Smil.
„Jo, for i Dag er Vejret godt,” vedblev han, „men
ſidſt jeg var til Bryllup regnede det Skomagerdrenge ned
i Brudens Skod, og Koreturen var ødelagt.”
Altſaa ikke fordi hun korte ſammen "i ham i Dag!
Han ſad og iagttog hende.
„Har du forvundet din Snue?“
„Min Sune? Jeg ved ikke af, at jeg har havt
Snue.“
„Din Hoſte da?“
„Mener du Kighoſte? Den havde jeg ſom lille.“
„Fik du flet ingen Forkolelſe den Aften, vi gik hjem
fra Roturen paa Molledammen?“
„Jeg kan virkelig ikle tjene dig med ſaa meget ſom
en Smule Tandpine. Jeg fif ikke Tid til at forkole mig,
jeg gik, jo lige hjem, og vi gik raff til, Niels Knudſen
og jeg.”
„Ja, det er fandt, du og Niels Kuudſen.“
Han merkede, hun ſtrejfede ham med et hurtigt Blik;
men hvis hun troede, at hans Anſigt havde i Sinde at
forraade noget ſom helſt, tog Dun. fejl. Dat ſagde
muntert:
„Stakkels Niels! han maa ofre ſig i Dag.“
„Jeg fulde mene, han ingen Grund har til at beklage
fig, han er jo beklædt med en af de hojeſte Bærdigheder
ſom Buudgommens Broder.“
„Og domt til at fore den anden Verdighed, Brudens
Soſter, til Kirke.“
„Hvad har du at udfætte paa hende?“
„Jeg? Ikke det mindſte og han formodentlig
„Ja ſaa forſtaar jeg dig ikke.“
„Ikke ch Han? behover jo ikke at have noget imod
hende, fordi han hellere gad føre til Kirke ſammen med
en anden.“
„Det er tvært, ſom du tager dig af Niels Knudſen.“
„Han er jo min gode Ven. For Reſten troede jeg,
han ogſaa fandt Medfolelſe hos dig.“
Hun blev rod i Anſigtet.
„Hvorfor det?“
f „Du ſidder jo ogſaa halvt ſom et Offerlam ved Siden
af mig.“
Han iagttog hende med fit ſpydige Smil, men det
veg hurtigt, da han ſaa, hun var bleven bleg.
„Nu blev du vred,” ſagde han.
Hun kſparede ikke.
„Om Forladelſe, Eli, jeg var fem.”
Da opdagede han, at hun havde Taarer i Øjnene.
„Eli!“ udbrød han med en Varme i Stemmen, der
forraadte ham. Hun ſaa op og aldrig for havde han ſet
et ſaadant Blik; ſom naar Solſtraaler brydes i Dug:
draaben en tidlig Sommermorgen, ſaadan blændede det.
Han vilde have ſagt mere, men nu holdt de ved Kirken.
Han ſprang hurtigt ned af Vognen:
„Lad mig hjelpe dig.“
Hau loftede hende ned og lagde hendes Arm i ſin.
Niels Kundſen, ſom gik længere fremme i Rakken,
ſaa tilbage efter de to og traadte Brudeus Soſter paa
Kjolen.
Brudeparret ſtod for Alteret, og Preſten holdt en
indtrængende Tale til de to, ſom nu vilde bygge deres
egen Fremtid. Den nermeſte Familie var rørt og maatte
gore Brug af Lommetorkleederne.
Men det nytter ikke at dolge, at ſelv i en Kirke har
Ungdommen ondt ved at fornægte fin Natur; og medens
Preſteus Tale gjorde Indtryk paa mange i Forſamlingen,
ſloges flere end en Brudeſvend med ſine Øjne, for at holde
dem borte fra Pigerues Flok.
For Niels Knudſen vilde det flet ikke lykkes at holde
fin Opmerkſomhed ved den kirkelige Handling. Eli ſtod
ham hele Tiden i Hovedet, og han kunde tage ſig ſammen,
faa tit han vilde, det blev Eli, og kun Eli. Han fad i en
af de øverfte Stolerader, hun midt nede i Kirken, og han
pintes mere end tilſtreekkeligt ved at maatte lægge Baand
paa, ſig — han kunde jo ikke uafladelig dreje fig om og
ſe tilbage efter hende. Erik derimod ſad ſkraas over for
hende, et Par Stole længere tilbage, og han behovede ikke
at paalcegge fig nogen Tvaug, men kunde ufravendt lade
fit Blik hvile paa hendes ſmukke Profil og ſtolte Nakke.
Og ſom han ſad der, midt i Kirkens Skod, kunde
han ikke jage ſine verdslige Tanker paa Flugt. Her, paa
dette fredlyſte Sted, lilſtod han for fig ſelv, at der ud af
hans Tilbojelighed for Eli, en Tilbojelighed, han ſtadig
havde holdt Stangen med kritiſk og koldt Overlgg, var
vokset noget frem, der maatte være Keerlighed. Øg han
gik i Vej med at maale Styrken af denne Kerlighed, men
gav det op igen, for han folte i ſamme Sjeblik, at den
havde taget al Magten fra ham. Og da Preſtens Stemme
lod: „Saa tilſporger jeg dig, Ungkarl — — — — om
du vil have denne Pige — — — —, ſom hos dig ſtaar
til din Agtehuſtru?“ maatte han næften gore Bold paa
fig ſelv for ikke at ſvare et lydeligt „Ja“.
— Og hjemad bruſte Toget under Piſkeſmald og
ſtingrende Muſik.
Eli var tavs paa Hjemturen og Erik ligeſaa. Han
prøvede paa at faa en Samtale i Gang, men den gik i
Staa, naar den var vel begyndt. Hun ſaa ufravendt ned
til Siden og det var forgaves, han ſogte at fange hendes
Blik. Men Stilferdigheden, der var over hende, tog han
for et godt Varſel.
— Da de forſte Toner fod i den oplyſte Danſeſal
om Aftenen, bevægede Brudeparret fig i hojtidelig Valſe—
takt paa den lille Plads, de talrige Tilſkuere havde levnet
dem midt paa Gulvet. Men da Forloverne og de nær:
meſte Paarorende alle havde dauſet deres Tur med Bruden,
ſpredte Tilſkuerne fig i de andre Stuer og gav Plads for
den danſelyſtne Ungdom.
Niels Knudſen, der hele Dagen havde maattet gore
Hoveritjeneſte, folte fig løft fra alle Forpligtelſer, greb
med et kraftigt Tag Eli om Livet og fløj med hende i
Dauſen. i
Det gamle ſpydige Smil traadte frem i Eriks Aaſyn,
— Br . —
— ͤ——-—K— ͤ——
.
men veg ligeſaa hurtigt for ct andet, der udtryfte Med—
lidenhed med en Ven og Kammerat.
Det fan ud til, at Niels Havde i Sinde at danſe
Livet af Eli, ſaadan holdt han ved. Han var aabenbart
til Sinds at gore fig betalt for det Offer, han Dagen
igeunem havde maattet bringe. Endelig ſtandſede han, og
Erik gjorde Plads for Eli, der var forpuſtet af den ſtor—
mende Daus.
En ny Danſer kom for at byde hende op, men Erik
lagde ſig imellem.
„Hun danſer forſt med mig,“ ſagde han og bukkede
for hende.
Med Armen om hendes Liu blev han ſtageude tilbage
i Rakken: „Ikke endnu, Eli, for du har puſtet ud.“
Han lagde Armen faſtere om hende, og hun lod ham
„gore det nden Modſtand; men hun var tavs og hendes
Aaſyn alvorligt, dette Aaſyn, der fremfor andres kunde
ſtraale i en Dans.
Et Ojeblik ſank hans Mod, en isnende Foruemmelſe
gennemrislende ham og han losnede ſin Arm. Men nej,
han vilde ſejre, han, Erik fra Mollen vilde ſejre, ſaa ſikkert
ſom der i Verden kun var denne Eli til!
„Kom, Eli!“ udbrod han og drog hende med ſig i
Dauſen.
Dette var Dans! Med hende i Armen kunde han
danſe Livet igennem!
Hun ſaa ikke op, ſtadig holdt hun fit Blik fæftet paa
Gulvet.
Men hun ſaa ikke op. i
„Eli, ſe paa mig!“ bad han. „Eli, er det dig imod,
jaa ſkal jeg aldrig bede dig om det mere.“
Det lod ſom et Nodraab. .
Nu ſaa hun op paa ham, ſaa ham ind i Ojnene, ſaa
de blændedes af hendes ſtraalende Blik. Han knugede
hende tæt ind til fig. Å
„Eli, jeg elſter dig, forſtaar du det, Eli? jeg elſker
dig! Nej, du behover ikke at ſvare mig, jeg ved det, fe
bare paa mig, Eli, Eli!“
au SKÆR e N
=== — N e S Y Y
Ne 8 ix: 8
U .
3
Der var en Jubel i hans Stemme, faa hun maatte
ysſe paa ham:
„Ti dog ſtille, Erik, ellers ſiger jeg, du tager fejl.“
Men hendes Blik jublede ham i Mode.
„Ingen kan hore os i denne Tummel, ingen ved,
hvad der erz ſket,8kun du og jeg, du Jog jeg, Eli!“
Velfaren.
Haa, Mads! fik du faa di Ron' mæ Touet?
Jaa, de trouer jæ da nok, for jæ ſatt hinner ind, hvor
der ſtaar: „Sor Kvinder”.
i
Napoleons Endeligt.
Srit bearbejdet efter J. de Saint⸗Amand
ved Adolf Tangſted.
Der er ſagt af en beromt franſk Forfatter: „Lord
Byron troede, at Kongernes Dickator Havde nedlagt fit Ry
med fit Glavind, og at han vilde do Glemſelens Dod.
Digteren burde have vidſt, at Napoleons Skebue ſom alle
høje Sfæbuer var en Muſa. Denne Muſa forſtod at fore
ham igjennem Fald og Nederlag til et Martyrium, der
kaſtede ny Glaus over hans Heltery. Alexander døde ikke
i Grakenlands Skjod, men ſegnede under Babylons
glodende Sol. Bonaparte dode ikke i Frankrigs Arme,
men henteeredes fjcrnt i Tropernes ode Zone.“
Fangen pan St. Helena hentaeredes Dag for Dag;
han led af en Maveſpulſt, og de heftige Smerter, den
foraarſagede ham, føltes ſom Knivſtik.
„Jeg er ikke mere den ſtolte Napoleon, ſom Europa
har benndret til Heſt,“ ſukkede han en Dag fort for fin
Dod, „Verdens ſtore og Fyrſterne, ſom forfolge mig, have
ikke mere behov at engſtes; jeg ſkal ikke mere forurolige dem.“
„Ak!“ tilfojede hau bittert, „hvorfor have Kuglerne
ſparet mit Liv, ſiden jeg ſkal miſte det pan en faa yuk—
vandig Maade?”
Til fine omværende ſagde han en anden Dag, pludfelig
opildnet af Krigerſtolthed:
„J, mine Lidelſesfcller her i Fangenſkabet, ſkulle
vende tilbage til Europa, og J ville vende hjem omſtraalede
af min Berommelſe ſom i Lys af en nedgagende Sol. J
ville blive auſete og lykkelige. Men jeg, jeg ſkal modes
med Kleber, Deſaix, Lannes, Masſena, Besſiéres, Duroc
og Ney; de ville modtage mig der, hvor jeg gaar hen.
De ville endnu en Gang, en eneſte blive optendt af den
jordiſnñe Berommelſes Rus. Vi ville da underholde os
med hinanden om det, ſom vi have udrettet; vi ville fam:
tale med Frederik 11, Turenne, Condé, Cœſar og Hanni⸗
bal om alt, hvad der bærer Stordaads Navn.”
Da han en Dag længe havde underholdt ſig med
Abbed Vignali, og hans Læge i den Anledning traf paa
Smilebaandet, ſagde han:
„De ere ude over flig Daarſkab, ikke ſandt, Doktor?
— Men hvad ſkal man ſige til det? Jeg er hverken
Filoſof eller Lære; — Derfor tror jeg paa Gud og
bekjender mig til min Faders Religion.“
Og idet han derpaa vendte ſig til Abbeden, fortſatte
hau: „Jeg er fodt i den katholſke Religion, og jeg vil
opfylde de Pligter, den kan paalceegge mig, og modtage
den Troſt, den kaun yde mig. Meddel mig det hellige
Sakrament.“
Abbed Vignali gav da Kejſeren den ſidſte Olie; han
levede vel endun fem Dage, men heulaa neſten bevidſtlos.
Af og til hortes han ſvagt at fremſtamme Ordene: „Mit
Frankrig! Min Joſephine! Min Hær!” —
Jovrigt ſyntes Elementerne at ſtaa i Pagt med Ti:
tanens Dodskamp. Dagen for haus Dod hærgede en
frygtelig Orkan St. Helena og rykkede flere ſtore Træer
op med Rode. Paa ſelve haus Dodsdag indtraf et Regn:
ſtyl, ſom gauſke havde Karakter af et Skybrud.
Den dte Maj Klokken 5, % om Eftermiddagen dode
den ſtore Kejſer. J dette ſtabneſvangre Ojeblik ſlog Vejret
om. Solen brod frem, og en let Briſe viftede Himlen
ren for Skyer. Ogſaa Üldtrykket i den dødes ſkjonne An⸗
fint havde ſkiftet. Det var ikke mere forkreuket af Dods⸗
kampens Trakninger, men afſpejlede Freden fra Gud.
Kejſerens Lig blev udſtillet paa castrum doloris iført
Jeegerkorpſets Oberſtuniform med Wreslegionens Stjærne
og Jeernkorſet paa Bryſtet. Kiſten var for fort til, at den
beromte trekantede Hat kunde anbringes ban haus Hoved;
den maatte derfor lægges ved Fødderne. Tilſtromningen
var uhyre; alle Øens Bebvere, ſtore og ſmaa, vilde endnu
en Gang fe den Mand, der havde gjort ſaa megen Larm
i Verden.
Den 8de Maj fandt Begravelſen Sted. J en næver
Dal, almindelig faldet Geraniumsdalen, udſpringer en Kilde,
hvor Napoleons kineſiſke Tjenere plejede at heute Band;
— to Gradepile ludede ud over Basſinet. Kejſeren holdt
meget af denne venlige Plet. Den var altid Maalet for
haus Spadſereture. Han fandt der en velgjorende friſk
Luft og ſagde tit, naar han talte om Kilden: „Om Gud
lader mig komme til Helſen, vil jeg oprejſe et Monument
paa det Sted, Hvor deus forfriſkende Veld udſpringer.“
Dette Monument blev hans Grav. Han havpde oftere ud:
Napoleons Grav paa St. Helena.
talt til Madame Marchand, hans Kammertjeners Huſtru,
ſom undertiden ledſagede ham pan hans Vandringer til
Kilden: „Hvis det er Guds Vilje, at jeg ffal do her paa
denne forbandede O, ſorg da for, at jeg kan blive jordet
her paa denne velſignede Plet.“
Guvernøren Havde intet dertil at indvende. Det var
altſaa til dette Sted, at det ſtore Ligtog begav fig den 8de
Maj 1821.
Vejret var ſtraalende, hele Sens Befolkning var pag
Benene. Kl. 122 ſatte Toget fig i Bevegelſe li folgende
Orden: Forreſt gik Abbed Vignali i fuldt Ornat, efter ham
fulgte L gerne Aruett og Antomarchi. Saa kom Lig:
vognen, eſkorteret af 24 Grenaderer og trukket af 4 Heſte.
Bed Siden af Ligvognen gik Kejſerens trofaſte Kammer⸗
tjener Marchand, derneſt fulgte Generalerne Bertrand og
Montholon, Napoleons fuldtro Vaabenfeller — begge til Heſt,
endvidere hele haus Tjenerſkab og hans gamle Heſt, „Heſten
fra Marengo“, der havde baaret ham i de hundrede Slag.
Dertil ſluttede fig Marinens og Geueralſtabeus Officerer,
ODens retslige Ovrigheder og dens Guvernor, Napoleons
tyrauniſke Vogter: Sir Hudſon Lowe, — alle til Heſt og
eſkorteret af alle Marineſoldaterne, 20de Jufanteri-Regiment
og Artilleriet med 15 Kanoner.
Da Ligfolget omſider var naget frem til Graven,
talte Abbed Vignali, idet han tog fit Udgangspunkt fra
den 87de Salme, ſom Israels Konge-Profet har digtet,
ſom det ſynes, med en Forudanelſe om Napoleons Skebne:
Du har lagt mig i Hulen herneden under i de morke,
i de dybe Steder. — Din Vrede har lagt ſig tungt paa
mig med alle dine Bolger. Sela. — —
Du har fjaruet alle mine Kyndinger langt fra mig,
du har gjort mig vederſtyggelig for dem; jeg er indelukket
og gaar ikke ud — mit Oje er bedrovet af Elendighed;
11 7 jeg har raabt til dig den ganſke Dag, jeg har ud:
redt mine Hænder til dig. — Din Vredes Flammer ere
gaaede hen over mig; Radsler fra dig have tilintetgjort
mig. — De have omringet mig ſom Vande den ganſke
Dag, de have omſpandt mig tilſammen. — Du har fjer⸗
net min Ven og min Stalbroder langt fra mig; mine
Kyndinger ere Morkets Sted.
Efter Talen blev der afſunget et Requiem, der blev
beſvaret af dronende Salut fra Admiralſkibet. J det Øje:
blik, da Kejſerens Kiſte, dekket af hans Feldtkappe fra
Marengo, blev ſenket i Graven, affyrede pan en Gang
alle 15 Kanoner 3 Artilleriſalver i Trek.
En vældig Kampeſten, der fulde have tjent til Grund—
ſten i det nye Hus, man agtede ut opføre til Kejſeren,
blev lagt paa hans Grav, den beſkedne Plet, ſom han,
hvem Europa havde været for ſuavert, tilſidſt havde ladet
fig noje med. De Venner og Tjenere, ſom frivilligt havde
delt hans Fangenſkab, onſkede at ſette en Inſkription der:
paa, blot et Ord, et eneſte: Napoleon. Sir Hudſon
Lowe tilſtedte det ikke.
En Kunſtuer eller en Digter kunde ikke have valgt
fig et mere romantiſt Hvileſted end Napoleon. Den en:
ſomme Plet, Gradepilene, disſe Tungſindets Symboler,
den ſkumle Klippekloft, den rislende Kilde, alt ſynes at
tale til Fantaſien. Det er, ſom Keiſeren havde ſagt,
Fantaſien, der regjerer Verden. „Han ſover,“ ſkriver en
beromt Forfatter, „ſover ſom en Eremit eller en Paria i
en Dal og til denne Grav fører kun en knudret Klippeſti.
Naturens ſtore Stilhed herſker her, men et evigt Ry ſuſer
em Graven. Her er ode og folketomt, men Tropernes
Fugl, ſom er forſpeudt Solens Guldkarm, jager frem
mod Lyſet. Hvor holder den Raſt i Dag? Paa den
Aſkedynge, hvis Vægt har faact Globen til at ſpaje.“
J 1840 lod Kong Ludvig Philip Napoleons Lig
overføre til Frankrig og bifætte i Juvalidehotellets prægtige
Krypt, for ſaaledes at opfylde det Onſte, Napoleon havde
fremſat i fit Teſtamente Paragraf 2:
„Jeg ouſker, at min Aſke ſkal hvile ved Sei⸗
nens Bredder midt iblandt det Folk, ſom jeg
har elſket faa hojt.“
—
Se, Jordens Megtige fredfuldt hvile,
Saa frydfuldt hilſe de Perrens Dag:
Ad al Bedrovelſe han de ſmile,
De rammes aldrig af Skæbnens Slag.
Ej længer fangne af Srijterhaanden
De ere gangne — faa ſiger Aanden —
Sra Strid og Meje lil Sredens ſejem,
Og deres Gjerninger folge dem.
(wallin).
Sortælling af
Frultiof Bon.
Illuſtreret af
SP. V. Dinde burg.
Staar en ſkaauſk Bonde udenfor
1 ſin Gaardsport en Aften, tidlig paa
Foraaret og fer op ad Vejer, mens Stærene fløjter i
de gronnende Pile — tegner der fig ofte oppe paa
Bakkekammen en Skygge, fort mod det ſynkende Dags:
lys blaanende Rode, jaa en Skygge til — bag dem
tre, fire, fem — de Skygger ſkrider ned, bliver mindre,
ta'r Menneſkeform, og frem mod Gaardsporten ſom Maal
v. 94. D
gaar trætte og tavfe en halv Snes Menneſker, Mend,
Kvinder og Born. De har alle ſtore, lyſebrune Elletreeſko
ban Fodderne og ſmag Kuytte i Hænderne — og Mæn:
dene Skovle og Hakker over Akselen, tyndt er de kleedt og
ſultne fe de ud. — Er de komne helt hen til Porten, ſiger
Kvinderne frygtſomt: „Guds Fred!“
„Guds Fred,“ ſvarer Bonden, „hvor har J hjemme?”
„Vi har hjemme i fattige Smaaland, Gud Naade os,“
ſvarer Kvinderne, „har J u ikke Husly for Natten til vej:
farne Folk?“
„Tag over Hovedet og Brod har jeg nok,“ ſvarer
Bonden og gaar i Forvejen ind gennem Porten og frem
over Gaardspladſen. De fremmede følger efter, Mændene
læsjer Skovle og Hakker af fig ved Husdoren, retter fig
ſaa — og gaar ind.
Neeſte Morgen jer Bonden dem drage af Gaarde ned
over Landevejen, frem mod Havet.
Staar den ſamme Boude uden for fir Gaardsport en
Efteraarsuften og ſer mod Syd, mens Svalerne hvinende
ſter Luften ſonder — øjner han nede paa Vejen en Skare
Menneſker, der kommer op over mod Gaarden. Hoj Tale
og glad Latter ſlaar op imod ham fra de Mend, Kvinder
og Born. Da de kommer tet hen, ſer Bonden, at de er
velkledte alle ſammen, har ſtore bugnende Knytte i Hen—
derne og Leerſto paa Benene.
„Guds Fred,“ ſiger Bonden, „hvor har J hjemme?“
Mændene ſvarer højt: „Vi har hjemme i Smaaland,
i ſtore Kronobergs Len; hvad da, hvad da — vi kommer
fra Danmark, gor vi, og vi har Penge paa Lommen, har
vi, vi gi'r Fan i en ſkaanſk Bonde.”
Og de drager forbi Gaarden og frem ad Vejen, og
da de er der oppe ban Toppen, tællev Bonden dem, en
for en, idet de ſvinder bort under Bakken.
Otte tæller Bonden, men ti huffer han, de var, da
de drog af Sveriges Land. Dette gentager ſig Aar for
Aar — Hvert Foraar drager Sydſveriges ſultue, over:
flodige Arbejdskraft frem mod Havet til Danmarks ſtore
Kodgryder, og hjem finder de fleſte om Efteraaret — dog
nogle har miſtet Flyveevnen, de bli'r i det fremmede
Land.
> rr
Er
En lille Floj af denne ſtore Trakfugle-Skare finder
Vej til det nermeſte danſke Land, Bornholm.
Saadan ffete det ogſaa det Foraar, da den lyſe vakre
Karin, den ftærfe Peer og den glade Anders, Sogneborn
fra Smaalaud, rejſte med Damperen fra Yſtad til Ronne
og kom til at tjene paa Skovgaard, en Gaard pan Sſtkyſten
af Bornholm. Den ejedes af Kaptejn Damm. De havde
det godt og ondt mellem hinanden, men glædede ſig af
fulde Hjcerter til alle bornholmſke Tjeneſtefolks Hojtids—
feſt — St. Hans Aften.
De gik og længtes efter den Dag, og endelig kom den
med Sommerſol og Hoduft, og ved Middagstid horte År:
bejdet op pan Skovgaard.
Nu var det Forberedelſens Stund.
Det bedſte Tøj kom frem af Kiſterne, den gamle Stads—
vogn ſmurtes, Kaptejnen havde givet dem Lov til at tage!
den, og Heſtene blev ekstra ſtriglede.
Peer, Anders og Jeppe Daglejer var inde i Karle⸗
kammeret og pudſede fig efter at have gjort Storvadſk ude
ved Vandtruget. Auders begyndte fan at leane Kla'r af
Peer, ſelv havde han aldrig nogle, de Penge, han tjente,
brugte han til Bræudevin og Spil. Peer ſtrittede imod,
men laante faa endelig Anders et Par Bukser og en Krave.
Jeppe ſkyndte fig at faa fit paa, for han ſkyttede ikke om
at laane noget ud til ſaadan en forloben Svenſker ſom Anders.
De blev faa færdige og gik ud i Gaarden, hvor Kap⸗
tejn Damm kom gaagende med den ſtore Madkurv, ſom han
ſatte op paa Vognen.
Pigerne var endnu ikke rigtig færdige med at pynte
fig. Det var ellers deres Arbejde at pakke Maden ned,
naar Herſkabet ſkulde ud, meu i Dag var de jo ſelv Herſkab.
Heſtene var ſnart forſpendte, og Vogterdrengen, Hans,
ſom ogſaa var i Stadstojet og ſkulde med, ſtod ved dem
fan lenge, til Peer fik fin bedſte Troje paa og ſin egen
Piſk frem. Efter Haanden ſamlede Folkene fig omkring
Vognen. Peer ſatte fig op ſom Kuſk, og lille Hans vilde
gerne ſidde ved Siden af ham pan Forjædet, men Torkel
Damm, Kaptejnens eneſte Søn og Skovgaards Arving,
kom ud i fuld Puds for at tage med og ſatte ſig paa
denne Plads.
ho orme
Anders og Jeppe ſkelede hen til Kaptejnen, ſom ſtod
noget fra Vognen. De turde ikke rigtig fætte fig op, de
generede fig — og hvor blev Pigerne af?
„Det er Sataus, man altid ſkal vente paa de Fruen-
timmer,“ brølte Kaptejnen.
Stine Bryggerspige og Andrea Kokkepige kom nu
lobende ud ſom |fræmte Hons og fatte fig op, men endnu
manglede Karin.
„Lob du ind, Hans, og je at fan fat paa hende,“
ſagde Kaptejnen.
Haus ſtyrtede af Sted og kom ſnart efter ud med
Karin halende efter ſig i Haanden. Hans var utaalmodig
efter at komme ban Vej og ſyntes, at Forberedelſerne aldrig
fik Ende.
„Det er dog pokkers, hvor der ſkal ventes paa dig,“
buſede det ud af Kaptejnen; „man ſkulde tro, du var en
hel Froken, rap dig nu og kom op i Vognen!“
Torkel havde aldrig kunnet lide Faderens fuſe Tiltale
til Folkene, men ſcerlig i Dag ſturrede det i hans Oren —
ſaadan at tiltale Karin!
„Nu er J jo alle oppe, ja kor ſaa, Per, i Guds
Navn, men bare forſigtig og kom ikke for ſent hjem, Tor:
kel,“ formanede Kaptejnen.
Peer ſamlede Tommerne, rorte den fjermes Lænd med
Piſken — og Vognen rumlede af Gaarde for at fore Skov⸗
gaards Tjeneſtefolk til „Almings“ St. Hans⸗Aften — og
Sonnen med for at pasſe paa dem.
Da de Havde ført en Times Tid, kom de ind under
Almindingens høje, morke Graner.
„Skal vi kore op paa Kriſtianshoj,“ ſpurgte Peer
Torkel. k
„Ja, det bli'r vel det bedſte, Peer, jeg kau ikke lide
at holde her neden for, men du har vel Reb med til at
binde dem i,“ ſpurgte Torkel.
5 „Ja, det ſa' Kaptejnen, jeg ſkulde ta' med,“ ſvarede
ver.
De forte nu nede paa den Vej, ſom omtrent lober
rundt om Kriſtiaushoj, dette Midtpunkt i Bornholms ſtore
Skov, Almindingen.
Naar Bornholmerne taler om at føre til „Almings“,
forſtaas der naſten altid, at man fører til denne Hoj, hvor
der er bygget en lille Danſe- og Reſtaurationspavillon og
rejſt en Støtte — Frihedsſtotten en miniature — til Minde
om — ja, jeg tror Frederik d. Syvendes Beſog paa Cen.
Om denne Hoj ſamles al Liv og Høre paa en Feſtdag
ſom St. Haus Aften. Ved Opkorſelen til Højen ſtod det
ene Bevertningstelt i Geled bag det andet. Fra Teltenes
hvide Lærredstag ſmeldede det rode Dannebrog op mod
Bogenes gronne Kroner, der var langt op der til det
bolgende Tag og derfra op til Sommerdagens blaadybe
Kuppel.
Bag ved Teltene og længere inde mellem Træerne
blusſede klare Flammer frem gennem blaanende Trarog og
ſlikkede op ad Kaffekedlerne, ſom hang i Treſorke over Ilden.
Langs med Stien, ſom lober rundt om Stotten, fad
der Kagekoner ved Kagekoner med Kurvene fulde af Honning:
fager, Hjertebrod med rode Wænd paa, To Skillings
Sukkerſnegle og hjemmebagte Bryſtſukker. — Paa den
anden Side Pavillonen (an der igen Telte, i nogle kunde
atter Torſten ſlukkes, et Par af dem var Danſeboder og
frem over dem alle ragede et Par ſtore Karronsſeller fra
Kobenhavn. De Havde neſten ſtorſt Sogning. Liren⸗
kasſer var der ogſag, og disſe mjavede og hveſede med de
ſkrattende Horn fra Danſeteltene om Overtaget.
Inde i ſelve Pavillonen kom der ingen Tjeneſtefolk,
der ſad de Bonder og Bonders Sonner — og pasſede
pan, at Folkene opførte fig ordentligt og ikke drak fig
fulde. — Pavillonens Stald var fyldt med Heſte, inde
mellem Træerne ſtod de bundne med Reb til Baaſe —
og helt nede fra Skoven hortes Heſte-Vriuſken.
Skovgaards⸗Vognen kom un korende op, men maalte
ſnart ſtandſe, en hel Vognborg ſparrede Vejen. Torkel
rejſte ſig op i Sedet for at finde et Sted at ſmutte
igennem.
„Du kan lige ſaa godt blivende holdende der, Damm,
der er ikke Tale om at komme længer frem,” raabte en
ung, kon Bonde.
„God Dag, Larſen,“ ſparede Torkel, „naa, er du
allerede kommen, kan du ikke ſkaffe mig et Bindeſted til
mine Heſte?“
D*
„Jaa dem blot fra, faa kan du ſtille dem hen ved
Siden af mine, der komme de til at ſtaa godt,“ foreflog
Larſen.
Larſen var Nabo til Damms — og Torkels Ung:
domsven.
„Lad os fan fe at komme af Vognen,“ ſagde Torkel
til Folkene, og han behovede ikke at bede dem mange Gange.
Heſtene kom un fra, Torkel og Peer gik ſammen med Lar:
jen hen for at fan dem bundne. Anders fif Vognſtangen
af, ſmed den ind under Vognen og gik faa hen med Foder
ſekken. Pigerne ſtod bag Vognen og pudſede fig glat⸗
tede paa Skorterne, fik Haaret i Orden ved at ſtryge det
over med Hænderne, ſom de forſt havde ſpyttet i — og
un kom de dejlige Hatte frem, omhyggeligt varede i et
ſtort, Hvidt Torklode, ſom de under Korſelen havde holdt
paa Skodet.
Var der noget, der ødelagde deres ellers ret konne
Udſeende, var det disſe ſkrakkelige Hattebore. Karin bar
fit ſvenſke Hovedtorklode, et Hvidt et af Silke, der klodte
hende meget bedre end nogen Hat.
Lille Hans ſtod imens og vejede fin Krone i Haan
den, — jeg maa da magelig kunne kobe en hel Kurv fuld
af Sukkerſnegle for fan mange Penge — tenkte han —
for en hel Krone, den har jeg dog været længe om at
ele <= ==
Torkel og de to Karle kom nu tilbage.
„Det er vel bedſt, vi faar lidt Kaffe forſt,“ foreſlog
Torkel og forte dem alle henimod et af Teltene. Hele
Teltets Indre optoges af Bord og Banke, det vil ſige,
Bordene var et Par Fyrrebrædder paa langs med fire
Grandſpiger under fig paa tværs, nedrammede i den friſke
Gronfvær, Benkene en lang Fyrrefjæl med Grandſpiger
under Enderne — inde paa Midten ſpajede de ſpert.
Paa den ene Snip af Bordet laa der Dug, Reſten flov
med Kopper og ſpildt Kaffe. — Midt pan Bordet ſtod et
Par gamle, bulede Bakker, fulde af Snegle og Boller.
„Kan jeg faa lidt Kaffe til disſe Folk,“ ſpurgte Torkel.
„Ver faa god og fit ned, Hr. Damm, faa ſkal Mut⸗
ter ſtraks være her,“ ſvarede en lille vims Mand med Beg
pan Hænderne.
„Hva', er det dig, Rasmus Skomager,“ ſagde Torkel
genkendende, „jeg troede ikke, du var Kaffeſkenker!“
„Nee men man maa jo ogſaa ſpecelere i noget i
disſe fløje Tider, der er ſku ikke meget Fedt ved Skomage⸗
riet, det er en Beſtilling, ſom hænger ved Neverne, man
ſaar den ikke til at gaa for Haanden!“
„Na, det kan du ha' Ret i,“ ſvarede Torkel og ſaa
pan Skomagereus Hænder.
De ſatte ſig ned ved Bordet, Karlene uden for Dugen.
Torkel blev ftaaende op. Rasmus renvadſkede en Kop
med Hank paa, hans Madam ſkenkede Kaffe i den og fatte
den hen for Torkel. Torkel havde un kegentlig ikke tæntt
ſelv at drikke Kaffe derinde, men ved at fe hen paa Karin,
opdagede han et ſpotſk Smil i hendes Anſigt. Saa ſatte
Torkel fig ned og traf Koppen hen til fig. Der blev
jfænfet Kaffe i nogle ſtore hvide Spolkummer til Folkene,
og Bakken med Hvedebrodet gik rundt. Heune paa et
Hjorne ſtod en ſtor Klukflaſke med noget brunt i. Jeppe
Daglejer havde allerede ſiddet lidt og ſkottet hen til den.
Nu opdagede Torkel den ogſaa og ſpurgte Skomageren,
hvad der var i den.
„Det er nu ſaadan en privat Bitter til mine gode
Bekantere, for jeg maa ellers ikke ſkenke,“ ſvarede Sko⸗
mageren.
„Du kau for i Dag regne os med til dine gode Be:
kendte, Rasmus, og la' os ſmage dine Mavedraaber,“
foreſlog Torkel. Skomageren hentede uden videre Ind⸗
vending nogle Glas og ffænfede i. Jeppe ſtak fit Glas
andægtigt ud og ſmakkede med Tungen.
„Den Malurtbitter er alligevel den bedſte,“ ſagde
Jeppe med Overbevisning, „den ſtikker bajerſt Ollet.“
„Ja — aa det ſtikker ſomme Tider dig, lille Jeppe,
ti, hi, hi,“ fo Rasmus Skomager. De andre lo med, idet
de rejſte ſig fra Bordet med Tak til Torkel, ſom betalte
for hele Trakteringen og gik foran dem ud af Teltet.
„Sag er det vel bedſt, vi ſpiſer til Aften Kl. 61 og
ſamles ved Vognen,“ ſagde Torkel og ſtandſede lidt uden
for. Der var ingen, der ſvarede noget, det var en Be⸗
faling, ſom ſtulde adlydes, en venſkabelig Henſlilling for:
ſtod de ikke. Torkel gik ſaa fra dem op mod Pavillonen.
Folkene fra Skovgaard blev ftaaende paa ſamme Plet.
De havde akkurat ſamme Folelſe ſom ſultue Folk, der
jætter fig ved et godt dekket Bord. — Retternes Mængde
overvældede, de vidſte ikke, hvad de forſt fulde hugge ind
i. De var bande hojtidelige og eengſtelige. Hele denne
Herlighed Havde de gaaet og tankt paa fan længe, og un
laa den der for dem. Hornenes Skratten, Lirenkasſernes
Mjaven, denne Suſeu, Summen og Hvinen fra Menneſke—
mængden, Heſtenes Vriunſken og Pruſten, alt dette flød
ſammen i deres Oren, gik dybt ind og blev til noget ube-
ſtemmeligt noget, men noget, der drog — drog med Daa:
rende Kraft.
Anders brød forſt Tavsheden.
„Lad os nu bare ikke ſtaa og ſpilde Tid, kom med
mig flickor, faa ſkal I faa Kager.“
De drev fan af Sted, og den nermeſt ſiddende Tage:
fore kom af med mange Sukker-Snegle og Hjertebrod.
Lille Haus Havde ſpiſt jaa meget til Kaffen — for det
Brod havde han jo faaet gratis — at han med Sindsro
kunde modſtaa Friſtelſen til at kobe hele Kurven, han
nojedes med nogle hjemmebagte Bryſtſukker. Anders betalte
flot det Hele, og de gik videre. De maatte puffe ſig frem
for at komme af Sted, og de blev ſelv ſtodte til baade for
og bag. Enkelte af Karlene havde allerede faaet faa meget
at drikke, at de begyndte at ſynge og drive ſammen i
Klynger for at fange enlig gagende Piger.
Skovgaards⸗Folkene var nu komue i Neerheden af et
Bevertningstelt.
„Her ffal J ind „pibla“ og ha' lidt ſodt,“ foreſlog
Anders. De gik da ind. Udſtyret var her ligeſom i
Kaffeteltet. Ved den ene Ende af Bordet fad en Flok
ſvenſke Karle og drak, næften hver med fin Keereſt paa
Skodet eller ved Siden af ſig. Henne ved den anden Ende
ſad nogle Daglejere og Smaahusmend og drak Brendevin
og Hvidtol. Der rykkedes ſtraks ſammen for at fkaffe
Plads til de nyankomne. Pigerne fik Limonade, Peer og
Anders bajerſk Ol, Jeppe vilde helſt have en Kornpeter
og rykkede ſammeu med dem ved deu nederſte Ende. Lille
Haus fik Lov til at ſmage hos Karin.
—̃ͤ — se fans
— — q 2—— ˙
„Hva', er det ikke Peer fra Hallarod,“ var der en,
der ſpurgte fra den anden Side af Bordet.
„Jo — o, det er det,“ ſvarede Peer, „men hva' Fan,
det er jo Ole!“
„Jo akkurat, — ſyntes jeg ikke nok, det var dig,
Peer,“ ſvarede den anden og rakte Haanden frem over
Bordet til Hilſen, „naa ſaa du er ogſaa kommen ind her
paa Øen for at tjene, det var da morſomt at træffe en
Sognebo — og faa er det jo Karin, du har ved Siden
af dig; god Dag, Karin, jeg havde næv ikke kendt dig —
naa ſaa J to er alligevel blevet Kereſter!“
„Nej vi er ikke,“ ſvarede Karin, „men vi tjene i ſamme
Gaard, hvor tjener du, Ole?“
„Aa, jeg tjener hos en helvedes Rakkere her veſt paa
Landet, men jeg ta'r Hjem til Vinter, det gor J vel
ogſau?“
„Ja, det gor vi,“ ſvarede Peer, han lagde Eftertryk
paa det vi
Paa dette heldige Sammentraf ſkulde der drikkes en
Omgang, der blev drukket to, tre, — og da Selſkabet brød
op med Ole i Folge, var Peer og Anders blevne ſpert
opromte, de gik un lidt nærmere ind til Pigerne. Bryggers:
pigen Stine var [let ikke knibſt mod Anders, Peer gad ikke
fe til Stuepigen, men ſkottede over til Karin, men hun
lod ſom ingen Ting — og han turde ikke. — Ole gik raſk
hen og tog Karin om Livet, men hun rev ham hurtig fra
fig og bad ham pagsſe fig ſelv. N
„Naa, jeg havde nær glemt, hvordan du var, men nu
huſter jeg dig fra gamle Dage, Karin, ha, ha, ha,“ lo Ole,
„du ſlog bagud, naar man ikke ſtrog dig lidt forſt!“
„Ja, du kommer hende ikke ſaadan nær,” ſvarede Peer
glad over, at Ole havde brændt fig, men hvis Damm —
Peer ſkod den Tanke fra fig, han vilde ikke St. Haus⸗
Aften gan og blive gnaven.
„Men hvor blev Jeppe af?“ fortſatte Peer.
„Aa, han kommer ikke fra den Bordende, ſaalcenge
der er nogen, der gi'r en Syp,“ ſvarede Anders.
„Skal vi nu ikke fe at komme ind og danſe,“ foreſlog
a5 Horuene og Klarinetterne hvinede lige ved Siden
af dem
„Nej, vent bare til det bliver morkere,“ indvendte
Anders med Erfaringens Overbevisning, „nu er der ikke
Spor af Spend i den; men vent bare, — nej lad os nu
heller komme hen og faa os en Ridetur.“
En hel Flok Karle og Piger kom i det ſamme hujende
ned imod dem. Et Par af Karlene dinglede over paa Ole
og Karin, der gik bagerſt. En af de fulde gik hen og
ſmakkede Karin et Kys, førend nogen tænfte paa det. Ole
greb Synderen i Kraven, men Peer ſprang til og raabte:
„Nej, her er det mig, ſom ſtal afgøre det!“ — og drev i
det ſamme den fremmede Karl ſaadan en, at hau rug paa
Hovedet hen blandt fine Kammerater.
Den fulde ſtod og ſundede fig lidt, men greb faa
pludſelig ned i Lommen.
Stine Bryggerspige hvinte: „Nu bruger Svenſken
Kniv!“ Ole gif i det ſamme imellem. „Det er ſtu dumt,”
ſagde han, „at vi Svenſke ligger og bruger Kniv paa hver:
andre, vi ſkulde heller gemme dem til — men der kommer
„Sandemanden“ (Sognefoged).“
En høj, foær Bonde traadte ind i Kredſen og ſpurgte,
hvad der var i Vejen. Der var ingen, der ſvarede, men
Parterne begyndte at ſkilles ad under brummende Mumlen.
Sandemanden Holdt meſt af at flippe paa den Maade, han
var ikke glad for at fan noget alvorligere at gore med Sven:
ſterne. Da Torkel gik op mod Pavillonen, traf han Larſen,
og de gik ind ſammen i Pavillonens Skenkeſtue. Den
var noget ſkummel og mork, de ſtore Træer uden for lagde
dyb Skygge og Kolighed ind i Varelſet ſelv paa en varm
Sommerdag. De to ſatte ſig hen i en Sofa med et ſtort
Bord foran.
„Kan vi faa et Par Bajer, Jomfru,” ſpurgte Torkel.
Da de Havde faaet Øllet ffænfet op, aabnedes Doren og
flere unge Landmænd kom ind. De gik hen, hilſte paa
Damm og Larſen og ſatte ſig ved ſamme Bord. De fleſte
af dem forlangte Sodavand og Cognak.
„Naa, hvordan er du faa tilfreds med at være For⸗
valter pan Sanegaard, Kofoed,” ſpurgte Larſen en lille,
morkſmudſet Fyr, ſom var i Færd med at faa Proppen
af en Sodavandsflaſke. Å
„Jo tak, rigtig brilliant, men man ſtal jo komme lidt
i Trit forſt, det er ikke ſaadan at dumpe ned i, for det er
Herregaardsliv, man forer, forſtaar du!“
„Beſtiller du da ingen Ting?“
„Ikke andet end kommandere, der er ikke Tale om at
tradſke bag efter en Plov ſom et andet Bondeoj, man ſkal
blot holde Folkene til Ilden.“
„Har J mange Folk,“ ſpurgte Torkel.
„Om vi har — et halvt Hundrede Sveuſke omtrent.”
„Det var da ſom Pokker,“ lod det fra flere, „hvad
beſtiller det Kompagni?“
„Storſte Delen af dem har vi oppe i Lyngen og
bryder Sten, og fan ev der jo tolv Par Heſte at folge.“
„Kan du klare dig med alle de Svenſke,“ ſpurgte
Larſen.
„Om jeg kan, det gaar ſku udmerket, bliver der Vrovl,
faa lige ſtraks ſlaa Manden i Dak, bare ikke betenke fig,
og fan ud med Fyrene til Stenbrydning en Dags Tid,
det fvaler dem fvært af.“
„Hvordan gaar det dig med Malkekomtesſerne, So:
foed?“ ſpurgte en anden, ſom ſelv Havde været ovre paa
en Herregaard.
„Lad os bare ikke ſnakke for højt om det,“ ſparede
Kofoed, „for vi kunde ellers godt riſikere en ordentlig Dragt
Prygl herinde i Dag af deres Kavalerer, i Dag er de os
for maudſterke.“
„Man kan ſtkam fe, at du kommer fra en rigtig ſvenſt
Sultenborg, hvad er det for Luſekrikker J mode med her:
inde?” ſpurgte en ældre Gaardmandsſon Kofoed. |
„De kan ta' Tornen op med dine tykke Bæltemaffiner,
kan du ſtole paa,” ſparede Kofoed, „vil du føre om Kap
115 mig maaſke, jeg giver fire Flaſker Portvin, hvis jeg
taber.”
„Nej, gu om jeg vil!“
„Du er naturligvis bange for, at dine ſkal ſprakke
pan Vejen, ha, ha, ha,“ lo Larſen.
„Du kan lige fan godt give Portvinen ſtraks, Weſth,“
var der flere, ſom raabte.
„Aa, hau fkal forſt hjem at ſporge Fa'r ad,“ ſagde
Kofoed drillende.
„Du kan tro nej, Kofoed, jeg er Mand for at betale
mer end det. — Jomfru, lad os faa den Portvin, men
rydt faa Bordet for alt dette Vandpjaſk!“ kommanderede
Weſth.
Det forlangte kom ind, og de ordnede fig nu bedre
omfring Bordet.
„vad Pokker, vil du gaa, Damm, mu flal vi forſt
til at begynde,” raabte flere til Torkel, ſom hapde reiſt fig.
„Jeg ſkal blot ned at fe til Heſtene, jeg kommer ſtraks
igen,“ ſvarede Torkel og gik ud af Stuen.
„Du gaar ſku og lirker for en af flickorne, din Rad,“
var der en, ſom brolede efter Torkel, meu han var allerede
ude af Doren.
Slaaledes ſad disſe 2 druelighedens Vogtere og pas⸗
fede paa, at deres Folk ikke kom fulde hjem. Torkel gik
zorſt ned til fine Heſte og derfra hen til Vognen. Lille
Hans var allerede kommen, han fad oppe i Forſedet og
ſmaldede med Peers ny Piſk; det var langt over „Unjarna—
tid” — og Hans var ſulten.
„Har du ikke fer noget til de andre,“ ſpurgte Torkel.
„Jo, jeg var med dem hele Tiden, men jaa var Peer
lige ved at komme op og ſlaas, og fan kom jeg fra dem
— og faa — men der kommer de henne!“ — og Haus
var i et Spring nede af Vogneu og pilede hen imod dem.
Pigerne kom un lobende, Karlene noget bagefter, lidt blus—
ſende i Anſigterne og i en ſpeer opromt Stemning.
„Saa er det vel bedſt, vi kommer til at ſpiſe,“ fore⸗
ſlog Torkel. „J er her vel alle ſammen?“
„Ja gu er vi faa,” ſparede Anders nynnende, „og
jeg vil ha' en Syp (Snaps), og jeg vil ha' to, og jeg vil
ogſaa ha' fire.“
„Du glemmer jo Jeppe, ho, ho, ho,“ lo Peer.
„Ja, hvor Fa'n var det, vi tabte ham?“
„Det var nede, Hvor vi fik det føde,” ſvarede Haus,
„ſtal jeg lobe ned og hente ham?“
„Ja, gor du det,“ ſagde Torkel.
„Men faa maa J ikke ſpiſe alle Pandekagerne fra
mig,“ hviſkede Hans til Karin.
„Du fkal ikke være bange,“ troſtede Karin ham, „lob
du blot!“ Og Hans pilede af; Torkel fik Madkurven af
Vognen, og Peer og Anders bar den hen til et Bord inde
mellem nogle Grauer. Karin tog et hvidt Forklede for
ſig og begyndte at dakke op. Torkel ſtod lidt fra og faa
paa hende.
Hvor hau dog godt kunde lide den Karin, ſaa flink
og rap hun var paa Fingrene — og fan kon, for kon var
hun, det Havde ſelv Larſen indrommet, — den grønne
Kjole fad ſtramt og glat om hende, neſten lige jaa godt
ſom paa en rigtig Froken, ja meget bedre, og hvor det
vuggede derinde bag Forklade⸗Smakken. Det lyſe, bolgende
Haar fad bundet op i eu fvær Kunde bag i med rebelſke
Kroller ned over Halſen og frem over det ene Ore, og
hendes Øjne tittede faa glade og frittende frem, men hen:
des Latter, den var neſten det bedſte ved hende, ſyntes
Torkel, for den lød lige faa muntert ſom Bladſmeld i en
Skov — og ſom hun gik, — der var ikke den Pige, der
havde det Fodſlag under fig — ikke det dravende, ſjokkende
ſom hos andre Tjeneſtepiger, nej, hun gik faa let, faa
let — vuggende i de brede Hofter.
„Hvor det dog kla'r dig godt at være Husmoder,
Karin,“ ſagde endelig Torkel.
„Synes De det, Hr. Damm, men faa Gjælp mig og
ſtaa ikke der og „titta“, ha, ha, ha,“ lo hun.
Torkel nolede et Sjeblik, — hvad vilde de andre der:
inde ſige, hvis de fun ham hjælpe — en Tjeneſtepige —
men faa ſaa' han igen hen paa Karin, og nu hjalp han
hende faa ivrigt, at han var lige ved at tabe Tallerkenerne.
Hans kom lobende og raabte: „Jeg kunde ikke fan Jeppe
med, han havde allerede en vældig „Snillike“ paa.
„Ja, ja da, lad ſaa Jeppe ſidde,“ ſparede Torkel,
„vi andre kan ikke vente paa ham, vel Hans?“
„Nea,“ fvarede Hans, „aa Pandekägerne kan heller
i ikke vente.” i
i Peer og Anders kom tilbage fra en lille Tur ned til
Heſtene, og de fatte fig un alle til Bords. Torkel havde
aldrig troet, han ſkulde faa det fan Hyggeligt med Folkene,
men han følte fig helt vel tilpas nu — ved at ſtotte hen
til Karin og fe, hvor raſkt og flinkt hun klarede det alt
ſammen, han kiggede en, han kiggede flere Gange hen til
hende, men opdagede ſaa, at Peer gjorde det ſamme, og
Torkel ſyntes igen pludſelig, at Selſkabet blev noget ſimpelt.
|
——
Peer havde ogſaa lagt Marke til Torkels Blik — og
Peers lette Rus gik over til Ondſtabsfuldhed. Anders
derimod var ikke plaget af noget, han tog godt for ſig af
Lammeſtegen, Stikkelsbeergroden og alt det andet, ſom ikke
var Hverdags⸗Koſt for Anders, og da Pandekagerne og
Punchen kom frem, var han lige jaa glad ſom lille Haus,
der havde Holdt haardt igen overfor de forſte Sager for
rigtig at fevne Plads til Pandekagerne, ſtegte i Smør —
og ikke i Fedt, ſom de ellers til dagligt var. Torkel ſken⸗
kede i Glasſene. Pigerne vilde forſt ikke have noget, men
fik dog lidt i deres Glas og nippede meget forſigtig til
Punchen.
„Vil J uu bare la' vær med at ſidde og ſkabe jer,
ta' lidt godt til jer, for un bag efter begynder forſt rigtig
Plaſeren,“ forſikrede Anders og klinkede med dem alle,
ogſaa med Torkel, ſom forſt forte fil Glas frem.
„Jeg ſynes, du ſidder og ſurmuler, Peer, hi, hi, hi,“
lo Anders.
„Pas du bare dig ſelv, Anders!“
„Ja, ja, Peer, du har nu alligevel noget galt i Hjerte
kulen, men man ſkal bare klemme paa Bunden, ſaa gaar
det får over,“ ſvarede Anders, „ſe un pan Stine, hun har
gaaet og ſukket for mig jaa længe, men hun hav alligevel
ikke tabt Huldet, hun ſer lige ſaa godt ud, ſom en ſtop⸗
pet Gris!“
„Aa, din „Narrafas“,“ vrisſede Stine.
„Skal vi jaa ikke drikke paa en god Højt,” foreſlog Torkel.
„Ja, Skaal Damm og faa et godt Hoſtgilde,“ raabte
Anders. É
„Ja naturligvis,” ſparede Torkel og reiſte fig, „ja,
velbekom, jeg tror ikke Karin har mere til os, har du vel?“
„Nej, ikke denne Gang, Damm!“
De rejſte fig faa fra Bordet. — Karin var fvært glad
for fin Værdighed ſom Husmoder — og hvor dog Torkel
behandler mig pænt, og hvor han dog er ſmuk — tenkte
hun, mens hun tog af Bordet. Torkel bod Peer og An⸗
ders en Cigar. Peer tog dem neten uden at aabne Mun⸗
den, men Anders takkede faa mange, mange Gange.
„Sag er det vel bedſt, vi faar Heſtene vaudede,“ bad
Torkel.
—
„Ja, det ſralkblive beſorget paa Ojeblikket, Damm,“
ſvarede Anders, og han og Peer drev ned over. Der ſtod
en Damp fra Anders ſom fra et Lokomotiv.
Torkel ſtod en Stund og faa paa Pigerue, der fyldte
den ſtore Kurv med de tømte Fade. Saa gik han nær:
mere og ſpurgte: „Skal jeg ikke hjælpe dig, Karin, med
at faa Kurven hen?“
„Jo Tak, men Stine og Andrea kan ellers godt
tage den.“
„Aa, de vil viſt heller være fri og ſtikke over til
Danſen, — ja J kan godt gaa!”
De gik, men puffede hinanden i Siderne, fniſte og
jan tilbage paa Tockel og Karin, ſom greb Hver ſin Hank
og bar Kurven hen mod Voguen.
„Naar vi un faar denne fat op, vil du jaa ikke gaa
en Tur med mig, Karin,“ bad Torkel med ſin ſagte, ind—
trængende Stemme.
Karin kunde faa godt lide denne blode Stemme, og
naar hun fan ſaa' hen pan Torkel, ſyntes hun, at hau
var ſaa helt anderledens end alle de andre Mandfolk, hun
kendte, han var langt ſmukkere og finere.
„Jo, det vil jeg nok,“ ſvarede hun lidt tøvende, „men
jeg havde lovet at danſe med Peer.“
„Saa tor du naturligvis ikke gaa med mig!“
„Tor, hvorfor ikke det?“
Torkel ſaa paa hende.
„Hvorfor bli'r du rod?“ ſpurgte han.
„Aa, det gor jeg flet ikke,“ ſvarede hun og gav et
Ryk i Kurven. De fif nu denne ſat hen, flap forbi Vog⸗
nene og Heſtene og ſlog ind paa en Sti, der forte dybere
ind i Lovſkoven.
Alle de mange Lyde fra St. Haus Feſten dampedes
hurtig herinde, flod ſammen til en Surren, hvoraf uu og
da et ſkrattende Horn, en Heſts Vrinſken ſlog op, men
faldt ſnart igen tilbage i det fælles Brus. Et enkelt Par
ſtrog forbi dem, der veksledes hverken Ord eller Blik, hvert
Par pasſede omhyggeligt ſig ſelv — og efter Haanden var
Karin og Torkel komne dybt ned i Skoven fra al Larm
og Menneſker. De gik tavſe ved Siden af hinanden, Tor:
kel ſvippede Hovederne af Tidslerne langs Vejen, mens
re
Sa — 8
l
e
ee
N
SAWR
—
——
ä
.
— mm - — -
— ——— ͤ [—W22Vᷣ 22 —:ꝑ
— —— —e.n
—— ar
Karin gik og pillede i Frynſerne paa fit Hovedklode. —
De kom frem til en Stente, Torkel ſprang over og rakte
Haanden ud efter Karin. Hun gav ham Haanden. Hau
fornam, den var haard og ru, han fan ned paa den, den
var ogſaa rod, hun var jo Tjeneſtepige, — men alligevel
beholdt han den inde i fin, da de var komne over.
„Vil De ikke flippe min Haand, Damm,“ bad Karin.
„Maa jeg ikke holde den lige fan godt ſom Peer,“
ſvarede Torkel og faa hen paa Karin.
„Som Peer, men han faar heller ikke Lov til det!“
„Saa, det lod det da ellers til, da J fad dernede i
Grøften i Gaar Aftes, J havde det vift rigtig rart!”
„Aa ja, vi var jo lidt ude og træffe friſk Luft.“
„Naa, ſau plejer J altid at bære jer ſaadan ad, naar
J treekker friſk Luft?“
„Hvordan,“ ſpurgte Karin.
„At ligge i Vejgrofterne med Karle.“
„Jeg laa ikke i nogen Groft med nogen, jeg ſad ved
Siden af Peer.“ .
„Og han i Skjortecrmer,“ føjede Torkel Hurtigt til.
„Ja, for han havde trukket Trøjen af, for at jeg
kunde ſidde paa den,“ forklarede Karin. i
„Aa, Karin, den ſkal du ikke prove paa at ſtikke mig
ud, — det var for noget helt andet.”
„For hvad da?“ ſpurgte Karin rolig. sås
Torkel ſaa pan hende, men hun ſaa ham jaa frejdigt
og kakt ind i Øjnene, at Torkel betenkte fig, — havde
det været en anden Tjeneſtepige, havde Torkel ikke været
bange for at ſige, hvad han mente, men over for hende
her — ja her ſyntes han neſten, han ſkammede ſig.
„Plejer J ſaadan at gaa Haand i Haand med en
Kar derhjemme i Sverige, uden ak J er Kareſter?“ ſpurgte
Torkel og ſaa ikke op.
„Ja, naar vi ſamles om Sommeraftenerne ved Land:
handlerens eller Kroen, plejer vi alle ſammen at ta' hver⸗
andre i Henderne og gaa ſyngende ned ad Vejen.“
„Ja, men her paa Bornholm tror man nu ſtraks, at
en Kar og Pige er gode Venner, naar de ta'r hinanden i
Henderne — ſaadan ſom jeg jaa jer gore, — men det
gor du ikke mer, Karin, gor du vel?“
„Hvorfor ikke det,“ ſvarede hun og flog med Nakken,
„det er mig lige meget, hvad J Bornholmere tror!“
„Jeg mente dog ikke, at alle Bornholmere var dig
ligegyldige, Karin?“
„Aa, nej, det kan vel være.”
„Sig Karin, at du holder . . .“ Torkel havde faaet
Armen om hendes Liv.
„Nej, lad ver Damm,“ bad Karin, „lad os ſatte os
ned paa denne Bank!“
„Naa ja, ſom du vil, men jaa maa du ogſaa ſynge
en Sang for mig, jeg har ofte hort dig ſynge inde paa
dit Kammer om Aftenen.“
„Men der kunde komme nogen og hore mig,“ ind—
vendte Karin.
„Der kommer ſtam ingen herned.”
Karin tog ſin Haand ud af Damms og begyndte at
ſynge. Torkel lyttede til. Hvor dog Karin ſang kont
— ſyntes han, — hendes Stemme var ikke ſtor, men hun
havde denne medfødte Saus for Tone og Rytme, ſom
næften er alle Spenſke givet.
„Hvor du dog ſynger godt, Karin,“ udbrod Torkel.
„Gor jeg det, Hr. Damm,“ ſvarede Karin, idet en
Sfælm fødtes i hendes Ojne. SM
Torkel greb igen hendes Haand. — „Hvorfor ſiger
du altid Damm til mig, vil du ikke heller ſige Torkel, det
lyder meget bedre.“
„Joo, men det kan jeg jo ikke ſige, uaar de andre
Folk hør' det,“ — hun ridſede med Foden i Jorden,
„Na — e .. men naar vi er ene du, vil du ſaa?“
„Ja, jeg vil, Torkel,“ ſvarede hun og lo. .
„Hvor du dog er ſod, Karin,“ brød Torkel pludfelig
ud og greb om hende, — hun ſkod ham ikke fra fig uu,
hun gav ſagte efter, — men i det ſamme hortes der mange
Stemmer fængere nede pan Stien. g
„Lad os ſkynde os, der kommer no'en,“ ſagde Karin
og rejfte fig. É ; i
„Nej, lad os heller gaa om bag disſe Hasler, Karin,
og ſe, hvem det er.“ .
Torkel traf Karin ind med fig over Stien. — De
talende kom nærmere. Man kunde hore, at det var Svenſke
—
—— 2 —üüE ͤ 6EVy— —— —
og bornholmſke Tjeneſtefolk, der pludrede i Munden paa
hverandre. — Det var allerede begyndt at morknes jaa
meget, at Torkel ingen rigtig kunde ſkelne. De fleſte var
allerede lidt forbi, da der nærmede fig et Par Stemmer,
ſom Torkel ſtraks kendte. Han kunde merke, at det gav
et Sæt i Karin, da hun ogſaa faugede Lyden.
„Hva' tuſan vil du lobe her ned for, Peer, her er
Dælen mig ingen „lag, næ du kan tro, jeg havde fat i
en, hi, hi, DE
„Saa du ikke Damm og Karin ſtikke af oppe fra
Vognen?“
„Ne, det var ikke mig, min rare Peer, det var
flickorne.“
„Ja, havde jeg ham bare her, Anders, jeg ſkulde
fprætte den Helvede op for at fe „Oſten“ paa ham.“
„Du ſkal inte ta' dig det faa ner, han er fin den
bedſte af dem alle.“
„Men han vil bare Karin Fortred, vil han; tror du
han regner ſaadan en ſveuſk flicka for mer end det Skidt,
han træ'r paa; kommer hun op i Suppedaſeu, la'r han
hende ligge der, og det er Karin for god til.“
„Ja, det kan alt ſammen være meget rigtig, men der
er ſku jan mange du kan faa, du kan godt laane et Par
af mine gamle, jeg har nok af dem.“
„Hold op med det Prak!“
„Jaa, ſom du vil, — men fkal vi ikke fætte oe
ned paa denne Bænk, jeg er jan forrærdelig træt og ſovnig.“
Anders ſtandſede.
„Nej kom, Anders, lad os folges med de andre, jeg
Hal nok finde dem, om jeg faa ffal lobe hele Skoven
igennem, de [fa—al . ..“ Ordene bleve helt utydelige og
dode hen, Torkel og Karin kunde ikke fænger opfange,
hvad der blev ſagt. De to blev ſtagende inde bag Has⸗
lerne, indtil Skoven Havde flugt den ſidſte Lyd. — De
gik faa frem og fatte fig paa Bænfen, men der var ingen
af dem, der ſagde noget. Torkel trykkede fig ved at
begynde.
„Det er bedſt, vi gaar, Damm,“ ſagde Karin, „Duggen
falder tæt.”
Hun Havde allerede reiſt fig.
„Skal vi ikke blive ſiddende, Karin, vi havde det faa
rart for.“
„Ja for, men jeg glemte helt, at jeg var en ſpeuſk
flicka, Havde det været ved højlys Dag, havde De ikke
ſiddet med mig her!“
Karin var allerede begyndt at gaa. Torkel ſprang
efter hende og holdt hende tilbage. — „Nu gor du mig
Uret, Karin, har jeg budt dig noget, har jeg?“
„Lad mig gaa, Damm!“
„Du ſkal ſe mig ind i Øjnene, Karin — je paa mig, —
gaar jeg og lyver for dig?“
„Nej, Damm, ikke endun,“ ſvparede Karin og flog
Øjnene op til hans, faa Torkel maatte tage fine til fig
igen, — hvor dog den Karin kunde fe! —
„Ja, ja da, Karin, lad os da komme op til Vognen,
— og de gif hurtigt til. Over Stenten hjalp Torkel
hende igen og beholdt Hendes Haand i fin, til de igen
horte Hornenes Skratten og Lirenkasſernes Mjaven og
ſaa Lyſene blinke frem mellem Stammerne. — Da drog
Karin Haanden til ſig. .
Det var blevet morkt, — med denne Midſommer⸗
nattens Morke, der ty'r til Skovene for at leve. For ude
i Veſt fluknes forſt Dagens ſidſte Strime — og i Oſt
ffælver det neſte Grys Fodſel. Natten elſter dem begge,
den favner dem begge, men udhungrer ſit bedſte Barn,
Morket, det dybe.
Lyſtigheden var ſtegen, ſtegen til Skraal og Brol.
De fleſte begyndte at bryde op. Heſtene var uregerlige og
eugſtelige, de var vanſtelige at ſpeude for, blev Grime⸗
ſtaftet ſluppet, ſpraug Heſten frem — og var i ſamme Nu
i ſtrakt Jag ned ad Bakken med en halſende og gennende
Strime Mandfolk efter fig, — mens Kvinderne flygtede
ſkrigende ind over Groften. — Skulde der faa føres frem,
fpærrede andre Vogne Vejen, Kuſkeue rejſte fig op i Sædet,
raabte og bandte. — Karin og Torkel naaede hen til
ine Wehner uden nogen egentlig havde lagt Merke
fil dem.
„Saa er det vel bedſt, vi kommer af Sted,” ſagde
Torkel, „vil du ikke fe at faa fat i de andre, Karin!“
Karin gik ind over mod Feſtpladſen.
„Hvor Fanden har du dog været henne jaa længe,
Damm, ha, ha, ha,“ lo Larſen og jlog Torkel paa
Skulderen.
„Aa, jeg var henne og ſpiſte med mine Folk og ſaa
traf jeg Skovrideren, ſom jeg fulgte lidt pan Vej.”
„Der var du meget uheldig, fære Torkel, for Skov—
rideren har nu hele Tiden ſiddet inde og drukket med os,
du maa finde pag en bedre, hi, hi, hi.“
„Det gider jeg egentlig ikke, ha, ha, ha,“ lo Torkel.
„Naa, ja, ja, gamle Ven, men du ſtal bare ikke prove
paa at ſtikke mig en ſaadan ud, du har naturligvis været
ude en lille Tur med Karin, var jeg i dit Sted, gjorde
jeg det ſamme, hun er min Salighed det rene Dukketoj,
ſikke en Byguing, men hun ſkal kores varſomt du, ho, ho,
ingen Ryk i Tommen, bare let paa Haanden ...“
„Aa, hold nu op med det Vrovl,“ brød Torkel af,
„ſkal vi ikke heller fe at komme hjem!“
„Ja, la' os det, men vi har jo ingen Karle, de er
naturligvis faa fulde, at man kau prikke dem pan Øjnene,
hi, hi, hi, — la' os imens gaa ind og ta' en paa Falde—
rebet!“
„Jeg ſynes heller, vi ſkulde fe at faa dem ſamlet,“
foreſlog Torkel.
„Du har ſaadant Jav, Torkel!“
„Du ved jo, min gamle bliver guaven, naar vi font:
mer ſent hjem,“ — i det ſamme ſkingrede det: „Halloj,
Damm, her er hele Butikkeu!“
Det var Anders, der raabte, han kom dinglende hen
ad Vejen. Bageſter fulgte Peer med Jeppe Blom, ſom
neeſten var helt falden ſammen. Jeppe havde holdt til
hele Tiden nede i Teltet hos de andre Husmeend og havde
faaet en fvær Snilleke paa — ſom lille Haus ſagde. Han
kom bagerſt med Pigerne.
„Lad os nu je, J rapper jer lidt og faar Heſtene
for, 1 ſagde Torkel til Manbfolfene, „det er vel bedſt, du
fætter dig op med det ſamme, Jeppe, du kan viſt ikke mer.“
„Nea, det tror jeg osſe, men du⸗De maa ikke ſige
det til Kaft-ainen, lover du⸗De mig det, Torkel?“ bad
Jeppe og ſaa dybſindig hen paa Torkel.
„Kom du un bare her, Jeppe,“ ſparede Torkel og
——————— = —
—
lesſede ham op i Vognen. Peer og Anders var imens
gagede ned efter Heſtene.
„Har du moret dig godt, Stine?“ ſpurgte Torkel.
„Jo Tak, Hr. Damm,“ ſvarede Stine og tørrede
Vandet af det blusſende Auſigt, „jo Tak, jeg har danſet
mig faa dejlig varm, og Kar'ene har ſpenderet med Limme—
nader hele Tiden, bare vi nu kan komme pænt hjem, her
er ſaare mange fulde Kar'e,“ fluttede hun bluygt.
„Du ſkal je, Stine, det gaar nok, der har vi jo Heſtene.“
Torkel hjalp med at faa dem for, de ſtod urolige og
ſvingede bort fra Vognen.
„Ho, ho, Folen, kom faa gamle Dreng,“ ſnakkede
Torkel for den ene og klappede den over Lend.
„Naa for Satan, kan du ſtaa, din Kule,“ raabte Peer
og ſlog den anden med Jerngrimen i Hovedet.
„Naa, naa, Peer, ta' den bare lidt med Ro,“ for⸗
manede Torkel, „ſelv om du har eu lille en paa, behover
du vel ikke ſlaa „Sokke“!“
„Jeg er ikke mere fuld end Dem, men jeg er gal, er
jeg,“ ſkreg Peer.
„Ja, det kan jeg ſtu ikke gore for,“ ſvarede Torkel
og fan ſkarpt hen paa Peer.
„Jo ſe, det kan De netop, hvorfor render De med
Karin?“
„il du ikke være jaa venlig at pasſe dig ſelv, Peer,
jeg tror min Salighed, du er gal!“
„Jeg er inte gal, men jeg vil ſlaas, vil jeg!“ raabte
Peer og ſprang frem mod Torkel. Der ſtimlede Menneſker
til ved Peers Raabeu. p
„Hvad Fanden, er det dig, Damm, hvem er det, du
ſtaar og ſkaldes med, — jeg tror Gud hjælpe mig, det er
med en af dine Kar'e, ſtik da ham en i Trommen, ſaa
han vender Benene i Vejret,” foreſlog Forvalter Kofoed,
ſom ſammen med nogle andre inde fra Pavillonen var
komne til.
„Han er fin bleven rent kulret af Drikkeri,“ ſvarede
Torkel afviſende mod Kofoed, „naa, rap dig lidt, Peer, og
faa Selen paa den Heſt.“
Peer gloede mut rundt i Kredſen og gik ſaa mum⸗
lende hen og tog fat igen.
det ſkulde bare ha' været mig, Damm, jeg havde
lige ſtraks ſtukket ham ſaadan en ud, faa han nok ſkulde
glemme at gore Vrovl!“
„Man kommer altid lengſt med det gode,“ ſvarede
e
„Du er ſku altfor ſtikkelig til at ha' med Svenſte at
gore,“ ſagde Kofoed, „men lad os faa komme ind og faa
den Toddy, der ſtaar ogſaa en til dig, Damm!“
„Ja, nu kommer jeg lige ſtraks, ſvarede Torkel,
og bad lidt efter: „Hor, Weſth, vil du ikke ſe til mine
Heſte ſaalcenge, mens jeg gaar ind og faar den Toddy!“
„Gaga du blot, Damm, jeg ſtaar alligevel og venter
paa mine Folk.“
Torkel gik fan, og Tjeneſtepigerne begyndte at jætte
ſig op. Karin havde ftaaet bag ved Vognen, da Klamme—
riet kom op mellem Torkel og Peer. Hun havde været
lige ved at gaga imellem dem, men faa kom de andre til,
og det havde Holdt hende tilbage. — Hvor hun dog var
vred paa Peer, han var jo gal at ville give fig til at
flaas — med fin Husbonds Son — og det for hendes
Skyld; hun var jo ikke Peers Kærefte, hvad kom det ham
ved, hvem hun gik med, hun ſkulde nok give ham en faa:
dan Overhaling, at han lærte at pasſe fig felv, — men
alligevel, — Peer vilde hende det jo godt — og Torkel,
ja, hvad vilde han, — aa, hun fulde nok viſe dem alle, at
hun ikke ſtulde komme i Fortred. — Peer kom hen til hende.
„Du maa ſkamme dig, Peer, Hvad i Alverden bilder
du dig dog ind?“ ſpurgte Karin.
„Du maa ikke ffænde paa mig,“ bad Peer ſagte og
bedrovet.
Det gjorde Karin ondt for ham. — „Du har viſt
drukket for meget, Peer, du ſom ellers er ſaa rolig og
beſindig.“
„Ja, det har jeg viſt ogſaa, men du kommer i For⸗
fræd engang med Damm, Larin.“ É
„Ja, men det kommer jo flet ikke dig ved, — og jeg
ſynes, du ſkulde kende mig ſaa godt, at du vidſte, at ingen
faar mig længere end jeg ſelv vil.“
„Men du vil viſt langt, Karin,“ ſagde Peer og greb
fat i Bagſmakken for ikke at dingle.
Torkel og Larſen kom i det ſamme ned mod Vognen
og afbrod Samtalen. Torkel fik ſin Frakke paa, ſatte ſig
op og tog Tommerne.
„Vil J nu fe, J kommer op,“ ſagde Torkel i en
kommanderende Tone, „og du, Peer, fætter dig ind i
Vognen, jeg vil ikke ha' dig herop.“
Peer var falden ſammen, den lette Rus og Ophidſelſen
gjorde ham mat og flap. Han fandt fig tavs i, hvad der
blev befalet ham og ogſaa i, at Karin fatte fig op hos
Damm paa Forſadet, for det var hendes Plads, han fik
inde i Vognen.
„Kor du ſaa foran, Larſen,“ ſagde Torkel.
åg Nej, Snak, Torkel, kor du blot til, du har de bedſte
Heſte!“
„Ja, ſom du vil da,“ — og Skovgaards⸗Vognen
rullede frem og ud paa Vejen. Torkel maatte holde ſtramt
igen pan Heſtene. Der var Vogne baade for og bag, og
langs Veigroften drog Fodgængere hjemad. Flere af dem
tog |være Overhalinger og ravede ind pan Korevejen
mellem Heſtene.
„Flyt jer der, Folkens,“ raabte Torkel ſkarpt til
nogle, ſom var komne helt op mod hans Heſte.
„Aa, Sludder, la' os bare inte gore Vrovl,“ ſvaredes
der igen, „vi kommer ſku alle tidsnok hjem, la' os bare
drikke!“ Et Par brolte Hurra. Dette væffebe Anders
og Jeppe, der lan i det bageſte Sede.
„Ja, la' os bare drikke, Hurra!“ brolte de begge ned
til de gagende.
„Lad mig kysſe dig, Anders,“ lallede Jeppe, „jeg er
bleven fan glad for dig.“ ES
„Jeg kan ſku ogſaa godt lide dig, men du vil inte
laane mig noget alligevel!”
„Du maa laane alt, hvad jeg ejer, mine Kone, Born,
det alt ſammen du — du maa ogſaa laane mine ny Bukser,
men du maa inte ſige det til hende!“
„Du ev alligevel er ſkikkelig Kar', ja gu er du ſaa,
forſikrede Anders, „kom, lad mig kysſe dig!“ i
Der lod Piſteſkrald bag ved, og Torkel fik lige Tid
til at kaſte ſine Heſte ud mod den ene Groft, da et Par
Vogne ſuſede forbi under høj Skraal og Latter. Heſtene
W. 94. E.
di
for de Bogite var pyntede med Bogekviſte over Seletojet,
og med ſlappe Tojler førtes der om Kap ned over Almin—
dingens bratte Bakker. — San kom Skovgaards-Vognen
pan ret Vej igen. — Det var en dejlig Sommernat, mild
og lun, inde mellem de hoje Graner ſtod Morket bag
Stammerne, men over de ſtore Skovryduinger laa de lyſe
Natters Sfærhed gennemvavet med bolgende Taagedis,
Luften var friſt, kryͤdret af Skov og Engho, nede fra Vej:
groften dirrede Faarekyllingers „Sikken“ i Oren, ſnart højt
og tydeligt ſom lige i Nærheden, ſnart ſvirrende bort over
den grønne Sed ind under de morke Graner.
Torkel havde hele fin Opmerkſomhed henvendt paa
Heſtene, til de kom ud af Skoven. Saa fan Bejer bar
og lige for dem frem over Lyngen, ſom ſtrakker fig paa
alle Kanter op mod Almindingen. Der var mange Vogue
pan Vejen, men nu kunde det tydeligt ſkelnes. Bag i
Vognen var Samtalen hurtig igen gaaet i Staa, og hele
Selſkabet ſank ſnart i dyb Sovn. — Torkel ſkottede un
hen til Karin. Hun ſad ſtille hen i det modſatte Hjørne
af Sædet med et Sjal over Hovedet. Hendes Anſigt
kunde han ikke rigtig fe. Han fif fin Vibe frem, tændte
den under Frakken og fatte Heſtene i ffarpere Trav. Han
vilde føre fra Larſen. Da de havde ført en Stund, ſaa
han, at Karin bojede fig frem og ſank lidt ſammen.
„Du bliver ſovnig, Karin, du ſkulde fætte dig lidt op
til mig, faa fif du bedre Stotte!“ É
Karin drog Sjalet tættere om fig og flyttede fig
nærmere Torkel. Hun føvnede ſunart igen og lænede fig
op mod ham. Det var en ejendommelig Foleiſe af Glæde,
Torkel følte ved at meerke hendes Legeme op mod fig, en
Folelſe af Beſkyttelſe, af Ejendomsret over hende. Han
ſad ganſke ſtille, angſt for at flytte ſig. Hendes Søvn
blev faſtere og faſtere, Sjalet gled ned fra hendes Anſigt.
Hvor Torkel havde Lyſt til at kysſe hende, hendes Laber
ſtod lidt aabne og vifte fig friſke og ſtore. Sjalet gled
mu Delt ned fra hende. Torkel greb varſomt om hende
ind under Sjalet for at rejſe hende lidt op, — hvor
hun dog var blod og varm, ſyntes han, — og trak det
Byt, tættere om hende. Hun vaagnede og vettede fig i
Cædet.
7
Uh Gn
25
N 7
—
7
ſaa
7
ſid du blot rolig, Karin, det
var dit Sjal, ſom var gledet
ned om dig, du kan godt ſette
dig til at ſove igen.“
kke ſovnig
kore,“
mer,“ ſvarede Karin og ſatte ſig
rank op i Sadet.
„Er vi hjemme, Torkel?“
„Nej, der er langt endnu
dempet og
„Har du Lyſt til at
ſpurgte Torkel
„Nej, nu er jeg i
tilbage.
„Ja,“ hviſkede Karin og greb om Tommerne.
„Saadan,“ forklarede Torkel, „bare hold dem ſtramt,
ſnubler en Heſt, holder du den i Tommen,“ — hau forte
fine Gænder frem over hendes. Der lød et Smeld foran,
Torkels Heſte ſprang frem, og han greb faſt om Karins
Hender og klemte dem til Tommerne.
„Av, hviſkede Karin og drog Hænderne til fig.
„Av, av, lille Staffel, trykkede jeg dine Hænder, lad
mig puſte paa dem.“
„Aa nej, de er ikke værd at puſte paa,” hviſkede hun.
„Men din Mund, Karin,“ bad Torkel ſagte, „den er
værd at kysſe, maa jeg det?“
Hun fan ham ind i Ojinene, han ſlog ikke fine ned,
og nu tog hau ind under hendes Sjal, drog hende til
fig og kysſede hende længe, han ſugede hende til ſig.
Hun rejfte fig fan lidt op igen, men han Holdt ſtadig faſt
om hende med den ene Arm. De tav nu, fordi de havde
alt for meget at tale om; Torkel var underlig hojtidelig
ſtemt, han var lige ved at bede en Bon for Karin og ſig.
Og de to kunde nok trænge til en Bon.
Heſtene lob en jævn Trav, og forend de vidſte af
det, ſvingede de ind paa Opkorſelen til Skovgaard. Karin
flyttede fig lidt hen fra Torkel — og Vognen rullede ind
ad Skovgaards Port.
Saaledes gik St. Hans⸗Aften for den lyſe, vakre
Karin, den ftærfe Peer og den glade Anders, — og
Skebnen Havde i den Aften knyttet Traade, faſte Traade
ſammen over disſe tre Menneſker — og over Torkel Damm,
Arving til Skovgaard.
T
5
En ſand Hiſtorie.
Reiſe⸗Erindring af
Charlokte Bournonville.
Illuſtreret af B. Salkrait.
| Der tales ſaa ofte om Pariſer⸗
Mil indernes ſtore Letſind, faa man
naſten har faaet den Overbevisning, at det er en National⸗ |
fejl. Af de franſke Romanerytro vi at vide, at Damerne |
i de højere Samfundsklasſer ere Coquetter, for ikke at
lfige utro Huſtruer. J de lavere Klasſer ere vi tilboje⸗ !
lige til at falde Kvinderne „Griſetter“ og til at lægge '
en anden og værre Betydning i dette Ord, end det
oprindelig har. Meget fan Reſſende har Tid og Lejlighed
til at iagttage den parififfe Arbejdskvinde (ia femme du
peuple), der 'ganſke viſt baade morev fig og pynter fig i
E
— Es
SNS SS — — — —
lin Fritid, men ſom til Gengeeld arbejder med en Flid og
Udholdenhed og dertil med en Begeiſtring for ſit „Kald“,
ſom vi her i Norden knap har noget Begreb om. Jeg
har her i Danmark undret mig over de reſignerede, neſten
martyrligneude, Anſigter, ſom jeg har truffet hos de Kvin⸗
der, der havde fuldt op af Arbejde, — langt oftere end
hos de Arbejdsloſe, ſom dog unegtelig har mere Grund
til at fe forknytte ud. Ligeledes er det en ſtagende Tale⸗
maade hos den danſke Tjeneſtekvinde, endog i den bedſte
Plads, hos det fortreffeligſte Herſkab: „en ſtakkels
Tjeneſtepige!“ Hun ſelv fjer baade med PYnk og lidt
Ringeagt ned paa fin egen Stand, medens ethvert virkelig
dannet Meuneſke viſer hende Agtelſe og glæder fig over
de Beſtrœbelſer, der ſtadig gøres for at forbedre hendes
Kaar. — J Paris har jeg hort Kvinder, med tarveligt
Arbejde og endnu tarveligere Indtægter, tale om deres
Gerning med en Glæde, ſom man ellers kun træffer hos
Kunſtnere med et virkeligt Kunſtnerkald. Jeg var en Dag
hos en halvgammel Modehandlerinde i Paris, og hun
yttrede ſig om ſit „Etablisſement“ med en Stolthed, ſom
om det var et Kongerige; og dog beſtod hele Etablisſe—
mentet kun af et ganſke lille Verelſe paa fjerde Sal, og
hun ſelv var baade Regent og eneſte Underſaat i „Konge—
riget”; men hun var glad, og hendes Arbejde fortræffeligt.
Hvad den franſke Tjeneſtepige angaar, ſaa er det
bekendt, at hun indtager i Almindelighed en ret god
Stilling og bliver ofte behandlet ſom Medlem af Familien.
Hun har ſtrengt Arbejde, men anſer ſin Plads ſom et
Embede; og ſom „Embedsmand“ tager hun fig ogſaa den
Frihed at yttre fine Meninger, neſten ligeſaa uforbeholdent
ſom Holbergs Pernille, men i et elegant Sprog og altid
med en hoflig, fornojet Mine. Uagtet Peugene ſpiller en
meget ſtor Rolle hos Franſkmendene, har man dog ſet
Exempler paa, at Tjeneſtepiger har tjent uden Lon, hvis
det var gaact tilbage for deres Herſkaber, og har endog
viſt dem en ſjelden Omhu og Hengivenhed. Hvorvidt
disſe Forhold nu ere forandrede i Frankrig, ffal jeg ikke
kunne ſige; mine Erfaringer ſkrive fig fra et Ophold i
Paris for mer end 30 Aar ſiden.
Jeg var kommen i Huſet hos en Familie, hvor de
ganſke viſt vare gode imod mig, men hvor jeg bog følte
mig temmeligt fremmed; vi forſtod ikke hinanden. De
vare forbauſede over, at en ſaa ung Pige ſom jeg havde
Frihed til at færdes ene om i Paris, uden deres Led⸗
ſagelſe, og jeg tror nok, at de med lidt Misteœnkſomhed
udſpejdede mine Veje. Jeg, paa min Side, følte mig lidt
ilde berort over en vis Smaalighed, ſom herfkede der i
Huſet (ſom viſtnok i de fleſte Penſionater), og ſkont jeg
mærkede, de vare dannede Menneſker, og nagtet min Skon—
hedsſands blev i høj Grad tiltalt af deres overordentligt
ſmukke Ydre, ſaa fluttede jeg mig dog ikke ſynderligt til
dem, men opholdt mig meſt i min egen Stue. Senere,
da jeg lærte dem bedre at kende, kom jeg til at holde
meget af dem, og jeg forſtod da, at deres ſtive, underlige
een var en Folge af de uvante Forhold, de nu
evede i.
Manden havde nemlig ejet et ſtort Gods, men havde
levet langt over fine Evner og var mu fuldſtendigt for:
armet. Fruen, en ſtor Skonhed og af ſyrſtelig Slægt,
havde følt Slaget haardt, og den Bitterhed, ſom endun
rummedes i hendes Sind, gav fig af og til Luft i ſatiriſke
Udfald imod „Monſieur“. Som ægte Franſkmand havde
hun imidlertid „taget fit Parti“ og oprettet et Penſionat,
ſom hun ſtyrede med Dygtighed, om end med lidt for
megen Strenghed. En af de unge Piger i Penſionen
ſagde en Gang til mig, at „Madame havde et Skole-Ris
i hvert Oje“. Det er ſandt, at de dejlige Øjne kunde
flyde Lyn; men jeg har ogſaa ſet dem udtrykke Mildhed
og Kerlighed; og da hun ved min Afrejſe kysſede mig paa
Banden og ſagde med finn melodiſke Stemme: „Gud bevare
Dem, mit Barn, og beſkytte Dem paa den farlige Bane,
De ſkal betræde,” — fan fif jeg Taarer i Øjnene, glemte
rent min Frygt for hende og kaſtede mig om hendes Hals
med en Voldſomhed, ſaa jeg kom til at rive Kappen af
hendes Hoved, til ſtor Forferdelſe for de andre Ven:
ſionerer.
„Monſieur“ ſpillede en meget underordnet Rolle i
Huſet; naar han en Gang imellem ved Middagsbordet lod
ſig henrive til at holde en længere Tale, ganſke uden Ind⸗
hold, men med desmere Pathos i Foredraget, blev han
2 —
— SE EM -
altid ſtandſet ved en Banken i Bordet og Madames Ud:
raab: „Doucement, Monſieur!“ Det virkede omtrent ſom
et Styrtebad. Forreſten var han Velvillien ſelv; han
lob gjerne hele Paris igjennem paa kryds og tværs for
at gjøre et Medmenneſte en Tjeneſte.
Den eneſte, ſom jeg ſtrax ſyntes om der i Hjemmet,
var Tjeneſtepigen Honorine. Hun fod til at forſtaa min
Hjemve og mine Savn, og hun ſogte trolig at opmuntre
mig baade ved fine morſomme Indfald og ved den kjer⸗
ligſte Omhu. Da Ordet Hygge fattes i det franſke
Sprog, mente jeg, at Begrebet derom ogſaa var helt ukjendt
i Frankrig. Honorine overbeviſte mig om det modſatte.
Hun fatte Blomſter ind i min Stue og forſtod at ordne
de ubetydeligſte Ting med en Yude, ſom kun en udmerket
Husmoder har Begreb om. Det faldt mig ſtundom ind,
at hun viſt havde kjendt bedre Dage; men ſaa ung ſom
hun ſaae ud, og faa fornøjet ſom hun udrettede fin daglige
Gjerning, var det dog ikke rimeligt, at hun havde oplevet
nogen ſtor Omveltning i fin Skeebne. Skont hun ikke
var meget eeldre end jeg (hun ſaae ud til at være i Tyverne
endnu), behandlede hun mig altid paa en vis moderlig,
beſkyttende Maade. Hun dadlede ſtreugt min Ligegyldighed
for mit Toilette, ſtandſede mig, naar jeg vilde gaa ud at
ſpadſere med en gammel Kjole paa, hjalp mig i en Fart
at flifte Dragt og ſnurrede mig rundt, idet hun betragtede
mig fra Top til Taa med et Alvor, der var en bedre
Sag værbig, og udbrød endelig: „Vous étes bien! allez!“
— Skont dette jo ſmagte lidt af Nesvished, kunde jeg
aldrig blive vred paa hende, da jeg følte, Hvor oprigtigt
hun interesſerede fig for mit Ve og Vel. Hun forbød
mig ſaaledes at gjøre Indkjob paa egen Haand, da jeg
ſom Fremmed var udſat for at blive trukket op; og hun
anvendte med Glede fin knappe Fritid til at ledſage mig
i Butikkerne. En Dag, da hun havde ordnet min Stue
ſerligt hyggeligt, ſagde jeg: „De burde gifte Dem, Hono⸗
rine, ſaadant et husligt Talent ſom De har';, De vilde
blive en glimrende Husmoder!“ 5
Hun blev pludſelig meget alvorlig og ſvarede: „Nej,
Froken, jeg gifter mig aldrig”; og efter en Pauſe fojede
hun til: „jeg mener, jeg gifter mig ikke igjen; thi jeg har
W
været gift og været ſaa ubeſkriveligt lykkelig; og De kan
tro, jeg havde et yndigt Hjem!” — og nu ſtrommede
hendes Taarer frem. Hun fortalte da, at hun ſom ganſke
ung havde ægtet en Spælføfer fra en Provinsby; han
var dod for et Par Aar ſiden uden at efterlade Formue,
tvertimod, en ret betydelig Gjeeld. De havde 2 Born,
en Dreng, ſom hendes Mands Familie havde taget fig af, i
og en lille Pige, ſom hun havde bragt med til Paris og
ſat i Koſt Hus nogle Venner, da hun ſelv maatte tage en !
Tjeneſte. Jeg udtalte naturligvis min Beklagelſe over den
Modgang, hun havde havt, men yttrede tillige min For:
bauſelſe over, at frauſke Egtefæller kunde ſorge faa op:
rigtigt ved hinandens Dod, da dog ethvert Parti blev
lavet af Forældrene og aldrig ſtiftet af Kjærlighed. Da
blev hun formelig heftig og udbrød: „Ja, jeg ved nok,
at ſaaledes ſige alle Udlændinge, og man paaſtaar, at
ſaaledes ſkrive vore Forfattere; men det er den ſorteſte
Bagtalelſe. Og hvad mig angaar, fan ved jeg, at jeg
kunde have ſprunget til Skyerne af Glæde, da min a dode
Wand anholdt om min Haand; og da mit Sgteffab blev
ſluttet, og „Monſieur le Maire“ ſpurgte mig, om jeg vilde
have min Brudgom, faa raabte jeg: „oui, oni, Monſieur
le Maire“ med en ſaadan Jubel, fan Mairen ſelv og hele
Folget braſt i Latter.“ — Jeg roſte hende, fordi hun,
trods alle Sorger, pasſede fin Tjeneſte med et ſag elſk⸗—
værdigt Humor. Hun traf paa Skuldrene: „Que voulez
Vous! il faut prendre son parn!“ — og nu gik hun atter
til fit Arbejde med det gladeſte Anſigt af Verden. En
Dag kom hun ind til mig for at viſe mig ſin lille Pige,
et dejligt Barn, ſom hun omfavnede den ene Gaug efter
den anden med en Heftighed, der vilde have ſkreemt de
fleſte andre Born; og hun var fan bevæget, at hun ikke
kunde fremfore et Ord; men kuap en halv Time efter kom
hun atter ind i min Stue, Hun var mu iført en koſtbar
Silkekjole, var nydeligt friſeret og ſaae ſaa ſmuk dog elegant
ud, at hun kunde have vakt mange fornemme Damers
Misundelſe. Hurtig og behændig ſprang hun hen og
ſnappede min Broſche, ſom jeg havde paa, tog nogle
Kniplingsermer i min Skuffe, og i en Fart var hun ſelv
ſmykket dermed og ſtod henrykt foran mit Syejl og
beundrede fin Pynt. Jeg ſpurgte, om hun virkelig fandt
det pasſende at bære fig ſaaledes ad: „Naturligvis, fjære
Froken! Jeg Hal i ſtort Selſkab og har hverken Broſche
eller Kniplinger; De ſidder hjemme i Aften, ſaa har De
jo ikke Brug derfor; jeg ffal nok pasſe godt paa Stadſen.“
— For os Nordboer er det neſten ufatteligt, at en ſaa
hurtig Omvexling af Stemninger kan forenes med en dyb,
alvorlig Karakter.
Mine Landsmænd, ſom beſogte mig i Paris, vare
alle mer eller mindre indtagne af Honorine, og naar hun
ikke Havde Tid til at komme ind til mig og hilſe paa dem,
faa fatte vi os i al Gemytlighed ud til hende i Kjokkenet
og morede os glimrende over hendes kvikke Pasſiar. — Da
jeg forlod Paris, var det mig en virkelig Sorg at ſkilles
fra den rare Honorine, hvem jeg ſkyldte den inderligſte
Takuemlighed for al hendes Omhu og Kjerlighed.
Omtrent 10 Aar ſenere kom jeg igjen til Paris. Jeg
beſogte naturligvis den Familie, hos Hvem jeg havde boet,
men blev meget ſkuffet ved at ſe en fremmed Tjeneſtepige
lukke op. Fruen ſagde mig, at Honorine havde forladt
hende for flere Aar ſiden, for at gifte fig paauy. Jeg
kunde ikke lade være at ſkumle over, Hvor lidt man fan
ſtole paa Kvindernes Forſotter i den Retning, og jeg
ſpurgte, om Honorine maaſke ogſaa denne Gang havde
raabt med Begejſtring: „oni, oui, Monſieur le Maire!“
Men Fruen lo ikke med; hun ſaae tvertimod meget tanke—
fuld ud og ſagde endelig: „Jeg ved, at De holdt af
Honorine, og da De er UÜdlending tor jeg nok, uden
Indiscretion, fortælle Dem hendes Hiſtorie. De vil hver:
ken have Lejlighed eller Hjerte til at misbruge min For:
trolighed.“ — Hun fortalte da, at nogle Aar efter min
Afrejſe Havde Honorine en Dag meddelt hende, at hun
agtede at forlade ſin Tjeneſte, da hun var bleven forlovet
og ſnart ſkulde have Bryllup; det var med en Broder af
hendes afdøde Mand, og hun vidſte, at han vilde være
god mod hendes Born. Forreſten var Honorine faa ad:
ſpredt og“ nedtrykt den folgende Tid, faa Fruen antog,
at hun fortrød fin Forlovelſe.? Hendes Tjeneſtepligter blev
ikke ner jaa godt opfyldte ſom for; Fruen havde Grund
til at beklage fig over adſkillige Forſommelſer og begyndte
derfor at fore et endnu ſtrengere Tilſyn med fit Hus.
En Morgen var Fruen ſtaget ualmindeligt tidligt op for
at gjøre Jin daglige Runde helt uventet, og idet hun lifter
lig forbi Honorines Dor, kommer en fremmed Mand ud
af dennes Verelſe. (Jeg kan tenke mig, at Madame har
ſtaaet ſom faſtnaglet af dydig Harme, og det kan nok
være, at „Tugtens Ris“ har flammet i hendes Øjne).
Manden vilde flygte; men i det ſamme kom Honorine til,
greb ham ved Armen og raabte: „Bliv! Madame ſkal
vide hele Sandheden. Madame er ſtreng; men hun har
Hjertet pan rette Sted, og hun vil ikke nenne at gjøre os
ulykkelige.“ — Og mm fortalte hun ſin ſorgelige Hiſtorie.
Den fremmede Wand var hverken Hendes Svoger eller
hendes Forlovede, men hendes gtemand, font hun havde
udgivet for død. J de forſte Aar af deres Egtejfab
havde de levet meget lykkeligt ſammen; men ſenere var han
kommen i flet Selſkab, hvor Spil og Svir horte til Dagens
Orden; haus Forretning blev forſomt, og Fremtiden truede
med Fattigdom og Elendighed. Men hvad hans Hnuſtru
ikke anede, det var, at de flette Venner havde fort ham
ind, paa Forbryderbanen. Hvorledes man Havde kunnet
fane hendes gode, kjerlige og hidtil fan ærlige Mand
lokket til at ſtrive falffe Vexler, det var og blev hende en
Gaade; men, det var ffet, det var opdaget, og han blev
dømt til Galejerne. — J forſte Ojeblik Havde hun nær
bukket under for denne forfærdelige Sorg; hun blev meget
ſyg, og hun ſyutes ſelv, det var et Under, at hun ikke
havde miſtet Forſtanden. Da hun gjenvandt ſin Sundhed,
rejſte hun til Paris for at føge Arbejde. „Jeg var nødt
til at ſtjule Sandheden,” tilføjede hun, „thi hvem vilde
tage mig i ſin Tjeneſte og viſe mig Tillid, naar der
hæftede en ſaadan Plet ved vort Navn. Nu er min ſtak⸗
kels Wand kommen tilbage; han har ſouet fin Brode, og
han har opfort ſig godt i ſin Straffetid. Men nu, hvad
ffal han un gribe til? enhver Vej er ſparret for en ſtraffet
Mand. Hvad ffal der blive af ham og os alle?“ —
Manden Havde flaaet gauſke taus, med Anſigtet ſkjult i
fine Hænder. Da hans Huſtru havde endtsfin Fortælling,
ſagde han blot: „Madame! kan De hjælpe os, ſaa gjør
det for min Kones Skyld; thi hun er en Eugel.“ —
Madame var dybt rort, men vilde dog ikke love dem ſin
Biſtand, for hun havde faaet fuld Bekreftelſe pan Sand:
heden af deres Fortælling. Hun ſkrev derfor til Fengſels—
præften ved den omtalte Straffeanſtalt og udſpurgte ham
noje om Fangen. Hun viſte mig Preſtens Svar, der lod
omtrent ſaaledes:
„Det er ſjeldent, at jeg ſaa ubetinget ſom ved denne
Lejlighed kan ſige om en af vore fordums Fanger: han
fortjener, at De hjælper ham; jeg er overbeviſt om, at
der kan blive et godt og nyttigt Menneſke af ham. J
Begyndelſen af hans Straffetid var hau ſom forſtenet af
Fortvivlelſe, aldeles uimodtagelig for Religionens Troſt;
ja, han beſvarede ſtundom mine Formaninger med den
bitreſte Spot. Senere blev han dog mere tilgængelig, og
jeg kom til at holde meget af denne ſtakkels Fange, der
ikke i fjerneſte Grad havde Praget af en Forbryder. Jeg
var nærved at tro, at det var mine Ord, ſom endelig havde
gjort Indtryk paa ham; jeg vidſte ikke, at jeg havde havt
en Hjælper, der, langt bedre end jeg, Havde forftaaet at
tale til hans Hjerte, og hvem hans Omvendelſe, næft Guds
Biſtand, helt ſkyldtes. Han ſpurgte mig en Dag, om jeg
vilde leſe nogle Breve fra hans Kone. Jeg havde huer:
ken megen Tid eller Lyſt til den Læsning, men ſvarede
dog Ja for at fornoje den ſtakkels Mand. Men jeg til:
ſtaar, at aldrig har de ſkjonneſte Taler af mine beromteſte
Kollegaer rort og opbygget mig i en ſaadan Grad ſom
disſe Breve fra en tarvelig Kvinde af Folket. Hun havde
viſt intet Begreb om Ordfojning eller Retſkrivning; men
Ordene vare ſtrommede ud fra hendes inderſte Hjerte, og
de aandede en Tro, et Mod og fremfor alt en fan dyb
og inderlig Kjærlighed, ſaa at ikke Verdens meſt veltalende
Menneſke kunde have frembragt et faa mægtigt Indtryk
ſom denne Huſtru, der vilde opmuntre ſin ulykkelige Mand.
— Da jeg gav ham Brevene tilbage, ſagde jeg: „Med en
ſaadan Huſtru ved ſin Side maatte ſelv den ſtorſte For⸗
bryder kunne rejſe fig, ja, han burde endog kunne blive et
i
i |
| udmærket Menneſke. Hun er en Lyſets Engel paa Deres
im Veje; folg hende, og De vil aldrig mere fare vild ...“
1 Næppe havde Madame modtaget Bræftens Brev, for
1 Himmel og Jord blev ſat i Bevegelſe for at ſkaffe den
| gienopſtandne Wgtemand en Anſcttelſe. „Monſieur“ var
| jo vant til at bruge ſine Ben, og han maatte lobe Paris
igjennem pan alle Hold for at forhøre fig om en eller
anden Plads; og denne Gang man han ikke have vrøvlet
(ſom i Talerne ved Middagsbordet), hans gode Hjerte maa
have lagt ham Ordene i Munden; thi han opnaaede, hvad
han ſogte, og kom gledeſtraalende hjem. En af hans for:
dums Naboer, en meget godgjorende og meget rig Gods—⸗
ejer, havde netop en Portnerplads ledig pan fit Slot, og
han antog ſtrax Honorines Mand pan Monſieurs An:
befaling, og lovede at bevare den dybeſte Taushed ant:
gaaende den ſtakkels Mands Fortid. Hemmeligheden var
ſaa meget lettere at bevare, ſom Herregaarden laa meget
fjernt fra Paris, og Madame fortalte, at Honorine og
hendes Mand havde vundet alles Agtelſe og Venſkab i det
mye Hjem. Deres Taknemlighed mod Honorines gamle
Herſkab er ubeſkrivelig, og Madame faar ſtadig de meſt
rorende Skrivelſer fra hende. Brevene ere fyldte af Lov⸗
taler over hendes elſkelige, fortræffelige Mand, og af Glæde
over atter at have Børnene hos fig; hun forſikrer, at ingen
Dronning kan fole ſig rigere og lykkeligere end hun.
Aldrig havde jeg tænkt, at den lille fixe, morſomme
Honorine var, ikke alene en Slags Romanheltinde, men
næften en Helgeninde, i det mindſte en Korsdragerinde,
der kunde være et lyſende Exempel for enhver kriſten
Kvinde. Da jeg ikke har nævnet Perſonernes Navne, og
da Hiſtorien tildrog fig for fan mange Aar ſiden, kan jeg
godt forſvare at meddele den nu. Jeg har kun villet ub:
tale lidt af min Beundring for den prægtige franſke Kvinde,
ſom vi her til Lands omtrent ſlet ikke kjender. Jeg horte
nylig en franſk Dame ſige: „Ce sont nos auteurs, qui
nous calomnient!“ og hun har Ret. Jeg har forreſten
det Haab, at de franſke Romanforfattere ſnart ville begynde
at vælge nogle af Modellerne til deres Heltinder blandt
de hæderlige, udmærfede Kvinder, der heldigvis findes i
alle Samfundsklasſer i Frankrig, ſaavelſom i andre Lande.
Med den rige Fantaſi og det glimrende Sprog, ſom er de
franſte Skribenters Scerkjende, ville de nok kunne frem:
bringe toget interesſant, ogſaa i denne Retning. Og den
vil i det mindſte have Nyhedens Interesſe; den vil virke
ligefremt forfriſkende efter de evindelige Wgteſkabsbruds⸗
Dramaer og Noveller, ſom nu har gjentaget ſig Aar efter
Aar i den frauſke Literatur.
Hvis jeg blot ejede den mindſte Brokdel af de Egen—
ſkaber, ſom jeg beundrer hos de franſke Forfattere, ſaa
havde jeg ikke kunnet modſtaa Lyſten til at indkleede Hono—
rines Hiſtorie i Romauform; nu har jeg maattet nøjes
med at nedſkrive ganſke ſimpelt og ſandferdigt dette Minde
fra mine Pariſerophold.
Din Retning.
Srit efter Oscar Ahnfelöt.
Stedſe ſporges nu om Stunder:
bvilken Retning du hor' til,
Om den frie, om den bundne?
Derpaa man dig Rjende vil.
Til den frie; thi min Jejus
Srir' fra Synd og Dod min Aand,
Til den bundne; thi min Jeſus
Binder mig med Neengſels Baand.
Spørg Run Blomſten hiſt i Dalen:
„dvorhen vender du dit Blik 2"
Den vil ſvare dig: „Mod Solen;
Thi af den jeg Livet fir.”
Sjælen er jo og et Blomſter,
Som mod Solen vender ſig,
O, min Jefus, lad dens Øje
Pere rettet blot paa dig.
En rar Dreug.
Illuſtration af Axel Thieſs.
„Ded den Leg ſmudſer Du jo Dit Tøj til, lille Karl.“
„Aah Skidt!“
„Ja Tak, det han Du tro, at Din Moder ikke ſiger.“
„Mej, for hun bruger flet ikke det Slags Udtryk."
En Spillefugl.
En Shitfe fra Monte Carlo
af
Fritz Zepelin.
Illuſtreret af
Carl Fh. F. Schmidt.
; I.
Op ad Caſinoets tœæppebelagte Trapper i Monte ⸗Carlo
gik en ung, bredſkulderet Mand pan henved 30 Aar.
Han kom fra Café de Paris, ſkraas overfor Spille⸗
banken, og paa Armen bar han en fort, morkebrun Sommer:
frakke. Han var iført en lys, engelſk Spadſeredragt og
pan Hovedet havde han en brun Filthat.
Paa den overſte Afſats af Trappen blev han ſtagende
et Ojeblik, men ſaa lukkede en uniformeret Tjener Glas—
børen op for ham og han gik hurtig hen til Garderoben
til Højre. Lyſet faldt ſtkarpt ned over haus Anſigt, mens
han afleverede Stof og Frakke. Hans Træf var pinlig
anſpeendte, med Vibreringer om Munden; hans Teint var
graalig og ſyntes vel dobbelt bleg, fordi Sfæg, Øjne og
Haar var fort. Af Garderobetjenernes hoflige Familiaritet
kunde man flutte, at han maatte være en velkendt Gæjft i
Caſinoet. Efter at have pasſeret Kontrollen, gik han hur⸗
tig gennem Spilleſalene og tog Plads i et Hjorne inderſt
br begravet i en Divan, en halv Snes Alen fra Spille:
ordet.
Fra fin Krog kunde han overſé hele Rummet. De
elektriſnñe Lys og de masſive Aſtrallamper kaſtede deres
Sfær halvt ud i Solen; kun et Stykke af Væggene med
deres dekorative, lidt ſenſuelle Malerier, faa i fuld Belys—
ning. Omkring de aflange Spilleborde var der Trengſel;
fra to gronſkermede Lamper, der hængte i lange Mesſing—
kœder, kaſtedes et intenſivt Lys over det grønne Bord og
over dem, der fab benkede rundt omkring, mens Rakkerne
bagved halvvejs var gemt i Morke. Man horte en Raslen
af Guld og hvert Øjeblik Markorens mekaniſke: Faites
vos jeux, Messieurs. Rien ne va plus.
En lummer Hede og en tyk, kocelende Dunſt af moſkus⸗
mættet Parfume hvilede over hele Salen.
Folk paaſtod, at det var Banken, der forfætlig lod
denne betagende Dunſt udbrede, men Folk paaſtod nu faa
meget og den kunde ſaamend ligeſaa geerne komme fra de
frakt ſminkede Cocotters Kleeder. Den unge Mand, der
ſad ubevægelig i fin Krog, vidſte for Reſten ganſte god
Beſked om Spillebanken.
— — — Fem og tyve Aar gammel, efter fin Faders
Ded, var Henri Martin kommet til Nizza, hovedſagelig
med det Maal for Oje, at more fig ovenpaa veloverſtaaet
juridiſk Examen. Han deltog i Livet i Nizza, det vil ſige:
en Formiddagstur paa Promenade des Anglais, Frokoſt
hos Helder, Viſiter og en Tur i Kaſino, om Aftenen Sel—
ſkab eller Theatret. Det var hans Liv.
Som Alverden var han taget til Monte-Carlo, og
Uheldet vilde, at han den forſte Uge vandt henved 20,000
Francs. Det gay ham Blod paa Tanden, og inden to
Maaneders Forlob Havde han ikke alene tabt fine 20,000
men 10,000 til.
Den folgende Maaned ſatte hau ikke fine Ben i Monte—
Carlo. Flere af hans Venner havde advaret ham alvor:
ligt og fortalt ham, hvad Monte-Carlo var. Han vidſte,
hvorledes Hundrede-Tuſender anvendtes til at kobe Aviſer—
nes Tavshed, hvorledes Ligene af de ulykkelige Selvmordere
hemmelighedsfuldt begravedes om Natten, hvorledes Cocot—
terne betaltes for at bringe deres Elſkere til det grønne
Bord og hvorledes Smudsblade og elendige Skriblere an:
vendtes af Banken. De blev lonnede for i de groveſte
Injurier at angribe „Banditerne, Morderne, Rakkerfyrſten,
Helvedet fra Monte-Carlo,“ ſamtidig med at de i Menneſke⸗
hedens Interesſe anviſte ufejlbarlige og af dem opfundne
Midler til at ſprenge Banken paa.
Heuri Martin var ikke meget rig. Ved Siden af en
Formue paa henved 100,000 Francs havde han — ſaaledes
havde hans Fader ordnet det — en urorlig Kapital, der
indbragte ham 8,000 Francs i Rentepenge. Skont han
ikke var odſel, gik Pengene hurtig fra Haanden og Spille—
lyſten begyndte igen at komme over ham. Det kunde være
rigtig rart at vinde nogle hundrede Franes — netop nu
trængte han til dem.
Og, Herregud, naar han ſpillede meget lavt og naar
han fremfor alt ikke tog mere end en ubetydelig Sum med
ſig, ſaa var der virkelig ikke meget at vove.
5 Det var med en lidt ond Samvittighed, at Henri tog
Plads i Toget og da han lidt ſenere gik op ad Spille:
bankens Trappe, ſaa bankede hans Hjærte hurtigt.
J Begyndelſen vovede han kun Femfrancs⸗Stykker ved
Rouletten. Det gik op og ned, ſnart tabte, ſnart vandt
han, og da han en halv Time ſenere reiſte fig fra Bordet,
træt og dog ophidſet, havde han i alt vundet 25 Francs.
Nej, det blev virkelig ikke til noget. Tage hjem med
25 Francs kunde man dog ikke. Der var ikke andet for
end at ſpille „trente et quarante“ — blot et Par Gange.
Et Kvarter ſenere havde Henri Martin tabt de 500
Francs han havde medbragt. Og faa tog Spillepasſionen
ham fangen. Som Bly ſmaltede hans Vilje, ſom Straa
brodes hans Forſctter — Drankerens lige, der kemper
imod og dog ſtadig gaar paa Accord . ... Om Dagen
levede han ikke. Med aſkegraa Teint og tunge Øjne brev
han om i Nizza, helſt langt borte fra Menneſkene. Han
hadede Rivieragens brogede Publikum, alle de tvivlſomme
Exiſtentſer, de ſminkede Cocotter, de forlorne „Markier“,
de ubeſtemmelige „Journaliſter“, alle disſe Samfundets
Udſkud, ſom han om Aftenen var nodſaget til at benke
ſig med. 8
De to forſte Aar Havde han overvundet fig til kun
hveranden Aften at tage til Monte⸗Carlo, og efter Aareues
Udgang havde han kun tabt en mindre Sum. Men un
forflog det „forſigtige Spil” ham ikke længer; de fan Guld⸗
ſtykker hidſede ikke nok haus Nerver og nu og da hændte
det, at han forlod Spillebordet, glemte Forſetterne, tog
til Nizza og hentede flere Penge, beſtandig flere Penge.
Han tabte, og tabte og haus loſe Formue ſvandt mere
og mere ind. Han havde maattet forlade det elegante
Hotel ved Promenade des Anglais og i de to tarvelige
Verelſer, han havde lejet tæt ved Banegaarden, regnede
og ſpekulerede han den hele Dag. Endeloſe Regneſtykker,
han ikke en Gang ſelv havde Mod til at tro paa, van⸗
vittige Spekulationer, hvis Vauvid han ſelv indſaa. Da
det femte Aar var udlobet, havde han af fin rorlige Kapital
omtrent kun 10,000 Francs tilbage. — '
Det var den Henri Martin, der nu fad begravet i
Divanen i Spillebankens inderſte Sal — og dog, det var
ikke længer den ſamme.
Det var en ſtor Dag i haus Liv. En dyb og uover⸗
vindelig Lede for hele denne kunſtige Tilværelfe havde
grebet ham; Spillepasſionen, der faa hurtig havde taget
ham til Fange, havde ligeſaa Hurtig tabt en Del af Magten
over ham: alt det honnette og ſunde i hans Natur ſatte
ſig op imod og anklagede det Liv, han havde ført. p
Henri Martin var forelſket og han var kommet her i
Aften for at prøve fig ſelv, for at faa Vished for, at
Fortiden virkelig var dod.
Thi det havde han lovet fig felv, at hvis han endnu
i Aften følte den ringeſte Friſtelſe, hvis han blot gav efter
en eneſte Gang — ſaa var alting færdigt, alt Haab til
Ende. Og da var han domt til at ſyunke dybt, ligeſaa
Dybt ſom alle de Menneſker her, han foragtede. Og til
det Liv, til den Fornedrelſe, til den Fortabelſe vilde og
turde han ikke kuytte en Andens Skaebne, i al Fald ikke
hendes
Moſkusdunſten lagde fig tyngende over haus Bryſt;
Heden ſyntes ham kvelende og Glodelampernes ſkarpe Lys
ſkar ham i Øjnene.
Var det virkelig muligt, at det var ham, der havde
kaſtet de bedſte Aar af fit Liv bort her, her..
Det forekom ham uvirkeligt; det ſyntes ham at tilhøre
en hel fremmed Exiſtens; at være en ond Drøm, der var
gledet ind i hans Liv.
Han rejfte fig hurtig; nærmede fig det grønne Bord
og betragtede ueſten med Nysgerrighed de forpinte Anſigter,
der ſad rundt omkring.
Og ſaaledes ſkulde ogſaa han have ſiddetl
Blodet bankede i hans Tindinger; Guldet, der raslede
pan Bordet, irriterede ham, og en Vrede, hau aldrig for
havde kendt, bemægtigede fig hele hans Veen.
Ligeſom i Trods, ſom trængte han til ved rent ydre
Midler at viſe ſit Had, ſin Foragt, ſatte han pludſelig ſin
Hat paa Hovedet og gik hurtig med tunge, trampende Trin
ud af Galen, uden at kaſte et Blik tilbage.
Han blev ved at gaa; ned ad Bakken, gennem Mona⸗
cos tavſe Gader, langs med Stranden, folgende Vejen der
forer til Nizza.
Det var længe ſiden, at han med Fred i Sindet havde
nydt en Sommeraftens ſtille Skonhed. Han gik langſomt
for ligeſom at nyde dobbelt; hau aandede dybt, ligeſom
for at aande al giftig Dunſt ud af ſine Lunger. En
forunderlig Lethed havde bemægtiget fig ham og en over:
ſtrommende Fokelſe af Sundhed og Kraft og Livsmod.
Det maaneklare Hav kruſedes ſpagt af en ſagte Bind,
der puſtede let henover Oliventrœernes dyſtre Lov.
Og da fyntes det ham, ſom om Bolgernes Skvulp,
Bladenes Suſen, hele Sommernattens tuſende, hemmelig:
hedsfulde Lyde dæmpet nynnede ſom en Vuggeviſe, der
blidt luller til Ro.
II.
„ Oppe paa Corniche, tæt ved La Turbie, ligger et
lille, hvidt Hus, med gronmalede Skodder, omgivet af en
Have med Vin, Roſer og Eukalyptus. Udenfor ſnor den
blendende hvide Landevej fig.
Deroppe er Luften ren. Dybt nedenunder ſtrakker
Middelhavets blaa, kryſtalklare Flade fig og ovenover den
etherrene, morkeblaa, ſolglitrende Himmel. Ellers ſer man
kun de rodlig⸗brune Klipper, neſten ſienafarvede, og den
kalkhvide Landevej.
Meus Sommerſolen gor Luften tung og trykkende
dernede langs Havet, er her udbredt en friſk Kolighed.
Og herop naaer ingen Miasmer, ingen Larm, ingen
Stank.
En dyb og hojtidelig Euſomhed giver Landffabet
Karakter. Hau ſynes Hundrede Mile borte fra moderne
Civiliſation, ene med Naturen, den ſtore Indifferente, der
ikke regner med vor Tidsregning og hvis Skonhed ikke har
Brug for vor Beundring.
Her var det Henri Martin hapde boſat fig med fin
Huſtru. J Begyndelſen Havde han vel nok valgt Bjærgets
Enſomhed, fordi han var træt af Verden, led af Menne⸗
ſkene, ſaaret og fyg. Haus Menneſkeforagt, der endnu ikke
var rodfeſtet, indøvet, men ſom havde formeget nervos
Brede i fig, trængte til ydre Apparat.
Enſomheden gjorde ham godt; lidt efter lidt helbrede:
des hans Sjæl og lidt efter lidt gled Monte⸗Carlo, Co:
cotterne, Felterne, de odelagte Menneſker ud af haus
Bevidſthed, tabte endogſaa deres ſidſte Magt over ham,
irriterede ham ikke længer, var flet ikke mere til for ham.
Forſt da var han i Virkeligheden ene. Fortiden var
flettet ud og un laa Fremtiden lys, klar og ſolbeſkinnet
foran ham. — — —
En dejlig Juliaften, med Maanelys over Hav og
Bjærg, ſtod Henri Martin med fir Huſtru om Livet og
betragtede en Damper, der ſatte Kurſen mod Korſika. Den
unge Kvinde bøjede fit Hoved mod Mandens Skulder og
ſagde mildt Debrejdende:
„Altid ban Rejſe. Aldrig ſlaa Rod.“
Et Smil kruſede hans Leber og ſaa ſvarede han:
„Nej, nej, du kloge Kvinde, denne Gang var jeg ikke
pan Rejſe, men her hos dig — du Elſkede. Og jeg føler
ogſaa, at un kommer Reiſegrillerne aldrig mere over mig,
de horte Fortiden til, Fortiden med al dens uſunde
Jagen
„Er det ſandt? Foler du det virkelig ſaaledes?“
Og da fortſatte han laugſomt:
„Ja, ſaaledes foler jeg det. Jeg har fan længe villet
ſige det, men jeg har ikke kunnet. Aa, Ellen! tror du ikke
længe, jeg har ſet det? For det er dig, det er din tro:
faſte Kærlighed, din ſunde, unge Sjæl, din ømme Taal⸗—
modighed, der har baaret mig over alle Sfær og der har
gabnet mine Øjne. Hvor jeg elſker dig, Ellen. Aa, alt
det Vidunderlige du har lært mig at ſe. Forſt nu ved
jeg, hvad det er at leve.
Nej, jeg trænger ikke til at rejſe for at ſoge Lykken;
jeg har den jo her hos mig, Ellen, den ſtorſte, den ſaligſte
Lykke noget Menneſke kan eje: min inderlige Kerlighed til
dig, min Elſkede, den dybe Fred i min Sjal, den ſtille
Harmoni, der kuytter mit Veſen til Naturen, der out:
giver os.
Hvad ſoger de derude, langt borte de Andre? Og
hvis alt det, de fer, de ftærfe Farver og de ſkonne Former,
kun afſpejles i en ſyg Sjæl, hvad uyttede det dem faa
at vejle?
Men du hører jo flet ikke paa mig.“ —
„Jo, min Elſkede, jeg horer det. Og jeg er dig ſaa
taknemlig, fordi du ſiger mig det, jeg er faa lykkelig, fordi
du holder af mig, og jeg er ſaa ſtolt over, at jeg virkelig
har kunnet lære dig noget. ..“
„Alt har du lært mig. Jeg har faaet mine tyve Aar
igen; jeg ſtaar ved Livets Begyndelſe.“
Et tykt Slor har været bundet for mine Øjne, men
nu er det draget bort. Hver Dag er mig en Feſt: om
Morgenen, naar Luften er kolig og Solen ſpiller paa
Oliventrœernes grønne Blade og paa Vinrankerne derhenne,
mens Sommerfuglene lege deres forte, rige Liv, — — og
om Aftenen, du, ſaadan ſom nu — naar jeg ſidder her
med dig — du ſom ſelv er ſom ſelve Foraaret og ſom
Ungdommen — — fan føler jeg mig fan fund og ſaa
ſtoerk og jaa lykkelig, ja, Ellen, min egen Ellen, faa ube⸗
ſtrivelig, faa uſigelig lykkelig.
„Min keere, kere Ven!“
Arm i Arm gik de op og ned ad Havens Gange i
Sommernattens lune Luft.
Nu og da trykkede han hendes Haand og hun be:
ſvarede Haandtrykket med et vagt, ſtille Smil. Ingen a
dem talte. Endnu i Doren dvelede de lidt; med hinanden
om Livet kaſtede de et ſidſte, langt Blik ud i den maane⸗
klare, duftſvangre Nat.
Et elſket Anſigt —
Et elfhet Anſigt er el Derdenskort,
Fvorover der han grundes dybt og længe,
Et Land med Sollns over dugget Dænge,
Som vi maa længes mod at kalde vort.
Et ſtedſe uopdaget Kanaan
med Deœmring over aftenſtille Pande,
Med Soldis over taageſvobte Strande;
Et elſket Anſigt er et Edens Land.
Udg.
Sra Jeſuitternes Lejr.
En Gplevelſe fra Nom
fortalt af
J. Hlicher-Clauſen.
Red Illuſtrationer af 27. Zaſtrau.
Jeg traf hende en af de allerforſte Dage efter min
Ankomſt til Rom; men da anede jeg ikke, hvilket æventyr:
ligt Liv, hun havde fort, og hvilken mærkelig Perſonlighed
hun var.
w. 94. 1.
Det ſidſte flog mig rigtignok ſtrax ved den forſte
Samtale, jeg havde med hende, men det andet fik jeg forſt
ſenere at vide.
Hun var ſpenſt, og jeg havde lovet at bringe en
Hilſen til hende fra en fjern Sleegtning i Danmark. Alt,
hvad jeg vidſte om hende, var, at hun nu, efter at have flakket
Verden rundt, boede paa niende Aar i Rom og tjente til
fit Ophold ved at give Undervisning i alle mulige Sprog.
Fra „Piazza di Spagna“ drejede jeg ned i den Side—
gade, hvortil jeg havde Adresſe og ringede paa i et morkt,
treetages Hus. En ſnavſet Italienerpige lukkede mig op
og viſte mig ind i det Veerelſe, Hvor „Signorina“ boede.
Hun ſtod imellem en hel Stabel af uindbundne Bøger,
der laa paa Gulvet foran hende, og Hendes ophedede Kin—
der vifte, Hvor travlt hun havde haft; men hun gav mig
ſtrax en meget varm, ægte ſveuſk Modtagelſe. Hun var
lige flyttet herhen, fortalte hun og var nußiferd med at
ordne ſit Bohave.
Samme Bohave fan noget degraderet nd, og hun ſelv
var iført en gammel udſlidt Kjole, der dog ikke kunde ſtjule
en ualmindelig - ſmuk og elegant Figur. Hun maa have
været en ſtor Skjonhed i fin Tid, tæntte jeg. Nu ſaa
hun ud til at være et Par og fyrre, og hendes fine Hud
havde faaet ſmaa, utallige, ligeſaa fine Rynker, færlig om
kring Øjnene, der havde en egen, ſtraalende Glaus; — et
Par driſtige, leende Øjne var det, der uvilkaarlig tiltrak
fig Opmerkſomhed, og holdt af at gjore det.
Panden og Neeſen var edeltformede, Munden ſtor
og friſk, Haaret graaligt, fvært bølgende. Hun talte hur—
tigt og nervoſt, idet hun uafbrudt og med ſtor Fardighed
flog om fra et Sprog til et andet. „Jeg taler ſaamange
Sprog,” ſagde hun, „at jeg ſnart ikke kan et eneſte af dem
rigtig. Om Morgenen italienſt, om Aftenen ſpanſk og om
Dagen enten franſk, tyſt, engelſk eller ſvenſk!“ Da jeg
ſpurgte, hvorledes hun var kommen til alle disſe Sprog⸗
kundſkaber, ſvarede hun med lidt Lyſt til Praleri: „Aa,
jeg har rejſt Verden rundt. Jeg har været tre Aar i Eng:
land, et Aar i Spanien, ni Aar her og desuden et Par
Vintre i Paris.“ „De holder altſaa af Rejſelivet?“ Hun
traf pan Skuldrene: „Ja, Hvorfor ikke? Hjemme vil de,
jeg ffal gifte mig; men det har jeg ikke Lyft til. Jeg har
det jo godt nok, hvor jeg er.“ „Noget enſomt.“ „Aa ja.
Men jeg har „gryſelig“ mange Venner her. Nej, at jeg
ikke engang har en Stol at byde Dem! Nu fulde vi juſt
prate ſaa godt ſammen.“
Hun vilde pakke nogle Stole ud og gjøre Forſog
paa at fan Varelſet lidt hyggeligt; men jeg foreſlog
hende: hellere at folge med mig hen paa Oſteriet og
ſpiſe til Aften. Det Tilbud greb hun med Glade, og
jeg lagde nu Merke til, hvor mager, naſten forſulten
hun ſaa' ud. Hun ffiftede i en Fart Kleder og
fulgte mig ſaa, ivrig geſtikulerende og altid kalende om
fine egne Forhold. Medens vi ſpiſte, blev hun et Sjeblik
ſtille og ſlugte Maden med Graadighed, ſom et Menneſke,
der i lang Tid ikke har faaet ordentlig Fode; men da hun
havde drukket et Par Glas Vin, fik hun atter Munden
pan Gang; og da var det, hun begyndte at fortælle mig
fin Hiſtorie, — dog kun ſkitſeret og ſom et flygtigt Brud:
ſtykke af, hvad jeg ſenere ſkulde faa at høre.
„Jeg ſkulde onſte at komme tilbage til Sverrig igjen,”
ſagde hun; man „eæter“ fan godt der.“ Jeg lo. „Synes De
ikke, man „gter“ godt her da?“ „Nei, ikke paa langt tær ſaa
godt ſom i Sverrig.“ „Saa tenker De vel paa at vende til⸗
bage til Sverrig?“ „Nej, ikke un mere.“ Hun ble
pludſelig alvorlig og fortſatte i en dæmpet Tone: „Jeg
kommer aldrig tilbage uu. Gubben er dod og Mo'r er
jan fortvivlet for min Skyld. Hun græder beſtandig, naar
hun ſer mig, og faa er det bedre at vare langt borte.
Jeg elſker min Mo'r over alt i Verden; men jeg kan ikke
taale at fe hende bedrøvet. — Hvorfor hun er det? Jo,
jeg ſkal ſige Denn: Jeg har gjort hende en ſtor Sorg:
Jeg er bleven Katholik. Det var i Spanien, at det ſkete;
men nu kan jeg ikke vende tilbage til Hjemmet igjen, for
de taaler ikke der, at jeg er Katholik. Og det er ikke den
eneſte Sorg, jeg har gjort hende; der er mere endu.
Jeg har bragt Ulykke over mit Hjem og ruineret alle mine
Soſkende. De ſkal vide: Jeg har været forlovet med en
meget rig Mand. Det var han, ſom fulde have under⸗
holdt Familien, for Fa'r kunde ikke efter den ſtore Fallit.
Jeg var kun tolv Aar gammel, da man forlovede mig, og
— —— — — —
alle var de indtagne i min Feſtemand; men jeg kunde ikke
holde rigtig af ham; jeg kunde ikke! Bryllupet ſtulde
holdes paa min atteuaarige Fedſelsdag; men da Dagen
nærmede fig, holdt jeg det ikke langere ud. Jeg brød
med ham; — og faa var det, jeg maatte rejſe. Han blev
jaa fortvivlet, at de troede, hau ſkulde have gjort en Ulykke
paa lig ſelv De ſiger, han har fort et vildt Liv lige
ſiden; men jeg ved ikke — jeg kunde un ikke gifte mig
med ham.
Hjemme blev der ſtor Vrede og Bedrovelſe. Gubben
ſorgede, jan hans Haar blev Hvidt, og de ſkrev det ene
Brev til mig efter det andet for at fan mig til at gjøre
det godt igjen; men jeg var for langt borte. Jeg var
rejſt til nogle Slegtninge i Paris, derfra tog jeg til Eng:
land og tre Aar ſenere til Spanien.“
Hun ſtandſede et Ojeblik, ſom om hun ventede paa en
Opfordring til at gaa videre; men da den udeblev, fortſatte
hun af fig ſelv: „Det hævner fig altid at bringe Ulykke over
andre; det bringer Ulykke over En ſelv. Jeg havde givet
Kurven til en Mand, og jeg fik den igjen af en anden.“ Hun
ſtirrede aandsfraverende frem for fig, og det var aaben:
bart, at hendes Tanker var ſtandſet ved et alvorligt Minde;
men ban ſamme Tid undrede det mig, at hun kunde tale
faa roligt om det altſammen og fan underlig uberort af
det hele. Jeg ſkulde faa Forklaringen ſenere.
En Eftermiddag kom hun og foreſlog mig en Spad—
ſeretur til Monte Pincio.
Det var lige ved Solnedgang, da vi gik fra Piazza
di Spagna opad den brede Trappe til Sancta Trinita,
hvor de ſmaa og ſtore Modeller ligger i deres maleriſke
Dragter og faldbyder ſig til fremmede Kunſtnere eller tigger
af de Rejſende. Vi ſtod længe deroppe i den underlig
ſtere Aftenbelysning og ſaa' nedover Rom, — Byen med
de evige Minder! Inde fra Kirken bagved os lød Non.
nernes Sang til Muſik af Mendelſohus Requiem, og i
Aftenſtilheden trængte Gadeſcelgernes forte, ſkarpe Raab op
til os nede fra Piazza di Spagna. Jungen af os talte.
Det var forſt, da vi havde fjærnet os et langt Stykke fra
Byen, at hun ſtak fin Arm ind i min og paa en hurtig,
nervos Maade fortjatte Jin Hiſtorie. ”
„Jeg fortalte Dem jo, at jeg tog til Paris, da jeg forlod
mit Hjem — ikke ſandt? Men jeg fortalte Dem ikke, at der
hjemme i Stockholm var en Maud, ſom — ſom jeg elſtede.
De forſtaar: Ikke ſom Folk i Almindelighed elſker, men van:
vittigt, lidenſkabeligt! Da jeg faa” ham forſte Gang, vidſte
jeg, at jeg elſkede ham. Noget faa vakkert, ſom han var, har
jeg aldrig ſet! Jeg kunde have kaſtet mig ned paa Jorden
for hans Fodder og været glad, om han traadte paa mig!
Jeg kunde have tulgt ham ind i et brændende Hus uden
at merke, at det brændte!”
Hun ſtandſede og ſnappede efter Vejret. Hendes graa—
blaa Øjne brændte imod mig, og hun klemte min Arm faa
faſt i fin, at jeg uvilkaarlig forſogte paa at gjøre mig fri.
Jeg har aldrig ſet et Menneſke, der ſaaledes ſom hun kunde
concentrere alle fine Folelſer, hele fin Lidenſkab paa et
eneſte Punkt. — Uden at flippe fit Tag i mig fortſatte
hun: „Da jeg ſaa' ham forſte Gang, var han forlovet;
men fort efter hævede han Forbindelſen. Siden horte jeg,
at han havde gjort det for min Skyld. Men alt det vidſte
jeg ikke noget om, da jeg rejſte. — Jeg kom til Paris, hvor
alle morer ſig; jeg havde ſelv Lyſt til at gjore det ſamme,
og i min Tantes Penſionat var der fuldt op af ſkandinaviſke
unge Herrer. og Damer, ſom ligeledes havde Lyſt til at
more ſig. Jeg var ung og gjorde Lykke. Herrerne flokke⸗
des omkring mig, bragte mig Buketter og bod baade min
Tante og mig med paa Concerter og i Theatre. Det var
et lyſtigt Liv; men det fik ſnart en Ende. Iblandt Pen⸗
ſioncrerne var en af mine tidligere Bekjendte, en ung Turiſt
fra Stockholm. Han friede tre Gange til mig og fik tre Gange
Afſlag; men da han kom hjem, hævnede han ſig ved at ud:
ſprede daarlige Rygter om mig. Det horte ogſaa han, — den
anden, — og en Ugestid efter rejſte han ſelv til Paris
for at overtyde fig om Sandheden af det, han havde hort.
Under et fingeret Navn tog han ind i det ſamme Penſionat,
hvor jeg boede og traf mig netop i Spiſeſalen, omringet
af hele Penſionatets Ungdom. Vi kom lige fra en Tur
F"
|
|
i
i
f
|
|
|
— —
til Louvre, og vi var meget opromte. Jeg huſker, at jeg
lo hele Tiden. Jeg hade ingen Anelſe om, at han vilde
komme, og jeg følte, Hvor jeg blev hvid i Auſigtet, da jeg
faa ham; men for at ſkjule min Bevegelſe lo jeg endun højere,
og faa ud, ſom jeg ikke kjendte ham. Han traf fig ſtrax til
bage uden at have hilſt paa nogen, og jeg faa ham ikke
mere den Dag. Jeg vidſte ikke, Hvad jeg ſkulde gjore.
Paa den ene Side var jeg grenſelos lykkelig ved at vide
ham ſaa nær, pan den anden Side forekom han mig ſom
en Art Opdagelſespoliti, og det ærgrede mig, at han maaſke
trode, jeg var bange for ham. — Den neſte Dag gik jeg
med nogle af Penſioncererne ud paa en længere Spadſere—
tur langs Boulevarderne. En af Herrerne havde budt mig
fin Arm, og leende og ſnakkende gik vi et lille Stykke bag
ved de andre, da vi pludſelig mødte ham ved en Omdrej⸗
ning af Vejen. Hau gik lige hen til mig og ſagde lang⸗
font: „Nu har jeg ſelv ſet, at Rygtet ikke lyver. Jeg
ved det og rejſer hjem. Farvel! Vi to ſes ikke mere.“
Jeg vilde ſkrige, jeg vilde bede, jeg vilde ſtandſe ham!
— men Gan var allerede borte; og forend jeg kom hjem
til Penſionatet igjen, var han rejſt. — Jeg horte kort efter
gjennem Brev hjemme fra, at han havde giftet fig med fin
tidligere Forlovede; men to Maaneder efter Brylluppet
dode hau. Hans Soſter ſkrev ſiden til mig, at hun troede,
han var dod af Skinſyge, for han havde aldrig kunnet
glemme mig.“
„Men De havde vel ogſaa givet ham god Grund
til Skinſyge,“ bemærkede jeg; „De var naturligvis faa
koket, ſom De kunde være?” „Ja, jeg var vel det,“
ſvarede hun og lukkede Øjnene halvt til med et lille Smil.
Selv 1 dette Ojeblik, da Mindet om hendes Ungdoms:
fjærlighed atter betog hende, nod hun fine Triumfer og
forſmaaede ikke engang af og til at kokettere ogſaa med mig!
Men kort efter blev hun igjen alvorlig. „Hvorfor
kunde han ikke have ſagt det!“ udbrød hun med en Blanding
af Sorg og Bitterhed i Stemmen. „Han behovede jo
blot at ſporge, fan Havde han faat at vide, at han var
den eneſte Mand paa Jorden, ſom jeg nogenſinde har
elſfkfet. Nu drev han mig kun ind i nye Ulykker. Efter
hans Dod kunde jeg ikke udholde at blive længere i Paris.
Jeg ſyntes, jeg kunde ikke komme langt nok bort fra det
Sted, hvor jeg ſidſt havde ſet ham; og ſaa reiſte jeg til
Skotland, Hvor jeg havde Venner, ſom kunde tage imod
mig, indtil jeg kunde drage videre ned til mine ſpanſke
Slegtuinge, ſom til alt Held Havde inviteret mig og til—
budt at betale Rejſen. — Spanien har altid ſtaaet for mig
ſom LEventyrets Land, og i den Retning fkuffede det mig
heller ikke; kun var de Wventyr, det bod mig, ſaa for⸗
ferdelige.“ Hun for uvilkaarlig ſammen, ſom om hun
pludſelig gjennemisnedes af Kulde; men ſtrax efter vedblev
hun i ſamme lette, lidenſkabsloſe Tone ſom for: „Men
det var Skotland, vi ſtandſede ved. Ak ja! Der var vakkert.
„My home is in the highland,
in the higbhland is my home!“
Der ſkulde jeg være bleven —: in the highland.
Der var det, jeg blev forlovet med en ung Preeſt af
Hojkirken. Nu kan jeg ikke mere huſke, hvordan det
gik til. Jeg ved kun, at han interesſerede mig ſtrax
ved vor forſte Samtale; og jeg har aldrig talt faa meget
med nogen ſom med ham. Hver Søndag fad jeg i Kirken
og horte paa ham, og hver Søndag præbifede han for mig —
forſt og fremmeſt for mig. Der var altid noget, ſom
ramte; han fif beſtandig ſagt noget, ſom han ikke havde
faat Lejlighed til at ſige, naar vi var ſammen. Og hele
Tiden jaa han paa mig, medens han talte. Tilſidſt kunde
jeg ikke fan mine Øjne bort fra hans Anſigt; og da han
faa en Dag kom og ſpurgte, om jeg vilde være haus.
Huſtru, ſvarede jeg ſtrax ja, — ikke fordi jeg elſtede ham,
men fordi jeg folte, at hau elſkede mig; og naar jeg dog
engang ſkulde giftes, var der ingen, jeg ſyntes bedre om.
— Vi var hemmeligt forlovede i en Maaned.“ „Hvorfor
hemmeligt?“ Hun traf pan Skuldrene. „Aa jo,“ ſagde
hun, „han var nok bange for Familien. Han var af
en meget fornem Slægt, jer De. Hans Fader var
Lord, og jeg var jo kun en fattig ſpenſk Froken.“
Hun talte i en ſpogende Tone. Vant til at anvende Fri:
find overfor fig ſelv, ſyntes hun ogſaa at kunne anvende
den overfor andre. „Haus Fader laa ſyg dengang,“ fort⸗
fatte hun, „og vi ventede kun paa hans Dod for at holde
Bryllup. Men fan fif jeg pludſelig Brev fra mine ſpanſke
Slegtninge, at uu kunde de tage imod mig, og ſaa maatte
jeg jo afſted; — men det var min Henſigt at vende til—
bage til Skotlaud igjen, naar jeg havde været et Par
Maaneder i Spanien, — Min Fæftemand ſyntes ikke om
denne Reiſe, tjær fordi han vidſte, at mine ſpauſke Slægt:
ninge var ivrige Katholiker, og derfor drillede jeg ham
altid med, at jeg nok kom tilbage ſom Nonne.
Ena rejfte jeg da til Spanien, — det vilde ſtjonne,
herlige Spanien! —
Kjender De det ſpanſke Sprog, Signora? Det er endnu
blødere, endnu melodioſere og mere indſmigrende end det
italienſte. Eller har De nogenſinde hort et ſpauſk Paternoſter?
Det er vidunderligt! Jeg beder altid ſelb mit Paternoſter
pan ſpanſk; jeg kan ikke lade det være. Jeg tror, at alle
Bonner, ſom bedes paa det Sprog, maa vinde Bonhorelſe;
jeg kau ikke tenke mig, at nogen kunde lukke fit Øre for
de Toner! Jeg kunde det ikke ſelv. Jeg kaſtede mig ſtrax
over Sproget, jeg vilde ikke tale andet end ſpauſk. J alle
Kirker gik jeg for at hore det mesſet, ſunget, bedet. Det
faldt mig aldrig ind, at mine Slegtninge kunde mistyde
min Iver, forend min Onkel en Aften, da vi var gaat
ſammen ind i en af de ſmnkkeſte Kirker for at hore et
„Ave“, pludſelig ſpurgte mig: „Kunde Du ikke have Lyſt
til at blive Nonne?“ Jeg huſker, at jeg braſt i Latter,
men han tog mig faa faſt om Haandleddet, at jeg kunde
have ſkreget højt og hviſkede:
„Ti ſtille, ugudelige Barn! Du ved ikke, Hvad det
er, Du forſtoder. Det er den hellige Kirke ſelv, Du
haauer, derſom Du ikke følger det Kald, ſom er givet Dig.“
Jeg forſtod kun halvt, hvad han mente, men han trak mig
hen i en mork, afſides Krog af Kirken, hvor der kun
brændte en lille Olielampe foran et ſtort Madonnabillede.
„Huſker Du Pater Giovanni?“ ſagde han. „Ja, det er
den tykke Munk, ſom præbifer her hver Sondag.“ „Rig⸗F
tig! Det er ham. Hor mu efter, hvad jeg ſiger Dig:
Pater Giovanni har lagt Mærfe til Dig om Søndagen.
Han kjender nøje din Plads i Kirken, og han paaſtaar,
at han har ſet en Glorie om dit Hoved, ſom betyder, at
Du er udkaaret til noget ſtort i den hellige Kirkes Tjeneſte.
Guds Moder har ſelv faldt paa Dig. Stod hende ikke
bort, faa ſtodes Du ſelv ned i Helvedes Ild! Vend til
bage til Kirken og afbed dine Synder! Sluk ikke ſelv det
Lys, ſom ſkinner om Dig.“ J det ſamme riugedes der til
Bon. Jeg ſaa' op til Alteret. Der ſtod Pater Giovanni
og loftede Monſtrauſen; — og jeg ſyntes, han loftede den
imod mig, jeg ſyntes, alle de kucklende Menneſker (aa der
og bad for mig. Tunge Rogelſeſkyer drog gjennem Kirken,
og Nonnerne ſang oppe over Alteret; — dejligere Sang
kunde ikke hores i Himlen! Der laa en fattig Kone paa
Kn ved Siden af mig og bad eller rettere ſang fin Aften—
bon frem for Madonna. — Alle ſpanſke Bonner ligner
Sang! — Det var en varm Lovprisning af Guds Moder,
en brændende Bon til den rene Jomfru, ſom er uden
Synd. Jeg horte efter. — Ordene ſang fig ind i min
Sjæl og helt uvilkaarlig faldt jeg paa Kuna foran Ma:
Donnas Billede.
Jeg bad ikke, jeg lod de andre bede; — jeg var
or, — ſauſeberuſet, — jeg vidſte ikke af mig ſelv.
Da jeg rejſte mig op, var Kirken tom, og Pater
Giovanni ſtod bagved mig og gjorde Korſets Tegn over
mit Hoved. „Guds Moder har frelſt Dig,“ ſagde hau:
„Hun har frelſt Dig for Kirken.“ —
Fra den Dag af forfulgte de mig haardnakket med
Bonner og Overtalelſer, ſom alle endte med det ſamme:
„Tag Sloret og bliv Nonne!“ Hver Nat dromte min
Onkel underlige Ting om mig, og (ver Søndag jaa Pater
Giovanni nye Syner.
Det hjalp ikke, jeg forſikrede dem, at jeg ſlet ikke
pasſede til at blive Nonne; Pater Giovanni havde fet
Glorien om mit Hoved, og faa havde Guds Moder ud:
valgt mig til noget ſtort. Det uyttede ikke at modſtaa
Guds Moder.
Jeg begyndte at fole mig ſom en Fange, der ikke kau
flippe los og paaſkyndede min Hjemrejſe. Jeg ſtrev til
min Fæftemanb, at jeg vilde komme fjorten Dage tidligere end
Beſtemmelſen var, og jeg var lykkelig, da jeg begyndte at
pakke min Kuffert. Pater Giovanni holdt op med at
komme der i Huſet, og mine Slagtninge plagede mig ikke
ſaameget ſom for med deres Bonner for Kirken.
Men Aftenen førend min Afreiſe foreſlog min Onkel
mig en Kjoretur i Omegnen af Byen. Jeg har altid
holdt af Kjoreture, og paa Vejen ud var jeg glad og
lyſtig, ſang ſpanſte Viſer og talte engelſt med mig ſelv, faa
min Onkel maatte le af mine Indfald. — Se! Ser
De den rode Stribe der henne over Peterskirken? Saa:
ledes var Himlen overalt den Aften. Som glodende
Carmoiſin ſtod den bag de ſpauſke Bjeerge Mage til
Farvepragt finder De kun ved en Solnedgang over
Napoli! —
Vi kjorte gjennem nogle unge Skove. Ingen, ſom
ikke fjender de ſpanſke Skove, ved, hvilken underlig Stem:
ning de veekker. Det er, ſom Træerne ſtod og tenkte paa
hinanden, langt, langt borte; — men ikke et Blad rorer
fig, ikte en Lyd hores mellem Grenene. —
Tæt udenfor Byen laa et ſtort Jeſuitterkloſter med
blomſtrende Vinranker opad de høje, rode Mure. Min Onkel
lod Vognen holde og ſpurgte, om jeg havde Lyſt til at fe
Kloſteret indvendig? Han kjendte en af Brødrene derinde,
ſom nok vilde viſe os om.
Jeg har altid været meget nysgjqerrig; og jeg havde
under mine mange Beſog i forſtjellige Kloſtre aldrig fun:
net faa de egentlige Celler at fe; de holdtes altid ſtrengt
tillukkede for Beſogende. Jeg greb derfor med Glæde den
Lejlighed, ſom her tilbod ſig, og vi ringede paa ved Kloſter—
porten. En lille firſkaaren Munk med et lyſtigt Anſigt
lukkede os op, og min Onkel ſpurgte, om vi kunde faa
Cellerne at ſe. Munken ſparede, at det ikke var tilladt,
men min Onkel ſtak ham en lille Seddel i Haanden, ſom
ftrar banede os Vej. Vi gik over den dejlige Kloſter—
gaard med deus ſtore, lyſe Svalegang af ſnoede Marmor-
ſojler med broget Moſaikindlaegning, der dannede en
pragtfuld Ramme om en lille fin Roſen- og Orangelund.
Opad en bred Marmortrappe forte Munken os, igjen⸗
nem den ſtore Spiſeſal til Kloſtercellerne. Vi kiggede ind
i en af dem. Der laa en Munk paa Kue og bad; men
under Bonnen ſpiſte han graadig af nogle Frugter, han
holdt i Haanden. Foreren aabnede en Dyr ved Siden af.
„Denne Celle ſtaar tom,“ ſagde han, „her forſtyrrer vi
ingen. Og her er en dejlig Udſigt.“ Jeg lob hen til
Vinduet og brod ud i Beundring. Over Kloſtermurene
ſkiunede Bjergene frem med Sne paa Toppen og dybe,
blaa Farvetoner over Klofterne. Himlen bredte ſin ildrode
Kappe ud bagved dem, og de frodige Vinhaver længere
nede faa ud ſom ſmaa, gronne Graspletter, der farves
rødlige af Aftenſolen. Jeg ſaa' faalænge paa al den
Farvepragt, at mit Syn blev helt blendet. Men,“ — hun
ſtandſede og ſnappede efter Vejret, — „da jeg vendte mig
om igjen, var jeg alene — Doren var lukket efter mig.
Jeg kan ikke beſkrive den Lamhedsfolelſe, ſom betog mig!
Jeg kunde ikke raabe eller ſtrige, ikke engang hamre paa
Doren eller rykke i Vinduet, der ſom alle Kloſtervinduer
var faſt tilſpigret. Ingen kan fatte den Augſt, jeg folte,
da den fulde Sandhed gik op for mig. Jeg krob langs
Bæggene, — jeg turde ikke røre ved nogen Ting — ikke
engang ſidde paa den eneſte Stol, ſom fandtes i Varelſet.
Der forejvævede mig noget, jeg havde hort om et Mord,
ſom nylig ſkulde være begaat i et Munkekloſter. — Det
blev morkere og morkere. — Jeg var nærved at blive var:
vittig af Angſt, da Doren endelig gik op, og Pater Gio—
vanui kom ind med et Lys i Haanden. „Lad mig ſlippe
ud!“ raabte jeg og for lige imod ham. Men Doren var
allerede bleven luͤkket udefra. „Stakkels Barn,“ ſagde han
og ſtrog mig over Haaret, „Du er ſyg; derfor vil Kloſteret
vaage over Dig, til Du bliver raſk og Guds Moders Vilje
kan ſte med Dig.“ „Jeg er ikke ſyg!“ raabte jeg. „Jeg
vil ikke gjore hendes Vilje. Jeg hader alle Kirker og
Kloſtre, alle Munke og Nonner med!“ Og jeg kaſtede
mig med hele min Vægt imod Doren. Men han ſperrede
den ganſke rolig. „Det giver fig nok med Tiden,“ ſagde
han; — og De fkulde have Jet, hvor onde Øjne han fik!
Jeg blev igjen ſaa angſt, at jeg næppe kunde ſporge, hvor
det var, de holdt mig indeſpaerret. „Indeſperret er et
ſtygt Ord,” ſagde han: „Jeſuitterkloſteret har taget Dig t
Forvaring for at pleje Dig, medens Du er ſyg.“
Jeg tror, jeg ſkreg, da han ſagde: Jeſuit terkloſteret.
Alle de Redsler, det Navn gjemte, væltede fig i ſamme
Ojeblik ind paa mig med forfærdelig Magt! J flere Dage
vidſte jeg neſten intet af mig ſelv. Der var kun ét, ſom
ſtod klart for mig: at man vilde tvinge mig til at blive
Katholik; og der var kun ét, jeg var beſtemt paa: at jeg
vilde trodſe dem til det yderſte. Men det var lettere ſagt
end gjort. De vidſte at anvende Midler, ſom kunde bøje
ſterkere Naturer end min. Begyndelſen var forholdsvis
lempelig. De holdt mig indeſperret i Kloſteret, men de
ſorgede for, at jeg fif god, nærende Koſt, og hver Dag
blev der ſtukket katholſke Bonneboger og Helgenhiſtorier
ind til mig. Men da de mærfede, at jeg kun ſjelden leſte
i dem, greb de til ſikrere Midler for at tvinge mig. —
Jeg fik nu kun Mad en Gang om Dagen, og Koſten blev
beſtandig daarligere. Langſomt og ſikkert begyndte de at
udſulte mig, og efterhaanden ſom jeg blev ſpagere, miſtede
jeg mere af min Modſtandskraft. Pater Giovanni kom
hver Dag til mig og laſte lange Bonner for min for—
hærdede Sjæl. Uden at ſporge kunde jeg fe paa hans
Anſigt, at derſom jeg ikke faldt tilføje, vilde Hungers—
døden være mig vis. At flippe fri var nu min eneſte
Redning; men det kunde kun ſle ved Hjælp af en Løgn.
Saa kaldte jeg da en Dag Pater Giovanni til mig
og ſagde til ham, at jeg vilde gaa over til Katholicismen
og blive Nonne, derſom jeg maatte nojes med kun at tro,
hvad der ſtod i Bibelen. Jeg havde tænkt at mode Mod—
ſtand, men han ſparede beredvilligt, at det var tilſtrekkeligt;
der krævedes ikke mere. Jeg ſpurgte, om jeg maatte tage
hjem til min Onkels, indtil jeg kunde indtræde i Kloſteret
ſom Novice? Han ſparede med et blidt Smil, at det var
der intet i Vejen for, naar jeg forſt Havde afſvoret min
kœetterſte Tro og ladet mig omdobe. — Neſte Dag forte han
mig ned i Kloſterkirken, hvor alle Munkene vare forſamlede.
Og nu begyndte der en Ceremoni, Hvis Mage jeg aldrig
har ſet. Jeg trode, jeg ſkulde være bleven gal! J to
ſtive Timer ſvang de Rogelſekarrene over mig for at ryge
alt mit ketterſkfe Væjen ud, og i al den Tid bad de og
fang og gited og ſalvede ſnart mit Hoved og ſuart mit
Bryſt; — og da jeg havde fremſtammet min Bekjendelſe,
udſagde de en forfærdelig Forbandelſe over alle dem, font
faldt fra den eneſte ſaliggjerende Kirke.“
Hun klemte igjen min Arm ſaa faſt i ſin, at det
giorde ondt længe efter: „Det er ligeſom jeg kan høre
Forbandelſen endnu,” ſagde hun og ſtirrede ſtift frem for
ſig. „Jeg var mere dod end levende, da de endelig var
|
1
K i færdige; og da jeg den neſtezDag forlod Kloſteret, var
É il jeg ſaa ſyg, at jeg maatte bæres ud i Vognen, ſom hen:
Mi il tede mig. — For mine Slægtninge maatte jeg ſpille Komedie,
11 derſom jeg fkulde faa Lejlighed til at flippe bort. Jeg
i | maatte falde min Onkel om Halſen og grædende takke ham,
| fordi han havde frelſt min Sjæl! Jeg maatte gaa i Kirke
' mindſt tre Gange om Dagen, for at gjøre dem ganſke
trygge. Endelig vovede de en Dag at lade mig gaa ene
ud. Det forſte, jeg gjorde, var at tage en Drofſke og kjore
til Dampfkibet uden anden Bagage end min Pung, ſom
heldigvis var godt fyldt; — og en halv Time efter ſejlede
jeg nordpaa til Skotland. Fra min Faeſtemand havde jeg
intet hort, ſiden jeg blev indeſperret i Kloſteret. Nu
ſendte jeg ham Bud fra den forſte Havn, vi lagde ind til
og ſkrev til ham, at jeg var bleven Katholik; men han
maatte ikke være vred, man havde tvunget mig til det. —
Som jeg nok havde tænkt, mødte han mig med Mis:
tro. Hele Hiſtorien forekom ham faa cæventyrlig, at hau
kun Halvvejs fæftede Lid til den; og atter og atter bon:
faldt han mig om at tilbagekalde. „Hvorfor gjorde De
det da ikke?“ ſpurgte jeg uvilkaarlig. „Hvor turde jeg
det?“ ſvarede hun: „Med ben. frygtelige Forbandelſe
over mig! Han tryglede længe nok om det; han ſagde,
at jeg aldrig kunde blive hans Huſtru, derſom jeg vedblev
at være Katholik; — men ikke om det havde gjældt mit
Liv, kunde jeg have tilbagekaldt!
Hjemmefra modte mig den ſamme Fortvivlelſe ſom hos
min Feſtemand, men tillige Vrede over min Halsſtarrighed.
Naar jeg var bleven tvungen, ſkrev de, faa kunde jeg vel og:
jaa gjøre mig fri. Men det var jo uetop det, jeg ikke kunde.
Jeg var bleven drevet ind i noget, ſom holdt mig faſt. Der
var ligeſom en Trolddom i det! — Saa brod jeg med min
Feſtemand og rejſte langt bort fra det hele. Hjem turde
jeg ikke tage. Gubben var død, Mo'r græd, bare hun
tenkte paa mig, og mine Soſtende var vrede, fordi jeg
allerede Havde brugt en ſtor Del af deres Penge. Jeg
maatte uu ſe at ſorge for mig ſelv; — og faa var det,
jeg havnede hernede i Rom, — den By k hele Verden,
hvor man kan leve billigſt og bo ſkjonneſt. Senere ſkrev
de efter mig hjemmefra og vilde have mig tilbage til
Stockholm, men nu er jeg bleven jaa vant til Italien, at
jeg ikke kan tenke mig at bo noget andet Sted. Jeg elſker
det varmblodige italienſke Folk, og jeg elſker Sproget!
Det ligner det ſpanſke, men er ſterkere og ſkjonnere end
det. — Min Onkel i Spanien ſtriver hvert Aar til mig,
at derſom jeg vil komme tilbage til ham, vil han teſtamen—
tere mig Halvdelen af fin Formue, — han har nemlig ingen
Born at teſtamentere den til, — men jeg ved nok, hvad den
Formue vilde koſte, og derfor kommer jeg ikke. Jeg kan
ogſaa godt ſlaa mig igjennem med min Undervisning. De
huſker nok, jeg underviſer? Engelſk, ſpanſk, tyſk, italienſt!
Derſom De ſtkulde fjende nogen, ſom onſker Undervisning,
huſker De nok paa, at jeg boer her omme i den lille Gade
bagved Piazza di Spagna.“
Vi var under hendes lange Fortælling komne tilbage
til Foden af Monte Pincio og pasſerede netop un Sancka
Trinita. Da hun horte Muſik inde fra Kirken, ſtandſede
hun og ſpurgte, om jeg ikke vilde gaa med ind; der plejede
at være fan ſmuk Sang af Nonnerne.
Jeg føjede hende og fulgte med. Saaſnart vi var
komne indenfor Doren, kaſtede hun fig paa Kue imellem
de bedende. Indtil de mindſte Enkeltheder fulgte hun alle
Ceremonierne ſom en ægte Katholik, medens hun ſtadig
drejede Roſenkranſen og mumlede Bonnerne efter; men
paa hendes ſtjaalne Ojekaſt kunde jeg fe, at hun intet Oje—
blik glemte, hvor godt den kucelende Stilling og de mange
yndefulde Bojninger kledte hende.
Da vi kom ud igjen, kunde jeg ikke lade væve med at
ſige: „Hvor kan De dog udholde at leve hele Deres Liv
pan en Løgn?”
Hun ſaa' op og ſmilede. „For Lognen er ſaa vakker,“
ſagde hun; men flog ſtrax efter om i en alvorligere Tone
og vedblev, idet hun fan aandsfravarende frem for fig:
„Jeg holder af Sangen og Lyſene og Rogelſen. Der er
faa koldt i Proteſtauternes Kirke og faa venligt her hos
os. Enhver kan knele ned og bede fin Bon uden at blive
bemarket.“ „Men De kau dog aldrig med Sandhed del:
tage i den katholſke Gudstjeneſte,“ indvendte jeg, „for De
er jo ikke mere Katholik end jeg er.“ „Aa nel,“ fvurede
hun, „men det kraves jo heller ikke af mig. Jeg har kun
fvoret at tro, hvad der ſtaar i Bibelen. Det fortæller jeg
min Skriftefader mange Gange om Aaret. — Kjender De
Jeſuitterkirken her? Det gjør De naturligvis. Alverden
ſtrommer til om Søndagen for at hore Jeſuitterne pradike.
Mage til Veltalenhed findes der ikke! Det er Ild og
Kraft, glodende Foredrag og glimrende Form! Sproget
bliver til Muſik i deres Mund. De er rene Fanatikere,
naar de taler ſig op, men man kan ikke ſlippe fri for at
hore paa dem. Jeg horer dem beſtandig, jeg kan ikke lade
det være; men bagefter gaar jeg til Skrifte hos dem, og
fan ſiger jeg dem Tak for ſidſt. Saa tilſtaar jeg lige ud,
at jeg ikke tror paa alt det, de prediker: hverken paa tir:
kens Ufejlbarhed, eller Pavens Magt, eller Helgenernes
Syndefrihed, eller Fordommelſen over alle Kjcttere.“ „Men
hvor tor De — ?“ Hun lo fort. „Aa,“ ſvarede hun,
„jeg kjender dem: J Skrifteſtolen har man Friſprog; —
der er de tolerante. „Signorina maa tanke ſom J vil,
naar J kun aldrig røber for nogen, hvad J betror mig i
Skrifteſtolen,“ plejer de at ſige til mig: „Signorina ved
jo, at der er en Tro for de oplyſte og en for de uoplyſte.“
Og ſaa faar jeg Syndsforladelſe!“ "
„Men det tror De jo flet ikke paa!“ udbrod jeg.
„Nej, naar jeg virkelig trænger til Syndsforladelſe, gaar
jeg ud til en from, gammel Munk i Sauct Paolo.
Han forſtaar mig. Jeſuitterne ſkrifter jeg kun for for
at ærgte dem. Jeg er deres Fange, men de ſtal dog
fan at merke, at jeg ikke Hører til de fromme Fanger.
Og Helgenglorien, de fablede om, faar de heller ikke megen
Glæde af.“ Hun lo igjen paa en ejendommelig, trodſig
Maade og gik med hurtige Skridt uden at fe op. Efter
en Pavſe ſpurgte jeg: „Og hvor længe vil De finde Dem
i disſe Forhold?” „Hvor lauge?“ ſagde hun og faa
forundret op: „Naturligvis beſtandig. Hvad tror De,
der vilde ſte, derſom jeg blev Overlober? Inden et Aar
vilde jeg være ryddet af Vejen!“ „Men De kunde jo
rejſe hjem til Sverrig igjen. San langt forfølger De
Dem vel ikke?“ „De forfolger mig alle Steder,“ hviſkede
hun og faa fig ffy om, ſom ventede hun kat fe en Jeſuitter⸗
munks liſtige Anſigt lige ved os. „De har Forbindelſer
alle Vegne. Da jeg kom hertil, kjendte de hele min
Hiſtorie gjennem Breve fra Spanien — og opſogte mig
ſtraß. De holder Oje med mig beſtandig. De ved Beſked,
bare jeg flytter fra den ene Side af Gaden over til den
anden. Saa længe jeg bliver indenfor Kirken, under De
mig Ro, tiltrods for alle mine ketterſkre Tanker; men for:
lod jeg Kirken, vilde de drebe mig, hellere end at jeg
ſkulde friſte andre til Frafald! Jeſuitterne har kun en
Grundſetning, den ſamme de altid har haft —: Hen:
ſigten helliger Midlet. Paa den lever de, og paa den dor
de. — Desuden,” tilføjede hun paa en underlig, nervos,
urolig Maade, „er der endnuu en Ting, ſom gjør det
umuligt for mig at trade tilbage.“ „Hvad da?“ „For—
bandelſen!“ hviſkede hun, „den forfærdelige Forbandelſe!“
— Disſe Ord kaſtede paa en Gang Lys over hele hendes
beſynderlige Veſen og gjorde mig det klart, at der i hen:
des Natur var en medfodt Frygtagtighed, eu udpræget
Karakterſvaghed, ſom gjorde, at hun hurtig gav efter for
Tvang, ban ſamme Tid ſom hun lod ſig daare af enhver
Sanſerus. Hun var i Beſiddelſe af en god Del Autoritets—
tro og en god Del mere Overtro. Hun var bange for
Beſvergelſer, ryſtende angſt for at kunne blive „forgjort“
af en eller anden fanatiſfk Munk, ſom kunde bande hende
ned i det hedeſte Helvede, derſom hun afſvor fin Tro.
Og paa ſamme Tid var hun i høj Grad uklar paa fig
ſelv, — en forunderlig Blanding af Umodenhed paa For:
ſtandslivets og Udvikling paa Folelſeslivets Omraade, —
en naturlig Begavelſe, ſom blandt andet kunde glimre med
en næften utrolig Sprogferdighed og dog en mærkelig over:
fladiſk, lidet reflekterende Natur, ſom ved at udſcrttes for
altfor ſterke fjælelige Indtryk var bleven forkvaklet og for:
kludret. Hun troede endnu, at hun trodſede ſine or:
folgere, medens Sandheden var den, at de for længe ſiden
havde bundet hendes Vilje, faa hun aldrig havde arbejdet
paa at komme ud af de Forhold, ſom pinte hende, men
givet fig viljelos hen i fin Skebne. Jeg forſogte et Par
Henvendelſer til hendes Perſonlighedsfolelſe, men for⸗
gjæves. Paa mine gjentagne Spørgsmaal, om hun ikke
kunde tanke fig at vende tilbage til Sverrig, [varede hun
kun: „Nej, un ikke mere. J de ſidſte ſyv Aar har jeg
kun været hjemme en Gang, og da forſtod vi ikke mere
hinanden; alt var mig faa fremmed. Kun Mo'r —
Men hende vil jeg ikke tale om, — det taaler jeg ikke. —
Nu fjender jeg hende Brev hver Uge; og ved Juletid faar
1 jeg gjerne en eller anden Rejſende til at tage Gaver med
1 hjem til hende. Jeg ſkal viſe Dem et dejligt, blodt Silke—
tæppe, jeg nylig har kjobt. Maaſke De vilde være faa
|: É venlig at tage det med, naar De rejjer?” Jeg lovede det,
i og hun ſtandſede for at tage Aſſted.
Da faldt det mig pludſelig ind at ſporge til hendes tid—
ligere „Faeſtemand“, den engelſke Bræft, — om hun intet havde
hort fra ham ſenere? Hun blev ſtrax alvorlig og vendte
Hovedet lidt bort. — Hun ſtod paa den brede Trappe, ſom
fører ned til Piazza di Spagna, og Sfæret fra en Lygte faldt
lige paa hendes bevægede Anſigt. „Min ſtakkels Feeſtemand!“
ſagde hun. „Han rejſer Verden rundt for at finde mig. For
to Aar ſiden talte jeg med en engelſk Dame, ſom kjendte
ham, men ikke havde Anelſe om, Hvem jeg var. Under
! vor Samtale ſpurgte jeg til ham, og hun brod ſtrax ud i
Beklagelſer over min egen Hiſtorie: „Den ulykkelige Mand!
Han havde en Fæftemo, ſom forlod ham; hau vidſte
ikke engang, hvor hun drog hen; — og fra den Tid blev
han neſten ſyg af Sorg. Han nedlagde fit Embede ſom
Preœſt, og nu rejſer han Verden rundt efter fin Faſtemo!
Han er faſt beſtemt paa at finde hende; og han er bleven
graahaaret under fit anſtrengende Rejſeliv. Jeg tror ſnart
ikke, der findes en By i Evropa, hvor hau ikke har været
og ſpurgt og ſogt, men alt forgjeves!“
De kan taenke Dem, hvordan jeg blev tilmode, da jeg
horte det. Jeg følte, jeg blev helt Hvid i Anſigtet og
—— vꝗU— —
| maatte ſkynde mig ud af Stuen, for at ingen fulde fe
det. Men ſiden,“ — — hun talte hurtigt ſom for at ſtjule
ſin Bevegelſe,“ — — „ſiden har jeg jet ham i en af Kir—
kerne her. Det er nu omtrent et Aar ſiden. Han gik mig
lige forbi nden at kjende mig, for jeg har jo forandret
mig meget ſiden dengang, og desuden var jeg tilſloret.
Men jeg kjendte ſtrax ham, ſkjondt han var bleven gam:
mel af Sorg. Jeg kjendte ham paa den forte Dragt med
de forte Benkloeder, den lange Kappe og den bredſkyggede,
bløde Hat. Og faa kjendte jeg ham paa Gangen; — han
gik altid hurtigt, og hans Øjne ſpejdede beſtandig.“
—ͤ — —
— ==
— nn
— —
„Men Hvorfor ſtandſede De ham dog ikke?“ udbrød
jeg: „Hvor kunde De lade det være?” — Hun ryftede paa
Hovedet. „Jeg turde ikke,“ ſagde hun. „Og jeg ſaa ham ikke
mere. Han maa være rejſt videre ſamme Dag.“ „Hvor⸗
for ſkrev De da ikke til hans Hjem i Skotland og fortalte
ham, at De boede her? De knnde dog blive laugt lykke⸗
ligere ſom hans Huſtru, end De uu er.“ „Ja det kunde
jeg viſt,“ ſvarede hun, „men det er noget, Gud maa be:
ſtemme. Jeg tor ikke tage Beſtemmelſen ſelv. Derſom
Gud vil, jeg ſkal giftes, jaa fører Han ham nok tilbage
hertil igjen.“
Jeg kunde ikke lade være med at fe forundret paa
hende. I et Nu havde hun faaet alt Auſpar væltet over
paa Forſynet og med fuldſteendig Selvopgivelſe dekket fig
under en tilſyneladende from Hengivelſe i Forſynets Vilje!
Det ſlog mig, om hun ikke allerede ſkulde have lært lidt
af Jeſuitterne; men da jeg gjentog, at hun dog ogſaa
havde Forpligtelſer overfor ſig ſelv og ham, ſvarede hun
med virkelig Alvor og Overbevisning i Stemmen: „Ja,
hvis det havde været ham, — den anden, — ſom jeg har
fortalt Dem om, jaa var det en anden Sag, for ham —
elſtede jeg. Men min Feſtemand? Ja, ham elſter jeg
ogſaa paa en Maade, fordi han elſker mig; det vil ſige:
nu er der ingen, jeg holder mere af end ham. Men jeg
ved ikke, om det er nok. Jo, for ham tror jeg, det er
nok; — derfor har jeg ogſaa lovet mig ſelv, at derſom
jeg nogenſinde moder ham igjen, vil jeg tale til ham; og
derſom han ſaa atter beder mig om at blive hans Huſtru,
vil jeg folge med ham hjem til Skotland og holde Bryllup
med ham — „in the highland! Nn ker han jo ikke mere
Bræft, jaa nu tor han nok gifte ſig med mig. — Ved
De: Jeg gaar tit op paa Monte Pincio i den Tro, at
jeg ffal mode ham. Men jeg vil ikke gjøre noget for at
lede ham paa Spor efter mig — ikke det mindſte; —
derſom Gud vil, vi ffal blive lykkelige, finder han mig
nok. Jeg beder om det hver Dag, men jeg venter det
ikke. Jeg har gjort faa mange Menneſter ulykkelige, jaa
det pasſer vel bedſt, at jeg ſelv heller ikke bliver lykkelig.
Ak ja! Der er mange, mange Gaader i Livet.“ p
Jeg ved ikke, hvorfor der pludſelig dukkede op for mig
. —— —
Billedet af en middelaldrende Mand, ſom jeg flere Gange
havde lagt Merke til paa min Rejſe, — forſt i Venezia, ſiden
i Firenze og nu ſidſt til en Sondagsgudstjeneſte i den en:
gelſke Kirke i Rom. Han gik jaa underlig ſkyggeagtig om
i alle Kirker og paa alle Samlinger; og altid faa han paa
Menneſkene, ſjelden eller aldrig paa Malerierne. Han
havde et fint, nobelt Ydre, ſkarpe, tungſindige Ojne og en
meget udtryksfuld Mund. Dragten var den ſamme ſom
den af min Ledſagerſke nylig nævnte. Jeg ſpurgte hende,
om hun trode, det kunde være ham; og Hun blev ſtrax
kjendelig oplivet; men fan Ojeblikke efter faldt hun tilbage
til ſin ſcdvanlige ſlappe Selvopgivelſe.
„Ak ja,“ gjentog hun; „jeg har levet et underligt
Liv, ſom det er bedſt ikke at tænfe paa. Som ofteſt
tænfer jeg heller ikke paa det. Jeg prater med Italiener—
ungerne nede paa Gaden, og jeg prater i Undervisnings:
tinierne paa alle mulige Sprog. Saa gaar Tiden. Desuden
hører jeg mange Forelæsninger over alt muligt; jeg kan
aldrig blive træt af at hore. En Gang imellem gaar jeg
ogſaa op i „Foreningen“; men der er ikke morſomt, ſynes
jeg. Sidſt var der en ung Pige, ſom blev ſtinſyg, fordi
jeg talte med hendes Feeſtemand. Nu ber jeg Dem!“
Jeg maatte ſmile. Jeg kunde ſaa godt forſtaa den unge
Piges Jalonſie, for jeg var overbeviſt om, at det var en
Umulighed for „Signorina“ at ſtaa overfor en Mand uden
at kokettere med fine glimrende Ojne, ſom jaa godt havde
forſtaat den Kunſt at fange Mandene.
Hun gjettede maaſke mine Tanker, for hun ſagde
pludſelig: „Der tenkte De noget ondt om mig! Men
det er det ſamme; jeg kan dog ikke blive vred paa Dem.
Der er noget ved Dem, ſom jeg holder af. Jeg kunde
faa Lyſt til at kysſe Dem, derſom jeg turde. Men De
ſkal ikke give mig Lov, for naar jeg kysſer, bider jeg.“
Hun fatte en af fine ſmaa, ſkarpe, hvide Tender faſt
i Underleben, ſom for at illuſtrere fine Ord, og der ſkod
noget underlig vildt op i hendes Øjne. Jeg havde ſet
det ſamme Udtryf bryde glimtvis frem, medens hun for:
talte mig fin Hiſtorie, og hver Gang forklarede det mig
det beſynderlige, nervoſt ophidſede i hendes Væjen, idet
det beſtyrkede mig i den Tro, at hendes ſorgelige Liv havde
fat Merker i hendes Sind, Marker, fremkaldt af Redſels⸗
folelſe og fem lange Ugers Indeſperring i et Jeſuitterkloſter.
„Ja,“ ſagde hun og traf fin Arm ud af min, „nu
har jeg givet Dem Stof til en Fortælling; un kan De
ſelv fortſcette, Hvor vi ſlap. Jeg har forreſten tankt paa
at udgive mine Livserindringer, inden jeg dor. Det kunde
blive en ganſke underholdende Bog, tror De ikke?“ Hun
ſmilede ironiſk og traf fit tynde, romerſke Shawl ſammen
over Bryſtet. „Menu un maa jeg gan. Mine Elever ven:
ter mig. Adio, cara mia! Mille mille grazia l' Hun
trykkede mine Hænder heftig til Farvel; fan ſmuttede hun
hurtig forbi mig henover Pladſen. Jeg fulgte hende et
Stykke i faa Skridts Afſtand. Paa Hjørnet af Piazza di
Spagna vendte hun fig endnu engang om og faa paa
mig med et tungſindigt Smil i fine morke Ojne:
„My home is in the highland,
in the highland is my home!
fang hun. Og Stemmen lød jaa ufigelig vemodig — —
Et Par Maaneder efter min Afrejſe fra Rom ſendte
hun mig en Hilſen. Siden har jeg intet hort fra hende;
men hun lever vel endnu fit Eueboerliv i en af Roms
ſmaa Sidegader og gaar ved Solnedgang op paa Monte
Pincio for at mode fin Faſtemand. Og naar hun ikke
finder ham, — — — ja, ſaa troſter hun ſig ved en
Sanſerus i en af de rogelſefyldte Kirker!
Som et Brudſtykke af et Menneſke modte hun mig,
og hendes Hiſtorie er et oprorende Vidnesbyrd om, hvad
der endnu kan fle i et Samfund, ſom ikke ffyr de laveſte
Midler for at fremme fine Planer; den er en ſimpel og
ſand Beretning om, af hund Art den Aand er, ſom endnu
raader bag Kloſtermure indenfor Jeſuitternes Lejr !
— —
Hvor omſonſt fin Vifte Palmen ſtrakte,
Hvorfra dybblaa Himmel Morgenſolen
Kaſtede et gyldent Straaleknippe
Paa de marmorhvide Havemure,
Laa en livlos Hund i Gadeſkarnet.
i; Det kan være, den af Alder døde;
i Snareſt dog den ſultede ihjal.
| Alle de, ſom gik igennem Gaden,
Standſed og betragted Hundeliget
Med en hadſk, en overlegen Mine.
„Rakkeren annamme dig, din Koter!“
Raabte en, idet han Holdt for Neeſſen.
Og en anden ſagde: „Agter Nabo
Ei monstro at fjerne dette Aadſel?“ — —
Mens en tredje talte Hundens Ribben
Og lo haanlig ad de ſtive Lemmer.
Onde Ord den havde hort i Livet,
Kunde den da vente andet nu? —
1
HÆR |: ;
1 | Al Guds Skabning er god.
' | 1. Tim. 4., 4.
Al Eu perſiſk Legende.
ll
| | Udenfor et Hus i Nazareth,
i
1
Se, tilfældig kommer gennem Gaden,
Jeſus, Tommermandens Son, en Yngling
Med et aabent Anſigt og et Oje
Mildt ſom Galilæas dybblaa Himmel.
Og han træder ind i Spotterkredſen,
Ser paa Hunden fænge, ſom i Tanker, —
Da med et der klinger Ord ſaa blide:
„Se, dens Tender er ſom Perler hvide.”
Saa det milde Oje allen Stund
Finde kau et Spor af Skaberhaanden,
Jeſus, ſom Barmhjeertighed kun over,
Som har Plads og Hjerte ſor en Rover,
Har et Ord tilovers — for en Hund.
nun
dzluva lv 1590971
&
—
II.
Carl Thomſen: Alliöafrezdig.
Billeder af danſke Kunſtnere.
Den Stærkefte.
Skitje af
J aft be.
Illuſtreret af Carl P. I. Schmidt.
Hojt oppe i Smaaland, paa en af de mange enſomt⸗
liggende Gaarde, ſtilt fra Omverdenen ved Soer, Bjerge
og Skove, herſkede den rige Lars Persſou, ſom de fleſte af
hans Standsfæller, med uindſkrenket Magt, ikkun aner:
kendende en Overherre af Navn.
Haus Naboes Son, Halfdan, vifte fig i dette Ojeblik
henover Fjeldet. Jagttaſken, der hengte ved hans Side,
var fuld af Urfugle og Thjurer.
Beherndigt og ſikkert ſatte han Foden ned ad den
ftejle, lyngglatte Skraaning, henover de hundrede Træ:
rødder. Med et raſkt Sæt ſprang han fra Set fidfte bratte
Stenlag ned i Dalſtroget og gik langs den ſkummende Elv
op til Gaarden.
Her 198 en ung Karl fra Dalarna og ſyslede med
Fiſkeredſkaber.
Uden at eendſe denne traadte Halfdan ind i den lange,
rogopfyldte Stue, hvor Soden hang tyk under de ſpeerre
Bjælfer, og bredte ſig over Bjorne- og Rensdyrſkindene,
der deekkede de nøgne Vægge.
„Vel mødt til Gildelag“, lod det fra Lars Persſon
der, ſammen med de mægtige Odelsbonder fra „Sodre⸗
Mores og Konga Herreder,“ ſtod rundtom Baalet, hvor
Gran og Fyr knittrende ſloge Flammer, medens Svendene
flittig drejede Stegeſpiddene.
Ifort ſin koſtbareſte Dragt med den Gyldenſtyks⸗Hue,
der oventil endte i en høj Spids, rejſte Lars Persſons
Huſtru fig fra Benken, hvor hun hapde ſiddet mellem fine
kvindelige Geſter. Hojtidsfuld og med ſtive Miner rakte
hun Halfdan et vegtigt Solvbeger, fyldt til Randen med
ſodt, krydret Mjød, ſom denne tømte i et Drag.
Kort efter traadte Dalkarlen ind og modtoges paa
ſamme Vis. Hans ſtore, blaa Øjne ſogte hen, hvor Gaar⸗
dens tvende Dottre, Ragnhild og Signy, ſtraalende af
W. 91. G
Ungdom og Guld, vare bæntede mellem de adftadige Ma:
troner, der alle havde medbragt Salve og Lin til at læge
de Saar og Skrammer, Mændene vilde tildele hverandre.
Diet varede ikke heller længe, forinden Mjodet og Ollet
giorde ſin Virkning. Samtalen blev hojroſtet, man begyndte
fan ſmaat at prove Kræfter.
„Da ſpraug Halfdan frem, traf fin lauge, bredbladede
Kniv og raabte med et drillende Blik til Dalkarlen:
„Eigil! hvor langt taaler Du koldt Jern?“ Uden Toven
modtog denne Udfordringen, ſlyngede Leederremmen, der
ſkulde faſtholde de Kaempende om Livet paa ſig og Half—
dan. Meret paa Knivene blev fat; forſt naar Dette trængte
ind i Kjodet, var Kampen tilende.
Under disſe Forberedelſer antog de tvende Soſtres
Aaſyn et hojſt forſkelligt Udtryk. Ragnuhilds Øjne funklede,
Kindernes Rodme forhojedes, Signy ſkjalv og ſenkede Ojet,
ſaa at de lange Ojenvipper laa ſom ſorte Fryndſer paa
den blege Kind.
De tvende Ynglinge maalte hinanden med et udfor
drende Blik, og jaa begyndte Kampen under opmuntrende
Tilraab fra Mendene til Kvinderne.
J nogen Tid ſaaes kun de blinkende Knive, der alt
dryppede af Blod, og hørtes kun Skoenes Skraben mod
Gulvet, hver Gang de Keempende vaklede i Fodfæftet. —
Gaa hørtes Udraab ſom: „Det var ret, Halfdan! Du
ffærer godt igennem,” eller: „Brug Kniven bedre, Eigil,
hvis ikke, kommer Du tilkort“ o. ſ. f
De beſindigere blandt Kvinderne, der af Erfaring
vidſte, at denne Leg ikke ſjelden endte med Doden, fremdrog
allerede Salven og tilberedte Linnedet. Pludſelig genlod
Gaarden af Heſtetrampen og Vaabenklirren. Mendene
grebe til Værget og ſtormede ud. ;
Dampen fra de fremmede Heſte ſkjulte næften Ryt⸗
terne, hvis ſkulderbrede Anforer var ſtegen af for om:
hyggelig at guide fin Ganger med Halm under Bugen. —
„Heldigt, at J have ſlebne Vaaben, Kammerater,“ raabte
han, „nu er her Brug for dem. Guſtav Waſas Hær
nærmer fig fra alle Kanter Swante Sture rykker ind fra
Soderkoping, Lars Siggesſon Sparre og Johan Turesſon
nærme fig med Hovedheren fra Wadſtena.“
Halfdan og Eigil løftes af deres Baand, friſk Gran
ſtroedes van Gulvet. Kvinderne forbandt haſtig Saarene.
Eigil blodte ftærfejt. Signy bøjede fig over ham. Han
ſtodte hende ublidt vek, rev Forbindingen op, og udbrød
trodſigt: „Vil ikke Ragnhild læge mit Saar, vil jeg for:
bløde.” Ragnhild nærmede ſig. Hendes Øjne, dybe og
vexlende ſom Havet, fane med et koldt Üdtryk paa den
Saarede, idet hun ſagde: „Saa faar Kong „Goſte“ en
Modſtander mindre, thi Ragnhild ſtaar kun ved den
Steerkeſtes Side, og Halfdan er den Staerkeſte“
Signy lagde paany Linkledet forſigtig om det gabende
Saar, men Eigil rev det atter væl. Skummende af Raſeri
ſleeugte han Kniven efter Halfdan og Raguhild, der fulgte
med Geſterne. Den ramte dog ikke Maalet. Halfdan "
ſtandſede paa Terſkelen og ſendte fin Medbejler
et foragteligt Blik. Denne faldt bleg og udmattet
i Armene paa Kvinderne, der med Omhu forbandt den
Bevidſtloſe. Signy knugede ſine Hænder i ſtum For:
tvivlelſe, da de lagde Eigil ſtiv og fold paa det blode
Mosleje. Hun bøjede fig endnu engang over ham, trykkede
et Kys pan haus blege Pande og forlod ubemærket den
dunkle Stue.
Siguy ſaae, Hvorledes Slægt og Venner, ruſtede til
Kamp, droge op over Fjeldet, hvis Top ſkinnede i Aften:
ſolens gyldne Klarhed. Ekkoet bragte hende Ragnhilds
kaade Latter, blandet med Mændenes dybe Stemmer, der
forſt hendode længe efter at Skaren helt var tabt af Syne.
„Troer Signy, ſom Raguhild, at den ſtorſte Styrke—
prove kun kan finde Sted i Slagets Tummel?“ Signy
ffjalv, men da hun i den kuttekledte Skikkelſe, der ſtod
bagved hende, genkendee Munken Agoſtiuo, ſvarede hun
roligt: „Sterkeſt er den, der formaar at bringe mit Hjærte
Fred.“ — „Saa ty til os, den Steerkeſte værner der oni
Eder. Inden Kloſterets Mure er Fred og Hvile Der
gaar den ene Dag i uforſtyrret Ro ſom den anden. Med
ſtille Andagt knale vi 1 Bedeſtolen, tælle vor Roſenkrands,
og, medens de tændte Voxkjerter udbrede et dæmpet Lys
henover de malede Ruder og Billeder, opſende vi fromme
Bonner om Frelſe for vor og vore Keeres Sjæle.”
Signy greb Munkens fremrakte Haand.
Fjernt i Aftenklarheden ſaas Kloſterets
faſte Mure. Did vandrede de i Taushed langs den
bruſende Elv, lyttende til dens monotone Melodier.
El Beſog
paa
Ny Carlsbergs Glyptothek.
En populær SkiDring af kriftelig Kunſt
ved
Joſtanne Futtveup.
Med nogle Illuſtrationer.
Overalt hvor der er Tale om Statuer og Hoveder af
vor Frelſer, ſtaa vi lige over for den vauſkeligſte Opgave,
der er ſtillet Kunſten. Den Kunſtner har endnn ikke levet,
der har forſtaaet at give et Kriſtusbillede, ſom fuldt fan
tilfredsſtille troende Kriſtne. Disſe ere nemlig i Virkelig⸗
heden de eneſte, ſom kunne bedomme, om Opfattelſen ejer
Sandhed.
Kriſti Opſtandelſe af H. V. Bisſen ſom Fronton⸗
gruppe, Skisſe i Gibs. Det er en ſmuk Compoſition. J
Midten ſes Herren ſtagende med udſtrakte Hænder. J
hans Aaſyn ſtraaler Sejershojhed. Ved hver Side af ham
kuceler en hyldende Engel. Yderſt i Spidſerne to liggende
Skikkelſer, af hvilke den ene, den til venſtre, er ſtyrtet om.
Vi mindes Vagten, der ſtyrtede til Jorden, da Englene
væltede Stenen fra Graven.
Af Jerichau findes et Kriſtushoved i Marmor, kolos⸗
ſal Buſte. Det er et ædelt Hoved, men naturligvis uden
Prag af Gudmenneſket. Det viſer os udelukkende et Men⸗
neſke, hvis Sjæls Hovedindhold er Alvor, Ro og Efter:
tanke. Det fer ud, ſom grublede han over Løsningen af
Menneſkelivets Gaade. Den keärlighedsfyldte Frelſervilje
ſtimter man derimod ikke. Medfslelſe med menneſkelig
Elendighed er mindre kommen til Üdtryk, end Bevidſthed
om og Forſtaaelſe af hvad han gaar i Mode og hvad
han kan vente ſig af ſin Samtid.
| Et ſmukt og tiltalende Arbejde er ſamme Kunſtners
Kriſtusſtatue i Gibs. Lokker og Skeg kruſe fig frit og
let om Hoved og Anſigt. Hojre Side af Legemet er blot:
tet fra Hals til Hofte. Med højre Arm hævet og tre
Fingre oprakte ſkrider han frem, velſignende Menneſkeheden.
Et uſigeligt mildt Alvor hviler over hele Skikkelſen. Paa
Sokkelen er Tornekronen henſat ved højre Fod. Dog aner
man uden denne Retledning, ved det blotte Syn af Skik⸗
kelſen, den kommende uforſkyldte Lidelſe. Vor Frelſers
Lidelſe har Jerichan ſogt at fremſtille ved et Kruſifix af
Gibs, Originalmodel. Det er den almindelige Kriſtustype
med Fodderne over Kors og Hovedet bøjet. Almindelig
er derimod ikke det Sker af mild Fred, ſom hviler over
Kriſti Aaſyn, og ſom viſer, at Smerten er dulmet, endnu
for Doden indtraf.
En Haandtegning af Bisſen fremſtiller Jeſus, vel⸗
ſignende ſmaa Born. Dette Navn bringer os uvilkaarlig
Thorvaldſens dejlige Gruppe i Minde, hvor de to Born
ere karakteriſerede ſom den, der lig Maria altid vil dvele
hos Herren i inderlig Kærlighed og ſom den, der lig War:
tha gaar ind og ud for i Kraft at ove kriſtelige Kerligheds—
gerninger. Bisſen har haft en anden Tanke. Han har
ikke karakteriſeret Bornene, men betonet Modrenes Del:
tagelſe. Herren ſtaar foran fin Diſcipel-Kreds, bøjet over
en Gruppe Born, ſom han velſigner, mens andre Born
af deres Modre bringes hid til Jeſus. J disſe Modre
har Kunſtneren ſogt at karakteriſere Moderhjaertets Kraft
og Varme, naar det gælder Barnets Vel. Der er nemlig
en Ilferdighed over disſe Modre, ſom frygtede de, at et
Naa Nolen ſtulde forſpilde Børnene Adgangen til Guds
aade.
Som Bisſen her har laaut dette Træt fra Dagligdags⸗
livet, ſaa har Jerichau derfra laant et andet Trak, der er
lige faa virkeligt. Det findes i et Udkaſt til en Madonna.
Det lille Barn græder, forbi Moderens Kjole lukker for
dets Ernaringskilde. Maria fer med Kærlighed og Mild⸗
hed paa Barnet, men giver ikke efter for Graaden. Hun
er nemlig karakteriſeret ſom den kerlige og forſtandige
Opdragerinde.
Foruden egentlig bibelſke Billeder findes der ogſaa
pan Glyptotheket enkelte ſymbolſke. Vi ſkulle ſaaledes nævne
et Par af Poul Dubois.
J Domkirken i Nantes findes et ſtort Monument over
den franſke General Lamoriciére, hvis Fødeby Nantes var.
Som Kriger heſtede han fine forſte Laurbær i Afrika,
lagde der Grunden til Zouaverkorpſet, overvandt i 1846
Abd el Kader og arbejdede ſenere ſom Politikker for
Algiers Coloniſation og Interesſer. Han var overhovedet
en Wand, der indlagde ſig ſtor politiſk og militær For:
tjeneſte af ſit Land, ſaa Monumentet i Nantes har ſin
Berettigelſe. Poul Dubois har paa dette anbragt fire
ſymbolſke Broncefigurer i Legemsſtorrelſe. Af disſe findes
der Afſtobninger i Samlingen. De to (i Gibs) ſymboliſere
den afdodes Krigermod og Tankedybde; de andre, ſom
blot vedkomme denne Skildring, ſymboliſere Lamoricieres
Gudsforhold. De foreſtille Troen og Kriſtenkerligheden.
Bægge ere meget ſmukke og meget tiltalende, navnlig ſidſt—
nævnte, „La charite“. En kraftigere, fundere og dybere
medfolende Kærlighed, end den Dubois har givet Üdtryk i
den afbildede Kvindes Anſigt, Skikkelſe og Stilling, ſkal
man lede om. Hun ſidder ned, ſtottende Fodderne paa
en Art Skammel, ſaaledes at hojre Fod er hævet lidt
hojere end venſtre. Hun er kledt i en tarvelig, men fuldt
plaſtiſft Dragt og har to ſmaa Born pan Skodet. Det
ene er faldet i Søvn med Baghovedet hvilende mod Kvin⸗
dens Bryſt og Anſigtet vendt udad, ſamt lidt opadhavet.
Man jer, det har netop nu drukket ſig mæt og er faa
ſunket hen i en fund Barneſovn. Det andet Barn er
lysvaagen. Med begge Hænder har det grebet om Kvin—
dens Bryſt og drikker med en Begerlighed, ſom havde det
længe ſavnet Føde og derfor nu vilde tage Erſtatning for
Savnet. Foſtermoderens Blik hviler paa det diende Barn,
og, med Armene flyngede om dem bagge, betragter hun
det med den dybeſte Medfolelſe. Alvor, blandet med Sorg,
tyder paa, at hun i fit ſtille Sind ſidder og gor Regne⸗
ſtykket op over Samfundets mange Forſommelſer mod
de ſmaa.
Samliguet med „La charité“ falder „Troen“ lidt
igennem, hvad Indholdet angaar, ſkont Üdfsorelſen er lige
faa ſmuk. „Troen“ er ogſaa en Kvindeſkikkelſe. Med de
foldede Hender, loftede foran ſig, vender hun Blikket op
ad mod Himlen. Der lyſer Varme og Begeiſtring ud af
hendes Aaſyn, men hun minder mere om den hoitſtemte
Martyrtro, end om den dagligdags jævne, ſtille Tro, der
lever i dyb Inderlighed. For os Nordboere ſymboliſerer
Bonhorelſe, ſom kun overgaaes af Skriget efter Herren i
' "
11 hun mere Bonnen end Troen. Der er et Raab om
| Davids Salmer. Til bægge disſe Statuer, der ere udførte
i Marmor, findes de tilſvarende Skisſer, der bægge ere
fortrinlig udførte og bægge fuldſtendig ens med Marmor:
udforelſen.
Af kirkelige Snurrepiberier ejer Samlingen tre ſmaa,
gamle Klokker, der maaſke en Gang har været ſat i For:
bindelſe med et Klokkeſpil. Den ene minder noget om „Kir⸗
ſten Kimer⸗ og Per Dover“ ⸗Syſtemet i Roeskilde Domkirke.
Et Par Kæmper, forſynede med Herkules Koller, ſtaa paa
hver fin Side af Klokken og have ſagtens været beſtemte
til ſkiftevis at ſlaa Timeſlagene paa Klokken. De to andre
ere i Smag med ovennævnte.
J et af de forſte Verelſer er pan Gavlveggen bag
Jerichaus Kriſtus anbragt fire Gibsmedailloner af Jerichau.
De ere Original Modeller til de fire Alen ſtore Medailloner
i Storehedinge Kirke. De foreſtille de fire Evangeliſter,
ordnede efter Udforelſestiden.
Markus, en ung, kraftig Skikkelſe har lagt Haanden
til Hvile pan Evangeliebogen, der er anbragt paa. hans
Symbol, Loven. Han er lutter Ore, og det ſer ud, ſom
lyttede han til Ord, der blev ham foreſagte eller givne,
det være fig nu af Apoſtlen Peder eller af Helligaanden.
Johannes er en kraftig Maud med langt Skeg og
Haar. Han har ſit Symbol, Ornen, ved venſtre Side.
Paa hans Kræ hviler Evaugeliebogen. Han minder noget
om en Skjald, og idet han løfter Hovedet op ad, fer det
ud, ſom var han dybt greben af Synerne ovenfra.
Lukas har Bogen paa højre Knæ. Venſtre Haand
ſtotter Hovedet i en Stilling, der ſvarer til det grundende
og dybtteukende Udtryk, der hviler over Anſigtet. Til
venſtre for ham ſtikker hans Symbol, Oksen Hovedet frem.
Matthaeus ſidder og ſtotter Hænderne paa en lukket
Bog. Han ſkriver ikke, men med Hovedet, lidt foroverbojet
lytter hau til det, Englen ved hans højre Side hviſker
ham i Øret.
Man ſer, at Jerichau ikke ſtaar ſom Efterligner af
Thorvaldſen, men efter grundig Selvtenkning har leveret
en original Skildring af Evangeliſterne.
—
Den romerſke Folfeaands kirkelige Opfattelſe er, for:
uden de alt nævnte Madonnaer, karakteriſeret ved en af
Papismens Stotter, en ſpanſk Munk. Denne har fundet
en glimrende Fremſtiller i en ſpauſk Kunſtner. Kataloget
jætter Sporgsmaalstegn ved Alons Cano, en af 17de
Hundredaars Kunſtnere, beromt ſom Architekt, Maler og
Billedhugger. Statuetten, der er af Træ og malet, viſer
os en hoj, mager Mand i Munkekappe. Hovedet er bojet
tilbage, Blikket rettet opad, Øjne og Aaſyn i Glud. Hoved:
karakteren er hin brændende Fanatisme, der udelukker al
Selvtenkning og folgelig al ÜUdvikling. Denne Brand:
varme udtrykker derfor ikke Liv, men kun Stivhed og
Ubevagelighed indenfor den ſviende Lidenſkab.
En hel anden Skikkelſe viſer Marmorrelieffet med
Hieronymus. (Mina da Fieſole ?). Denne nidfære Munk,
ivrige Aſket, Veſtens lærdefte Mand i Ste Hundredaar, der
har leveret Kommentarer til Profeterne, overſat det gamle
Teſtamente paa Latin efter Grundteksten og levet ſom
Eneboer i den ſyriſke Ork, var en Tid af fit Liv faa
begejſtret for de greſke og romerſke Klasſikere, at Biblen
forekom ham ran ved Siden af Cicero og Plato. En
Drom advarede ham imidlertid mod denne Forgudelſe og
mindede ham om, at hvor „vor Skat er, der vil og vort
Hjærte være”. Straks forlod han Cicero og tog fat paa
Biblen. Fr. Hammerich anforer i ſin Kirkehiſtorie en
Julebetragtning af ham, der lyder uſigelig barnlig.
Hau ſer Jeſusbarnet og ſporger:
„Hvi ffælver du fad, Barnlille? Hvormed ſkal jeg
gengælde dig, hvad du har gjort for mig? Bil du have
Guld og Solv og Penge eller Hus og Varme?“
„Nej,“ ſparer Barnet, „giv alt det til de Fattige; ti
jeg ejer alle Ting og begærer intet uden dette: „Were
være Gud i det hojeſte.“ .
„Gerne fære Jeſus,“ ſiger Hieronymus, „men jeg
maa dog ogſaa give dig ſelv noget, eller jeg ſorger mig
til Dode.“
„Saa kom da, ſiden du er faa rundhaandet,“ ſvarer
Barnet, „kom med din onde Samvittighed, din Synd og
Fordemmelſe?“
„Og hvad vil du gore dermed?“
„Tage dem paa mine Skuldre og bære dem!“
Hieronymus gav fig til at græde. „Jeg tænkte, du
vilde have noget godt og mu forlanger du det, ſom ondt
er. Tag da kun, hvad mit er og giv mig, hvad dit er,
jaa bliver jeg hjulpen til det evige Liv.“
Denne Mand, hvis Hiſtorie jeg her har givet et Par
Bidrag til, fremſtiller den italienſke Kunſtner ſom en livlig
Wand i Munkekappe. Overſkaget og det lange lokkede
Hageſtkeeg, ſamt de buſkede Ojenbryn tyder paa Kraft.
Ojnene ere let nedadſkuende. Bogen, Teguet paa hans
Leerdom, mangler lige faa lidt her ſom ved noget andet
Hieronymus-Billede; den har Guldſnit og er halv aaben.
Han halvt holder den og halvt ſtotter fig til den. Endnu
er der Spor af den oprindelige, ſmukke, lyſerode Farve,
der i ſin Tid har dakket Relieffet. Hele Skikkelſen med
den halvt aabnede Mund er meget levende og meget talende.
Karakteren: Satire, Tænfjomhed og Klogt, ſom Hiſtorien
tillægger ham, er udmaerket godt gengivet.
Inden jeg ſlutter, maa jeg endnu nævne et Arbejde
af den allerede omtalte franſke Billedhugger Falguiere.
Dette ſmukke Arbejde, der nu findes i Glyptotheket,
ſaaes van den franſke Üdſtilling i København 1888.
Det foreſtiller en ung Mand, Praſten Tarcicius,
hvem Romerkirken har optaget mellem fine Helgener, fordi
han led Martyrdoden. Der fortælles, at Hoſtien ſkulde
bæres til en doende. En af Tarcicius's Overordnede
betroede den til ham. Undervejs blev han imidlertid over:
falden af en Skare Hedninger, der truende forlangte, at
han fulde udlevere Hoftien til dem. Det nægtede han.
Han vilde ikke udlevere Herrens Legeme, ſom Romerkirken
kalder Hoſtien, til Herrens Fjender; ingen profan Haand
maatte røre den, jaa hellere lide Martyrdoden. Han blev
ſtenet. Det er denne Begivenhed, Falguiere benytter ſom
Motiv. Den unge Mand ligger henſtrakt paa Jorden.
Hænderne ere korslagte over Bryſtet og bælter Skatten, ſom
han knuger ind til fig. Albuerne ſtotter hau mod Jorden,
og ved Hjælp af denne Støtte har han rejſt Overkroppen
lidt op. Anſigtet opklares af Begejſtring, og et neſten
forklaret Udtryk viſer, at han ved ſig frelſt og føler fig
ſalig ved at tenke, at han har lidt Doden for den Frelſer,
— ———— — — *
33 2 „FFF EET -
— . e E
FS ma —
Eg
Salguiéres: Taxcicius MNartyr
Efter en ßaandtegning af Aug. Jerndorf.
der led Døden for ham og gav ham evigt Liv. Den
legemlige Smerte, Stenkaſtningen har foraarſaget, er kun
udtryft jaa tydelig, at den kan vekke vor Medlidenhed
uden at fremkalde Uhygge. Her er ingen Selvopgivelſe,
ſom i en Niobe⸗Forſtening, ingen Smertevriduing, ſom
hos en Laokoon. Taalmodet, de Kriſtnes høje Mod, ſom
Hedningefolkene ikke kendte meget til, holder den legemlige
Pine i Skak. Kunſtneren har forſtaaet at gengive Livets
Svinden fan tydelig, at vi tro at je Krefterne tage af og
forſtaa, at i næfte Ojeblik maa Livet være ſlukt, Hoved
og Overkrop ſunket til Jorden.
Bed en Vandring gennem en Kunſtſamling kaſtes
man paa en Maade fra Stemning til Stemning. Gær:
deles velgørende er det da altid at ſtode pan Arbejder,
der behandle et bibelſk Emne. Sjælen hviler ud lige over:
for disſe Billeder. Er den Folelſe, Synet af dem vakker,
end ikke altid af opbyggende Art, faa ſtaar den dog altid
i Forhold til Alvor. Men en Kunſtuydelſe, der ſetter
Alvor og Skonhedsfolelſe i Bevegelſe, er kultiverende. Et
Beſog van Glyptotheket vil derfor altid affode Daunelſe
og Udvikling.
. N e
D e
SO) Ol
Tankeſprog.
IJ enhver indre Husholdning er Aanden Sader og bojertet
Moder og Sorſtanden den ældfte Son, men han maa ikke fætte
fig i Bøjjædet. — Santaſten er den ældfte Datter, ſom gaar om.
lring og pynter op i Puſet.
N. 5. S. Grundtvig.
Zuleſang
af
Børge Jansfen.
Uẽ damper Groden
J hver Mands Sad
Øg Julegaas er paa Bordet,
Nu ſpiſes den dejlige Julemad
Under Jubel af Catterhoret.
Nu tændes Træet,
Oq Døren gaar op.
Det lyſer, flimrer og glimter,
Øg Nisſen ſmiler fra Trœets Cop,
Sjœrnt Kirhehklokkerne ſtlemter.
Nu trædes Danſen
Til Salmeſang
Om Cræets bugnende Grene,
Om ham, der fødtes paa Krybbens Straa,
Ukjendt, fattig og ene.
Øg Gaver deles
Af Bedſtemor,
Øg Øjnene lyſe og ſſeinne.
Fer er til Soſter, og her til Bror,
Øg her til Den og beninde.
Ja, Glæde der er,
Og der er Seſt,
Øg der er Jubel til Puſe,
peter har faaet en Gyngeheſt
Øg to dejlige Rræmmerhuſe.
Men udenfor
Er der ingen Seſt.
Koldt ſufer Stormen mod Nude,
Der byder fig ingen Glæde til Geſt,
Der er bitterlig holdt derude.
Det er Julens Tid,
Men ikke for dem,
Som kryſtes i Hedens Arme,
O! giv dem dog for i Aften et Pjem
Og lidt af din Stues Varme.
Sæt
Det er kun din Pligt,
O! lyt til mit Raad,
Øg tro mig, at Glæden bli'r ſtorre,
Naar du dulmer den fattiges bitre Graad
Øg med Kærlighed Taarerne torre!
—— . —
Sort pan Hvidt.
J Ørftedsparhen foran Withs Buſte:
A.: Fvorfor ſtaar der „With“ under den Buſte, den er
jo ſort?
B.: Aa, det er for at give ſort paa hvidt for at det er
With, ſom er bleven ſort.
Raavad-Dam.
Den blindes Dag.
Nedenftaaende Digt er ſkrevet af en ganſke ung, blind
og dov Pige, Bertha de C. i Paris. Hun var et ſmukt
og meget opvakt Barn, eneſte Datter af velhavende For⸗
ældre. Da hun var 11—12 Aar gammel, fif hun Skar⸗
lagensfeber i faa høj Grad, at man hvert Sjeblik ventede,
hun ſkulde do. Hun kom ſig imidlertid; men baade Syn
og Horelſe var blevet meget fvælfede. Hendes Forældre
raadſpurgte de berømtefte Læger og forte hende til for:
ſkjellige Badeſteder, men alt forgjeves. Alligevel nod hun
disſe Rejſer med Liv og Sjæl, og de udviklede i høj Grad
hendes Aand. — Da hun kom tilbage til Paris blev hun
fuldſtendigt dov og blind. Hendes Forældre var for:
tvivlede; men hun bar fin tunge Skjebne med ſtort Helte:
mod Hun tog Undervisning baade paa Blinde: og Dov⸗
ſtumme-⸗Inſtitutet og vandt ſnart alles Beundring ved fin
Flid og Begavelſe. J Hjemmet var hun taalmodig ſom
en Engel, men meget ſtille hele Dagen igjennem; kun om
Aftenen var hun ſtraalende glad (Grunden hertil ſer man
af Digtet). Hendes Lege, der Havde kjendt hende fra den
Dag, hun blev født, og altid fulgte hende med den inder:
ligſte Deltagelſe, fandt tilfældig dette Digt, ſkrev det af og
tog ikke i Betenkuing at offentliggjore det tilligemed dette
lille Omrids af hendes Hiſtorie. Han mente med Rette,
at denne unge Korsdragerinde kunde vere et lyſende For⸗
billede for fine Lidelfesfæller, et ſlaaende Bevis paa, hvor
meget en rigt begavet Aand fan udvikle fig, endog under
oe allertungeſte Provelſer, naar blot Modet og Troen
evares.
Naar Sovnens Engel forer i Drømmen mig ind,
Da al min tabte Cylelie jeg gjenfinder;
Thi Ratten bringer CTys og Dag i mit Sind
Og tryller frem en Peer af glade Minder.
Det er mig, ſom jeg horte det ſkjonneſte Digt,
Jeg vugger mig paa Tonernes Stromme:
Det er et dobbelt Civ, men faa fandt og faa rigt, —
Jeg lever forſt ret i mine Drømme.
vad før jeg har ejet, jeg favner ej mer,
Min Længfel i Covſang udbryder;
Guds evige Rjeœrlighed klart jeg fer,
Min Sjæl i dens CTys fig frnder.
Saa vaagner jeg atter, og Synerne flye,
Og Morgenen Savn kun mig bringer.
Min Dag førft oprinder, naar Hatten paann
Breder ud fine ftraalende Dinger.
Vintereren er en fem Tid at komme over for Ar-
bejderen og den mindre Jordbruger, iſer naar den er
faa haard ſom den ſidſte. Der ſkal meget til baade at
bide og at brænde, og der er lidt, ofte intet, at fortjene
hos Gaardmendene. De kan i Reglen ved Hjælp af deres
faſte Folk faa udført Vinterarbejdet, og fan vil de ikke
gerne give Daglonne ud, og det er jo ikke til at fortenke
dem i. Men det ſvider til Smaamanden. Under ſaadanne
Forhold er det nok værd at overveje, om der ikke kunde
tjenes noget pan anden Maade, og det kan der nok. —
Vi har jo rundt omkring paa Gerder og Markſkel en hel
Del Pil ſtaagende, af dem kan der flettes Kurve, og den
Kunſt er let at lære. Der horer ikke megen Ovelſe til,
for at en Mand kan tjene 1—13 a 2 Kr. daglig ved
Kurvemagerarbejde. J Bælfe og Damme grov der Siv,
deraf kan laves Maatter og Sivſko, den Kunſt er ogſaa
let lert. Mangen en Husmand har Haandelav til at fave
Treredſkaber ſom River og lignende. At ſlaa Leder paa
Tofler og Traſko er ikke noget ſtort Kunſtſtykke, og det
betaler fig godt. Treekke Borſter kan et Barn gore. —
Den Slags Brugsgenſtande kan altid afſœttes, og der kan
nok fortjenes i alt Fald en lille Daglon derved, og der
kan begyndes uden Driftskapital, og faa opnaas der tillige,
at Manden kan være hjemme med fit Arbejde og derved
komme til at leve mere ſammen med ſin Familie, end naar
han ſkal gaa paa Dagleje. =
Kaane.
Skitje
af
Davul Smjær.
Illuſtreret
. af
1 0 an P. P. Lindeburg.
SE
4 Farid
e
DE NR
/
BØRS
1
Wo
e
Paa Malkepladſen udenfor Haven havde Koerne ſam⸗
let ſig i den tidlige Morgenſtund. Duggen glimrede ſom
ſtore, tunge Perler i den klare Septemberſol. Gaardens
Piger og den gamle Husmandskvinde, hvis torvebrune
Anſigt faa godt ſom ſkjultes af Hovedklaedet, gik om med
tunge Træfto og opkiltrede Skjorter, flyttende Trefoden fra
den ene Ko til den neſte under hojroſtet Pasſiaren.
„J Dag er det altſaa,“ begyndte gamle Hanne, „at
Ole Anderſen ffal til Things for at fværge om de 100 Kr,
ſom de ſiger, han ſelv har brugt i Stedet for at ſorge
for Torv og Brænde til Skolen.“
„Jeſus, lad ham da for Guds Skyld ikke ſperge
falſk,“ lyder det da pludſelig i en paafaldende ophidſet og
rørt Tone fra den klodſede, trivelige og ellers fan ſindige
Marri, i det hun folder Hænderne over Malkeſpanden.
„Hvad gaar der af dig, Marri? Det er da noget,
der ikke angaar os!“
„Aa, ja, det kunne J ſagtens ſige; men naar En
engang ſelv har været med til at fværge, faa ved man
nok, hvor ſpeert det er.“
„Men Gud dog, Marri, har du da nogenſinde veret
for Retten?“
„Ja, det er nu ellers ikke noget, jeg holder af at
ſnakke om; men for Jer kan jeg da gerne fortælle det,
ſiden vi nu ere komne til at nævne det.“
75 er du da falſk, Marri, det gjorde du da vel
ikke di
„Nej, det kunne J da nok begribe, for ellers ſad jeg
da ikke jaa rolig her og talte om det; nej, dengang frelſte
jeg da, Gud ſke Lov, min Sjæl. Ser J, det var det Aar,
min Moder døde. Jeg maatte da være hos hende og
pleje hende og havde ingen Tjeneſte; men naſten daglig
gik jeg dog ind og hjalp Lars Kriſtenſens Kvinde paa
Heſtehavegaarden, ſom laa lige op til, og hvor de aldrig
kunde holde Folk. Lars var jo nok ſkon at fe til, ſtor og
ſtatelig, men fel var han til Drik og Spil og meget andet.
Men Kvinden var endda verre, thi det var dog nok hen:
des Skyld, at han blev, ſom han var. Hun har da heller
ingen Ro i ſin Kiſte; den vender ſig med hende i Graven
hver St. Hansnat med ſtor Skrummel og Støj. — Nu
da, en Dag ſom han og Kvinden vare blevne uenige om
et eller andet, gav de fig til at rives og ſlaas, ſom da
2
2g — —
ikke gik faa ſjeldent paa. Da jeg kommer ind med Kaffe:
bakken, laa hun paa Gulvet og hvinede om Hjelp, medens
han ſtod over hende med ſtore Haartotter mellem Knoerne,
og det hele var i fuld Gang. Imidlertid kommer der
hendelſesvis to Karle fra Nabogaarden gaaende forbi, og
da de hore den Staahej, kige de ind ad Vinduet. Da de
ſe, hvordan det er fat, fare de ind og kaſte ſig over ham
for at holde ham fra Kvinden. Men da ſtulde J have
ſet, hvor edderſpendt Kvinden blev. Hun foer op og
kaſtede ſig ſom en raſende Kat over de fremmede Karle
for at hjælpe Lars, og i Forening pryglede de dem grun⸗
dig igennem, medens Lars og Kvinden raabte til mig, at
jeg ſtulde ſpringe igennem Vinduet og hente Hjælp, da
der var nogle inde, ſom vilde myrde dem. Enden blev
da, at Karlene omſider flap væf forrevne og morbankede.
Siden [vd de imidlertid Lars og Koinden ſtevne for Retten
og mig med ſom Vidne.
„Ak, Marri,“ ſagde da Kvinden en Dag til mig,
„ſpcerg i det mindſte, at du ſprang igennem Vinduet efter
Hjælp, fan ſkal du faa et Forklede, ja, du ſkal faa to,
ellers komme vi paa Feſtningen.“
„Hvad ſiger J, Kvinde, vil J have, at jeg ſkal miſte
min Sjæl for at frelſe Jer fra Feſtningen?“
„Du ſkal faa en hel Kleduing da, Marri.“
„Gaa hen og læs over i Jer Bibel, Kvinde. J har
nok rent glemt Jer Kriſtendom!“
Dagen kom og jeg foer med Lars til Tinget for at
fværge. Men da jeg traadte over Dorteerſkelen til Salen,
var det akkurat, ſom om Djævelen og Vor Herre gave fig
til at ſtrides om min Sjæl inde i mig, og jeg tenkte, at
det gik dog maaſke an at fværge, ſom Kvinden vilde have
det for at hjelpe hende og fan Kleeduingen. Men i næfte
Ojeblik blev jeg faa varm og rod, ſom om jeg ſad i en
Balle hedt Vand, og Sveden randt i ſtride Stromme ned
ad mig. Da ſaa En kaldte mig frem og opfordrede mig
til at ſvoerge, gav jeg mig til at græde, ſom om jeg aldrig
ſkulde kunnet holde op igen.
„Sverg for Fanden,“ raable han da tilſidſt.
Da blev jeg med eet rolig.
— —
„Nej, ſkal jeg ſvoerge,“ ſagde jeg, „ſaa vil jeg fværge
for Gud og ikke for i les berg
San lagde jeg Haanden paa Bogen, efterſagde Eden
og ſagde: „Saa ſperger jeg da, at det er Løgn, at jeg
ſprang igennem Vinduet.“
„Der loi du, Marri,“ ſagde Lars.
Men jeg ſaa viſt paa ham og ſagde rolig: „Det
giorde jeg viſt ikke,“ og lagde Haanden paa Bogen igen.
i „Det kan jo og være, at det er ſandt,“ ſvarede han,
idet hau vendte Hovedet om jaa rod ſom et Blod.
Da vi gik ud, kom han hen til mig og ſagde: „Der
gjorde du det net for os, Marri!“
„Ja, men jeg frelſte dog min Sjæl!”
„Ja, om du har nogen,” ſparede fan ligegyldig.
„Men, det fan. være det ſamme, jeg byder dig lige godt |
paa en Kop Kaffe.“
„Har du ſaa fortjent Kledningen, Marri?“ ſpurgte
Kvinden, da vi kom hjem om Aftenen.
„Nej, men jeg har frelſt min Sjæl,” ſvarede jeg.
„Aa, lad nu det ligge,” faldt Lars ind, „for vi ſlap
da med 20 Kr.“
. OR
Julekveld.
Ru er det Julehelgs Aften, —
Om Juletrœ'r og Meg
De glade Smaaborn og Sugle
Slaar Kredſe i ſorgfri Leg;
Thi Barnet med Almagtshœnder
Bortklapper al Hod, vi kjender.
Jonas Dahl.
bivia Pulcheria.
En romerſſi Forkelling fra Kriſtenforfolgelſernes Tid.
Af
P. Mariager.
Med Illuſtrationer af Carl . T. Schmidt.
1
Lidt neden for Livias Buegang paa Esgvilinerhojen
i Rom laa et tarveligt Hus, ſom tilhørte Felicita, Enke
efter Hovedsmanden Sempronius.
Foran Huſet ſtrakte fig ned ad Hojens Side en Have,
beplantet med Pinier, Cypresſer og blomſtrende Buft
væfster.
En ſildig Foraars⸗Eftermiddag i Aaret tre Hundrede
og tre ſad Vivia Pulcheria, en Datter af Stedets
Ejerinde, i en Udkant af Haven under et med Vinlov over:
groet Tremmeverk, ſom vendte ud til en offentlig Vej.
Med Albuen hvilende paa en Stenbryſtning, der ad:
ſkilte Haven fra Vejen, og med Hovedet ſtottet til Haan⸗
den læfte Pigen i en gulnet Skriftrulle, ſom indeholdt en
gammel Beretning om den hellige Symforoſes og hendes
ſyv Sonners Martyrdod. Den urokkelige Standhaftighed,
hvormed denne Kvinde og hendes Born havde udholdt de
gruſomſte Pinsler uden at lade fig bevæge til at ofre til
DE hedenſte Guder, ſyntes at gore et mægtigt Indtryk paa
hende.
Hun lod Skriftrullen ſynke, og med Begejiſtringens
Rodme paa fine Kinder løftede hun Øjnene mod Himlen.
„De Lykkelige!“ udbrød hun, „de ere nu hos Frelſe⸗
ren, i en Herlighed, ſom aldrig forgaar.“
Derefter henſank hun i en dyb Grublen, og medens
hun ſaaledes fad ubevægelig under det af den dalende Sol
a Vinlov, var der god Lejlighed til at betragte
hende.
Pulcheria var en ægte romerſk Pige paa ſytten eller
atten Aar, ſnarere hoj end lille og med tidlig udviklede
Legemsformer. J Stedet for Pulcheria, den Skonne,
W. 94. H
kaldte man hende ſpogende Pulcherrima, den Skonneſte.
Og hun fortjente i Sandhed dette Navn. Alle Sydens
Tillokkelſer ſyntes forenede i hendes Perſon, — det glin—
fjende forte Haar, de klasſiſk ædle Trek, den ſtraalende
Auſigtsfarve og de ſtore, morke udtryksfulde Ojne. Den
Dragt, hun bar, en let hvid Stola, var i høj Grad klede⸗
lig; thi pan ſamme Tid ſom den dannede en Mængde
ſirlige Folder, ſluttede den tæt nok til at viſe den jomfrue—
lige Skikkelſes ſlanke og ſvulmende Omrids i al deres hen:
rivende Ynde.
Kejſerſtaden Rom laa udbredt for hendes Fodder.
Over den ſtore By med deus Mylr af Liv hvilede
Aftenſkumringens Stilhed og Fred. J en af de nærmefte
Pinier kviddrede en Fugl ganſke jagte, ligeſom ſovndrukken,
og fra Vicus Cyprius neden fjor Hojen hørtes en ſvag
Bregen fra en Flok hjemvendende Geder.
Pulcheria folte ſig ſnart roligere til Mode i disſe
Omgivelſer. Da lod der pludſelig, nævmere og nærmere,
hojroſtet Sang uden for paa Vejen.
Slave, hent os Kanden
Med den ſode Vin;
Fyld hver Skaal til Randen,
Glem kun ikke min!
II.
Næften i ſamme Sjeblik kom to markelige Skikkelſer
til Syne.
Den ene var en ældre, underſetſig Wand med et
flovt, dyriſt Auſigt. Haus Kappe, ſom var fuld af Plet⸗
ter, ſtod vidt aaben og røbede hans plumpe uſkonne Lem:
mer, hvis ſteerkt fremtrædende Sener tydede paa en her—
kuliſt Styrke.
Den anden af de Kommende, — den, der ſang, —
befandt ſig i den kraftigſte Manddomsalder. Han var
ſnarere ſmuk end ſtyg, men der laa et trodſigt Udtryk i
hans Øjne, og hans tykke, rode Læber gav hans Træt et
ſauſeligt, næften fauniſk Udſeende. Ogſaa han havde ſteerkt
udviklede Muſkler paa Arme og Ben; men i Modſetning
til fin ældre Ledſager var hau pyntelig kladt ſom en Mand,
der holder af at viſe fig til fin Fordel.
Efter dem Begge fulgte to Drenge, befæstede med
Hjelme, Panſere og Benſkinner, hvis forældede Form
vidnede om, at de to Mænd, hvem alt bette Iternkram
tilhorte, vare Gladiatorer.
For at vederkvcge fig efter de daglige Ovelſer havde
de to Cirkushelte uden Tvivl taget et Bad i de nær:
liggende Termer, og efter Badet ſyntes de i rigeligt Maal
at have forfriſlet fig ved Bacchus's Gaver.
Aldrig jan ſnart havde den Yugſte og Pynteligſte
faaet Oje pan Pulcheria, for han, ſom en Lakkermund ved
Synet af en herlig Ret, ſmaekkede med Tungen.
„Smukke Pige“, udbrod han i en overmodig Tone,
„Dig ſender Venus mig i Mode! Jeg har gjort det Lofte
til Gudinden ikke at gaa til Hvile i Aften, inden jeg har
kysſet blomſtrende Læber.”
Med disſe Ord ſvang han ſig raſk over Stenbryſt—
ningen, og inden Pulcheria fif Tid til at flygte, havde
han grebet hende i ſine Arme.
Pigen udſtodte et Skrig og fatte fig kraftig til Mod⸗
verge. Med al fin Magt holdt hun Gladiatoren ud fra
fig og bojede fig ſamtidig dermed fan ſterkt bag over, at
det var ham umuligt at naa heudes Mund.
Da fod der Hovjlag og Vogurullen uden for paa
Vejen, og en ungdommelig Stemme raabte:
„Erebus og Nrx, ſtift Fred!“
To kempemasſige, glinſende forte Wtiopere med et
blaat Stlæde om Lenderne og gyldne Smykker om Halſen
ſpraug, behendige ſom Aber, fra Vejen op paa Sten:
bryſtningen.
Bed Synet af deres tykke Stokke med blauke Solv⸗
knapper forſtod den kysſelyſtue Gladiator, at de to Sorte
vare Lobere foran en eller anden Patriciers Vogn. Han
flap da knurrende Pigen og lod fig uden Modſtand fætte
ud af Haven.
Den ældre Gladiator havde vendt fig om med en
drabelig Mine, beredt til at komme ſin Stalbroder til
Hjcelp; men da hau fan, Hvem han havde for ſig, veg
han fty til Side og rettede fig med en krigerſk Hilſen.
Uden for Haven holdt en let tohjulet Tarm af dem,
der brugtes til Voeddekorsler. Deus Ejer, en rauk Yng:
—ků— u&N—᷑ f]! . — — RTE
—
ling, ſtod oprejſt bag Voguſtyreren, fra hvem han havde
taget Tommerne for ſelv at ſtandſe fit Forſpand af fire
velige kulſorte Hingſte.
Den unge Pige gjorde ſtore Øjne ved at ſe, hvem
hendes Redningsmand var.
Hun kendte ham djeblikkelig; hvert Barn i Rom
kendte ham. Det var en af Stadens fornemſte unge Va:
triciere, Cajus Flavius Albinns, en Wtling af den
berømte Flaviſke Slægt, ſom havde talt romerſke Kejſere i
ſin Midte.
Hau var ligeſom hun ſelv gauſke ung, hojſt tyve Aar.
J hans Holdning og Mine udtalte fig en medfodt Stolt:
hed, ſom dog mildnedes ved et belevent Smil, da han fik
Oje paa den unge Pige. Hans Trak bar Slægtens ædle
Preg, men der var ikke Spor af Ungdommens Farve paa
haus Kinder: hau var tvært imod meget bleg, dog af en
ren, ikke guſten eller ſygelig, Bleghed. Hele hans Perſon
vidnede i øvrigt om hans høje Byrd. Haus ſmuktformede
Arme og Ben vare ved Bademeſterens Kunſt ſaa omhygge—
ligt renſede, at de kunde kappes med Marmor i Glathed,
og hans tetfluttende Halvſtovler af morkviolet Purpur
vare ligeſom Senatorernes ſammenheftede med de ſaakaldte
junuloe, gyldne Agraffer af Form ſom en Halvmaane.
En bred Guldkade tittede frem af den hvide Tunika, og
over denne bar han en folderig Toga af ſamme koſtbare
Stof ſom Halvſtovlerne.
Uden at lade ſig bringe ud af Fatning traadte Pul—
cheria helt frem til Stenbryſtningen.
„Hav Tak, Cajus Flavius!“ ſagde hun med en ynde:
fuld Bojning, og derpaa tilfojede hun i en ſpogende
Tone: „Som en anden Perſeus kom Du netop i den
belejlige Stund.“
Den unge Mand ſparede ikke; han ſyntes helt optagen
af at betragte Pulcheria. Maaſke mindede hun ham om
en Anden. Der gik i alt Fald en Sky for hans Blik,
ſom om hun vakte en vemodig Erindring hos ham.
„Hvem er Du, ſmukke Pige?“ ſpurgte han omſider.
„Vivia Pulcheria, en Datter af Felicita, Enke efter
Hovedsmanden Sempronius.“
Endnu en Gang betragtede Flavius hende med den
ſamme halv undrende og halv ſorgmodige Mine.
„Er det din Moders Bolig?” ſpurgte han derpaa og
pegede med den trejnærtede Piſk op mod Huſet, der kom
til Syne mellem Træerne.
„Som Du ſiger, unge Patricier.“
„Vel an da, vi ſes igen!“ raabte Ynglingen.
De to keempemasſige Sorte lob hen ved hver fin
Side af Forſpandet, — et Slag af Piſken, og det lette
Koretoj rullede i en Stovſty ned ad Højen, uden at dets
Ejer ſaa ſig tilbage.
De to Gladiatorer havde ſkyndt fig bort, — den
Yngſte og Pynteligſte uden at have indfriet fit Løfte til Venus.
III.
Morgenen efter, at Pulcheria var bleven overfalden
af den kysſelyſtne Gladiator, traadte hendes Trolovede ind
med en beſtyrtet Mine.
Valkeren, Lucius Carus, en lille, bredſkuldret Mand
med et ſtort, udtryksloſt Anſigt, var bleg af Sindsbevegelſe,
og Sveden ſtod ham i fore Draaber paa Banden.
Uden at hilſe kaſtede han Togaen over en Stol og
forte Pulcheria og hendes Moder ind i det bag Atriet
liggende Rum, hvor ingen Uvedkommende kunde hore dem.
„Jeg kommer fra Torvet,“ ſagde han med dampet
Stemme. „Der herſker den voldſomſte Ophidſelſe. Kejſeren
har udſtedt et Edikt. ..“
„Mod de Kriſtne?“ afbrod Felicita ham i aandelos
Spænding. ;
„Som Du ſiger,“ ſvarede Lucius med en mork Mine.
Felicita ſlog Heenderne ſammen.
Pulcheria blev ganſke bleg.
„Hvorpaa gaar Ediktet ud?“ ſpurgte hun.
Lucius greb hendes Haand ſom for at fætte Mod i hende.
„Kejſeren befaler, at alle kriſtne Kirker ſkulle jævnes
med Jorden, og at der ſkal foretages en nøjagtig Under:
ſogelſe i Huſene efter de hellige Boger, for at de kunne
blive brændte.” ; ;
„Lucius!“ raabte Pulcheria med Liv, „Du maa hjælpe
mig at nedgrave Skriftrullerne i Haven.“
„Det maa fle endnu i denne Time,“ ſvarede Valkeren.
„Men Ediktet ſiger andet og mere.“
„Hvad! er Maalet endnn ikke fuldt?” ſpurgte Felicita.
Lucius ryſtede paa Hovedet.
„Nej, desværre!” ſagde han. „Ediktet paabyder, at
alle Kriſtne af Stand, ſom vægre ſig ved at afjværge
Kriſtendommen, fkulle ſtraffes med Tab af ren, og at
alle Kriſtne af Folket, ſom folge dette Eksempel, ſkulle
gøres til Saver.“
Ved at hore disſe Ord vekslede Moder og Datter et
Blik, ſom om alt Haab var ude.
„Det vil blive en Forfolgelſe ſom paa Neros Tid!”
ſtonnede Felicita og ſank ned pan en Stol.
„Gives der ingen Redning?“ ſpurgte Pulcheria, idet
hun lagde Armen om Moderens Liv og fæftede et ſporgende
Blik paa Lucius.
„Nej“, ſvarede denne, „ikke en Gang Flugt er mulig.
Ediktet er i Dag ſat i Kraft over hele det romerſke Rige.“
Felicita tav en Stund ſom aldeles overveldet.
Det varede noget, for Lucius atter tog Ordet.
Pludſelig greb han Pulcherias Haand og fan hende
ind i Ojnene.
„Naar Kirkerne nedrives,“ ſpurgte han, „hvorledes
vil det da gaa med vort Bryllup?” j
„Det maa ikke opjættes,” fvarede Felicita, „un mindre
end nogen Sinde! ... De kirkelige Handlinger maa fore⸗
tage nede i de underjordiſke Begravelſer ... kun der ere
vi ſikre.“
Lucius ryſtede ban Hovedet.
„Et Bryllup i en Grav!“ mumlede han, og med en
Reſt af hedenſk Overtro tilfojede han: „Gid det ikke maa
være et [let Varſel.“
IV.
De fire folgende Dage ſtrommede Regnen ned, og
der hvilede et faa uhyggeligt Morke over Rom, at man
mange Steder tændte Lys i Huſene. Men deu femte Dag
— den 21de i Maaneden Aprilis, — ſtraalede Solen atter
i al ſin Pragt.
Hele Naturen var ſom genfødt. Lette Foraarsſtyer
gled hen over Himlen, Grasſet duftede, Blomſterne pran—
5 i deres fulde Friſkhed, og Svalerne kviddrede i
Lufteu.
Intet Under, at Ungdommen higede efter at komme
uden for Murene, og da der naſten daglig fejredes land—
lige Feſter i Omegnen, var Maalet ſuart fundet.
Parilierne eller rettere Palilierne, en Hyrdefeſt, blev
den nævnte Dag fra gammel Tid hojtideligholdt med fær:
lig Lyſtighed i Tusculum. Den gik ud paa at renſe
Kveget ved at lade det ſpringe tre Gauge over en Straa—
ild, hvorefter Hyrderne ſelv fulgte Dyrenes Eksempel. Det
var en almindelig yndet Feſt, og det ſaa meget mere ſom
den 21de April gjaldt for Roms Stiftelſesdag.
Sydboerne have til alle Cider været Ojeblikkets Born,
og efter at den forſte Forfeerdelſe over Ediktet havde lagt
fig, blev Trangen til Adſpredelſe dobbelt ftærk, tilmed efter
de triſte Regndage. Da Valkeren Lucius Carus tilbod at
mode med ſin Vogn for at fore Pulcheria og et Par af
dennes Veninder ud til Feſten, blev Tilbudet med Glæde
modtaget; ſelv den alvorlige Felicita havde intet at ind:
vende Derimod og onſkede ved Bortkorslen Børnene en
lykkelig Dag.
Ved Ankomſten til Tusculum var Renſelſesfeſten forbi;
men uden for Skueſpilhuſet herſkede det livligſte Markeds⸗
røre. Der var Telte med Goglere og Telte med Forfriſk—
ninger, og i en nærliggende Olivenlund, bag den Villa,
ſom Cicero i fin Tid havde ladet opføre, gik Danſen lyſtig
for fig til Tonerne af en Sakkepibe.
J den glade Vrimmel traf Pulcheria og hendes Ben:
inder Bekendte fra Rom, og medens disſe forte dem til
Danſen, greb Valkeren Sjeblikket til at fjærne fig for
at fan fin Heſt og Vogn anbragt i en af Stedets faa
Taberner.
Næppe havde Pulcheria, lidt forpuſtet efter Danſeu,
fat fig paa en af Beenkene om Danſepladſen, for den unge
Patricier Cajus Flavius Albinus ſtod for hende.
Haus Faders Villa laa ikke langt derfra pan Skraa⸗
ningen af Albanerbjcergene, og i det ſmukke Vejr var han
reden derud, ledſaget af ſin Mentor.
Pulcheria bemeerkede ved forſte Blik, at den unge
Patricier, her paa Landet, var ganffe tarvelig flædt. Hau
bar en ſimpel hvid Toga og laderfarvede Haluyſtovler;
men ſelv i denne Dragt var der trods haus Ungdom
noget jaa overlegent ved ham, at Pigens Ledſager fra
Danſen, en ung Retsſkriver, ſkyndſomt traf fig tilbage, da
han jaa, at hun havde faa fornemme Bekendte.
Flavius tog Plads paa Benken ved hendes Side.
Det unge Par befandt fig her, midt i Meugden, ſom i
den dybeſte Enſomhed. Ingen lagde Marke til dem.
Flavius's Øjne hvilede ligeſom hin Aften, da de forſte
Gang ſaas, paa Pulcheria med et underligt vemodigt Blik.
Den unge Piges Hjærte bankede lidt ftærfere end
ſœedvanlig.
„Hvoraf kommer det,“ ſpurgte hun, „at Du, Cajus
Flavius, betragter mig med et, ſom jeg ſynes, halv ſmerte—
ligt Blik?“ Å
Den unge Mand fod Kappen ſynke, ſom om fan
beredte fig til en langere Samtale.
„Forſte Gang,“ ſvarede han, „kom det af, at Du
mindede mig om en Pige, jeg har elſket højt.”
„Og ſom Du nu har glemt?” ſpurgte Pulcheria med
et ſkalkagtigt Smil.
Den unge Patricier loftede Haauden ſom for at at:
værge enhver Spog.
„Hun er bod,” ſvarede han med Alvor.
Pulcheria gjorde et lille Ophold.
„Og un, for anden Gang ... hvorfor betragter Du
mig da med det ſamme Blik?“
En ſvag Rodme ſteg op i Flavius's Kinder.
„Jeg ſaa Dig komme,“ ſagde hau, „og af den Maade,
hvorpaa Du udbredte Armeue og lod Dig lofte af Voguen,
fluttede jeg, at den unge Wand, Du førte med, var din
Trolovede ... Har jeg gættet rigtig?”
Nu var det Pulcheria, der blev rod.
„Som Du ſiger,“ ſvarede hun gauſke ſagte.
„Vredes ikke! ... Er det dit eget Valg, eller er
det ordnet ſaaledes af din Slægt?”
Pulcheria tav og faa ned for fig. i
„Hvorfor ſporger Du ſaaledes?“ ſagde hun et Oje⸗
blik efter.
—.—
mm — DRE
„Tilgiv! .. jeg vil ikke tale ondt om din Trolovede.
Men“, tilfojede han med Varme, „en Pige ſom Du ſynes
mig, ved Guderne, ſkabt for en finere Sans!“
Med disſe Ord bojede han ſig hen imod hende og
faa hende ind i Anſigtet.
Den unge Pige Havde aldrig været ſkonnere. Et
blaaſtribet Klæde, hun Havde bundet om Hovedet, kaſtede
en let Skygge over hendes indtagende Træf, og en rod
Solſkcerm, hun holdt i Haanden, lagde et varmt Genſkin
over hendes glimrende Øjne og friſke, lidt brunlige
Kinder.
Pulcheria vendte Auſigtet bort for at unddrage ſig
den Beundring, hun leſte i haus Blik.
„Hvem var den unge Pige, Du talte om?“ ſpurgte
hun med dæmpet Stemme.
„Det kan jeg ikke ſige. Du vilde behove lang Tid
for at høre, og jeg for at fortælle.”
„Begynd alligevel ... jeg beder Dig!“
„Nu vel da! ... Men forſt maa Du vide, at min
Fader for tre Aar ſiden reiſte til Bithynien, hvor han var
udnævnt til Prokonſul. Han efterlod mig ſom Mentor
Grammatikeren Archias, en fint daunet Greeker og en Mand
af rene Sceder. Denne ſorgede forſt og fremmeſt for at
holde mig borte fra andre unge Patriciere, ont hvem han
vidſte, at de vare hengivne til Svir og Sperm. Endnu
ſterkere advarede han mig for de helleniſkte Hetærer, hvem
disſe ſtadig beſogte; det var efter haus Sigende farlige
Sirener, ſom alle vare indviede i hemmelige Kuuſter, der
beſmittede Sjælens Renhed. J Selſkab med Archias, hvem
jeg vandt mere og mere ker, tilbragte jeg den meſte Tid
ban Villaen her i Nerheden. Der levede et Par jævne
Folk, Mand og Huſtru, ſom forte Tilſyn med Ejendommen;
det var Fribaarne, ſom tjente for Brodet, men raadede
over Stedets talrige Slaver. De havde en Datter, Vir⸗
ginia, deres eneſte Barn.“
„Og i hende blev Du forelſket?“ ſpurgte Pulcheria.
„Vi vare voksede op ſammen og havde leget med
hinanden ſom Born. Men efterhaanden, ſom vi bleve
ſtorre, bleve vore genſidige Kaertegn varmere. Pigens
Forceldre kom ſelv vor begyndende Lidenſkab i Mode, og
Archias, ſom hellere ſaa mig fængslet af et uffyldigt Barn
end af de helleniſke Hetærer, lukkede Øjnene ... Kort
ſagt, alt begunſtigede vor Kærlighed, og unge ſom vi vare,
nod vi i Stilhed en Lytte, faa ſtor, at vi, ligeſom de
ſalige Guder, ikke havde noget Ouſte.“
„Og dog handlede J urigtig,“ bemerkede Pulcheria.
„Men Straffen udeblev vel ikke?“
Flavius ſaa ned for ſig.
„Virginia,“ ſvarede han næppe horlig, „blev angreben
af en ondartet Feber og dode.“
„Og ſiden da? ...“ a
„Har mit Hjærte været tomt, indtil jeg fan Dig.
Jeg levede kun for Archias og mine Bøger. Men hin
Aften, da jeg korte ned ad Esgvilinerhojen, havde Du
næppe viiſt Dig for mig under Vinlovet, beſkinnet af den
nedgagende Sol, for jeg folte, at der endnu kunde gives
Glæde og Lykke. Siden da har Du ikke været ude af
min Tanke; vaagen og i Sovne drommer jeg om Dig, og
det er mig en Lyſt at nævne dit Navn. Hvad det end
ſkal koſte, maa jeg vinde Dig; thi uden Dig har mit Liv
intet Verd.“ i
Ved de ſidſte Ord Havde Flavius grebet Pulcherias
Haand. Han fan paa hende med et fan inderligt, faa
trofaſt Blik, at hendes Øjne imod hendes Vilje fafttrylle-
des, faa at de ikke kunde løsrive fig fra hans. bå
Pulcheria lagde Haanden paa fit Bryſt; hendes Hjærte
bankede med en ukendt Heftighed. Hun følte fig ſom
beruſet; det var forſte Gang, hun horte ſaadanne Ord.
Men pluͤdſelig for der en ſtikkende Smerte igennem
hende, og hendes Øjne fyldtes med Taarer. 5
„Cajus Flavius,“ hviſkede hun, „jeg beder Dig, tal
ikke ſaaledes! Du glemmer, at alt, alt adſkiller os, —
din Slagts Stolthed, den Tro, jeg bekender mig til, og
mit ner foreſtaaende Bryllup. Imellem Dig og mig er
ingen Forening mulig!“
Flavius trykkede lidenſkabelig hendes Haand. ;
»Bivia Bulderia,” udbrød han med ungdommelig
Sæffed, „har jeg blot Saab om at vinde Dig, vil jeg
trodſe enhver Hindring!“ — 5
Den unge Pige bleguede og drog Haanden dil ſig.
—
—— —
— —
Hun havde iblandt Mengden ſet ſin Trolovede Lucius
Carus nærme fig.
Vaklende og forvirret, halvt ſom i Dromme, gik hun
ham i Mode.
Ogſaa Cajus Flavius havde genkendt ham.
Hau tog uden Overilelſe og med en utvungen Mine
Afſted fra den unge Pige og fjærnede fig langſomt mellem
de unge Folk paa Danſepladſen.
Lucius Carus greb Pulcheria faſt om Armen.
„Hvorfra kender Du den Sprade?“ ſpurgte han med
et ondt Blik.
Pulcheria forklarede det med et Par Ord.
Valkeren truede med kuyttet Mave efter den bort:
gagende Patricier.
„Lad ham vogte fig, den Pyntedukke!“ raabte han i
en barſk Tone.
Pulcheria drog ſin Arm ud af haus; der gik en
isnende Folelſe igennem hende.
„Hvor han er raa!“ tenkte hun.
V.
En Dag mod Slutningen af April, da Solviſeren
pegede paa Middag, fandt der en ſterk Tilſtromning Sted
til en Rundbyguing ude i Campagnen. Inden ſor den
Mur, fon omgav Stedets Have, ſamledes de Kriſtue.
Her var Nedgangen til Calliſtus's Cometerium, hvor
der den Dag fkulde Holdes Sjalemesſe og derefter finde
en Brudevielſe Sted.
Bed den Tid, da Mesſen var til Ende, indfandt Feli:
cita og Pulcheria fig, den forſte med en Hætte over Hove:
det, den ſidſte tet tilſloret.
De bleve modtagne af Overgraveren Hilarius, en
fed, midaldrende Mand. Han var ifort ſin Beſtillings
Dragt, en hvid Tunika uden Bælte, merket med tre forte
Hagekors; i den højre Haand holdt han Graverhakken og
i den venſtre en brændende Lampe. Han ſorte Moder og
Datter hen til en lille Klynge, beſtagende af Valkeren
Lucius Carus og Brudefolget.
Det lille Brudetog vandrede ſtille afſted i dette Do⸗
deus og Tavshedens Rige, hvor alt, takket være den morke
Jordmasſe, fan ud ſom betrukket med fort. Hvert Skridt
var lydloſt; thi fra den forvitrede Tufjord havde der
aflejret ſig et faa tykt Lag Støv pan Gulvet, at man
bevægede fig ſom paa det blodeſte Kokustæppe.
Jet af de ſtorſte Rum, en „Kirke“, med Afdelinger
for Mand og Kvinder, ventede en ung Preſt med en Dreng,
ſom ſvaug Rogelſekarret.
Lucius Carus og Pulcheria kucelede ned forat Pre—
ſten, og Folget opſtillede ſig i en Halvkreds bag dem.
Efter en Indledning om det Mod, hvormed ſelv Kvinder
og Born, Nyomvendte og Slaver havde lidt for Kriſtus,
vilde Prœſten netop gaga over til Vielſesakten, da der
pludſelig vifte fig flammende rødt Fakkelſkiun for Enden
af de fire Gauge, ſom forte til Kirken. Samtidig der⸗
med hortes der i lengere Afſtand hojroſtet Tale og
Vaabenklirren.
„Forrœderi!“ udbrød Preſten blegnende. „Forfolgerne
komme over os! Vielſen maa udſcttes.“ .
Dermed gemte han ſkyndſomſt de Hellige Kar i en
dertil beſtemt Niche.
„Vi maa dele os,“ vedblev han hurtig. „Nogle maa
folge Hilarius, Andre mig. Sluk Lamper og Fakler og
tag hverandre ved Hænderne! Maaſke kunne vi unddrage
os Forfolgerne.“
Men Krigsfolkene, ſom havde tvunget et Par Graver:
karle til at vejlede fig, nærmede fig „Lirken“ fra alle
Sider, og gauſke ſom naar et Fiſkegarn træffes ſammen,
drev de deres Faugſt fra Gang til Gang, indtil hele
Brudetoget faldt i deres Hænder.
Den pyntelige Gladiator, ſom havde ſogt at kysſe
Pulcheria, traadte uu frem af Krigernes Rakker.
Hans haarde Træf antog ved Fakkelſkiunet et Udtryk
af triumferende Ondſkab.
„Smukke Jomfru,“ ſagde hau, „hvorfor nægtede Du
mig et Kys, ſom jeg havde lovet Venus? Folgen udeblev
ikke. Samme Aften tabte jeg alt, hvad jeg ejede, i Terning⸗
ſpil. Men fra den Stund vaagede jeg over Dig ſom over
den koſteligſte Skat; jeg fulgte Dig Skridt for Skridt og
er un for din Skyld ſom en anden Odysſeus ſtegen ned i
Underverdenen. Du ſtulde have givet mig Kysſet, ſmukke
Jomfru! Det havde været bedre for Dig og alle disſe!“
Pulcheria værbdigede ham intet Svar.
Alle Fangerne, ti eller tolv 1 Tallet, bleve nu lenkede
ſammen og under Stub og Slag forte til det Mamertiuſke
Fengſel ved Foden af Capitolium.
Hele den lange Vej gennem Gaderne bleve de haanede
af Mengden; den kaſtede Sten og Skarn efter dem og
kaldte dem „Akſelshoved Tilbedere.“
VI.
Det Mamertinſke Fengſel, ſom enduun er til, beſtod
af to underjordiſke Kamre, det ene under det andet. Ad—
gangen dannedes af et rundt Hul i Loftet; gennem det
bleve Fangerne flupne ned, og gennem det fik de deres
usle Fode. 5
J dette ſtrakkelige Opholdsſted, ſom altid var jor:
peſtet af Mangel paa Lys og Luft, maatte Brudetoget til—
bringe Natten. 5 5
Den folgende Morgen bleve alle de Kriſtue forte til
Stadsprefekten, en Maud af et fornemt ÜUdſeende, men
tidlig ſkaldet og med ſlappe Træf.
Han tog forſt Praſten for fig “). .
„Kom! Adlyd Kejjernes Edikt,“ ſagde han, og i det
han pegede paa et Alter foran Gudinden Temis's Billed⸗
ſtotte, tilføjede han, „ſtro Rogelſe for Gudinden!“
„For mig er hun ingen Gudinde,“ ſparede Praſten
frimodig. „Jeg tror kun pan en Gud, alle Tings Skaber,
og jeg bekeuder Jeſus Kriſtus, Guds Son, hvis Komme
er forudſagt af Profeterne.“ y
»Bræft!” genmælede Bræjelten, „Du ſynes mig, ved
Guderne, at være en Vildfarelſens Lærer, og derfor for:
tjener Du en haardere Straf”. — „Liktor“, raabte han
til en af Betjentene i Baggrunden af Retsſalen, „leg ham
i Stokken, med Foden udſtrakt til det femte Hjul!”
„Og Du,“ ſagde han til Drengen, ſom havde ſpunget
Rogelſekarret, „horer Du ogſaa til de Nyomvendte, Du
Gronſkolling?“
1) Hovedtrekkene i bet folgende Optrin ere tagne ſra Acla blar-
tyrum og fra Euſebios's Ekklesiastike Historiu.
„Jeg er Kriſti Tjener,” ſvarede Drengen, ikke uden
en vis Stolthed over ſin Beſtilling. „Og om Du end
falder mig en Gronſkolling, er jeg en Olding i Visdom,
naar jeg kun tilbeder en Gud ... Men dine Guder og
de, der dyrke dem, ere viede til Fordeervelſe.“
Prafekten draperede ſig i ſin baldyrede Toga; det var
et Tegn paa, at han var opbragt.
„Slaa den Kneegt paa Munden for hans Beſpottelſe,
og piſk ham med Ris!“ raabte han.
Derpaa kaldte han Felicita frem.
„Naa, Du ſer mig da ud ſom en beſindig Kone,“
tog han venlig Ordet. „Du vil ikke modſctte Dig Kejſer—
0 BANDE Du kommer ikke her ſom en Taabe for
at do.“
„Min Husbond var Hovedsmand,“ ſparede Felieita.
„Han hengav ſit Liv for Kriſtus, og om haus Dod end
var vanerede for Menneſkene, var den en Fryd for Englene.
Skulde jeg vel ſvigte hans Eksempel? Skulde jeg for—
raade min Tro og fornægte Kriſtus for at ofre til De—
monerne? Aldrig, aldrig!“
Stadsprefekten rynkede Brynene.
„Kvinde,“ ſagde hau, „Du har talt Dig varm ...
Kaſt hende i Tiberen; der vil hun blive afkolet.“
Derpaa vendte han ſig til Pulcheria.
„Slaa Sløret tilbage!” befalede han.
Derpaa betragtede han hende med et opmuntrende Smil.
„Du er ung og ſmuk,“ ytrede han i en beleven Tone,
„Du maa da elſke Lyſet og Livet . .. Hvad ſkader det
desnden, om Du ſtror lidt Virak paa Ilden?”
Pulcheria loftede Hovedet og feſtede ſine ſtore, alvor:
lige Øjne paa Dommeren. i
„Tilgiv, høje Stadsprafekt,“ ſvarede hun. „Jeg
vilde handle ſvigefuldt, hvis jeg gjorde det. Jeg ærer og
elffer kun en Gud, vor Skaber, og hans eubaarne Son,
vor Frelſer.“
Prefekten gjorde en utaalmodig Bevegelſe.
„Er det dit ſidſte Ord?“ ſpurgte han.
„Det ſidſte.“
„Forſtokkede Yugel!“ udbrod han og ſlog i Bordet,
idet han lod ſit Blik lobe hen over de riſtne
„J Morgen er der Munus”),” fortſatte han, henvendt
til den eldſte af Liktorerne; „Toſen her er ſmuk nok til
at viſes frem for Folket. Lad hende kampe med Dyrene,
men lad hende til Spot blive iført en hedenſk Preſtindes
Dragt, bemalet med 2ſelshoveder.“
Derefter vinkede han ad Valkeren Lucius Carus.
„Du er Kriſten?“ ſpurgte han barſfk.
Valkeren ſlog Øjnene ned og begyndte at ryſte over
alle Lemmer.
„Du vover da ikke at trodſe Kejſernes Befaling,” veb:
blev Praœfekten. „Tag lidt Rogelſe og kaſt den paa Il⸗
den! ... Det er let gjort.”
Valkeren nolede.
„Naa!“ raabte Preefekten haardt, „faar det Ende?
eller vil Du hellere kaſtes for de vilde Dyr?”
Da tog Lucius Carus, bleg ſom Doden og med ned—
1600 Øjne, lidt Virak i Haanden og ſtroede den i Altar:
ilden.
Bed Synet deraf opſtod der en ubeſkrivelig Bevegelſe
blandt de Kriſtne. 85
„Ve ham, ve ham!“ raabte Praſten og loftede Heen⸗
derne mod Himlen. „Synd imod den Helligaand, den
ſtorſte Synd af alle!“ 85
„Lucius Carus ... en Frafalden!“ mumlede Felicita,
oprørt i fin inderſte Sjæl. agt
„Herren være ham naadig!“ føjede Pulcheria til, „han
er fra Nu udſtodt af de Kriſtnes Samfund.” ;
Og Moder og Datter faldt grædende i hinandens
Arme. i
„Skil dem ad!“ befalede Prœſekten, „uu ker det ikke
Tid at fla be.“ N.
De ovrige Kriſtue gav ligeledes deres Uvilje Luft i
Anleduing af Lucius Carus's Frafald. Det var nok til
at fælde dem. De bleve domte til at flæbe Sten til
Diokletiaus Termer, ſom da belanudt fig under Byguing,
— et ſtrengt Arbejde, under hvilket Fangerue ikke bleve
behandlede bedre end Esler og Muldyr. .
Stadspraœfekten drog Vejret dybt og traadte et Skridt
) Kamplege med de vilde Dyr.
tilbage. Den mægtige Mand faa misfornøjet ud og
e ſig ſtoltere end nogen Sinde i ſin baldyrede
oga.
„Kriſtne!“ ſagde han, „jeg har talt venlig til Eder
og ſogt at udrette alt med det gode ... J kan takke
Eders Halsſtarrighed for Udfaldet.”
VII.
Den folgende Morgen blev Pulcheria tillige med en
Mangde andre kriſtne Fanger fort til et underjordiſk Rum
i det Flaviſke Amfiteater ).
Her bragte en velvillig Kriger af Vagtmandſkabet
hende den ſidſte Hilſen fra hendes Moder. Hau havde
været til Stede ved Felicitas Endeligt og var opfyldt af
Beundring over det Mod, hun havde viſt. Ikke en Klage
var undſluppen hende, og langt fra at forbande fine Fjen:
der Havde hun tilgivet dem og ſagt: „de maa jo værne
om deres Guder.“ Hun var med Spyd bleven dreven ud
i Tiberen, til Strommen tog hende. Hendes ſidſte Ord
vare: „Bring min Datter min Velſignelſe, og ſig, at jeg
gaar i Forbon for hende.“
Dagens Timer ſneg fig langſomt hen.
Med i det underjordiſke Rum trængte kun enkelte Lyb ;
Pulcheria havde hort Tubaernes Klang ved Keiſerfamiliens
Ankomſt til Amfiteatret, og ſenere havde mangen en raſende
Bifaldsſtorm ryſtet den vældige Bygning.
Men hojere end alt andet lod med lauge Mellemrum
et forunderlig dæmpet, men paa ſamme Tid ubeſkrivelig
mægtigt Brol; det mindede om en fjærn Torden eller om
underjordiſke Dron ved Jordſkalv Det var de vilde Atlas⸗
lovers Roſt. 0
Udmattet pan Sjæl og Legeme hapde Pulcheria fat
fig i en Krog med Anſigtet ſkjult i fine Hender.
Da følte hun ſig pludſelig let berørt pan Skulderen.
„Vivia Pulcheria!“ hviſkede en bekendt Stemme tæt
ved hendes Ore.
Hun fo'r ſammen og ſaa op.
Nu Kolosſeum.
Cajus Flavius Albinus ſtod for hende i en lignende
ſimpel Dragt ſom den, han bar ved Palliliernes Feſt.
„Du her!“ udbrød Pulcheria i den haojeſte For—
bapſelſe.
„Skulde vel nogen Dor i det Flaviſke Amfiteater være
lukket for en Flavius?“ ſagde han adſpredt, idet han be:
tragtede Pulcheria.
Den unge Bige jan bleg og forgredt ud, og hendes
for fan ſtraalende Ojne vare matte og indfaldne.
Af de øvrige Fanger faa nogle henſunkne i Bon,
medens andre ſogte at troſte deres Nermeſte. Ligeſom i
Tusculum vare Pulcheria og Flavius ene blandt Mængden.
Den unge Patricier kuelede ned ved Pulcherias Side
og greb hendes Haand.
„Ojeblikkene ere koſtbare,“ ſagde han hviſkende. „Fange⸗
vogteren, ſom er i min Sold, kender en hemmelig Udgang
og flygter ſelb med os for at undgan Straf ... Vi ere
begge unge; jeg elſker Dig af hele min Sjæl, og un da
Du er fri, vover jeg at haabe, at jeg vel ſkulde vinde din
»Genkeerlighed Tro mig, Pulcheria, der kan endnu vente
os et langt Liv, fuldt af Lykke! Vi Menneſer ere ſkabte
til Glæde; den ſoge vi, den hige vi efter, og der kreves
ikke lang Erfaring for at lere, at den Nydelſe, ſom Kærlig:
heden bringer, er den hojeſte af alle. Og kan vel noget,
der fylder Sjælen med den inderligſte Henrykkelſe og gor
alle Sorger lette, være en ſtor Synd? .... Er den
Gud, Du tilbeder, ikke en miſkundelig Gud? ... Bil
FF å
Flavius Havde, i fin Dodsangſt for den Elſkedes
Liv, talt med en Varme, ſom uvilkaarlig rev Pulcheria
med ſig.
For forſte Gang folte den unge Kriſtenpige en alvor⸗
lig Aufegtelſe. Skulde hun have fulgt fit Hjærtes Til
ſtyndelſe, vilde hun have ſlaget Armene om Flavius“?
Hals og ſagt: „Jeg er din, for mig hvorhen Du vil!“
Men i ſamme Øjeblik trængte hele den ſorgelige
Virkelighed ind paa hende. ;
Taarerne ſtrommede ned over hendes Kinder.
|
„Cajus Flavius,“ hviſkede hun og trykkede haus
Haand, „tal ikke ſaaledes! Fremman ikke Billedet af en
Lykke, ſom er umulig ... Vil din Fader, Prokonſulen,
ſamtykke i, at hans Son, en Flavius, ægter en fattig
Kriſtenpige? Vil han give ſit Minde til, at Du gaar
over til min Tro?“
Flavius tav og faa ned for fig.
„Og“, vedblev Pulcheria gyſende, „fkulde jeg vove at
teuke paa Kærlighed og Lykke, mens min Moders Lig
flyder i Tiberen, og en gruſom Dodsdom ſvaver over mit
Hoved? Selv om Flugt var mulig, vilde jeg aldrig ſole
mig tryg. Nej, nej, de ſidſte Dage have varet alt for
bitre; jeg langes kun efter Gravens Fred. Dog, en
Ting er mig pinligere end ſelve Doden. Se!“ tilføjede
hun og pegede paa Praſtindekjolen, „i denne latterlige
Dragt ſkal jeg viſe mig, og hvor let kan den ikke blive
ſonderreven, ſaa at jeg ligger blottet for Alles Ojne?“
Den unge Patricier drog Haauden, til ſig.
„Jeg har forudſet din Vagring“, ſagde han, „og
dat været Detænft paa alt. Til Skueſpil ſkal Du ikke
live.“
Dermed fremtog han af Bryſtfolden paa fin Toga en
i Linned indſvobt Kraus.
„Hvad har Du?“ ſpurgte Pulcheria med bange
Anelſe.
„Det er“, ſvarede Flavius i en dæmpet Tone, „en
ſaakaldt Martyrkrans. Tornene ere dyppede i en ſterk
Gift; trykkes Kranſen faſt paa Hovedet, pibler Blodet
frem, — Gitten blander fig deri, og der indtræder da en
haſtig og ſmertefri Dod... Men for ſidſte Gang, min
Elſkede, lad alle Bekenkeligheder fare! Kom, rok mig din
Haand! Se, Fangevogteren giver Tegu til mig, — alt
ev beredt! Folg mig tilbage til Livet og Lykken, lad mig
frelſe Dig fra en gruoppakkende Dod!“
Pulcheria blegnede af Sindsbevcgelſe.
„Friſt mig ikke over Cone!“ mumlede hun og ud:
ſtrakte Haanden efter Kranſen. „Men .. Tiden iler
lad mig tilſtaa alt! .. . Cajus Flavius,“ lagde
hun ſagte til og ſaa ham ind i Øjnene, „jeg har, uden
ſelv at vide det, elſtet Dig fra den forſte Stund, vi ſaas.
Men tro mig, Kære, jeg foler det, — vi ere ikke beſtemte
til at blive lykkelige paa denne Jord.“
„Vel an da!“ udbrød Flavius, henrykt over hendes
Tilſtaaelſe, „ſaa lad os do ſammen! .. Din Gud vil
være os naadigere end Menneſkene ... for mig til ham!“
„Er det Alvor?“ ſpurgte Pulcheria.
J Stedet for at ſvare gav Flavius fig til at dele
Martyrkrauſen.
„Hvad gor Du?“ ſpurgte Vigen ængftlig.
„Krauſen er ſtor nok til To“, mumlede den unge
Patricier med et ſvagt Smil.
Og inden Pulcheria kunde hindre det, havde han
ſlynget dens ene Gren om fit Hoved.
Den unge Pige fo'r ſammen.
„Saa lad det da være min Brudekraus!“ hviſtede
hun og trykkede Reſten af Krauſen om fin Bande. „Og
nu“, vedblev hun bevende, „nu da vor Time ſlaar, lad
mig da give Dig Brudekysſet!“
Dermed lagde hun Armen om Cajus Flavius's Hals
og trykkede ham til fit Bryſt. Deres Læber mødtes i et
langt Kys.
Da lød Tubaernes mægtige Klang til Tegn paa, at
Gladiatorkampene vare forbi. Folke-Wdilen, ſom ledede
disſe blodige Skueſpil, havde gemt de Kriſtne til ſidſt, og
da de vare henved Hundrede i Tallet, havde hau delt dem
i to Hold. Pulcheria horte til det ſidſte. 0
Der blev med en Spydſtage banket paa Doren til
Fangerummet. g
; Fangevogteren, eu aldrende Mand, gik fra fin Celle
op ad Trappen og aabnede Gitterdoren. b
En Liftefører, ledſaget af fire væbnede Krigere, ſteg
ned i Fangerummet og drev de til det forſte Hold hørende
Slagtofre op paa Arenen. k ke
Kort efter lod der — denne Gang ude i det frie —
et af de dumpe Brol, ſom fatte Skrak i alt levende.
Der indtraadte en dyb Stilhed.
En, ſom det ſyntes, hojtbedaget Mand ytrede med
mild, formanende Stemme nogle Ord, der ikke kunde høres
i det underjordiſte Rum; umiddelbart efter hævede der ſig
i langſom Takt et Kor af Mands: og Kvindeſtemmer.
„Hvad foregaar der?“ ſpurgte nogle af de Kriſtne.
Fangevogteren ſteg op ad Trappen og kiggede ud
gennem Gitterdoren.
„Midt paa Arenen,“ tog han Ordet, „ſtaar en ær:
værdig hvidhaaret Olding, ſtottet til to unge Praſter.
Omkring ham knale alle de andre Kriſtne, Mænd og
Kvinder, Med opløftet Bande og et Aaſyn ſtraalende af
himmelſk Begejſtring ſynger den hellige Mand Lovſangen,
ſom de andre iſtemme.“
Midt under de hojtidelige Toner lod der en vild,
ubeendig Knurren.
Fangevogteren fan hen i den Retning, Hvorfra Ly—
den kom.
„Nu ſkal Slagteriet begynde“, vedblev han. „En ſtor
ſortmanket Love er ſtegen op fra Beſtiariet og gaar lung:
ſomt ind pan Arenen . .. Nu ſtandſer den, lofter Hove—
det og vejrer heu imod de Kriſtnes Klynge, idet den med
Halen piſter ſig i Siderne ſom for at anſpore ſig til
Angreb. Efter Loven kommer der, op af Hullet, Pantere,
Leoparder og Tigre, alle katteagtig ſuigende og alle
ſnuſende mod Vinden . . .. Dog“, afbrød han plud—
ſelig fig felv, „jeg har ſet nok af Blodbad; jeg vil ikle fe
mere ...“
Dermed ſteg han langſomt ned af Trappen og gik
ind i ſin Celle.
Højere og mægtigere lød Lovſangen oppe fra Arenen.
Hvad er Jordens Kval og Nod
Vel mod Himmeriges Glæde?
Troſtig vi fra Gravens Skod
Salighedens Vej betræde.
Pulcheria og Flavius lyttede Haand i Haand til de
andagtvakkende Toner.
„Hvilke Ord!“ mumlede den unge Patricier. „Hvo
har nogen Sinde Hørt fligt i noget af vore Templer?“
Pulcheria ſparede ikke. Hun følte en hel Omvæltning
foregaa i fig; hendes Blod begyndte at ſtivne, og hendes
Syn omtaagedes.
Og atter hørtes Sangen oppe fra Arenen.
Gift, huorT Solen ej gaar ned,
Raader evig Stærlighed.
„Forunderligt!“ hviſkede Flavius, „det er, ſom om
der lyſte et ſtort, uſvigeligt Haab igennem disſe hellige
Toner ...“
Han fik ikke mere ſagt; Stemmen ſpigtede ham aldeles.
Hans Øjne mødte Pulcherias, og de to Elſkende vekslede
endun et Haandtryk.
En isnende Kuldegyſen, en Forlober for Doden,
gennemfo'r dem Begge. Martyrkranſens Giſt havde gjort
i Virkning; et Ojeblik efter udaandede de i hinandens
Arme.
Oppe fra Arenen lod forvirret Stoj. Halvkvalte
Smertensſkrig, raſende Knurren og tordenlignende Bifald
vidnede om, at Slagteriet Havde naget fit hojeſte.
Fangevogteren traadte frem fra ſin Celle. Skulde
Nogen frelſes, var det høj Tid. Men neppe fik han Oje
paa Martyrkranſene, for han forſtod alt.
„Dode! begge dode!“ udbrød han bevæget. „Pigen
har vegret ſig ved at flygte, og den unge Patricier har
da villet do med hende.“
Han hentede ſin ſimple Kappe og bredte den ud over
det unge, endnu i Doden ſmukke Par.
„Hvilke ſcelſomme Tider!” ſagde han ved ſig ſelv,
idet han lagde Kappen til rette. „Unge og Gamle, Mænd
og Kvinder gaa ſyngende den visſe Undergang i Mode,
og en ung Patricier ſoger Doden ved en ringe Kriſten—
piges Side! . .. Hver Dag bringer nye Undere! ...
Ja i Sandhed, der falder ſom Sfæl fra mine Øjne ...“
Og han lod, ligeſom overvældet, Armene ſynke.
Derpaa mumlede han tæppe horlig:
„Det er forbi med de gamle Guder; der er kommet
en Større og Magtigere.“
Ugens Nyheder, ae ugebins”"
Ugens Mybeiler essa
ligt, belærende, tiſtalende, praktisk Blad,
Enhver Husmoder bør holde
Ugens Nyheder,
derved gavner og glæder hun sig selv,
sin Mand, sine Børn og Tjenestefolk.
„Ugens Nyhedor“ udgaar hver Uge fra Kjøbenhavn i et stort
8-sidigt Format, indeholdende 32 Spalter Læsning.
»Ugens Nyheder" indeholder Artikler til Fremme af Menne-
skets aandelige og materielle Velvære, smaa og store Afhand-
linger om mangt og meget, som har Interesse for ethvert Hjem.
»Ugens Nyheder" bringer ofte Artikler, indeholdende Raad
og Vink til Husmødrene.
»Ugens Nyheder" indeholder hver Gaug en original Børne-
fortælling med Illustrationer. g | f
»Ugens Nyheder” har tvende Rubriker, kaldet „Juridisk Raad-
giver" og „Sundhedsraad“. Forespergsler henhørende herunder
besvares gratis for Abonnenterne (disse tvende Afdelinger
ledes af en anerkjendt dygtig Jurist og Lege). i
»Ugens Nyheder" indeholder Fortællinger og Skildringer af
anørkjendte Forfattere, samt en Gang maanedlig Havebrugs-
bemærkninger, endvidere hver Uge Skolenyt, Markeds- og Han-
delsberetninger, samt praktiske Opskrifter o, a. m.
»Ugens Nyheder" er i enhver Henseende elegant udstyret
og trykkes paa fint glittet Papir. Endvidere "er der anskaffet
en Maskine, som, samtidig med, at den falser, sammenlimer
Bladene. Denne Maskine er særlig bestilt til ,Ugens Nyheder",
og er den første i sin Slags, fabrikeret her i Landet.
nUgens Nyheder" udgaar saa tidlig fra Kjøbenhavn, at det
om Lørdagen er omdelt over hele Landet. Bladet bliver saa-
ledes en kjærkommen Gjæst om Søndagen.
Ugens Nyheder koster kun 1 Kr. Kvartalet, Porto iberegnet.
"BET Bestilles hos Posten og i Bogladen. Bål
Live Music
Archive
Librivox
Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland
Museum of Art
Internet
Arcade
Console Living Room
Open Library
American
Libraries
TV News
Understanding
9/11